Jeg er stadig flad efter den der kæmpeopgave. Og sådan er det hver gang. Hver. Eneste. Gang.
Jeg kan ikke holde til det. Bum.
Jeg kan ikke holde til en arbejdsuge på 40 timer, jeg kan ikke holde til at blive konfronteret med bureaukrati og "løsninger" der ikke virker hver eneste dag. Jeg kan ikke holde til eksamensregler og opgaver der pludselig lander og kræver al min tid (også fritid, fridage og nattesøvn) i en solid uge af gangen.
Alting i mig skriger "det er ikke det her jeg vil, det er ikke det her jeg vil!!" samtidig med at jeg bare slet ikke kan se hvad jeg ellers skulle (eller skulle ville).
For jeg kan jo godt lide mit fag og vil det faktisk gerne. Især matematik og statistik og de muligheder det åbner op for. Det er bare resten af universitetsoplevelsen jeg ikke kan lide. Jeg hader det faktisk. Jeg føler mig træt langt ind i sjælen, og hvor gerne jeg end vil, så kan jeg ikke bære mere end bare lige at stå op og være afsted hver dag. Længere er jeg ikke, og jeg ved faktisk heller ikke om jeg nogensinde kommer det.
Det værste er at det eneste alternativ jeg kan komme på er... ingenting. Hvis jeg ikke skulle læse, hvad skulle jeg så? Bare gå derhjemme og kukkelure har jeg ligesom prøvet af flere omgange, og det er aldrig rigtigt nogen success. Det handler ikke om penge, for med lidt snilde og nogle flere havregryn kan vi godt leve af Mandens løn alene, men om at jeg ender som en shut-in, der aldrig ser andre mennesker. Og det er endnu værre for mit mentale helbred end det at arbejde mere end jeg kan holde til.
Ok, det er så faktisk løgn at jeg ikke kan se andre muligheder. Jeg kan godt se én; få et barn og gå hjemme. Det giver præcis den type løsning jeg gerne vil have, problemet er bare at det er symptombehandling og ikke årsagsbehandling. For vi aner jo ikke om vi overhovedet får flere børn - og hvis vi gør så skal de i hvert fald under ingen omstændigheder komme til verden og have til opgave at få min hverdag til at føles rigtig. Vi vil jo have børn fordi vi kan være noget for dem, og ikke den anden vej rundt. Det ville under alle omstændigheder kun være en midlertidig løsning, for på et eller andet tidspunkt bliver de unger jo så store at en hjemme-mor bliver en anelse overflødig (eller kan blive det, i hvert fald).
Vi har haft en lang snak, mig og Manden. Om det hele. Om det der med at være bedre til at sige fra og holde på at nu tager vi altså en dag fri, selvom det betyder at vi må sige fra til en fødselsdag. Om at nu knokler vi på det her semester og gør det færdigt og ser hvor tæt vi kan komme på at få det til at hænge samen. Om hvad der så skal ske bagefter. Om at leve alternativt. Om at flytte. Om at flytte til England. Om livet og hinanden og hvad det egentlig er vi skal, ud over at være sammen.
Men vi har ikke rigtig fundet ud af noget. Ud over, at når Nye Baby kommer så holder vi fri, begge to. Alle tre. Så længe som overhovedet muligt.
Jeg synes også, at det kan være ret svært, det med hvad man egentlig vil. Altså jeg kan jo faktisk godt lide det jeg laver, men jeg færdes i en verden af overflade og - i virkeligheden - ligegyldigheder.
SvarSletJeg har besluttet, at det er helt ok, at jeg ikke er ambitiøs på samme måde som de andre. At jeg ikke gider vælte ministre og være kendt på en eller anden bar i København. Jeg vil bare have det godt. Det betyder, at ungerne har 1. prioritet. Alt andet er derefter. Det betyder dog ikke, at der ikke er ting som jeg bliver grebet af. Og når jeg så lander derhjemme igen, mærker jeg, hvor meget jeg har savnet dem. Sådan kommer det nok til at være. Livet er vist ét langt dilemma.
Og selvom man går hjemme, laver man jo ikke ingenting (især ikke med et barn..) men der er overraskende mange ting, også lego-kalendre og ikea-indretning, som man kan gøre. Og gøre til et job. Tror jeg. jeg prøver i hvert fald selv:)
Jeg ville bare gerne have 25 timer i ugen hvor jeg måtte sidde på min pind og lave beregninger og organisere ting i mapper, og hvor der ikke var nogen der krævede af mig at jeg var "ambitiøs", "resultatorienteret" eller "parat til at indgå i et dynamisk team" For det er jeg ikke.
SvarSletOg "gå hjemme uden barn" er simpelthen ikke en løsning der giver mening - jeg SKAL have noget at lave hvor der indgår andre mennesker. Ikke fordi jeg kan finde ud af det (eller altid har lyst til det) men fordi jeg simpelthen får det for skidt, ellers. Og sådan i det lange løb ville jeg jo gerne være depressions- og angstfri i et rimeligt omfang.
Og det er da ok, at forlange. Altså at du har det såen rimeligt okay.
SvarSletDet må da kunne lade sig gøre, at finde noget som passer:)