Diskussions-katalysatoren

Nu har jeg godt nok sagt af et par omgange at jeg bor i et hjem hvor vi ikke skændes. Men der er faktisk en ting som altid giver anledning til et skænderi eller følelsen af at noget bliver slået i stykker. Og kender I det, at noget har været et problem så længe at man bliver bange og gør det til et endnu større problem, selv i de situationer hvor problemet var til et løse?

Jeg vågnede ved at Manden åbnede hoveddøren klokken 7, og da jeg tjekkede min telefon kunne jeg se han havde haft skrevet at han var faldet i søvn i toget og var kommet for langt og skulle vente på et tog tilbage. Han var godt selv klar over det ikke var for smart, for han skrev også "du må hade mig for evigt" Så vidt går det sandsynligvis ikke, men jeg hader ham nok resten af formiddagen og lidt op ad eftermiddagen også, alt efter hvor længe det tager ham at komme ud af alkohol-koma-på-sofa.

Egentlig synes jeg selv jeg er blevet helt god til det der med at være rimelig - jeg tog i hvert fald lige en dyb indånding og tænkte at måske var han bare almindeligt træt efter en lang nat, og at det jo ikke behøver betyde det har været en vild bytur. Men han har ikke været ude og børste tænder, har ikke spist den chokoladekiks jeg lagde frem til ham i går aftes, og han vågnede ikke ved at jeg stod op, på trods af at jeg intet har gjort for at være stille. To plus to giver i dette tilfælde mere alkohol end der kan forsvares under hans lovning på han ikke skulle være smadret i dag, fordi jeg har brug for han er der. Og det gør mig ked af det og vred og slår (igen) skår i den tillid jeg ellers så gerne ville have bygget op omkring det at han går i byen med gutterne af og til.

Det har altid været et problem, for jeg kan ikke lide Manden når han bliver fuld - jeg synes faktisk han kan blive direkte ubehagelig - og jeg er på ingen måde indstillet på den mængde penge der skal lægges i en bytur. Jeg har virkelig svært ved at se det positive (eller nødvendige) i at han bruger 500kr på at blive en røv, komme sent hjem og så i øvrigt ikke være noget værd dagen efter. Især når han selv, gang på gang, siger at det egentlig ikke er sjovt længere og at han faktisk hellere bare vil sidde hjemme og drikke med et par venner. Jeg kan ikke, og vil ikke, forbyde ham at gå i byen, men jeg synes bare det må være muligt at indgå et kompromis. Hvilket det strengt taget også lykkes os at finde engang imellem, men så fucker han en aftale op (igen) og bryder den der lille smule tillid jeg turde have og så kan vi starte forfra.

Jeg er fuldt ud klar over at halvdelen (eller mere) af problemet er på min banehalvdel, og jeg synes faktisk selv jeg er møgurimelig når jeg farer i flint og tager på vej. Jeg synes det burde være i orden, og at det burde være løst ved at han sover på sofaen og dermed ikke forstyrrer mig. Men det er det bare ikke. Jeg bliver pisseirriteret og skuffet over at han ikke er der, og at han aldrig kan sige ordentligt til (eller fra). Og jeg ved at vi kommer til at tage diskussionen igen, selvom jeg ved hvordan den bliver:

Konen: "... så kan du jo lære ikke at falde i søvn i toget. Har du lagt kvitteringerne ud i bøtten?"
Manden: "Det tror jeg. Jeg hævede 200"
Konen: "Nåja, og plus togbillet, ing. Har du brugt Dankort til andet?"
Manden: "Næh, det tror jeg ikke"
Konen: "Det er bare så jeg kan få det skrevet ordentligt i bogen... der er minus på diverse-posten"
Manden: "Jeg er en dårlig mand. Undskyld, skat. Jeg synes også du skal have noget"
Konen: "Der. Bliver. Jo. Stadig. Ikke. Flere. Penge. Af. At. Bruge. Dobbelt. Så. Meget." (indsæt selv jeg-har-sagt-det-tusind-gange-før-tonefald her)

Og så kan den ellers fortsætte derfra i noget der nogle gange er millimeter fra at være en martyr-agtigt "alle de ofre jeg gør for dig"-argumentation. Men det er jo for fanden ikke det jeg mener. Det jeg i virkeligheden mener og prøver på at sige er: "Jeg vil virkelig gerne have at du skal kunne tage i byen, især lige for tiden, for jeg ved du har brug for det. Jeg har bare meget svært ved at være ok med det, og jeg vil gerne arbejde med det, men jeg har brug for at du anerkender at det er svært, og jeg har brug for at du arbejder sammen med mig om det i stedet for bare at tage hele skylden på dig altid" Bum. Det er bare ikke så nemt at få det sagt rigtigt, i det rigtige tonefald og på det rigtige tidspunkt.

Slet ikke når diskussionen i virkeligheden altid handler om alt andet end den åndssvage bytur.