Rimelighedens grænse

Min psykiater har én regel: at jeg skal komme til vores aftaler.

Jeg tænker at det må være indenfor rimelighedens grænser. Det tror jeg egentlig også han mener, men hvor rimelighedens grænse går fornemmer jeg vi har en lidt forskellig opfattelse af.

Fx kører dsb ikke rigtigt i dag. Og busserne kører som de plejer, hvilket vil sige de heller ikke kører supertit. Jeg har en aftale med Manden (men det gør det vel ikke mindre til en aftale?) om jeg vi skulle være sammen i dag, indtil klokken tre, hvor jeg skulle afsted. Vi har så også en aftale om at spise ude hos Kaye og Jyden, hvor maden står på bordet klokken seks. Bevares, det kunne da nok godt aflyses, men det er stadig en aftale - og i min verden rangordner jeg egentlig ikke rigtigt aftaler.

Jeg KAN godt komme til min aftale med Psyk i dag klokken ti minutter i fire. Hvis jeg tager hjemmefra klokken to. Og så kan jeg så først være ude ved Kaye og Jyden klokken tyve minutter i syv. Jeg kan også komme lidt for sent til psyk - men så jeg skal stadig afsted inden tre, og jeg kommer ikke tidligere hjem. Og det virker dobbeltåndssvagt med bus-bøvl for under en halv times samtale.

Det er måske her, umiddelbart inden aflys-to-aftaler-og-brug-fire-timer-på-at-nå-45-minutters-samtale jeg synes rimelighedens grænse går. Jeg ringede og var ærlig overfor hans sekretær - for jeg synes fandeme også det er pisærgerligt at skulle aflyse første aftale i genoptaget behandlingsforløb - men det lød ikke umiddelbart på hende som om han ville være enig i den der grænse. Og jeg kan bare godt mærke at jo mere de insisterer på jeg kommer, jo mere stejler jeg. For jeg synes ikke det er fair at bede mig om at prioritere det så meget højere end resten at mit liv at jeg skal aflyse to aftaler, og bruge mere end en fjerdedel af mine vågne timer på at nå en aftale om fucking 45 minutters samtale.

Men det er måske bare mig.