Undskyld på forhånd. Dette er ren ord-opkast fremprovokeret af et vist indlæg ovre hos Maminka - som jeg ikke linker til, for så meget skal vi heller ikke diskutere det. Men jeg vil gerne linke til Husmoderen som er skyld i det hele, fordi hun sagde jeg skulle læse førnævnte indlæg (og fordi der er et herligt billede af Skrubbe, som I skal se)
Først og fremmest vil jeg gerne slå fast at så længe forældre elsker deres børn og er rare ved dem, og både store og små har det godt accepterer og respekterer jeg enhver måde at være forældre og familie på. Og det mener jeg. Jeg kan godt sidde herhjemme med Manden og snakke om at "sådan nogle forældre skal vi i hvert fald aldrig være" men det er ikke ensbetydende med jeg synes de omtalte forældre er dårlige, eller at jeg nogensinde ville tage diskussionen med dem.
MEN - for der er jo et men, ellers ville det her indlæg ikke være her - jeg bliver faktisk ret provokeret af "Jeg kan jo ikke bare prioritere anderledes, for så ville vi bo i et mindre hus/jeg ville ikke være så glad for mit arbejde/jeg ville være nødt til at bo langt fra min omgangskreds" - for altså, det er jo derfor det hedder at prioritere. Det er jo fordi man død og pine ikke kan få det hele og så må man vælge. Og når man så har valgt så må man stå ved det og ikke sidde og klynke over at man aldrig har tid til sine børn eller ikke fik den karriere man drømte om - for jeg mener faktisk at alt er muligt hvis man prioriterer sig ud af det. Det er bare ikke alt sammen muligt på én gang.
Jeg ved godt det ikke kun er det maminka's indlæg handler om. Jeg ved godt det også handler om en familie hvor det fungerer med 2xfuldtidsarbejde og lange dage i institution for ungerne, og det er så også i orden når man har gjort op med sig selv at det er sådan man vil have det og det er en løsning alle har det godt med. Jeg synes bare ikke det er den historie jeg hører mest (men det er måske fordi der ikke er nogen der fortæller den?!) - jeg synes jeg hører om stress, følelser af utilstrækkelighed, umulige børn, trætte forældre og ligemeget hvor glad man er for sin institution så er det bare ikke sjovt 4 ud af 5 dage at være den der bliver hentet sidst.
På det mere personlige og følelsesmæssige plan så forstår jeg faktisk ikke helt hvorfor
Nu er det vist at vi, langt om længe, kommer frem til det jeg egentlig gerne vil have sagt - det
PS. Det er altså ikke kun noget jeg siger fordi vi har mistet et barn. Selv inden vi vidste Ronan var syg drømte jeg om at være hjemmegående/deltidsstuderende/andet i den dur
PPS. I tilfælde af at det ikke var klart så handler det ikke om at jeg synes dem der prioriterer anderledes end mig er dårlige forældre eller at de prioriterer forkert. Det handler udelukkende om at jeg ikke kan sætte mig ind i det.
Wuhuu! Nå.
SvarSletAltså. Vi afleverer tidligt og henter sent, når ikke der er barsel på programmet. Det har jeg lidt dårlig samvittighed over for. men du her helt ret, det er et spørgsmål om at kunne prioterer. Og tage konsekvenserne med. Lige præcis som du skriver.
Men på den anden side, kan jeg godt lide, at vi har et indkomstniveau som muliggør, at vi kan tage på ferier, købe hus, leve økologisk og købe (næsten) de ting, som vi drømmer om. Og jeg kan godt lide at være derude i ræset, når det ikke ræser for meget.
Jeg forstår godt hvorfor du prioriterer som du gør. Jeg er bare..... lidt mere materiel.. tror jeg. Desværre. Undskyld. Derfor hedder Krabbes dag 7.45 til 16.30. Cirka.
Det jeg er træt af, er at vi skal pege fingre. har du læst kommentererne? Der er en som har mødt én af de nordsjællandske mødre. Og hun lyder godt nok hæslig.
Jeg er også mest træt af fingerpegningen. Og jeg synes heller ikke de holder sig tilbage derovre i kommentarfeltet! Det lykkes flere af dem, at brokke sig over at de føler sig fordømt - samtidig med, at de selv fordømmer "den anden slags mor". Lev og lad leve, det kan ikke siges ofte nok. I virkeligheden er det da så uendelig uinteressant, hvordan andre lever. De gør som de gør, og jeg gør som jeg gør. Vi gør alle vores bedste og det der virker for os. At nogen gør noget andet end mig, er IKKE det samme som at de kritiserer mine valg.
SvarSletHusmoder: Jeg har ikke læst kommentarerne. Jeg opgav inden jeg overhovedet kom igang. Men faktisk, ing, så har jeg arbejdet i en børnehave i Nordsjælland og der mødte jeg ikke nogen økospelt-overskudmødre. Jeg mødte til gengæld en masse 7.30-16 forældre og deres ulykkelige børn. Og det er selvfølgelig også en grov generalisering, for i realiteten lod de fleste af ungerne jo til at have det top-nice, lange dage i institution og det hele, men der var bare en del af ungerne fra "pæn øvremiddelklasse familie" der virkelig mistrivedes og skreg på opmærksomhed. Og sjovt nok er den dem jeg husker bedst.
SvarSletDu skal jo i øvrigt ikke undskylde - for jeg har virkelig respekt for at du står ved den måde I gør tingene på. Og Krabbebarnet ligner jo heller ikke ligefrem et overset og utilpasset barn (så vidt som man nu kan bedømme det på en blog)
Julie: Ahmmen, må jeg ikke låne din sidste sætning? Det var egentlig bare det jeg ville sige. Det er bare en svær balancegang - for man kan jo heller ikke (altid) lade som om man ikke har en holdning. Jeg kan i hvert fald ikke.
Husmoder: Hov, jeg ville egentlig lige have sagt at den helt store forskel måske i virkeligheden er at du gerne vil ræset - modsat mig der faktisk nærmest er direkte uambitiøs når det gælder uddannelse og job. Og ikke engang udsigten til at kunne få råd til massevis af det seje lego kan gejle mig op til det ;)
SvarSletSå prioriterer du jo helt rigtigt:)
SvarSletJeg synes, det er sejt, at du drømmer om at være hjemmegående. Det gør jeg desværre ikke. Jeg drømmer om at finde et arbejde, hvor jeg kan bruge mig selv og de ting, jeg er god til. Det betyder ikke, at jeg ikke også drømmer om, at mine børn skal have korte dage i institution, og at vi måske engang får råd til at tage på ferie i et andet land.
SvarSletMen jeg er meget, meget enig i, at det handler om prioriteringer, og at når man har taget sit valg, så må man også stå ved det!
Gravidgrahvad: I virkeligheden er det nok også ret letkøbt for mig at sidde og tale om det der med at prioritere - for jeg har aldrig rigtigt drømt om andet end at skulle giftes og have børn, så det er bare et rent 1-0 til hjemmelivet. Og det er jo overhovedet ikke svært at balancere (med mindre fordelingen ikke gav penge nok til mad, selvfølgelig)
SvarSletDu er i øvrigt en af dem der virkelig har sat gang i nogle tanker hos mig - i starten kunne jeg slet ikke forstå dit udgangspunkt, men jeg beundrer dig virkelig for at du tog kampen op og formåede at finde dig til rette i et liv du aldrig havde drømt om. Og så synes jeg virkelig det er vildt at du har kunnet arbejde seriøst på dit speciale med et barn derhjemme og et i maven. Jeg kan dårligt nok finde ud af at aflevere hjemmeopgaver til tiden ;)
Ih jeg rødmer helt. Tak for ros! :)
SvarSletMen altså.. når du skriver, at du ikke forstod mit udgangspunkt, så tænker jeg, at det er min uplanlagte graviditet med Trolden, du mener. Er det det? Og har du fulgt min blog fra starten eller læst bagud? Det er nemlig ikke sådan vildt længe siden, at jeg har fundet din blog. Et års tid eller deromkring, tror jeg.
Jeg har fulgt dig helt fra start - i hvert fald fra indlægget om at det blev et barn og ikke en sygdom :)
SvarSletOg med udgangspunkt tænker jeg også på hvordan vi hver især for fire år siden ville have beskrevet vores fremtidsplaner. Det lå mig virkelig fjernt at man kunne have drømme der IKKE inkluderede børn. Eller at man kunne synes at spædbørn er kedelige. Altså, i det hele taget det der med at du var i tvivl om noget der for mig virkede så indlysende... der var virkelig nogle ting at tænke over - noget forståelse for nogle problemstillinger jeg normalt bare ville være tromlet lige hen over uden at opdage.
Hør, har du eventuelt været urban-blogger, måske med et navn der havde med is at gøre? If so, modtag hermed den største virtuelle krammer du hidtil har fået! Hvis ikke, må du gerne få krammeren alligevel :)
SvarSletOg ja, livet så godt nok meget anderledes ud for fire år siden. Jeg tror egentlig ikke, at mine drømme har ændret sig så meget; der er bare kommet flere til, som indbefatter mine børn (det er stadig meget surrealistisk at skulle skrive det i flertal!).
Jeg vil det hele, og det er derfor at prioriteringer kommer til at gøre ondt for mig, men jeg vil kæmpe for at stå ved dem og mest tude over det for mig selv. Mine børn skal i hvert fald aldrig nogensinde høre en sætning med "alt det jeg har ofret for din skyld". Aldrig!
Ja, det var nok mig der tidligere var en is, med smeltetendens ;)
SvarSlet:)
SvarSlet