Skoddagen

I dag var så bare en rigtig lortedag. There, I said it.

Jeg havde planer om at tage på uni, ringe til psykiater, bakse lidt videre med en psykosvær opgave, besvare mails, sende give-away gejl etc. Men så var det bare noget lort det hele, og helt forkert og så brugte jeg formiddagen på at tude i stedet. For de der dumme læger gjorde det helt forkert, for det var jo nok ikke meningen de skulle sige min lille dreng var død, vel - de skulle jo have sagt at det bare var fordi han havde gemt sig og at hjertelyden var lige der hvor den skulle være. Og hvis de bare havde gjort det, så havde det alt sammen været fint, men nu var det jo så for sent at lave om. Det er noget meningsløst vrøvl, og jeg ved det godt, men i dag er bare sådan en dag hvor det ikke desto mindre føles sådan. For det giver ingen mening. Det giver ingen mening at vores lille gut bare på den måde kunne dø inde i min mave - for han var jo inde i min mave og, derfor burde han kunne få alt hvad han havde brug for, og jeg forstår ikke at det ikke var nok. Jeg forstår ikke at han kunne dø, når jeg stadig havde liv at give af.