torsdag den 17. november 2011

Før storm

Dengang i foråret hvor vi lige havde fundet ud af den var helt gal med bebisen inde i maven løb jeg tør for ting at sige til min psykiater. Der var ikke andet i mit hjerte og min sjæl end den lille Ananas og jeg kunne ikke få psykiateren til at forstå at det alt sammen var noget andet når det var babyen. At det ikke kunne sammenlignes med tidligere begivenheder i mit liv, ligemeget hvor mange andre situationer han kunne komme i tanke om at nævne. Derfor besluttede jeg at tage en pause inden det gik helt i hårdknude, og mens jeg stadig kunne bevare min tro på at han trods alt besidder medmenneskelighed, selvom det nogle gange lader til at være sekundært i forhold til hans virke.

Da vi kom hjem fra ferie ringede jeg og sagde jeg var klar til at starte op igen. Sekretæren kunne godt huske mig, og var virkelig sød, og vi lavede en aftale om at hun, indtil der bliver en fast tid ledig, ringer til mig når de får et afbud. Således har jeg fået en tid i morgen tidlig, og jeg er virkelig spændt. For kan jeg få ham til at forstå at jeg helt grundlæggende er et andet menneske end sidst han så mig? Kan jeg få ham til at forstå at Ronans liv og død hverken kan eller skal bruges til forståelse af andre situationer i mit liv? På den ene side er jeg blevet meget mere afslappet omkring en masse ting, men på den anden side er jeg også bare blevet virkelig kompromisløs på nogle områder. Det er måske i virkeligheden nok to sider af samme sag - jeg er blevet kompromisløs nok til at sige fra, og afslappet nok til ikke at have det dårligt med det. Det håber jeg bare han forstår med det samme; at jeg er nogens mor nu.

4 kommentarer:

  1. Du er jo blevet mor. Du ER blevet en anden. Sig det.
    Jeg oplevede, da jeg blev mor, at alt andet blev sekundært og samtidigt voksede der en kæmpe-stor tiger-mor op inde i mig, som er parat til at forsvarer, elske og .. ja, du ved.. mine unger til enhver tid.
    Og det lyder faktisk som om, at du også har det sådan.

    SvarSlet
  2. Ja, lige præcis. Sådan var det jo egentlig også i graviditeten, men efter Ronan blev født er det bare slet ikke til at komme udenom. Bliver helt hidsig ved tanken om hvis den der psykiater kunne finde på at bruge det at jeg har mistet et barn i "sit virke" og "til at finde sammenhænge" - én ting er at være respektløs overfor mig, men overfor mit BARN!?
    Det kan godt være der var en masse ting der blev vendt helt forkert inde i mig da vi mistede Ronan, men der var godt nok også meget der blev vendt helt rigtigt på plads da vi fik ham - bl.a. det der med at vide, sådan helt nede i maven, hvad det er der vejer tungest her i livet.

    SvarSlet
  3. Men, hvordan gik det så - forstod han det eller var du nødt til at fyre ham?
    Jette

    SvarSlet
  4. Jette: det er ikke rigtigt til at sige endnu - han valgte at holde lidt genopstarts-/status-samtale - og fyret bliver han nok ikke lige. Der er ca 100 års ventetid på at komme i behandling i det psykiatriske system

    SvarSlet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.