Det der sex

Nåmmen, hvis I er sarte, så er I advaret.

Jeg har før skrevet om den der skrøbelighed der er opstået i vores forhold efter Ronan døde. Det er især når det drejer sig om sex, at skrøbeligheden bliver tydelig. Vi kan faktisk ikke helt finde ud af det længere. Så er jeg træt, så tør han ikke lægge op til noget, så tør jeg ikke, så er det for langsomt, så er det for vildt, så føles det for presset, for akavet, forkert. Fortsæt selv ond cirkel.

Det er ikke fordi jeg ikke har lyst (eller, jeg har i hvert fald ikke ikke-lyst) - jeg glemmer det bare. Selvom jeg ikke (længere) lægger så meget mærke til det til daglig, så kværner det åbenbart stadig rundt oppe i hovedet på mig. I hvert fald må jeg konstatere at hvis det ikke er rimelig direkte relateret til at komme igennem en helt almindelig dag, så glemmer jeg det. Herunder åbenbart også sex. Og det er heller ikke ligefrem fordi min underbevidsthed (eller hvad der nu står for den slags) virker sådan oprigtig motiveret til at huske det. Der er alt for meget sårbarhed i klemme, og så er det nemmeste bare at lade være med at tænke på det, fremfor at skulle til at åbne op for alle de der voldsomme følelser.

Dengang vi var nyforelskede, mig og Manden, føltes det som en flodbølge. De der nætter, ing... hvor det var helt umuligt at stoppe alle de følelser der bare væltede frem. Sådan er det jo stadig. Det vælter frem i det øjeblik jeg overgiver mig til ham - og nåja, den situation hvor man er allermest sårbar og åben, giver slip og overgiver sig helt, er jo det der sex. Det er direkte adgang ind til alle de største følelser jeg har. Og i det ene øjeblik, bagefter, hvor man kan se hinanden umuligt dybt i øjnene, blusser alle mine følelser for Manden op.

Men også alle mine følelser for Ronan.

I det ene øjeblik er der ikke kun ubetinget kærlighed, men også afgrundsdyb sorg. Sorg over at vi aldrig rigtigt bliver hele igen, sorg over den kontrast der er mellem lysende kærlighed og Ronans tomme plads, sorg over at Manden er en far der har mistet sin søn. Og hvordan kan man mande sig op til den slags på sådan en helt almindelig tirsdag eftermiddag, hvor kort det øjeblik end måtte være?

Frygten for alle de følelser, mere end noget andet, gør det til et meget indviklet og akavet spil, hvor reglerne aldrig er de samme som i går. Hvad nu hvis der ikke er tid til at snakke bagefter? Hvad nu hvis han ikke har lyst til at snakke? Er det for banalt? Hvor længe har han tænkt sig at bruge? Har vi god nok tid? Er det mig der skal tage initiativ? Skal jeg bare lade være med at sige noget? Men hvad nu hvis han gerne vil snakke? Og er det måske ikke vigtigt at jeg får sagt hvad jeg har brug for? Men hvad nu hvis det så ødelægger det for ham? Fortsæt selv ond cirkel, vol. 2.

Ud over det så er vi jo også i mellemtiden blevet nogens far og mor. Man kunne måske tro det ikke gjorde den store forskel, sådan samlivsmæssigt, når barnet ikke bor her - men så troede man forkert. Og det er ikke engang bare det med at vi begge har ændret os og vi skal lære hinanden at kende igen. Nej, der er ting der har ændret sig bare fordi jeg er nogens mor. Seriøst, den havde jeg ikke lige set komme.

I det hele taget, så er det bare lidt noget rod. Og vi kan godt "snakke om det" og "sætte ord på" og "dele vores følelser" - men der er dælendyleme også behov for nogle helt lavpraktiske råd og foranstaltninger. For 1½ måneds tid siden satte jeg mig for at vi skulle have sex minimum hver anden dag. Ligemeget hvad. Det virkede egentlig ok (nogle gange var det rart, nogle gange nærmest dårligt, nogle gange virkelig godt), i hvert fald fik vi taget os sammen til at få det gjort (tøhø). Men så kom Opgaven Fra Helvede og nu sker der en masse nyt på Mandens arbejde... og så var vi tilbage i den kedelige rille igen.

Det værste er at jeg savner ham, Manden. Det er jo ikke kun sex der ryger, når sex ryger. Det er jo også nærheden og intimiteten og de romantiske øjeblikke og alle de store følelser. Vi er sammen, men vi er ikke sammen.

Haves: Gordisk knude

Ønskes: Sværd