Det levende barn

Jeg har rykket mig meget i min sorg. Men jeg kan ikke finde ud af om sorgen er blevet mindre eller om jeg bare ikke lægger så meget mærke til den længere. Jeg har stadig utrolig svært ved at sammenkoble konceptet "at have mistet et barn" med det der er sket for os, og nogle gange kan jeg pludselig godt komme i tvivl om der faktisk overhovedet er sket noget, eller om der bare er nogen der har stillet et billede af en baby på mit natbord. Der er (selvfølgelig) stadig mange aftener hvor jeg sidder med billedet og savner ham og græder, men der er også nogle aftener hvor jeg ikke registrerer andet end "næh, en sød baby" inden jeg slukker lyset.

For nogle dage siden tog jeg mig selv i at tænke; hvorfor kaldte vi ham ikke Sofus? Han ligner en Sofus. Selv hans tøj får ham til at ligne en Sofus. Jeg så pludselig det hele udefra, som om det ikke var noget jeg var følelsesmæssigt involveret i. En lille nuttet puttebaby skal selvfølgelig hedde Sofus. Og på gravstenen, hvis der stod Sofus, så ville man også vide det med det samme når man så den, at stedet hørte til en nuttet og savnet baby. Det ville alt sammen være rundere og blødere og passe bedre ned i kassen, der er Forestillingen om den Døde Baby. Jeg nåede faktisk at tænke at vi jo havde gjort det helt forkert, der i sorgtågerne, og slet ikke havde tænkt os om. Den stille, nuttede baby, som bare ser ud som om den sover skulle selvfølgelig have heddet Sofus.

Men han var jo ikke noget stille barn. Det er kun fordi han døde at han er så stille og putteagtig på alle billederne. Inde i min mave var han jo en lille bøffel, der møffede rundt hele tiden og kunne få ting til at vippe hvis man stillede dem på maven. Det var ham der vågnede op hver morgen og begyndte at mosle rundt når jeg spiste min havregrød, og det var ham vi kunne mærke når vi aede maven og sang godnatsang. Og det var ham der boinkede sådan til mig at jeg engang imellem kunne hapse et lille stykke baby gennem maveskindet. Inde i min mave var han ikke spor pussenuttet og fredfyldt. Inde i min mave var han levende.

Og det er bare først nu jeg rigtigt kan huske det. Jowjow, jeg har tit tænkt på det, og været glad for den tid vi havde med ham, men uden sådan rigtigt at huske det. Uden at huske ham. Mit liv har været så fyldt med sorg over vores døde søn, at der slet ikke har været plads til at rumme tanken om at han også engang var levende. Det er måske derfor billedet af ham ikke længere udløser de samme følelser. For det var jo ikke sådan han var; det er ikke det barn jeg husker og sørger over for tiden. Det er underligt på den måde at arbejde sig baglæns i sorgen. Og det er underligt på den måde at blive ramt i hovedet af en så indlysende sandhed, og pludselig blive så ked af noget man har vidst længe. Pludselig, næsten seks måneder senere, at blive så ked af vi har mistet det levende barn der var i min mave.

Det døde barn på billederne kunne måske godt have heddet Sofus. Men det levende barn der var inde i min mave, han hedder Ronan.