Både mit og Mandens møde var tidligt færdige, så vi havde tid til at mødes på banegården og dele en hotdog og en cheeseburger, inden jeg skulle videre til psykiater. Den slags kan bare redde hele min dag, og er lang bedre - og mere romantisk - end en buket roser.
Det er måske lidt voldsomt ligefrem at snakke om gennembrud i terapeutisk forløb (leder tankerne lidt for langt i retning af fanfarer og guddommelig inspiration), men der blev rykker ved noget, og det var helt ærligt også på tide der snart kom lidt skred i tingene igen.
Kaye lavede frikadeller til aftensmad, og vi havde lige snakket om at det var det da megalænge siden vi havde fået. Og der var nye kartofler og smørsovs. Så kunne vi godt leve med det dramatiske lydspor i baggrunden, udført af Niecen, der først fik et anfald over at der var aftensmad (og derfor ikke mere Lille Nørd) og senere stortudende skreg "Jeg vil ikke! Jeg vil ikke! Jeg vil ikkøøØØøøøØøø!!" da hun blev bedt om at gå de ti meter ud på badeværelset på sine egne ben, da hun skulle i bad. Til gengæld er hun så ret underholdende når hun er i godt humør og fx fortæller om den baby hun har inde i maven (!), som stadig er lille bitte, men som man kan lege med "lige om lidt".
Nåja... og så var der en gave til mig i postkassen da jeg kom hjem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.