Nå, men det blev så lige til en hjemmedag i dag. Kunne mærke på mig selv da jeg kom hjem i går at der bare ikke var så meget mere at give af. Og det blev så ikke lige bedre, snarere tværtimod, så jeg tænkte at det var bedre at tage den fridag (selvom det er meget tidligt i forløbet, og jeg kommer lidt bagud) end at forsøge at kæmpe mig igennem en dag der med garanti ville knække mig.
Jeg ved ikke om det var rigtigt tænkt, men sådan blev det i hvert fald. Gik ned over noget gruppearbejde i går (jeg KAN bare ikke rumme det) og dét, kombineret med nogle uheldige arbejdstider for Manden så han næsten ikke har været hjemme, fik lige det hele til at koge over. Men måske jeg også bare skal lære at acceptere at det er sådan det er med mig. Måske.
Det der gør det der gruppearbejde dobbeltsvært er at det primært foregår i røvfaget afsætning. Nej, det er ikke sådan at jeg synes det er et svært fag eller at alt det vi skal læse er dødkedeligt. Jeg synes bare det er et overflødigt fag. Ikke forstået sådan at jeg ikke kan se hvad det kan bruges til, for det kan jeg skam godt - jeg synes bare ikke det skulle findes. Det strider i den grad mod alt hvad jeg tror på og føler politisk, religiøst og menneskeligt. Jeg kan ikke klare at have et fag hvor grundværdien, målestokken og den overordnede pointe er kapitalprofit. Og intet andet. Jojo, der er da en masse om tilfredse kunder - men grundEN til at have tilfredse kunder er at det er det der skaber mest kapital til virksomheden. Jeg bliver sindssyg over den enorme mængde mandetimer der bliver brugt til at udtænke hvordan man bedst muligt manipulerer sine kunder, og jeg bliver sindssyg over at undervisningen er så praktisk orienteret at vi skal sidde og arbejde med det "som man ville gøre i en virksomhed". Og ikke forholde sig en skid til metoderne i sig selv, men udelukkende til hvordan de bedst muligt bruges til at tjene penge.
Vores lærer i faget siger at "man skal lægge sine personlige holdninger fra sig" og sætte sig ind i virksomheden og hvad dens kunder vil have. Og det opsummerer vist egentlig meget godt hvad jeg synes der er galt med faget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.