onsdag den 17. december 2014

Hvori jeg glemmer noget vigtigt

I år holder vi jul i Det Mørke Jylland hos mine forældre.

Det var egentlig Fyn-jul i år, men så var der noget kludder på Jydens side, som gjorde at det egentlig var bedre, at vi byttede Fyn/Jylland-rotationen rundt for evigt, og det passede i virkeligheden også os bedre, så sådan blev det.

Så stod jeg så der, engang sidst i november, og havde sådan en underlig nagende undren i baghovedet over hvorfor det nu lige var, at vi ikke havde gjort det før.

1. søndag i advent kom jeg så i tanke om det, da vi stod omme hos Ronan og tændte lys.

Vi kan jo aldrig holde jul andre steder end herhjemme, fordi vi skal kunne besøge Ronan juleaften. Sådan var aftalen.

Men det havde vi fuldstændig glemt at tage med i overvejelserne, og Oldemor og Bedstemoster og onklerne er inviteret til juleaften og alle glæder sig, så det er jo ikke til at lave om på nu.

Hov.

Hej lortemor, som glemmer alt om sit ene barn i juleplanlægningen.

Men sådan er det jo. Sorgen er ikke en konstant størrelse, som bliver ved med at være altoverskyggende og altopslugende. Heldigvis.

Og desværre.

Ronans lille bitte liv var jo så uendeligt vigtigt og dyrebart, at al sorg i hele verden fra nu af og til evigt ikke er nok.

Samtidig er sorgen også fuldstændig nytteløs, for vi er her nu, og det er han ikke.

Det er ikke sådan at jeg har affundet mig med, at han ikke er her. Eller at jeg er ok med det. Eller at jeg har lært at leve med det. For det bliver fucking aldrig ok, og man kan ikke en skid affinde sig med, at ens lille bitte barn ikke måtte være her alligevel.

Men jeg har affundet mig med, at det ikke kan laves om og at kampen er nytteløs.

Det virker jo helt skørt, fordi man intellektuelt godt ved at døden er endelig, men det tog virkelig lang tid at opdage at døden er endelig. Det er en paradoksalt svær erkendelse, at der ikke er noget scenarie, hvor vi kan holde Ronan i live.

Men vi kan holde os i live. Og Gryntegrisen.

Og det gør vi bedst ved at vi lader Ronan være død.

...

...

...

Men for helvede hvor er det noget lort.

Altså.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.