Es

Kære Es,

Velkommen til det mest akavede brev i verdenshistorien. Det virker måske ligegyldigt pludselig at bringe det her på bane igen, men efter vores eftermiddag sammen i mandags kunne jeg pludselig godt huske hvorfor jeg engang var forelsket i dig, og det slog mig at jeg faktisk aldrig er kommet over dig. Det er ikke fordi vi (og med "vi" mener jeg "jeg") skal til at rippe op i en hel masse eller starte en masse drama og/eller en affære mens Manden og Prinsessen er til folkedans linedance, men det er ikke desto mindre sandt. Pludselig var Prinsessen der, og kort efter Manden, og så var alting på sin rette plads, uden jeg nåede at komme overens med at jeg aldrig kunne få dig - det blev et moot point, for følelserne blev begravet den dag du fortalte du havde mødt Prinsessen og døde endegyldigt da Manden så mig i øjnene og sagde han ikke var i tvivl om det skulle være mig. Du ved at Manden er mit liv, og du ved hvor rigtige jeg synes du og Prinsessen er for hinanden. Og jeg går kraftigt ud fra du godt ved jeg ikke ville ønske mig det anderledes.

Alligevel er det ikke ligegyldigt - noget med at få gjort op med fortiden og få lagt låg på nogle ting og den slags. Find selv på flere klichéer. At tingene er som de skal være nu, ændrer jo ikke på fortiden. Det ændrer ikke på at jeg i fire år var håbløst forelsket i dig, og ville have opgivet alt uden at blinke, hvis du havde bedt mig om det. Åh pis, det lyder virkelig melodramatisk, men det var altså sådan det var. Og det er jeg faktisk ikke sikker på du nogensinde helt blev klar over. Jeg må virkelig have fremstået som en uformelig klump infatuation junkie bygget af amoralsk vægelsind. Men du var altid nummer et - og altid uopnåelig. Derfor blev jeg nede i min sump og forsøgte at få det bedste ud af det.

Jeg tænker tit om tingene havde været anderledes hvis jeg havde haft modet til at forlade Ex'en, på trods af de håbløse udsigter med dig. Jeg ved godt det aldrig var blevet os to, men måske havde du så været klar over dybden af min kærlighed til dig. Og måske havde jeg været tvunget til at se i øjnene at kærligheden ikke var gengældt. Jeg ved godt det ikke gør nogen forskel nu, men jeg synes jeg skylder mit fire år yngre selv at indrømme de følelser, og tage ordentligt afsked med dem. Også selvom det bliver med tilbagevirkende kraft.

-----

For år tilbage startede Es og jeg en forening. Foreningen Frodes Bat. Jeg kan ikke længere huske hvad det er en forkortelse for (vi designede med vilje forkortelsen så vi med garanti ville glemme det), men det gik ud på at man altid skulle sige tingene åbent og ærligt. Det var meget principielt og kompromisløst alt sammen.

Siden er Es blevet blødere, og jeg er blevet mere balanceret. Vi har begge en i vores liv vi ikke kan bære at såre. Vores verden er blevet mere nuanceret, og det er begyndt at give mening at tage hensyn til andres følelsesmæssige position inden man tromler igennem med sin egen.

For fem år siden havde jeg ikke været i tvivl om hvorvidt jeg skulle sende brevet til ham. Jeg havde ikke været i tvivl om hvad der var rigtigt i forhold til vores interne principielle og moralske kodeks. Nu er det pludselig ikke så ligetil længere og er ikke blevet mindre vaklende efter at have skrevet sammen med Emmie om det - hun mener også det er på tide at droppe principperne og udvise hensyn.