Nogle gange bliver jeg sur på Systemet. Det offentlige. Sådan rigtig barnesur med fremskudt underlæbe og underliggende afmagt.
Fx når TV-avisen bringer en historie, som åbenlyst har til formål at begejstre masserne, om at Høje Taastrup kommune har tjent (!) 4-5 millioner på at afsløre socialt bedrageri.
Er det bare mig der synes det er småligt?
Er det bare mig der er af den opfattelse at det er de (aller)allerfærreste der begår socialt bedrageri for sjov? Folk (her menes størstedelen af dem der bliver taget i socialt bedrageri) snyder vel primært fordi de ikke lige forstod reglerne. Fordi de glemte at oplyse en ting de ikke var klar over de skulle oplyse. Systemet er sygt tungt at danse med og fyldt med uforståelige paragraffer, som ikke engang de ansatte altid kan blive enige om. Og kan vi være enige om at dem der får sociale ydelser måske, primært, ikke lige er dem med mest overskud i hverdagen? Og dem der så faktisk var klar over reglerne og alligevel undlader en oplysning er, sandsynligvis, nogen der faktisk har brug for pengene.
Jojo, der er da med garanti dem der bevidst og med fuldt overlæg snyder uden egentlig at have brug for det. Men var det ikke bedre at bruge pengene på at gøre det hele mere gennemskueligt? At lave det hele om, så alle kunne have en nogenlunde rar og værdig tilværelse, hvor ingen følte sig nødsaget til at synke til snyd og bedrag. Man kunne jo fx starte med at droppe det forpulede møgåndssvage skattestop. Så var der jo nogle bankdirektørers 4-5 millioner at give til dem der mangler. Og nogle millioner fra alle os andre hvis vi bare gav lidt ekstra når vi kunne.
Trækprocent på 50. Til alle.
Undtagen dem der får overførselsindkomst - det er da for åndssvagt at bruge ressourcer på at trække skat af noget det offentlige selv udbetaler.
Undskyld det sure indlæg. Men jeg synes fandeme samfundet generelt er blevet så pissesmåligt. Så fuck da hvor meget vi giver (!) i skat, så længe vi har det rart.
PS: Og hvis systemet i øvrigt snakkede bedre med sig selv, afdelingerne imellem, så alle altid havde alle de relevante oplysninger (uden at man selv skulle oplyse dem alle mulige steder man ikke aner hvor er) ville man jo heller aldrig komme til at kunne få noget man ikke er berettiget til. Vel.
PPS: Nu var det heller ikke meningen det her skulle blive en politisk blog. Men jeg bliver fandeme så harm nogle gange.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.