Skovtur

Nu skynder jeg mig altså lige at begrave mit sure opstød under et andet og meget rarere indlæg.

Da jeg kom hjem fra uni engang i formiddags besluttede vi at gå en tur om forbi kirkegården, fordi vejret var så fint. Da vi var deromme besluttede vi at vejret faktisk var så fint at man burde tage på skovtur. Så det gjorde vi så.

Vi moslede hjem igen og lavede sandwich med æggesalat og kogte pølser, og pakkede det sammen med et tæppe, bøger og varm kakao, inden vi drog om i Parken (som er lige nede om hjørnet, for vi bor jo midt i byen) Solen var faktisk så varm at man kunne smide jakken, så det gjorde vi og så gik det meste af eftermiddagen ellers med det. Jeg havde taget min bog med, for jeg tænkte at så kunne jeg da i det mindste lade som om jeg fik lavet noget fornuftigt, men det blev ikke til mere end ti sider, for det var meget hyggeligere at kysse og kigge på blade og samle kastanjer.

Nu er klokken så kvart over seks og jeg har egentlig ikke rigtigt fået lavet noget. Men det er vel også ok når nu det er solskin.

I øvrigt, omkring det der med hvem børn ligner, ing? Så har jeg egentlig hele tiden tænkt at Ronan ikke rigtigt ligner (lignede?) nogen af os, især nu han var syg og for tidlig født og alt muligt. Men så i dag, da Manden lå på sofaen, så kunne jeg pludselig godt se det. Lidt ligesom de der Magic Eye - nu er det der, nu er det væk.

Indtil videre en helt fin dag. Som jo ikke bliver dårligere af at der er nachos lige om lidt.