Jeg gik i seng i går og tænkte at jeg skulle huske at skrive et indlæg om at det havde været en god dag, og hvor rart det er at der er nogle af dem.
Men så vågnede jeg op i morges efter en lang og mærkelig drøm og var helt underlig oveni hovedet. Jeg føler mig utrolig lille og utilstrækkelig i dag, og jeg kæmper og kæmper og kæmper med en opgave jeg bare ikke kan finde ud af. Og jeg kan heller ikke finde ud af hvordan jeg skal komme til finde ud af den. Intet af det giver mening for mig og jeg er reduceret til gæt og trial-and-error, og der er ikke rigtigt nogen ende på error-delen. Det er ufrugtbart og frustrerende, men hvad skulle jeg ellers lave? For jeg kom jo så heller ikke lige afsted til undervisning i dag, for jeg kunne slet ikke overskue fredag-eftermiddag-med-dsb.
Det er voldsomt frustrerende at man ikke kan regne med noget som helst; at nu var der lige et par gode dage og så uden varsel SLAM får man et slag i hovedet og kan starte forfra. Alting ryger ud af fokus og jeg kan ikke forstå hvordan det den ene dag kan hænge sammen og give mening, og så den næste dag er det hele bare splittet til atomer, og det er helt umuligt at få øje på den sammenhæng der ellers var så klar. Hvordan kan man den ene dag være afklaret med at tingene er som de er og føle alle de positive ting, og så den næste dag være reduceret til et konstant tudende vrag, der ikke kan se andet end det vi blev snydt for?
Jeg bliver vanvittigt misundelig når jeg ser Husmoderens lille Skrubbe og Gravid-grahvads lille Rumpenisse, og nu Øglemorens helt, helt nye Varan. Jeg kommer til at tænke at vi jo havde termin næsten samtidig, så sådan skulle det også være for os. Selvom det er fuldstændig meningsløst at tænke sådan, for sådan et barn var Ronan bare ikke. Han var ikke, og ville aldrig være blevet, sådan et barn hvor man tog hjem fra sygehuset med det samme, for at ligge på sofaen og være træt og lykkelig med ham i armene, mens familien kom for at se ham. Han var syg, og han døde, og det er og skal være vores målestok og sammenligningsgrundlag. Og de der misundelige tanker handler jo ikke engang om Ronan, men om en eller anden anonym baby i en eller anden anonym hvad-nu-hvis-verden, som det er pissetræls at sidde fast i.
For jeg vil være her. Sammen med Manden og sammen med Ronan, og jeg vil glædes over det at vi kunne lave et så fantastisk lille menneske - det at han overhovedet var til.
Åhr mand - jeg kan godt forstå, at det er svært lige nu (ja, i det hele taget, men netop fordi vi var nogle blog-damer, der havde termin næsten samtidig). Og jeg kan godt forstå følelsen af at være blevet snydt - uanset, om det så drejer sig om Ronan eller en anonym hvad-nu-hvis baby.
SvarSletJeg kan også godt forstå, at det må være voldsomt frustrerende, at man ikke kan regne med, hvornår der er gode, og hvornår der er dårlige dage, men det er nok desværre bare sådan verden og sorgen fungerer; uforudsigelige typer begge to. Under alle omstændigheder synes jeg, at du har al mulig lov til at lægge dig ned og råbe røv lige så tosset, du vil. For det ER f*nme bare ikke retfærdigt.
Jeg kan også virkelig godt forstå dig. Og jeg synes, at det er totalt i orden, at du er misundelig og alle de andre lignende følelser.
SvarSletJeg ville have haft det på samme måde. Mindst.
Dem jeg kender, som lider af depressioner og som er i bedring, oplever, at fremskridtet sker ved, at de har lettere og lettere ved at komme op af de sorte huller.
Lige som du skrev for et stykke tid siden, at du målte din helingsprocess ved at se hvor langt du kunne komme i Ronans bog uden at græde. (Var det ikke cirka sådan?)
Så det jeg siger er; Bare vent. Om et par dage, eller måske i morgen, ser dagen lysere ud igen :)
Store krammere herfra!
Øglemor: Det nytter bare ikke rigtigt at råbe røv og synes det hele er uretfærdigt. Selvom det egentlig ville være nice hvis det var det der skulle til - for det ville jo ikke rigtigt kræve noget arbejde fra min side.
SvarSletHusmoder: Jeg har lever med depression i mange (mange) år og bitchen ved det er at jo længere man kæmper med det jo mere pessimistisk bliver man med nogle ting - fx er det sindssygt svært efter 10 års ned-i-huller-op-af-huller-kamp at bevare håbet om at det nogensinde bliver bedre. Og så rammer de der sorte huller bare hårdt og hurtigt, fordi det kan være næsten umuligt at få øje på hvad fanden der er at kæmpe for.
Det er ikke fordi det er det samme med sorgen, for sorgen har en grund der er til at tage og føle på og arbejde med, men alle de der nedture har bare lært mig at gå i panik når der er en dårlig dag - jeg er simpelthen skrækslagen for at gå fuldstændig i stykker indeni igen.
Undskyld, det blev vist lidt langt.
Og PS. Jeg synes i øvrigt at både Skrubbe og Varan er nogle top-nice lækre babyer
Jeg ville ønske at jeg kunne sige noget klogt eller noget som kunne lindre og trøste og berolige. Jeg synes også at det er uretfærdigt, at du ikke skulle få lov at være med i gruppen af glade mor-bloggere, der kunne skrive indlæg om amning og arp og andre ligegyldige ting.
SvarSletDin fortælling om Ronan sætter så mange ting i perspektiv for mig. Jeg bliver pludselig taknemmelig for en lortet nat, og mine ammeproblemer er jo i virkeligheden lidt af et luksusproblem, for knægten lever og trives og bliver tyk,
uanset hvad han spiser.
Jeg ved ikke, om det er forkert af mig at låne jeres tragedie til at sætte mit liv i perspektiv på den måde; i så fald vil jeg gerne sige undskyld! Men måske kan det være rart at vide, at Ronans liv, hvor uretfærdigt kort det end var, kan skabe taknemmelighed og glæde hos mennesker, der aldrig har mødt ham. Gennem dig og dine ord om ham rører han mange hjerter!
Gravidgrahvad: Du låner bare :)
SvarSletOg amning og arp (og natteskrigeri og lortebleer) er ikke ligegyldige ting. Og det er heller ikke ligegyldigt at du har (haft?) svært ved at få balanceret flaske/amning og alle de følelser der følger med det. Det jeg bare vil sige er at jeg er virkelig glad for hvis det kan booste din dag at læse med her, men at det jo heller ikke skal være sådan at du føler du ikke kan tillade dig at være ked af det og træt af det hele. For du har to levende børn at balancere med og det giver nogle helt andre (men ligeså gyldige) problemer/sorger/glæder.
Kan virkelig godt forstå at du er bange for hullerne. Jeg har aldrig haft en depression, men har prøvet lidt stress og der mærkede jeg, hvordan man kan gå i næsten stykker. Ikke sjovt, eller let. Overhovedet.
SvarSletDine ærlige ord betyder faktisk meget for mig, bare så at du ved det