torsdag den 10. november 2011

Vent lige

Jeg er voldsomt plaget af ambivalens for tiden. Bortset fra at ambivalens bare ikke er helt det rigtige ord. Ambivalens giver indtryk af at jeg er både-og. I virkeligheden er jeg enten-eller. Eller rettere: enten og eller, simultant. Der er en uoprettelig kløft imellem "i forhold til Ronan" og "i virkeligheden" og jeg aner ikke hvordan jeg skal slå bro imellem de to.

I virkeligheden ælsger jeg jul. Juleoppyntning, julegejl, juleslik, julekonfektkreationer, julekagebagning, julegaver, julemusik. Og det gør det bestemt ikke værre at vi holder det her i år. For første gang er det mig der står med anden og juletræet og risalamanden, og jeg glæder mig, og jeg er glad for mine forældre gerne vil være med til at holde jul et andet sted (for første gang i...24?..år) Så kan vi gå om og tænde lys hos Ronan juleaften, så han også er med, og det bliver virkelig hyggeligt. Vi er gået igang med nisselandskabet og juleplanlægningslisten og jeg hygger mig faktisk så meget at jeg af og til bliver næsten helt ligeglad med om jeg får læst.

I forhold til Ronan gider jeg slet ikke have den dumme, rådne jul. Det er en åndssvag lortehøjtid som man skulle have sammen med sit barn, men når man ikke har sit barn så var det nok lidt svært, ikk'!? Ronan's plads er kæmpestor og kæmpetom for tiden, fordi det snart er jul. Han var her lige præcis længe nok til at rydde plads til et barn i vores liv, og nu er der kæmpestore huller der hvor han skulle have fyldt ud.

I virkeligheden glæder jeg mig til Den Nye Baby beslutter sig for at komme. Det bliver så hyggeligt med en baby mere, og tænkt nu hvis testen viser positiv i december? Så ville det være andet år i træk vi få en positiv test i julegave, og det ville da være en herregod historie - at begge vores børn meldte deres ankomst lige op til jul.

I forhold til Ronan synes jeg den dumme nye baby skulle tage at fucke af. Den skal overhovedet ikke bryde sig om at tage hans plads, og slet ikke i december, for den skal ikke bare hugge hans trick. Det var Ronan der var speciel og var vores julegave og den dumme nye baby skal bare ikke komme og tro den er noget. Faktisk vil jeg slet ikke have nogen ny baby. Jeg vil bare have Ronan.

I virkeligheden har vi plaget Esserne for at de også skulle tage at lave en baby i årevis, og nu lader de til at være begyndt at bløde lidt op. De modsiger os i hvert fald ikke og skrukhedsfaktoren lader til at nærme sig toppen af skalaen. Vi ved at Kaye og Jyden også gerne vil have et barn mere, og vi under dem det så meget. Det kunne være så hyggeligt med nogle flere babyer, og tænk nu hvis jeg også blev gravid samtidig med Kaye eller Prinsessen!

I forhold til Ronan synes jeg ikke rigtigt nogen af dem kan være det bekendt hvis de bliver gravide. For det var min tur. Det var altid, altid mig der skulle være den første i kliken til at få børn, og vi skulle jo skiftes med Kaye og Jyden. Det er slet ikke rimeligt hvis de får to i træk! Og jeg ved godt at de jo ikke får to i træk, og at det er mig der var den første i kliken til at få et barn - det føles bare ikke sådan. Tiden har slået en kolbøtte og resten af verden kan simpelthen ikke være bekendt bare at fortsætte som om det var en parentes. Jeg har lyst til at skrige VENT!!! TIMEOUT!!! PAUSE!!! Som om de har startet legen igen inden jeg var klar, og nu kan jeg ikke finde ud af reglerne længere.

7 kommentarer:

  1. For freaking fuck (undskyld, at jeg taler grimt på din blog. Ved godt at det sprog skal blive hjemme i jordhulen) hvor kan jeg bare godt forstå dig. Sikke noget rod

    SvarSlet
  2. Man må gerne bande på min blog. Det gør jeg jo også ret tit selv. Jeg ville bare ønske at det ligesom kunne mødes et sted på midten, det hele.

    SvarSlet
  3. Du skriver saa man faar en klump i hjertet og tror at man kan forstaa hvordan det det er, selv om man slet ikke kan vaere i naerheden af at fatte hvor ondt det maa goere.
    Men Ronan vil altid vaere der, og jeg er sikker paa han ville mene, at der ogsaa er plads til en Ny Baby - en lillebror eller soester til ham. Du virker til at have saa meget kaerlighed at give af, der skal nok vaere nok til dem begge to (eller endnu flere).

    SvarSlet
  4. Lort og fuck. Nå.

    Jeg husker også den første jul uden Cirkeline. Mareridtet fra helvedet. Det blev også den første jul vi valgte at holde. Jeg ville bare være tæt på Cirkeline, skulle kunne komme på graven uanset tidspunktet. Det var der en trøst i.

    Jeg havde så svært ved det faktum, at hun ikke skulle være med og jeg havde svært ved at gennemskue hvordan jeg skulle kunne symbolisere hendes tilstedeværelse, når hun var så pokkers fraværende.

    Jeg købte en lysestage til at hænge på juletræet med et hjerte på fra Georg Jensen og fik hendes navn graveret i det. Vores hjertebarn. Så hang det så fint der på juletræet og kun med det ene lys tændt.

    Siden hen er der kommet yderligere to lysestager på træet til. En gås til Gustav og en bamse til Harald, også med navne på.

    Og Cirkeline mangler stadig både til jul og andre højtider og i hverdagen i almindelighed.

    Og jeg ved godt, at det ikke skal handle om mig og jeg ofte får luft for alt det omkring Cirkeline, når du skrive om Ronan. Det beklager jeg.

    Jeg kan sagtens forstå dig og jeg ville sådan ønske, at jeg havde de vise ord at give dig. En ting ved jeg. En baby mere vil aldrig tage Ronans plads. Heldigvis.

    Jeg tænker meget på dig. Knus

    SvarSlet
  5. Jeg kan ikke påstå, at jeg ved, hvordan du har det, men du skriver, så jeg tror, jeg gør det. Og som Husmoder skriver, så: sikke noget rod!

    SvarSlet
  6. Åh hvor det lyder fint med Cirkelines hjerte..

    Og tak for at man godt må bande.

    SvarSlet
  7. Karoline: Jeg ved det jo godt, i virkeligheden, at der er nok liv og plads og kærlighed til alle de børn det skal være. Lige for tiden får virkeligheden bare ikke altid ret.

    Frederikke: Jeg ved godt der står i de der sorg-pjecer at man aldrig må komme med historier fra sit eget liv når man taler med mennesker i sorg - men jeg er nu glad for du gør det. I har jo været igennem mange af de ting vi står overfor for første gang, og har nogle erfaringer som vi kan suge lidt af engang imellem. Om ikke andet, så er der jo også en trøst i at andre har været/er ligeså fortabte som os - at der er en anden "normal"-tilstand man kan tilhøre. Hvis det giver mening?

    Jeg kan godt mærke at vi bliver nødt til at finde på noget mere juleaften, end bare at gå ned og tænde et lys hos Ronan. For han bliver nødt til at være her, på en eller anden måde. Jeg kan slet ikke bære at han skal ligge alene dernede mens vi andre hygger os herhjemme.

    SvarSlet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.