Vent lige

Jeg er voldsomt plaget af ambivalens for tiden. Bortset fra at ambivalens bare ikke er helt det rigtige ord. Ambivalens giver indtryk af at jeg er både-og. I virkeligheden er jeg enten-eller. Eller rettere: enten og eller, simultant. Der er en uoprettelig kløft imellem "i forhold til Ronan" og "i virkeligheden" og jeg aner ikke hvordan jeg skal slå bro imellem de to.

I virkeligheden ælsger jeg jul. Juleoppyntning, julegejl, juleslik, julekonfektkreationer, julekagebagning, julegaver, julemusik. Og det gør det bestemt ikke værre at vi holder det her i år. For første gang er det mig der står med anden og juletræet og risalamanden, og jeg glæder mig, og jeg er glad for mine forældre gerne vil være med til at holde jul et andet sted (for første gang i...24?..år) Så kan vi gå om og tænde lys hos Ronan juleaften, så han også er med, og det bliver virkelig hyggeligt. Vi er gået igang med nisselandskabet og juleplanlægningslisten og jeg hygger mig faktisk så meget at jeg af og til bliver næsten helt ligeglad med om jeg får læst.

I forhold til Ronan gider jeg slet ikke have den dumme, rådne jul. Det er en åndssvag lortehøjtid som man skulle have sammen med sit barn, men når man ikke har sit barn så var det nok lidt svært, ikk'!? Ronan's plads er kæmpestor og kæmpetom for tiden, fordi det snart er jul. Han var her lige præcis længe nok til at rydde plads til et barn i vores liv, og nu er der kæmpestore huller der hvor han skulle have fyldt ud.

I virkeligheden glæder jeg mig til Den Nye Baby beslutter sig for at komme. Det bliver så hyggeligt med en baby mere, og tænkt nu hvis testen viser positiv i december? Så ville det være andet år i træk vi få en positiv test i julegave, og det ville da være en herregod historie - at begge vores børn meldte deres ankomst lige op til jul.

I forhold til Ronan synes jeg den dumme nye baby skulle tage at fucke af. Den skal overhovedet ikke bryde sig om at tage hans plads, og slet ikke i december, for den skal ikke bare hugge hans trick. Det var Ronan der var speciel og var vores julegave og den dumme nye baby skal bare ikke komme og tro den er noget. Faktisk vil jeg slet ikke have nogen ny baby. Jeg vil bare have Ronan.

I virkeligheden har vi plaget Esserne for at de også skulle tage at lave en baby i årevis, og nu lader de til at være begyndt at bløde lidt op. De modsiger os i hvert fald ikke og skrukhedsfaktoren lader til at nærme sig toppen af skalaen. Vi ved at Kaye og Jyden også gerne vil have et barn mere, og vi under dem det så meget. Det kunne være så hyggeligt med nogle flere babyer, og tænk nu hvis jeg også blev gravid samtidig med Kaye eller Prinsessen!

I forhold til Ronan synes jeg ikke rigtigt nogen af dem kan være det bekendt hvis de bliver gravide. For det var min tur. Det var altid, altid mig der skulle være den første i kliken til at få børn, og vi skulle jo skiftes med Kaye og Jyden. Det er slet ikke rimeligt hvis de får to i træk! Og jeg ved godt at de jo ikke får to i træk, og at det er mig der var den første i kliken til at få et barn - det føles bare ikke sådan. Tiden har slået en kolbøtte og resten af verden kan simpelthen ikke være bekendt bare at fortsætte som om det var en parentes. Jeg har lyst til at skrige VENT!!! TIMEOUT!!! PAUSE!!! Som om de har startet legen igen inden jeg var klar, og nu kan jeg ikke finde ud af reglerne længere.