fredag den 20. august 2010

Nu måtte han godt lige skrive

Nåhmen, nu har jeg tænkt meget over det der med at det er totalt tabubelagt at snakke om abort og at folk aldrig ved hvad de skal sige og at jeg tænkte at det måtte man bare tage oppefra og ned og så se positivt på de reaktioner der kom. Men faktisk, så kan jeg godt mærke med mig selv at der er grænser for hvad jeg egentlig synes er ok.

Fx havde jeg skrevet en ret overfladisk mail til en bekendt/ven/whatchamacallit, hvor jeg også skrev at det jo selvfølgelig ikke sagde noget om hvordan jeg egentlig havde det. Han svarede nogle dage senere at han jo også gerne ville høre om det hvis der var noget galt, men kun hvis jeg kunne overskue at fortælle om det. Så tænkte jeg lidt over dét og endte med at skrive en ultrakort besked om at jeg havde været gravid og vi havde mistet barnet - med en note om at det var så kort, fordi han så selv kunne sige hvor meget/lidt han ville høre og ikke fordi jeg ikke ville snakke om det.

Så gik der så en uge uden jeg hørte noget (overhovedet). Så gik der ti dage. Så skrev jeg og spurgte om han havde fået mailen, for jeg kunne jo se han havde været online på facebook (så han havde tydeligvis internetadgang) Fem minutter efter dukker svaret "Ja, det er en forfærdentlig historie, jeg skriver snart" op.

Det var så i mandags.

Og så var det, lige der, jeg kom i tanke om at der faktisk kun er to acceptable reaktioner når man skriver en besked der kan koges ned til "jeg er ødelagt af sorg"

1. Det er ok at skrive en meget kort besked - enten for at sige "Det gør mig virkelig ondt. Jeg skriver mere senere når jeg har ordentlig tid" eller "Det gør mig virkelig ondt, men jeg har ikke lyst til at høre mere om det" - HVIS man skriver omtalte korte besked med det samme

2. Det er ok ikke at skrive et svar med det samme HVIS man inden for overskuelig tid (en uge, fx) skriver en mere uddybende og gennemtænkt/følt mail

Det er i hvert fald helt fuldstændig uacceptabelt i løbet af 16 (seksten!!) dage ikke at have skrevet andet end et lynsvar på opfordring. Ligemeget hvor travlt man har på sit arbejde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.