Det usammenhængende indlæg hvor jeg har glemt halvdelen af det jeg ville sige

Jeg ville egentlig have skrevet i går. Og i forgårs.

Men så var jeg så træt.

Følger kun tre fag (ud af fem) det her semester, og er startet op med lidt flere hjemmedage end skemaet siger, men alligevel er jeg simpelthen så træt hele tiden. Virkelig, virkelig træt. Og ked af det. Og kan slet ikke se hvordan man nogensinde kommer igennem noget som helst når man sidder fast i den her sump.

Men jeg vil gerne skrive, for jeg synes det er vigtigt at skrive ned og huske på at I mandags var der faktisk en fra mit hold som skulle med den samme bus som mig og så benyttede sig af lejligheden til at spørge hvordan jeg havde det.

Og det er vigtigt at i går var vi til åbent hus i Landsforeningen Spædbarnsdød. Som var godt, og hårdt og som rystede alting løst inde i hovedet. Så løst at vi snakkede om det hele vejen hjem, og en times tid over en kop kakao da vi kom hjem, og så lige en halv time mere inden vi sov. Og i morges.

Eller hvad med i dag, da bussen var laaaaaangsom så jeg missede mit tog og slog ventetiden ihjel med et par croissanter fra 7-11 (som har 2 for en 10'er, og det er jo næsten gratis!) og så smagte chokoladecroissanten nøjagtig som den vi fik den dag da Ananassen i min mave blev blåstemplet og pludselig var en rigtig, omend meget lille, baby med ben som kunne vrikke - og så stod jeg der midt på perronen og tudede fordi det var den ene dag i hele det her fucking spasser møgforløb vi bare var glade. Den dag vi virkelig troede på det, og angsten ikke havde nået at snige sig ind på os igen. Og det er simpelthen ikke til at bære at vi faktisk engang var lykkelige. Helt ned i maven.

Og så var der også i går formiddags da alle ligningerne i min bog slet ikke gav mening selvom de var pissenemme og letforståelige og jeg så bare sad på gulvet og tudede og tudede og tudede fordi jeg ikke kan finde ud af det mere og ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv og det eneste der kom ud var bare tårer og "nej nej nej nej nej nej nej nej nej nej" For jeg vil ikke have det. Jeg vil ikke have han er død og jeg vil ikke have at han var syg og jeg vil ikke have at der ikke var noget de kunne gøre og jeg vil ikke have at han ikke er her.

Jeg vil ikke have det.