søndag den 21. april 2013

Krisetid

Hallåååååå, Kone, hvad fanden laver du? Her er jo stille som en hel flok mus (egentlig noget pjat at sige "stille som en mus" for mus larmer jo helt vildt)

Jaaa, jeg ved det. Har krise. Ikke over bloggen, vel, sådan direkte. Men over livet. Håber ikke det er midtlivskrise, for det er lidt tidlig at være halvvejs ved 26, synes jeg. Kvartlivskrise? Nej, så skulle jeg blive 104. Bliver jeg nok næppe. Tredjedelslivskrise?

Nå, men krise er der i hvert fald. Af den slags hvor man ikke ved hvad man skal med sit liv. Jeg er helt på herrens mark, og jeg kan ikke komme det nærmere end at det lige nu er forkert. Ikke Manden og Ronan og Gryntegrisen og Byen Ved Vandet, vel. Men resten. "Resten", som i forvejen er nærmest ikke-eksisterende. Studie/arbejde/hverdag/sociale liv/find selv på flere.

Mandens barsel er slut lige om lidt, og det i sig selv er jo nok til at udløse krise. Jeg er seriøst nervøs for om jeg kan klare det hele selv, og jeg har haft det rigtig skidt og følt mig latterligt utilstrækkelig på det sidste. Den ene røde lampe efter den anden begynder at blinke; træt, svimmel, sur, laver lister, kan ikke overskue noget, alting virker vigtigt, nærmest konstant følelse af deja-vu. Bange. Bange bange bange. Og det er den værste, for der er jo både sund nu-mærker-du-lige-efter-engang-bange og aldeles usund helt-ude-af-proportioner-bange, men man kan ikke kende forskel når man står midt i det.

Så krise. Fordi jeg ikke kan finde ud af hvad det egentlig er jeg skal. Eller vil, for den sags skyld. Skal vi ikke bare sige vi vinder i lotto på lørdag, og så løste den hele sig selv?

3 kommentarer:

  1. Øv. Ked af du har krise, men du må ikke komme for langt ned vel?! Kan godt forstå du føler dig bange, det kan man så nemt komme til. Men du er fuldt ud tilstrækkelig, du er sej!

    Jeg ville sommetider ønsker min blog ikke var så offentlig, for jeg kender godt til disse mørke følelser, men jeg er så dårlig til at skrive om dem på min glansbilledeblog. Men i krise hjælper det at sige tingene højt, i hvertfald for mig. Og du kan sige dem højt her, og vi er her, alle dine læsere til at minde dig om, at du kan klare det. Og guide dig gennem de røde blinkende lamper.

    Kram til dig!

    SvarSlet
  2. Selvom man ikke er dig, føles det ret vildt og grænseoverskridende at skulle passe babyen helt selv, når barnefaderen tager på job igen. Jeg har simpelthen ringet til min mand SÅ mange gange og råbt KOM HJEM NUUUUU!

    Hvad angår socialliv er du stadig inviteret til fest hos mig, når vi er flyttet. Såe.. Det er rgodt nok ikke lige rundt om hjørnet, but still... Har du fået en mødregruppe? Det kan vise sig at være nogle enormt søde mødre, som er potentielle venner - eller sådan nogle som man lige kan snuppe en kop kaffe med hvis det lige er at det er.

    SvarSlet
  3. Kære, søde du. Hvor jeg håber, du kan slukke (eller ignorere) de røde lamper længe nok til at føle dig frem til den rigtige løsning. Og som Husmoder skriver, så er det grænseoverskridende for alle at være alene med baby, men du kan klare det fordi du er Gryntegrisens awesome mor. Fact. Kram

    SvarSlet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.