Vrede er den følelse jeg altid har haft det sværest med. Jeg vil faktisk næsten gå så vidt som til at sige jeg ikke kan finde ud af at være vred. En del af det er at jeg både føler og mener at vrede er enormt ufrugtbart og ikke er en egentlig følelse i sig selv. Her i huset følger vi også den udmærkede retningslinie aldrig at lade solen gå ned over ens vrede. Hvis man er utilfreds med noget må man jo sige til og ellers kan man ikke tillade sig at være sur.
Men hvad gør man, når man ikke kan sige til? Når det er vrede over bureaukrati på ens uddannelse, eller hende slamsoen nede på posthuset? Eller når det er gammel vrede, der er så gammel at man faktisk ikke rigtigt kan huske hvad det var der gjorde en vred? Og hvad gør man, når der faktisk ikke engang er nogen at være vred på?
Jeg kan mærke vreden ulme under overfladen, men jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med den. Jeg ved den er der, men det hjælper ikke at sige "jeg er vred". For der er ikke nogen at diskutere med, ingen der kan sige undskyld eller gøre mig opmærksom på det i virkeligheden var min fejl. Jeg er ikke engang vred på Gud, som dog i det mindste kunne agere standin for en person som man kunne skælde ud.
Nej, jeg er vred på verden. Som helhed. Jeg er vred over at min søn døde, bevares, og jeg er endda vred på ham fordi han ikke er her. Men jeg er langt mere vred over at verden bare er som den plejer. Fattede den overhovedet ikke at det mest fantastiske menneske der nogensinde har været til ikke er her længere? Fattede den ikke at det var en katastrofe? Hvordan fanden kan alting bare være som det plejer når min lille søn er død? Som om han ikke betød noget som helst.
Når nu han betød det hele.
Det skulle være sådan, at når ens lillebitte baby døde, så behøvede man ikke blive ved med at leve. Jeg mener ikke at man skulle dø, men bare at man ikke behøvede have det samme liv bagefter. Der skulle være et andet liv man kunne vælge, et sted hvor tingene kunne hænge sammen selvom man har mistet det mest dyrebare man har. Som en kompensation. I stedet for at man bare skal stå op hver morgen som man altid har gjort og tage til forelæsninger ligesom man plejer, for at sidde i to timer og blive høfligt ignoreret af de andre som om intet var hændt.
Jeg bliver virkelig vred over at verden ikke lige holdt en pause. Vred over at det ikke er tydeligt hvor frygteligt et tab det er. Vred over at verden er ligeglad. At alting bilder sig ind at være som det plejer. Det er fandeme bare ikke i orden. Men jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved det, og jeg aner ikke hvordan vreden nogensinde kan brænde ud når den ikke kan få lov til at flamme op.
------------------
Som en lille, og knap så vred, efterskrift; jeg ved jo godt at hele verden ikke er sådan. Jeg ved jo godt at flere af jer der læser med har fældet en tåre eller to undervejs. Det er ikke fordi formålet med bloggen er at gøre jer kede af det, men det betyder virkelig meget for mig at I har grædt for Ronan. At vores lille dreng rørte nogen.
Han har rørt mig, og det har du også!
SvarSletJeg er meget enig med Louise!
SvarSlet- Og jeg kan sagtens følge og forstå din vrede...
KH
I har begge to rørt mig, det er helt sikkert. Når du skriver så åbent som du gør, er det umuligt ikke at føle sig som en del af det hele. Jeg tager mig selv i at nævne jer ind i mellem, især når jeg taler med min søster der arbejder på neonatal.
SvarSletJeg bliver også rørt
SvarSletOg lidt ked når jeg læser, du bliver mødt med tavshed, med misforståethed tror jeg. Varme tanker fra mig som ved et tilfælde stødte på din blok - og fortsatte med at tænke og læse om dit liv..
Vi havde besøg af vores venner, som mistede deres lille pige for tre måneder siden, og de talte om den selvsamme vrede. Om naboer, der ikke engang hilste på deres andre børn længere, men i stedet gik forbi med bøjede hoveder. Og manden i forholdet sagde sidst på aftenen, at han var så pissetræt af at være vred. Han trængte i den grad til at huske hende for alt det gode og ikke være vred på alle dem, der havde svigtet, fejlet eller misforstået. Men hans kone var ikke ovre vreden endnu, og det var svært at være på to forskellige stadier på den måde. Og så sagde han netop også, som du, at det var svært at finde den rette at rette vreden i mod. Hvem var han egentlig vred på?
SvarSletRonan og du og din mand rører mig helt vildt meget og igennem dine ord om din sorg og din glæde over det lille liv Ronan nåede at være, følger mig i min kontakt med min veninde, selv om deres situation var så meget anderledes end jeres. Og igennem dine ord får Ronans liv betydning for mange flere end jer to, som var hans forældre.
Vrede er en underlig følelse. Den er fuld af frustration, der ikke rigtig kan komme ud. Den er alt det som aldrig fik lov til at være. Vreden er den her spændetrøje. Et hylster så skide stramt og tæt.
SvarSletDet er svært at arbejde med vreden. Bearbejde den. Dels er den - som du siger - ikke særlig frugtbar, dels er den forbundet med en masse forbudte følelser. Vreden er noget af det som vi virkelig har lært at fortrænge og når den så endelig stikker sit grimme hoved frem, så får den os til at føle skam. Det bliver skamfuldt at være vred.
Livet efter man har mistet et barn er absurd. Der er ingen sikre holdepunkter, for det hele svinger. Du svinger. I svinger. Omgivelserne svinger. Det er en underlig form for navigation, der skal finde sted.
På den ene side er behovet for at få anerkendt ens tab. Behovet for at tale om det, vise billeder, tale mere om det, hænge ud på kirkegården, græde, grine, tale om det er til stede i lang tid og gentagelserne bliver så gode. På den anden side er der de der underlige (usagte) hensyn til omgivelserne. For hvordan taler man om sit døde barn uden at skræmme andre fra vid og sans og hvordan fortæller man de andre, at det er o.k. ikke at kunne byde ind med kloge ord og at "hold kæft noget lort!" faktisk også trøster.
Og hvor fanden skal jeg nu - mig der har mistet - stå her i omsorgsvold og hensynsbetændelsen til halsen og stryge omgivelserne med hårene, fordi det bare er så svært at modtage beskeden om et dødt barn. Hvad fanden er det så en lorte aftale?
For 7 år siden døde Cirkeline. Det er så forræderisk lang tid siden og føler mig splittet imellem det at livet gik videre og at hun er trådt i baggrunden. Her er jeg 7 år senere og taler om Cirkeline og hendes død med en lethed. For det er min verden. Sådan ser den ud og den skræmmer mig ikke. Jeg kender ikke til andet. Her er jeg 7 år senere og kan stadig bide mig selv hårdt i tungen over at nævne hendes navn for folk for første gang, fordi jeg pludselig også føler, at nu skal jeg trøste dem. Helt fucking ærlig.
Jeg forstår fandeme godt, at du er vred.
Og Ronan den lille skid... han har sat sine spor. Det ved jeg.
Mange tanker fra Frederikke
Det er da også mega latterligt, at babyer dør. Det skal de ikke. Det skal de simpelthen bare lade være med.
SvarSletNår det så er sagt, så er det også virkelig noget fis, at andre mennesker er så berøringsangste, at de hellere lader være. Jeg synes, at du er SÅ sej, at du sætter så fine ord på det hele her.
Endeligt kna jeg godt forstå, at det må være meget svært at være vred. Jeg kan godt forstå, at du er vred på dem alle sammen - Verden, livet, andre, Ronan. De kan jo ikke være bekendt at gøre sådan noget ved jer. Men det skete. Og dit liv HAR vel ændret sig. Verden er ikke den samme mere. Ronan var der, og nu er han et andet sted. I blev forældre og har nu et barn som ikke er her længere. Det er vel helt andreledes end det var før. Og det kan man vel godt blive vred over...
Stop all the clocks, cut off the telephone,
SvarSletPrevent the dog from barking with a juicy bone,
Silence the pianos and with muffled drum
Bring out the coffin, let the mourners come.
Let aeroplanes circle moaning overhead
Scribbling on the sky the message He Is Dead,
Put crepe bows round the white necks of the public doves,
Let the traffic policemen wear black cotton gloves.
He was my North, my South, my East and West,
My working week and my Sunday rest,
My noon, my midnight, my talk, my song;
I thought that love would last for ever: I was wrong.
The stars are not wanted now: put out every one;
Pack up the moon and dismantle the sun;
Pour away the ocean and sweep up the wood.
For nothing now can ever com to any good.
W.H.Auden
Åh, jeg forstår dig så godt, at det gør ondt at læse med.
SvarSletJeg har ingen ord, men kæmpe medfølelse (bogstaveligt: med-følelse).
Jeg har ikke lige haft overskud til at smide dig en mail tilbage, men det kommer - når vreden og apatien og gråden har lagt sig!
Et spagt lille tak fra mig fordi du skriver om det hele her på bloggen. Jeg har siddet og nikket til kommentarerne, og følt mig så rørt over alt det, du tør sætte ord på selv om det sommetider må føles som om ingen vil lytte.
SvarSlet