Filmen der lever op til bogen

Jeg taler om Twilight. Og det er absolut ikke ment som en kompliment.

::Spoiler-alert::

Jeg ved godt der er nogen derude der synes Twilight er det nye sort. Det gør jeg så ikke.

Sidst de sendte Twilight i flimmeren optog Kaye og Jyden den, men fordi de er småbarnsforældre ser de film i små bidder, og på den måde endte det med at vi en dag så en halv times tid i midten af filmen. Det var nok ikke lige den bedste halve time vi fik set, så da de genudsendte skidtet i går tænkte jeg at jeg da altid kunne give det en chance.

Filmen er lige nøjagtig som jeg husker bogen (og her vil jeg så lige skyde ind at jeg tror det højner "glæden" ved filmen at man har læst bogen) Det starter godt. Mere end godt, faktisk. Fantastisk. Sug i maven, pageturner, toppen af sin filmgenre. Jeg har faktisk sjældent læst noget der rammer forelskelse og umulig kærlighed så godt. Ærligt. Jeg hader ikke Twilight fordi det ikke er godt (så havde jeg jo aldrig læst dem færdigt) - nej, jeg hader Twilight fordi det holder op med at være godt.

Hvis det stoppede efter den ene bog kunne jeg tænkte "Meh, middel, ærgerligt det ikke helt er gennemført" og så lade det være ved det. Men nej. Det bliver ved. Bog efter bog, side op og side ned med (indsæt selv squeeky-voice her) "Så vil hun godt have ham, men så vil hun ikke alligevel, og hun elsker ham for evigt, men der var en anden hun måske også gerne ville have, og så ville de godt slås, men så ville de ikke alligevel, og så skulle de giftes, men så ville hun ikke, men så ville hun godt være vampyr, men så ville han ikke, og så skulle de have et barn, men så var de andre sure" og det bliver ved og ved og ved og ved og ved (og ved), og det eneste jeg tænkte var GET OVER IT ALREADY! Hvor udødelig og fantastisk kan den kærlighed lige være hvis I skal bruge to fucking bøger på at være i tvivl?!

Hvorfor jeg blev ved med at læse? Jo, nu var jeg jo igang - og inde under alt lortet er der guld. En guldklump af en historie, der kunne have været en helt fantastisk lååvestory, men så er den blevet syltet ind i "romantiske" forestillinger, der lyder som noget jeg skrev i min dagbog dengang jeg var 13 (skal nok spare jer for uddrag - med mindre i plager) og ikke som noget der er skrevet af en voksen, der faktisk burde vide bedre. Nejnej, jeg siger ikke at bogen skal være mere voksen, eller handle om mere voksne problemstillinger. Den måtte bare godt lade være med at tale ned til sine læsere - og det føler jeg virkeligt den gør. I stedet for at blive udfordret på sit intellekt, sine følelser og sin opfattelse af kærligheden følte jeg mig i den grad sat tilbage til dengang jeg gik i 8.b. Og det passer bare slet, slet, slet ikke sammen med den udødelige kærlighed den første bog lægger op til, og det passer slet heller ikke sammen med temaer som giftermål, graviditet og ægte, dybfølt kærlighed. Sorry, men det gør det bare ikke.

Nå, men for nu lige at vende tilbage til filmen et øjeblik. Handlingen kan de jo ikke gøre for - jeg har faktisk sjældent set en film der er så tro mod den bog den er baseret på - men effekterne? Dem kunne de nok godt have gjort lidt mere ved. De er jo ikke engang fede? Jeg troede det skulle være sådan helt "WOW" når de hoppede rundt i træerne og den slags, men det ligner mest dårlig CG. Hvad det jo så også er. Ligeså med Edwards funklende diamanthud - det ligner bare han er klistret til i lim eller sådan noget. Og hvorfor fanden er der lyd på når han glimter? Er ikke videre imponeret, og synes egentlig det lugter lidt af at de ikke rigtigt har gjort sig umage, fordi de godt vidste at filmen nok skulle spille sine penge hjem ligemeget hvad. Nåja, og så det der Robert Pattinson, ing? Hvem har slået den rare mand i ansigtet med en skovl? (Kaye's ord, ikke mine) Og. hold. da. helt. op. hvor er der mange laaaaangtrukne, røvsyge scener, med klaverspil, baseball og deslige.

Min søster, der er teenager og derfor må formodes at vide den slags, siger i øvrigt at der vist også kun skulle have været to bøger. Men at forlaget sagde at så blev det for voksent, og at handlingen skulle starte tidligere. Jeg vælger at tro på at det er sandheden. For så kan jeg nøjes med at dobbelthade på det forlag, i stedet for at gå rundt med en nagende mistanke om at Stephenie Meyer har fucked up en gudsbenådet inspiration.

....

Og nej, jeg kan ikke bare lade være med at forholde mig til dem. De er der, og de har, på adskillige opfordringer, brugt min tid, og så får de altså også en holdning med på vejen.

....

Hvad I så skal læse i stedet for? Jo, I skal læse Ringenes Herre (læse, ikke se!) og så skal I nyde Aragorn og Arwen's historie. Som er vidunderligt underspillet og smuk og den bedste lovestory ever. Ever. Og den bliver ikke dårligere af at størstedelen er forvist til et appendix, man først læser efter bogen.

Og hvis I synes det er lidt for meget at læse tre bøger for omkring 20 linier og et appendix med kærlighedshistorie, så læs Pride and Prejudice (og se den endelig også, både BBC's serie og den nye film med Keira Knightley) og nyd Jane Austens ironi mens du svælger i en historie der har det hele. På den gode måde.