Savnet

Hele ugen i England hyggede vi os og der var ingen episoder hvor vi brød sammen af sorg og savn. Det var først i toget på vej hjem fra lufthavnen det hele kom - det kunne pludselig ikke gå hurtigt nok at komme hjem og om på kirkegården.

Det er skægt, ing. For til daglig tænker jeg egentlig at det der gravsted mest er for at vi har et sted at have stenen. Men så, hvis noget ikke er i orden deromme, eller det er længe siden jeg har været der kan jeg næsten blive helt hysterisk. Pludselig bliver det bydende nødvendigt at jeg er der NU; et nærmest fysisk behov. Så der stod jeg, lige fra banegården - kufferter und alles - og hulkede af savn og lettelse over endelig at være hjemme hos ham igen. Uden jeg overhovedet havde opdaget jeg savnede ham så akut mens jeg var afsted.

Og onsdag fungerede jeg kun indtil middag. Så brændte jeg fuldstændig sammen. Blev virkelig ked af det og sur på alting og brugte resten af dagen på at tude under dynen. Nogle gange kan man godt føle sig meget ensomme, selvom man er to. De fleste dage er der bare en tom tredjedel i vores familie, som man kan bygge livet op udenom, men af og til føles det som om vi er alene på en meget lille ø og hele verden er faldet væk rundt om os. Som om vi er helt, helt alene i verden og ingen kan se det. Og så kan det sgu godt være lidt svært at få øje på hvordan livet nogensinde skal hænge sammen igen.

Jeg skal i den grad øve mig i at være ok med at jeg ikke altid når at få læst. Jeg skal blive bedre til at huske på at det er vigtigere at vi får samlet den nye IKEA-reol og at vi får spist noget is og at vi sidder i sofaen med hver vores bog og en kande engelsk te. For når ens familie er gået i stykker, så bliver man nødt til at starte helt fra bunden når man skal samle den igen.