Før storm

Dengang i foråret hvor vi lige havde fundet ud af den var helt gal med bebisen inde i maven løb jeg tør for ting at sige til min psykiater. Der var ikke andet i mit hjerte og min sjæl end den lille Ananas og jeg kunne ikke få psykiateren til at forstå at det alt sammen var noget andet når det var babyen. At det ikke kunne sammenlignes med tidligere begivenheder i mit liv, ligemeget hvor mange andre situationer han kunne komme i tanke om at nævne. Derfor besluttede jeg at tage en pause inden det gik helt i hårdknude, og mens jeg stadig kunne bevare min tro på at han trods alt besidder medmenneskelighed, selvom det nogle gange lader til at være sekundært i forhold til hans virke.

Da vi kom hjem fra ferie ringede jeg og sagde jeg var klar til at starte op igen. Sekretæren kunne godt huske mig, og var virkelig sød, og vi lavede en aftale om at hun, indtil der bliver en fast tid ledig, ringer til mig når de får et afbud. Således har jeg fået en tid i morgen tidlig, og jeg er virkelig spændt. For kan jeg få ham til at forstå at jeg helt grundlæggende er et andet menneske end sidst han så mig? Kan jeg få ham til at forstå at Ronans liv og død hverken kan eller skal bruges til forståelse af andre situationer i mit liv? På den ene side er jeg blevet meget mere afslappet omkring en masse ting, men på den anden side er jeg også bare blevet virkelig kompromisløs på nogle områder. Det er måske i virkeligheden nok to sider af samme sag - jeg er blevet kompromisløs nok til at sige fra, og afslappet nok til ikke at have det dårligt med det. Det håber jeg bare han forstår med det samme; at jeg er nogens mor nu.