Støvlehistorien

Det hele startede med at jeg fik et gavekort til Matas til min fødselsdag. Jeg har familiemedlemmer der er af den overbevisning at Matas altid har noget man kan bruge. Den overbevisning lider jeg ikke af - faktisk ville en butik som Matas overleve i ca. 0 dage hvis verden var befolket udelukkende af mine kloner. I et forfængeligt håb om at der måske var et eller andet brugbart gik jeg derned (5,5 minutter fra min hoveddør - jeg tog tid) for at kigge. Jeg ville gerne kunne sige "der var ikke noget jeg kunne bruge", men jeg ved det helt ærligt ikke, for inden jeg fik set hele butikken fik jeg akut fnidder og måtte ud igen.

Heldigvis ligger bogbutikken lige overfor, og så kunne jeg gå over og dufte til noget papir og nogle puslespil. Det ville jo være en skam hvis turen derned skulle være helt spildt, og det er jo snart jul og ønskeliste-tid. Og apropos ønsker, så manglede jeg da egentlig også nogle nye vintersko. Da jeg tog de gamle frem (jeg skulle lige til at skrive "dem fra sidste år", men så gik det op for mig at det er fem et halvt år siden jeg købte dem) og gik udenfor med dem blev jeg mindet om at de faktisk er utætte i bunden, og at jeg sidste år havde planlagt at smide dem ud. Som beskrevet andetsteds på bloggen er jeg typen der går i mine sko til de er slidt igennem - og så lige lidt længere - så jeg har nok tænkt at de godt liiige kunne holde en sæson til. Det kunne de ikke, og så kom jeg i tanke om at nede i Zjoos har de Doc Marten støvler med foer til 1300kr, som jeg ville købe hvis jeg var rig. Det viste sig i øvrigt at være en overflødig overvejelse, det der med om jeg var rig eller ej, for de havde ikke flere i min størrelse. Ja, jeg spurgte. Skader jo ikke lige at prøve, vel. Ok, måske havde jeg også lidt tænkt mig at købe dem, so sue me.

Efter lidt surmulen for mig selv kom jeg overens med udsigten til at skulle gå i mine hullede røde lærredsko hele vinteren (indtil vinterstøvlerne kommer på tilbud, forstås) og havde vendt næsen hjemad, da jeg kom forbi hvad jeg altid tænker på som Den Skumle Skobutik. Den ligger nede i en kælder, han tager ikke dankort og der er ikke skyggen af et kendt mærke i butikken. Til gengæld havde han 2 par støvler for 500 - frit valgt i hele butikken. Indsæt selv glimmer og kærlighed-ved-første-blik-musik her. Så var der nok lige billige vinterstøvler til mig.

Fandt ret hurtigt det par der kommer til at være Primær Fodtøjet denne vinter, men hvad skulle det andet par så være? Manden har tit plaget for at jeg skulle have sådan et par lange, sorte støvler, men de plejer jo at koste fra 800kr og opefter, og det giver jeg altså ikke for et par støvler, slet ikke når de ikke er til at gå i (uden at vi behøver gå mere i detaljer) Nåmmen, det var jo "frit valg i hele butikken" og Den Skumle Skobutik har et forbløffende stort udvalg af lange-sorte-støvler-med-stilet-som-kun-strippere-kan-finde-ud-af-at-gå-i, og så købte jeg altså et par. Ikke fordi jeg har ben, evner eller krop i det hele taget til at bære dem, men fordi jeg ved Manden bliver glad. Desuden har han Man-o-vision, der på magisk vis gør at han ikke kan se hvor kikset jeg rent faktisk ser ud med sådan nogle på. Jeg skal nok spare jer for billeder, men jeg har tegnet en lille tegning til jer for at illustrere min pointe:

Faktisk udseende vs. udseende som opfattet med Man-o-vision

Jeg ville bare ønske man også kunne få Man-o-vision til kvinder. Ville faktisk blive noget sjovere at se sig selv i spejlet.

UPDATE: Manden foretrækker tegningen af det faktiske udseende - må konkludere at Man-o-vision også gælder tegninger. Manden argumenterer "Men hun er sødest. Og det er jo hende der har bagt bollerne"