Jeg hader at du får mig til at føle mig som en teenager igen.
Jeg hader det.
Jeg har ikke brug for usikkerheden og ventetiden og ord der er så nøje udvalgt at al oprigtighed forsvinder.
Damn it, jeg er voksen nu. Voksen, for helvede.
Dengang var jeg... nej, ikke et barn. Men heller ikke helt voksen, vel? I hvert fald ikke voksen nok til at have indset at alder og selvsikkerhed ikke altid følges ad. Jeg troede du havde styr på det, jeg troede du ville... jeg troede du vidste hvad du ville.
Og nu sidder jeg her igen. Og venter. Præcis som dengang. Bortset fra at alle følelserne og usikkerhederne ikke er mine. Ikke længere.
Jeg hader, at du får mig til at føle dem alligevel.
Jeg er voksen nu. Og jeg vil gerne have en voksen relation med dig, som andre almindelige voksne. Jeg vil gerne have en meningsfuld relation, og jeg er voksen nok til at ønske den bliver meningsfuld for os begge, og voksen nok til at vide at det du ønsker ikke nødvendigvis er det samme som det jeg ønsker.
Så jeg har gjort mit. Spillet bolden over til dig. Gjort det klart at jeg nu er et sted hvor vi kan genoptage bekendtskabet - venskabet - fra et punkt du er tryg ved.
Men nu sidder jeg alligevel her og venter. Og tænker skriv, skriv, SKRIV. For jeg kan jo se du har læst min besked.
Jeg er voksen nu, og sætter filter på og viser hensyn.
Men mest af alt har jeg lyst til at ruske dig og råbe TAL NU FOR FANDEN. For jeg ved du lige nu sidder og vejer dine ord og holder dem tilbage og måske slet og ret ikke tør slippe dem ud.
Spyt ud. Spyt ud. Allerhelst de ord jeg længes efter at høre.
Sig undskyld, for fanden. Vær ked af du forsvandt.
Indrøm, at det var pisse nedern og alt for kujonagtigt bare at blive væk.
Fortæl mig, at du savner mig. At jeg stadig har en helt særlig plads i dit hjerte, selvom der er mange år og mange mennesker imellem nu og dengang.
Sig, at du fortryder at du aldrig gav mig det kys. Dengang du havde chancen.
Men mest af alt.
Skriv.
Nu.
For jeg kan ikke være i mig selv og jeg kan ikke være voksen før du gør.
Og det hader jeg dig for.
Virkelig.
PS. Burde slette dig på Facebook. Midlertidigt, forstås. Ellers ender det i et aldeles uvoksent ansigtstab.
Jeg hader det.
Jeg har ikke brug for usikkerheden og ventetiden og ord der er så nøje udvalgt at al oprigtighed forsvinder.
Damn it, jeg er voksen nu. Voksen, for helvede.
Dengang var jeg... nej, ikke et barn. Men heller ikke helt voksen, vel? I hvert fald ikke voksen nok til at have indset at alder og selvsikkerhed ikke altid følges ad. Jeg troede du havde styr på det, jeg troede du ville... jeg troede du vidste hvad du ville.
Og nu sidder jeg her igen. Og venter. Præcis som dengang. Bortset fra at alle følelserne og usikkerhederne ikke er mine. Ikke længere.
Jeg hader, at du får mig til at føle dem alligevel.
Jeg er voksen nu. Og jeg vil gerne have en voksen relation med dig, som andre almindelige voksne. Jeg vil gerne have en meningsfuld relation, og jeg er voksen nok til at ønske den bliver meningsfuld for os begge, og voksen nok til at vide at det du ønsker ikke nødvendigvis er det samme som det jeg ønsker.
Så jeg har gjort mit. Spillet bolden over til dig. Gjort det klart at jeg nu er et sted hvor vi kan genoptage bekendtskabet - venskabet - fra et punkt du er tryg ved.
Men nu sidder jeg alligevel her og venter. Og tænker skriv, skriv, SKRIV. For jeg kan jo se du har læst min besked.
Jeg er voksen nu, og sætter filter på og viser hensyn.
Men mest af alt har jeg lyst til at ruske dig og råbe TAL NU FOR FANDEN. For jeg ved du lige nu sidder og vejer dine ord og holder dem tilbage og måske slet og ret ikke tør slippe dem ud.
Spyt ud. Spyt ud. Allerhelst de ord jeg længes efter at høre.
Sig undskyld, for fanden. Vær ked af du forsvandt.
Indrøm, at det var pisse nedern og alt for kujonagtigt bare at blive væk.
Fortæl mig, at du savner mig. At jeg stadig har en helt særlig plads i dit hjerte, selvom der er mange år og mange mennesker imellem nu og dengang.
Sig, at du fortryder at du aldrig gav mig det kys. Dengang du havde chancen.
Men mest af alt.
Skriv.
Nu.
For jeg kan ikke være i mig selv og jeg kan ikke være voksen før du gør.
Og det hader jeg dig for.
Virkelig.
PS. Burde slette dig på Facebook. Midlertidigt, forstås. Ellers ender det i et aldeles uvoksent ansigtstab.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.