Den uendelige historie om systemet

Kan I huske den dag jordemoderen aldrig dukkede op? Nej? Men det er også længe siden. Over en måned, faktisk.

Nåmmen, hun ringede så i dag. Og var tilbage på arbejde og undskyldte for at der gik så længe inden vi fik noget at vide. Så kunne jeg jo så fortælle at vi intet havde fået at vide, ud over de to gange vi selv havde ringet derned og de oplyste os om at vi bare skulle vente på hun ringede. Fik pludselig indtryk af at have en fnysende drage i røret, selvom hun forsøgte at bevare den professionelle tone.

Hendes side af historien er at hun, da hun blev sygemeldt, bad de relevante personer nede på fødegangen om at ringe til os og aflyse. Nåja, misforståelser kan opstå, men efter vi ringede igen og de sendte hende en mail bad hun dem (igen) om at ringe til os og forklare at der altså var sket en misforståelse og at vi ikke var blevet glemt. Hvilket de jo så (stadig) ikke gjorde. Så det ville hun så nok lige tage op med sin ledelse. For det var ligesom bare ikke ok. Nej, det var også det jeg sagde. Hvor er det altså frustrerende at have et system der på den måde spænder ben - når nu vi er nogen der står her og har brug for hjælp og der faktisk er nogen der gerne ville give den, men bare ikke kan få lov.

Det var den samme historie der gik igen da vi var til det der åbent hus i Landsforeningen Spædbarnsdød - alle havde været glade for jordemødre og sygeplejersker og dagene på sygehuset, men ingen havde fået den hjælp de havde brug for/var blevet lovet bagefter. Det er fandeme bare for ringe. Den jordemoder der holdt oplæg undskyldte også for sin arbejdsplads (OUH), der ikke kan tage sig sammen til at genoprette sorggrupperne, selvom det faktisk er i den nye fødeplan. Ville fandeme ønske jeg havde kræfterne til at råbe højt.

Men nu har vi indtil videre fået en aftale med jordemoderen næste torsdag, og så håber jeg bare det kan lade sig gøre denne gang. Trænger sådan til at få det afsluttet.