mandag den 19. september 2011

At samle forråd

Så blev det da ellers ligepludselig efterår. Træerne jeg kan se fra mit vindue er gule i toppen og der er permanent fodkoldt i lejligheden. Den der ubeskrivelige vemodighed, som at mindes noget rart der er forbi, sniger sig ind på mig. Minder jeg kan føle, men ikke helt huske eller sætte ord på. Fødselsdage, lejrskoler, veninder, svømning, duften af mit værelse. Den tid på året hvor man trækker sig ind hulerne og er tætte.

Efter jeg er begyndt at læse igen har alting været kaos herhjemme. Med mange dårlige dage, en del tålelige og næsten ingen gode. I dag er ok. I dag kan jeg se at det stille og roligt, men stadig ulideligt langsomt, går i den rigtige retning. For nogle uger siden bed vi stoltheden i os og bad om hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen. Vi har lavet en fast aftale med Kaye og Jyden om at vi spiser derude et par gange i ugen, og ud over at det er rart at vi ikke skal finde på/købe ind/lave mad/vaske op er der også en tryghed i bare at kunne gøre "som vi plejer" Det er en usikkerhed mindre at skulle tumle med, og selvom det ikke lyder af meget så er det de små rutiner der gør en kæmpe forskel, når der skal navigeres her på vrangsiden.

Prinsessen har foreslået at vi laver lektielæsnings-dage sammen, fast hver uge, og selvom det bliver hårdt at have endnu en ting i skemaet bliver det også godt ligeså stille at få hverdagen fyldt op igen; komme væk hjemmefra, være sammen med andre, blive holdt fast på, at nu skal vi altså lave noget. Hun har selv mistet en der betød meget, og selvom sorgen ikke er den samme og det er svært for os begge at snakke om, så er der alligevel et glimt af genkendelse, noget vi på et grundlæggende plan er fælles om.

I går fandt vi også et stykke af det der er os, mig og Manden. I et kærligt øjeblik blev præventionen glemt, og lige der var det, der hvor vi kunne se hinanden i øjnene og sige "jeg elsker dig" og vide, at selvom det er usandsynligt, så måske... bare måske...

Ligeså stille samler vi stykkerne sammen. Forråd, ikke bare til vinteren, men til resten af livet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.