fredag den 6. januar 2012

Enten/Eller

Der kommer et punkt (eller flere) i enhver bloggers liv hvor man må tage stilling til graden af ens anonymitet; graden af personlige og private detaljer, graden af ærlighed. Jeg kan huske engang for år tilbage hvor diskussionen rasede i blogland og nogle bloggere nærmest blev lagt for had fordi deres blog blev dømt "for privat". Jeg forstod aldrig hvad fanden problemet var, men ikke desto mindre fik det mig til at vælge mine ord (og indlæg) med lidt mere omhu. Simpelthen fordi jeg ikke gad være målet for haterz, og også lidt fordi der dengang ikke helt var sammenfald mellem virkelighedsmig og blogmig.

Jeg er efterhånden på min fjerde (femte? sjette?) blog, og har været i anonymitetsovervejelsen nogle gange. Da jeg startede Manden og Konen var jeg (endelig) et sted i mit liv hvor "indre mig" og "ydre mig" stemte overens, og jeg følte ikke det store behov for at censurere mig selv. Jeg fortæller alligevel Manden alt, og hvis nogen skulle falde over min blog og gætte hvem jeg var... nåja, så ville der jo for det første ikke være noget på bloggen jeg ikke ville stå ved, og for det andet ville det være på eget ansvar hvis de læste videre. Det eneste jeg er meget selektiv omkring er hvad jeg skriver om de andre personer der optræder på bloggen - det er vigtigt for mig at bevare deres anonymitet, og hvis det skulle fejle, at der så ikke står noget privat eller belastende om dem.

Selvom en af bloggens primære temaer var at vi forsøgte at få et barn, var det alligevel den ene ting jeg følte jeg ikke kunne skrive om, den dag jeg første gang stod med en positiv test i hånden. Jeg var bange og ville ikke jinxe det, og dengang virkede det også forkert at skrive om det på bloggen inden vi havde delt det med vores nærmeste. Det blev ikke nemmere da vi mistede Ærten, for havde jeg lyst til at have en blog om abort? Og samtidig virkede det også helt absurd at fortsætte bloggen uden at nævne det. Enten eller. Det endte med den hudløst ærlige udgave, og det har jeg ikke fortrudt, for det gjorde det hele nemmere da jeg blev gravid igen - og det gjorde valget så meget enklere den dag vi fandt ud af Ananasen inde i maven var syg. Enten blev min blog en åben skildring af en kompliceret graviditet eller også måtte jeg lukke og slukke.

Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig at min blog skulle handle om at få et dødt barn (men hvem forestiller sig nogensinde det?). Jeg havde faktisk mest forestillet mig at jeg skulle være en gennemsnitlig, og sandsynligvis ret kedelig, blog om et rart liv med en rar mand og en masse indlæg med babybilleder. Men sådan blev mit liv bare ikke, og jeg tænker egentlig mest at det så heller ikke er fair at forsøge at skildre det sådan. Jeg har ikke lyst til at give et forkert eller ufærdigt billede af hvordan det har været (hvordan det er) for os at miste et barn, for det er så vanskeligt og tabubelagt et emne i forvejen.

Ok, det lyder måske lidt som en sludder for en sladder, det her indlæg, men nu er jeg altså fremme ved sagens kerne. Det der med den hudløse ærlighed, og hvad det gør ved ens liv at miste et barn. For jeg har ikke lyst til at være uærlig. Jeg har ikke engang lyst til at censurere mig selv eller bare udelade noget af sandheden. Men samtidig ved jeg heller ikke hvor meget jeg har lyst til at udstille mig selv; hvor mange ømtålelige og private emner jeg har lyst til at have på internettet fra nu af og til evig. Igen er det enten eller - enten bliver den her blog (midlertidigt, forhåbentlig) en fortælling om det hele, alle følelserne, alle problemerne, alle de små ting der vokser en over hovedet, eller også kommer det til at se ud som om sorgen er sådan noget man græder sig igennem i et halvt års tid, for derefter at bære sin personlige byrde rundt i et liv der ellers ser ud som normalt.

Det er ikke kun på bloggen det balancerer på en knivsæg, det er alting i mig. Og jeg kan ikke finde ud af at vælge, for hvad nu hvis jeg vælger forkert?

5 kommentarer:

  1. Tankevækkende indlæg. Jeg blev interviewet for nylig, hvor journalisten spurgte ind til samme emne. Det eneste jeg kunne sige til ham var, at for mit vedkommende hang graden af "privathed" sammen med at jeg havde en offentlig blog, hvor mit navn er kendt. Det betyder, at der er nogle ting, som jeg ikke skriver om, fordi jeg dels ikke har lyst og dels ikke ønsker, at potentielle arbejdsgivere o.l kan se den slags om mig. De ville højest sandsynlig falde om af kedsomhed hvis de læste det - but still. I virkeligheden synes jeg det er befriende, når der ikke er drysset sukker ud over alle indlæg. Til gengæld vil jeg også ønske, at der kommer et ordentligt skud sukker på rigtig mange af dine indlæg i 2012. Det er vist jeres tur til at få medvind.

    SvarSlet
  2. Det er godt nok svært. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det må være svært at vælge - både på bloggen og i livet i øvrigt. Hvor meget skal facaden pudses af, når nu huset indenunder stadig er skrøbeligt?! Er det vigtigt at vise skrøbeligheden for dermed måske at undgå nogle stød, fordi andre er mere forsigtige, eller plejer man såret bedre ved at beskytte det mod andres blikke?!

    Jeg ved ikke om det er muligt, men behøver det være enten eller? Begge dele er jo sandt og en del af dig - både den hudløse ærlighed, sorgen og alle tingene, der vokser over hovedet, men også det "normale" liv med Manden din, dit studie og hvad der nu ellers er.
    Jeg tænker egentlig, at du har mestret spændvidden på din blog so far, så mon ikke du kan gøre det fortsat? Og måske også finde en måde at rumme begge dele i offline-livet?

    Kærlige tanker
    GG

    SvarSlet
  3. Lejrlederen: Jeg forsøger ofte at skrive som om jeg ikke var anonym, for hvis der så er nogen der "opdager" mig kan jeg stå offentligt ved alt hvad der er skrevet her. Nogle gange ville jeg ønske at man kunne være garanteret anonymitet, for så kunne jeg bare skrive løs uden omtanke.

    GG: Er ikke noget normalt liv nogen steder. Der er ikke andet end ting der vokser mig over hovedet. Det er blevet uhåndgribeligt og gennemsyrer alting, der er ikke rigtigt længere nogen små stykker af sorg der er til at fortælle om. Der er kun mit liv.

    SvarSlet
  4. Åh, jamen så er valget vel næsten taget, eller hvad?

    SvarSlet
  5. Flot indlæg!

    Jeg mener dog ikke, det er "enten / eller"... Derimod mener jeg det er meget vigtigt, at man gør sig det helt klart, at alt hvad man skriver og viser på sin blog i teorien bliver udstillet for HELE VERDEN!

    Vil man det? Jeg vil ikke!

    Derfor har jeg selv en grænse for, hvad jeg deler ud af i mine blogindlæg... og det gør ikke min blog mindre ærlig, hverken for mig selv el. andre. Sandheden er ikke absolut synonym med HELE sandheden!

    Jeg ved godt, det kan være en hjælp at nedfælde de negative ting, man støder på i løbet af livet, men... det kan faktisk også være en rigtig stor hjælp at skrive om helt andre og POSITIVE ting.

    *SMIL* til dig fra mig...

    SvarSlet