Barselstanker

For ikke så længe siden skrev Gravid-grahvad et indlæg om barselsstress. Det der med at tænke at man har tiden til at nå det hele, og så bare glemme at man ikke har overskuddet til det.

Jeg kan faktisk godt helt glemme at jeg er på barsel. Af uforklarlige årsager føles det bare ikke helt lovligt at sige "jeg er på barsel", når der nu ikke er et barn jeg skal passe - på trods af at jeg i barselssammenhæng er fuldstændig ligestillet med alle andre. Jeg har, ligesom alle andre (kvindelige) studerende der får et barn, fået 12 såkaldte fødselsklip, og kan, ligesom alle andre, vælge at bruge et helt år på ikke at tænke på mit studie. Det gør jeg bare ikke. Jeg knokler på med det mest komplicerede fag jeg kunne vælge at tage, fordi det er nu jeg har ekstra tid at bruge på det. Når nogen spørger siger jeg altid "Jeg læser på deltid" og aldrig "Jeg følger kun et enkelt fag, fordi jeg er på barsel" Overfor andre end de allernærmeste bruger jeg aldrig undskyldningen forklaringen "Det har jeg ikke overskud til", fordi jeg er bange for de ikke vil tage det alvorligt, fo inde i mit hovede kommer jeg til at fremstå som en anden Maude.

Jeg holder aldrig rigtig fri, og slapper aldrig rigtig af, og har hele tiden knoppen fyldt med alt det jeg skal nå lige om lidt. Der er altid nogle opgaver der skal laves og nogle noter der skal læses, og dagene har det med at fylde sig selv op uden jeg opdager det. I går skulle vi fx pludselig til Udkantsdanmark, fordi Svigermor havde en masse mad til overs efter en fest, og det virkede jo helt åndssvagt ikke at tage med når nu Kaye og Jyden alligevel skulle afsted. Og så blev der så ikke vasket ret meget tøj, eller set ret meget film, som vi ellers havde planlagt. I dag er der jo Allehelgensgudstjeneste nede i kirken, men Landsforeningen Spædbarnsdød holder så også en gudstjeneste inde i Odense i eftermiddag, som vi egentlig gerne ville med til, om ikke andet så for at vedligeholde det netværk vi er ved at opbygge. Og man må gerne tage kage med, og jeg er jo typen der bager kage. I morgen kommer min veninde Coco, som var min bedsteveninde i 10. klasse og som jeg ikke har haft kontakt med i flere år, og jeg glæder mig som et lille barn. Men så gik den dag jo ligesom også med det.

Jeg fylder på og fylder på, for der er jo timer nok at fylde ud. Jeg glemmer at jeg er på barsel, og bruger i stedet tiden på at forsøge at komme med, hente det fortabte ind, komme på forkant. Selvom det jeg i virkeligheden skulle var at sidde i et hjørne og tude over min søn.