Hvori boligstøtte-ansøgningen bliver ved med at være en kilde til uendelig morskab

Så fik Manden en mail om boligstøtte:

"Kære ansøger

Der er nye oplysninger om din ansøgning om boligstøtte.

Gå på www.borger.dk/boligstoette-status og log på med din NemId/digital signatur.

Venlig hilsen
Udbetaling Danmark"

Så går han selvfølgelig ind på borger.dk og logger ind for at se de nye oplysninger.

Hvad der står, spørger du i åndeløs spænding?

"Færdigbehandlet", såmænd (og kun tre uger efter svar-fristen udløb)

Men står der noget om, hvad svaret på ansøgningen er?

Nej. Selvfølgelig ikke.

Men hvad skulle vi dog også bruge den oplysning til.

Vi har jo søgt boligstøtte fordi vi har så pissemeget økonomisk overskud, at det er helt ligemeget hvor vi kan budgettere med.

Nogle ville måske mene, at Udbetaling Danmark bare kunne have skrevet direkte i mailen "Din ansøgning er nu færdigbehandlet".

Eller at opdateringen om boligstøtte burde blive sendt til ens e-boks, hvor man jo alligevel skal tjekke al sin anden post.

Men det er jo det offentlige.

Hvori jeg ikke har nogen penge

Min mor: "Er du kommet på noget kontanthjælp, eller noget?"

Mig: "Nej..." (hvilket du udmærket godt ved)

Mor: "Var det ikke en ide at få søgt noget? Noget må I jo da kunne få"

Mig: "Joh*, men det er jo ikke det, det handler om..."

Mor: "Ellers må de da kunne tilbyde noget uddannelse"

Mig: "Det kan de sikkert også. Jeg ville sikkert blive erklæret uddannelsesparat. Så kunne jeg få lov til at være arbejdsløs for endnu mindre end kontanthjælp"

Mor: "Jamen, det er jo også penge"

Mig: "Ja, men jeg ville jo så være nødt til at starte på en uddannelse på et tidspunkt"

Mor: "Hvad med sosu, eller sådan noget? Det kunne jo også bare være et deltidsjob i fakta"

Mig: "De har lukket for uopfordrede ansøgninger... og de ansætter jo selvfølgelig dem med erfaring først" (og jeg har ikke lyst til at arbejde i fakta)

Mor: "Bare 3000kr i måneden, ville jo hjælpe..."

Mig: "Men vi mangler jo ikke noget. Lige nu er der jo også en masse politisk arbejde"

Mor: "Nej, men ikke for at være grov, men det tjener du jo ikke nogen penge af"

Mig: "Nej..." (men til gengæld giver det mening)

Mor: "Gryntegrisen bliver jo heller ikke billigere at have gående"

Mig: "..."


Hvor ville jeg ønske at jeg magtede at sige: "Mor, ti nu stille. Dine bekymringer og indpakkede bebrejdelser hjælper ikke. Det gør mig bare ked af det, og får mig til at føle mig utilstrækkelig. Jeg ville ønske, at du ikke blev så blændet af bekymringer, og i stedet så, at jeg for en gangs skyld er noget der minder om lykkelig."

I stedet mumler jeg bare et frustreret nej, og lukker det hele ud over Manden. Og spørger igen (igen igen igen) om det er ok, sådan som det er? Fordi jeg igen (igen igen igen) bliver overvældet af bekymringer og skyldfølelse. Men faktum er, at bekymringerne indtil nu er gjort til skamme. Vi har klaret os fint, selvom jeg ikke har haft nogen indkomst. Der bliver godt nok ikke længere overført penge til opsparingen (ud over Gryntegrisens), men på den anden side har vi heller ikke brugt af opsparingen. Økonomisk er vi hverken værre eller bedre stillet end for et halvt år siden. Og vi har ikke lidt hverken nød eller afsavn.

Det er selvfølgelig ikke holdbart for evigt. Det bliver også jul, og på et eller andet tidspunkt er jeg nødt til at gå til tandlæge og Manden kunne måske også godt tænke sig noget uddannelse. Men lige nu... der er det fint.

Mere end fint, faktisk. Fordi det giver plads til nogle andre ting. Det giver plads til at afprøve hvor smertegrænsen er, hvor meget er vores tid sammen værd, hvor meget kan, vil og tør jeg? Ud over politisk arbejde med Den Evige Møderække og De Ligeså Evige Dagsordner, ligger der også et Crazy Urealistisk Projekt henne i kassen. Som jeg virkelig ikke aner om der nogensinde kunne være nogen som helst form for penge i, men som jeg til gengæld nyder at lave. Som jeg måske, måske ikke, finder et ståsted i. Men som under alle omstændigheder skal afprøves.

Det er jo ikke (som min mor lader til at tro) et passivt fravalg, fordi jeg ikke kan/vil/tør melde mig arbejdsløs. Det, at jeg er hjemmegående (uden indkomst), fremfor arbejdsløs (med en meget lille indkomst), er jo et aktivt, velovervejet valg, som vi har truffet i fællesskab, fordi vi mener, at det er det, der samlet set er bedst for vores (familie)liv lige nu.

Og jeg kan faktisk godt blive rigtig ked af det, når det valg ikke bliver anerkendt som værdifuldt, bare fordi det ikke har nogen økonomisk værdi.



*Det kan vi i øvrigt ikke, fordi vi ejer en såkaldt "formue"

Moodkilleren

Ja, det er så mig. Har de sidste dage vekslet imellem om jeg skulle skrive indlæg om påtaget julehygge, eller om jeg også skulle lade panisk overtidsgravid løs på bloggen.

For jeg er panisk. Efterhånden. Det er overhovedet ikke sjovt længere. Det ville være fint nok hvis bare vi kunne sige "Nåmmen, den kommer når den kommer" og så vente videre i ro og julefred og junkfood. Men når man er 41+3 er det bare ikke rigtigt en mulighed længere. For så er der pludselig kun fire dage til Baby sådan set helst skal være ude, og så hedder det pludselig igangsættelse. Senest søndag.

Nå.

Vi var til overtidsvurdering i tirsdags, og det var såmænd hyggeligt nok, med Svigermor der tudede over at se scanningen, og Baby der (som altid) var eksemplarisk og gennemsnitlig og havde det godt. Måske knap så hyggeligt med beskeden "ved at være blød, og måske et par centimeter", som vi alle sammen godt ved et fagsprog for "der er ikke tegn på en skid".

Såeh... nu skal vi afsted i dag. Igen. Til endnu en vurdering. For så længe Baby har det fint, og der er masser af vand og moderkagen virker, så vil de egentlig helst trække den der igangsættelse, i håb om at det går af igang af sig selv i løbet af weekenden. For det ville jo være det allerbedste, sådan i forhold til Babys velbefindende. Men... det er bare ikke rigtigt det bedste i forhold til mit velbefindende, kan jeg godt mærke. Jeg har ondt i maven (men desværre ikke ve-ondt) over den der igangsættelse, og hvis det endelig skal være, så vil jeg egentlig hellere have det overstået end have det hængende over hovedet en halv eller en hel weekend.

Og det er ikke fordi jeg er bange for den igangsættelse, rent teknisk. Det er bare fordi jeg blev sat igang sidst. Og det var ikke frygteligt eller noget... der er bare en masse følelser forbundet med det. Følelser som jeg ikke har lyst til at genopleve, samtidig med jeg skal føde Nye Baby. Så derfor har jeg ondt i maven. Og er faktisk rigtig ked af det.

Nå, nu kommer min mor (Shit, er klokken allerede så mange)

Godt det snart(agtigt) er tirsdag

Nåmmen fødselsforberedelse i mandags var fint. Bortset fra at det var det ikke. Havde mange mærkelige drømme om natten og i går følte jeg mig helt i kulkælderen, og følte slet ikke vi rigtig havde fået klar besked. For hende der har kurset er nyuddannet, og derfor stadig meget fagnørdet - men dog uden altid at have helt styr på de nærmere detaljer, eller at kunne komme med konkrete tal. Og så sidder man der og har fået information som man bliver bedt om at forhold sig til, men uden man har fået et reelt grundlag for det. Så det er nok meget godt vi skal til sædvanlig erfaren, helt-nede-på-jorden jordemoder på tirsdag, så jeg forhåbentlig kan få nogle lidt mere håndgribelige informationer.

Hjælper så heller ikke rigtigt på stemningen at Manden har fået rigtig øv-ondt i ryggen og, forståeligt nok, virkede lidt fraværende i går. Syntes dog ikke det var helt ok at han grinede mens han trøstede mig efter jeg slog albuen ind i bordkanten og bare begynde at hyle, fordi det hele bare var alt, alt for meget. Og syntes slet ikke det var ok, da jeg lå i sengen og tudede og forsøgte at forklare ham at jeg endelig havde fundet ud af hvad der gjorde mig så ked af det og usikker, og han så bare faldt i søvn.

I dag stod han så (relativt) tidligt op og gik efter rundstykker, fordi han syntes vi skulle fejre at han har friuge som vi plejer, selvom han har været hjemme med dårlig ryg de sidste to nætter. Og han lavede morgenmad på sengen og sagde undskyld, og selvom det var både tiltrængt og hyggeligt hjalp det ikke det vilde på overskuddet. Hans ryg er blevet meget værre, så det han kan overkomme er at ligge meget stille og sove.

Han kæmpede sig dog op for at komme med ned til lægen til sidste graviditetsundersøgelse, og det er jeg virkelig glad for han gjorde. Jordens Rareste læge er nemlig blevet langtidssygemeldt, så det var en ny uddannelseslæge vi kom ind til. Og det var rimelig meget røv og nøgler. Er glad for det er en let og ukompliceret graviditet, for ville godt nok ikke være tryg ved hende, hvis jeg var bare det mindste i tvivl om hvoridt alt var som det skulle være. Hun virkede i det hele taget lidt som den type læge der er lidt træt af patienter, og sluttede af med at sige "Hvis der er noget, kan I jo bare ringe... til fødegangen". Godt så.

Jeg er heldigvis kommet af med det værste af de der trælse tanker, og har nogenlunde fundet ind til den rigtig mavefornemmelse igen. Men føler bare stadig at jeg mangler at få grædt ud, og trænger i den grad til at give slip og bare gå død på sofaen. Desværre bare ikke en mulighed når man udgør hele den andel af husstanden der kan bevæge sig. Bortset fra katten. Men den laver nok ikke varm kakao til mig.

Ej, rundstyk at det her bare blev endnu et klynkeindlæg. Jeg havde ellers tænkt jeg ville skrive et indlæg om hvor helt igennem underholdende det er at læse "Stump i mors mave" sammen med Niecen. Nå, det må så lige blive en anden dag, hvor det ikke føles helt så meget som om min hjerne er ved at glide fra hinanden.

Hvorfor jeg faktisk ikke rigtigt gider det der uddannelse længere

Nåmmen, så sendte jeg en dispensationsansøgning til mit studienævn. Noget med nogle fag der skulle bestås indenfor to år, hvilket jeg jo af gode grunde ikke lige kom til. Jeg havde snakket med noget vejledning som sagde at det var en god ide og helt rimeligt at jeg til at starte med kun søgte for to (ud af fire) fag, i tilfælde af jeg blev klar til de to andre. Jeg fik dispensationen, men blev ikke klar til de andre eksamener (som var lige oveni Ronans fødselsdag), så jeg sendte en ansøgning mere. Som så først kan endeligt behandles i august til næste møde, hvilket er rimeligt nok. Men så fik jeg lige en mail fra sekretæren, hvor det ikke helt er tydeligt om jeg skal lave en ansøgning der gælder alle fire fag, eller om det jeg har sendt var godt nok, men i hvert fald var det bydende nødvendigt at jeg skrev til faglig vejleder "for at få lavet en aftale/plan for gennemførelse af 1. årsprøven" WTF?! Planen er at jeg går på barsel til oktober og et år frem og derfor først går til eksamen i de implicerede fag sommeren 2014. Hvad skal faglig vejleder rodes ind i det for? Jeg har jo papirer på det hele. Og hvorfor bliver det pludselig noget andet bare fordi jeg søger for to fag mere?

Jeg hader mit uddannelsessted. Hader hader hader. Og hvis ikke det var fordi jeg lige nu var rimeligt økonomisk afhængig af at kunne fortsætte (ingen dispensation=ingen fødselsklip) så havde jeg fandeme råbt RØV og givet dem fingeren på vej ud.

Undskyld, men min søn døde altså, og jeg er så pissemøghamrende træt af at jeg skal udfylde ansøgninger og spørge om lov og tales til som om jeg bare er pissedoven og ikke rigtigt prøver hårdt nok.

Nåja, og så fik jeg da lige afslag på den der ansøgning om handicaptillæg. I sig selv er det ikke den store skuffelse - det var lidt af et long shot alligevel - men deres begrundelse er simpelthen så himmelråbende uretfærdig at jeg egentlig har mest lyst til at klage over afgørelsen. Men nånej, det blev så nok lidt svært for sådan en skulle de have inden fire uger og min psykiater var på ferie (i fire uger) så jeg kunne ikke lige få nogen af de papirer jeg havde brug for. Ærgerlig-bærgerlig at den afgørelse lige skulle falde i sommerferien, hva.

Uprising

Her til morgen hørte jeg Muse's The Resistance (der i øvrigt er et rigtig dejligt og helstøbt album at lytte til fra først til sidst) på vej ud på uni. Især Uprising er en sang der passer mit lille revoutionære røde hjerte godt. For jeg tror på at nogle gange bliver man nødt til at råbe op og kværulere, selvom man strengt taget godt kunne tilpasse sig. Ja, jeg er sådan en der sætter spørgsmålstegn ved rigtig meget af det jeg bliver stillet overfor. Det meste ender med at passere, og så kunne man jo argumentere for at der ikke var nogen grund til at brokke sig til at starte med. Men jeg mener faktisk at det også har en værdi i sig selv at stille spørgsmålstegn og forholde sig kritisk til sin omverden, i stedet for bare at være et får.

Lige for tiden er det især mit universitet der puster til de antiautoritære flammer. Det blev, en måned inden vintereksamen, annonceret at alle eksamener fremover skulle foregå digitalt. Ud over den helt absurde mangel på information (som sagesløse undervisere har fået skylden for ikke at "videreformidle ordentligt") er det også et hovedløst prestigeprojekt, hvor sund fornuft er bandlyst. Hele processen har simpelthen været (og er stadig) så udemokratisk at jeg er helt oppe i det røde felt. Jo, jeg KUNNE godt gå ud og købe en ny bærbar computer (4000kr) og en digital pen (800kr) for at kunne nedfælde min matematikeksamen, men jeg synes, helt ærligt, det måske er lige i overkanten for at kunne aflevere en opgave der er magen til det jeg ville skrive i hånden - og jeg ville, hvis valget var frit, skrive det i hånden eftersom det går væsentligt hurtigere når der er komplicerede formler involveret. Undervisere og studerende bliver ikke hørt, men det værste er næsten at der ikke er ret mange studerende der råber højt. De står for det meste bare og ser ud som om de slet ikke kunne forestille sig tingene anderledes.

Så jeg råber lidt for mig selv, for jeg tror stadig på revolutionen. Både på universitetet og i verden. På frihed og kærlighed og godhed.

"Men hvordan ville du måske lige opnå det?" (udtales gerne med Peter Pil-stemme - sådan som jeg altid hører Liberal Alliance når de forsøger at overbevise mig om et eller anden åndssvagt)

Trin 1. Alle holdt op med at gøre andre ondt med vilje.

Trin 2. Hvis man har åbenbar mulighed for det så hjalp man lige dem der havde brug for det.

"Men det er slet ikke så simpelt" Jo. Det er det faktisk. Be nice. End of story.

Tænk lige hvis man lukkede ned for våbenindustrien. Ud over den åbenlyse effekt at så er der ingen der kan skyde hinanden, så tænk lige på alle de ressourcer det ville frigive. Til at udvikle landbrug, til forskning, til medicin, til undervisning. Tænk lige hvordan Afrika ville se ud hvis der ikke var krig hele tiden. Hvis der ikke var børn (og voksne) der var nødsaget til at arbejde under slavelignende forhold, for deres arbejdsgivere ville være rare. Tænk hvis man uden det var nødvendigt med Danmarksindsamlingsshow bare sendte mad og medicin ned til de børn (og voksne) der hele tiden dør af sult og latterligt letbehandlelige sygdomme.

Jeg bliver nødt til at tro på det er muligt. Jeg bliver nødt til at tro på at alle liv har samme udendeligt store værdi. For ellers kunne det jo en dag være der var nogen der besluttede at det var mit liv der ikke var noget værd. Eller min søns liv. For man elsker jo ikke sit barn mindre bare fordi man bor i et land hvor børnedødeligheden er 20%. Det bliver ikke ligegyldigt eller mindre trist bare fordi der er mange der dør. Hver tredje sekund er der et lille barn der dør. Det er faktisk lige trist hver eneste gang.

“Åh, Jonatan. Hvis alle tænkte som dig, så ville ondskaben have sejret for mange år siden”

“Hvis alle tænkte som Jonatan, så ville der ikke være ondskab”

Tag i øvrigt og se The Girl in the Cafe. En helt utroligt rørende og tankevækkende film.

Rimelighedens grænse

Min psykiater har én regel: at jeg skal komme til vores aftaler.

Jeg tænker at det må være indenfor rimelighedens grænser. Det tror jeg egentlig også han mener, men hvor rimelighedens grænse går fornemmer jeg vi har en lidt forskellig opfattelse af.

Fx kører dsb ikke rigtigt i dag. Og busserne kører som de plejer, hvilket vil sige de heller ikke kører supertit. Jeg har en aftale med Manden (men det gør det vel ikke mindre til en aftale?) om jeg vi skulle være sammen i dag, indtil klokken tre, hvor jeg skulle afsted. Vi har så også en aftale om at spise ude hos Kaye og Jyden, hvor maden står på bordet klokken seks. Bevares, det kunne da nok godt aflyses, men det er stadig en aftale - og i min verden rangordner jeg egentlig ikke rigtigt aftaler.

Jeg KAN godt komme til min aftale med Psyk i dag klokken ti minutter i fire. Hvis jeg tager hjemmefra klokken to. Og så kan jeg så først være ude ved Kaye og Jyden klokken tyve minutter i syv. Jeg kan også komme lidt for sent til psyk - men så jeg skal stadig afsted inden tre, og jeg kommer ikke tidligere hjem. Og det virker dobbeltåndssvagt med bus-bøvl for under en halv times samtale.

Det er måske her, umiddelbart inden aflys-to-aftaler-og-brug-fire-timer-på-at-nå-45-minutters-samtale jeg synes rimelighedens grænse går. Jeg ringede og var ærlig overfor hans sekretær - for jeg synes fandeme også det er pisærgerligt at skulle aflyse første aftale i genoptaget behandlingsforløb - men det lød ikke umiddelbart på hende som om han ville være enig i den der grænse. Og jeg kan bare godt mærke at jo mere de insisterer på jeg kommer, jo mere stejler jeg. For jeg synes ikke det er fair at bede mig om at prioritere det så meget højere end resten at mit liv at jeg skal aflyse to aftaler, og bruge mere end en fjerdedel af mine vågne timer på at nå en aftale om fucking 45 minutters samtale.

Men det er måske bare mig.

Jeg vil jo bare gerne med bussen

Kære uddannelseskort.dk,

Jeg vil gerne have fornyet mit periodekort. Det udløber d. 1/10 og jeg vil derfor gerne have det skal gælde fra d. 2/10. Jeg får juleferie d. 23/12 og har derfor kun brug for mit kort indtil d. 22/12. Jeg vil med andre ord gerne have et kort der gælder 2/10-22/12-2011, en periode der er over minimumet på 30 dage. Tak.

Det er ok hvis du kun kan finde ud af at udstede kort kvartalsvis. Det er et mindre irritationsmoment at det ikke står nogen steder, og det virker lidt mærkeligt at man skal have et helt kvartal hvis man nu ikke har brug for det. Men ok, hvis det gør dig meget glad, udannelseskort.dk, så vælger jeg da gerne et kort der gælder 1/10-31/12. Jeg skal sikkert alligevel ind til Odense i juleferien og så får jeg jo brugt kortet alligevel. Så det går nok det hele.

Nå, "perioder må ikke overlappe"? Ej, nu begynder jeg altså at blive lidt sur. Du har jo lige selv sagt at kortet skal gælde fra den første. Jeg tænker at det nok bare er en standardrettelse du har foretaget og at et rimeligt kompromis må være "2/10 - 31/12" - det er jo næsten et helt kvartal, men uden overlap til det kort jeg har i forvejen.

"Vi har rettet gyldighedsdatoer automatisk. Kortet for dette kvartal må gælde fra 01-10-2011 til 31-12-2011"

WTF?! Ok, uddannelseskort.dk, jeg har prøvet at være rimeligt, men jeg ved ikke hvad det er du vil have mig til. Jeg prøver at gøre tingene på din måde, men det lader til at du modsiger dig selv. Jeg ville gerne undersøge det nærmere, men det er lørdag og din hotline er lukket.

Det er meget problematisk for mig, da du har indskærpet mig at jeg skal bestille den næste periode 14 dage i forvejen. Jeg synes jeg har overholdt min del af aftalen ved at ville gøre det i dag, d.17/9, for et kort der skal gælde fra d. 2/10, og du stiller mig i en meget vanskelig position hvor jeg ikke kan bestille det kort jeg ønsker rettidigt.

Sjovt nok, uddannelseskort.dk, er der ikke nogen problemer hvis jeg beder dig om at forny mine kort automatisk. Så kan det sagtens lade sig gøre at få et kort der gælder 2/10 - 31/10. På trods af at perioden er under 30 dage. Men, kære uddannelseskort.dk, jeg er ikke interesseret i at forny mit kort en gang i måneden. For efter du kom til kan jeg ikke længere købe mit kort i Fynbus-billetsalget, men du insisterer på at jeg stadig skal have et stempel på mit kort før det er gyldigt. Så selvom jeg gerne ville kan jeg ikke betale mit kort over netbank. Nej, du kræver jeg går ned i banken og betaler 25kr for at få lov til at betale for mit kort og få et stempel som kvittering. Det har jeg ikke lyst til at skulle gøre hver eneste måned. Især fordi jeg i sidste måned fik mit kort i posten om lørdagen og derfor ikke kunne få det stemplet som gyldigt før om mandagen. På trods af at der på kortet stod det var gyldigt fra om søndagen.

Kære uddannelseskort.dk, hvorfor skal du være så besværlig? Hvad var problemet i at jeg en gang i måneden gik ned til Fynbus og fornyede mit SU-kort og betalte med det samme? Som et kompromis, kunne du så ikke lave det sådan at jeg kunne betale når jeg bestilte mit kort - på den måde kunne du få det stemplet inden du sendte det til mig. For jeg er helt ærligt lidt træt af at jeg kun kan få mit kort mod hvad der reelt bliver et månedligt gebyr på 25kr (og en tur i banken for at stå i kø)

Den uendelige historie om systemet

Kan I huske den dag jordemoderen aldrig dukkede op? Nej? Men det er også længe siden. Over en måned, faktisk.

Nåmmen, hun ringede så i dag. Og var tilbage på arbejde og undskyldte for at der gik så længe inden vi fik noget at vide. Så kunne jeg jo så fortælle at vi intet havde fået at vide, ud over de to gange vi selv havde ringet derned og de oplyste os om at vi bare skulle vente på hun ringede. Fik pludselig indtryk af at have en fnysende drage i røret, selvom hun forsøgte at bevare den professionelle tone.

Hendes side af historien er at hun, da hun blev sygemeldt, bad de relevante personer nede på fødegangen om at ringe til os og aflyse. Nåja, misforståelser kan opstå, men efter vi ringede igen og de sendte hende en mail bad hun dem (igen) om at ringe til os og forklare at der altså var sket en misforståelse og at vi ikke var blevet glemt. Hvilket de jo så (stadig) ikke gjorde. Så det ville hun så nok lige tage op med sin ledelse. For det var ligesom bare ikke ok. Nej, det var også det jeg sagde. Hvor er det altså frustrerende at have et system der på den måde spænder ben - når nu vi er nogen der står her og har brug for hjælp og der faktisk er nogen der gerne ville give den, men bare ikke kan få lov.

Det var den samme historie der gik igen da vi var til det der åbent hus i Landsforeningen Spædbarnsdød - alle havde været glade for jordemødre og sygeplejersker og dagene på sygehuset, men ingen havde fået den hjælp de havde brug for/var blevet lovet bagefter. Det er fandeme bare for ringe. Den jordemoder der holdt oplæg undskyldte også for sin arbejdsplads (OUH), der ikke kan tage sig sammen til at genoprette sorggrupperne, selvom det faktisk er i den nye fødeplan. Ville fandeme ønske jeg havde kræfterne til at råbe højt.

Men nu har vi indtil videre fået en aftale med jordemoderen næste torsdag, og så håber jeg bare det kan lade sig gøre denne gang. Trænger sådan til at få det afsluttet.

REVOLUTIONEN KOMMER!!

Har I hørt det?! Revolutionen er her!!

Eller, der er jo da i hvert fald valg. Lige om lidt.

Og jeg er faktisk ved at være derhenne at jeg næsten bliver ligeså glad for en socialdemokratisk regering som for revolutionen. Næsten.

Jeg er i hvert fald virkelig træt af Løkke & Co.

Nu må det snart være nok

Ved I hvad? Den der jordemoder, ing? Som vi havde en aftale med klokken 11... hun kom så bare ikke.

Klokken 12 ringede Manden og spurgte om vi havde misforstået hvor aftalen var eller om de bare alle sammen havde mega travlt eller sådan noget og umiddelbart kunne de ikke lige finde ud af hvad der var gået galt. Men så ringede de tilbage og kunne fortælle at hun var sygemeldt, og så nok bare ikke havde fået meldt afbud.

WTF?! Hvad fanden er der galt med det der lortesystem? Hvorfor ind i helvede er der ikke med de samme nogen der aflyser hendes aftaler når hun sygemelder sig? Hvorfor bliver vi ikke tilbudt et alternativ? Hvordan kan det lade sig gøre at vi ikke en, ikke to, ikke tre men FIRE gange (indtil videre) har fået lov til at hænge uafsluttet i deres system? Hvordan kan det nogensinde passe at vi skal blive ved med at gå i det her rådne limbo hvor vi ikke kan få afsluttet det åndsforsnottede forløb?

Jeg er træt og jeg er brugt og nu er det kraftedeme nok.

Nu er det kraftedeme nok.

Kommentarsvar

Jeg ville svare på kommentarerne i det her indlæg om vores skod-tur til Svendborg, men det blev pludselig meget langt, så I får det lige som et indlæg.

Den tid vi troede vi havde i Svendborg var med en læge - den jm der var med til fødslen kommer herhjem om et par uger (når hun er tilbage fra ferie og Manden har friuge) og vi har valgt ikke at få en ny tid i Svendborg. Vi har jo ikke en masse ubesvarede spørgsmål, fordi vi godt vidste Ronan fejlede en masse livstruende ting, og vi takkede egentlig mest ja til tiden fordi så var der nogen der tjekkede op på os inden Manden starter på arbejde.

Skrev til min læge, som har været på ferie og er booket helt op en måned frem, at hvis der dukkede en afbudstid op inden otte-ugers tjekket (d.11) kunne jeg virkelig godt bruge en snak. Fik hurtigt svar fra en af de andre læger i lægehuset at han var "sikker på hun gerne vil se dig så hurtigt som muligt, så jeg har bøjet vores interne regler og givet dig en tid d.1. august" Jeg elsker vores lægehus.

Der lå en frankeret svarkuvert i postkassen da vi kom hjem fra vores miniferie, så ligeså snart jeg har sendt vores billetter få vi returneret udgiften. Er så glad for jeg fik ringet og brokket mig, for fik det med det samme meget bedre. De er alle sammen så søde dernede, og det giver bare en rigtig god mavefornemmelse at vide at de gør hvad de kan for at rette op på fejlen (selvom det ikke er sådan ligetil at rette op på det følelsesmæssige) Så håber jeg bare de snart får opdateret deres rådne nye system, så det er lidt tydeligere hvor tiderne hører til. Jyden har også to gange oplevet at han er blevet fejlbooket, og kan huske at jm her i byen ikke kunne få adgang til de oplysninger hun skulle bruge.

Og nåja, så fik vi da lige en sms fra sundhedsplejen om at de havde fået besked fra Svendborg om at vi havde mistet og at de i den forbindelse tilbød en samtale. Som vi sådan set har haft for en måned siden med den sundhedsplejerske der også var her under graviditeten. Sms'en var i øvrigt fra en anden sundhedsplejerske, selvom vi havde fået at vide at det ville være den samme i hele forløbet.

Forstår bare stadig slet, slet ikke hvordan en jordemoder-tid kan blive ved med at figurere i systemet når man har født. Burde det da registrere af sig selv. Kender også en hvis sundhedsplejerske havde været på ferie og så havde hun ikke fået barnets dødsattest, kun fødselsattesten, så hun ringede glad og sagde tillykke og hvornår skulle hun komme og tjekke den lille? Synes virkelig det er en skam at systemet spænder ben på den måde, når nu de er så pissedygtige til deres arbejde.

Svendborg t/r

Vi havde en tid til opfølgende samtale nede i Svendborg i tirsdags. Sygeplejersken ringede og gav os den kort efter vi var blevet udskrevet, så vi havde god tid til at glemme hvornår det nu helt præcist var. Manden er heldigvis sød, så han ringede derned i mandags for lige at tjekke vi havde registreret tiden rigtigt og for at høre hvor vi skulle møde op.

Så vi tog til Svendborg. Med bussen, ligesom den forfærdelige dag hvor det hele pudselig var slut. Vi gik forbi altanen til den stue hvor vi havde den alt, alt for korte tid sammen med vores lille skid, og vi sad i venteværelset på den samme gang som vores stue var på. Der duftede af ham. Ikke hans egen lille duft selvfølgelig, men duften af de dage, af alle minderne.

Da det var ti minutter over vores tid gik den søde Mand hen og spurgte om vi skulle indstille os på en stor forsinkelse. Og fik så at vide at vi ikke havde nogen tid. Åbenbart var det en gammel tid hos jordemoder (som altså er her i Byen ved Vandet, og ikke i Svendborg) som vi ikke en, men to gange havde fået at vide var en opfølgende samtale på Svendborg Sygehus. Det er bare ikke ok. Det er uden sammenligning den værste dag i hele det her forløb. Det var simpelthen så hårdt og der var bare langt hjem. Med offentlig omvejs-transport. Sad ved busstoppestedet med tårerne strømmende ned ad kinderne og hviskede "Jeg kan ikke mere, jeg kan ikke mere" og havde intet mere at give af. Jeg var vred og ked af det, for helt ærligt, jeg har fandeme taget det pænt. Jeg har kraftedeme. taget. det. pænt. Og det er bare ikke fair at der er nogen som helst der gør det her hårdere end det er.

Heldigvis havde vi en rigtig rar dag i går med sol og strand og hygge. Tror til dels det skyldtes at jeg tog mod til mig i går formiddags og ringede derned og sagde at jeg egentlig syntes de skyldte en busbillet. Tror hende jeg snakkede med godt kunne mærke at hun nok ikke skulle begynde at diskutere alt for meget. I hvert fald sagde hun venligt at hun selvfølgelig nok skulle undersøge det, og i dag har jeg så fået en mail om at de gerne vil refundere billetterne. Selvom det jo overhovedet ikke ændrer på hvor hårdt det var at være dernede, så er det rigtig rart at vi ikke har brugt næsten 300kr vi ikke har på ingenting.

I morgen tager vi afsted på kroophold. Med badekar og 4-retters middag. Han er fantastisk, ham min Mand, og jeg glæder mig så meget til bare at være sammen med ham.

avavavavavav

Nu ved jeg godt jeg sagde det der med at selve graviditeten jo ikke var kompliceret. Men det skulle jeg så nok ikke have gjort.

Fik psyko-ondt i min ene balle i går aftes og der var på ingen måde blevet bedre her til morgen. Så den stod lige på akuttid hos lægen, og det var på ingen måde sjovt at skulle ned fra 2. sal. Heldigvis kunne Jyden lige låne en kollegas bil og køre os ned til lægen. Føltes pænt ynkeligt at skulle transporteres i bil de 200 meter (seriøst) vi har ned til lægen.

Blev til gengæld über glad da jeg fandt ud af det var hende der følger min graviditet der var på arbejde i dag. Hun er verdens sødeste læge og pressede dem nede i Svendborg til at jeg kunne komme til fysioterapeut dernede. Kunne høre hun talte i telefon med dem og sagde ting som "Jeg synes måske nok hun har det svært nok i forvejen" Jeg elsker hende.

Elsker til gengæld overhovedet ikke at have psyko-nas på den onde måde. Selvom det er blevet lidt bedre.

Lort med lort på

Så var vi så til scanning igen i torsdag. Med børnelæge og børnehjertekirurg som så kunne sidde der og sige at Ananas har en kompliceret hjertefejl. Og en cyste på lillehjernen og et navlebrok. Bare sådan hvis det ikke skulle være nok med et for lille højre hjertekammer og blod der løber den forkerte vej.

Så nu hedder det ligepludselig Rigshospitalet. Fordi det er der de har nogle der er gode til det hele på en gang og hvis den skal opereres skal det så lissom være med det samme og så nytter det ikke noget at sidde i Svendborg. Jeg håber bare de der eksperter på Rigshospitalet er sådan nogle der har tid til at tegne og fortælle og skrive nogle statistikker ned når vi skal over og hilse på dem på tirsdag.

Jeg ved godt jeg tidligere har udtalt at jeg savner København. Men det var nu ikke lige det her jeg havde i tankerne.

Det er bare noget rigtig lort. Lortelort, faktisk. Lortet lortelort med lort på.

PS. De mistænker stadig kromosomfejl - men de sagde at der ikke var nogen af de resterende der har dødelighed på 100%

Tvivl

"Kære -

Vi kan hermed meddele, at den foreløbige undersøgelse på din fostervandsprøve har vist normalt resultat. Der bliver som standard udført almindelig kromosomundersøgelse, og du vil senere modtage resultatet af denne undersøgelse"

På den ene side: Enorm lettelse over at Ananas ikke har (første tanke) kromosomfejl 13 eller 18 eller (anden tanke) Downs syndrom

På den anden side: Vi ved stadig ikke hvad der er i vejen med Bebisen. For jeg går ikke ud fra at det er ubetinget godt at de kan se "forandringer i lillehjernen" på scanningerne. Og så har den også korte arme (men det synes vi mest er sødt)

Efterfølgende: Hvor sjældne er fejl på de andre kromosompar? Og hvad betyder de egentlig? Hvad nu hvis det er rygmarvsbrok, selvom de ikke kan se det? Hvorfor sender de så ultrakort et brev? Hvad nu hvis de har byttet om på prøverne?

Skat

Her i huset er der kun en der sådan rigtigt tjener penge (vi andre er bare på overførsels-cafe-penge-indkomst, tidl. kendt som SU) så da det var årsopgørelsestid tænkte jeg at det mest var relevant bare at tjekke hvor meget Manden skulle betale. Nedern 1000kr, som jeg egentlig godt kunne tænke mig at bruge på noget andet (nye underbukser, fx, som min mave kan være i)

Nåmmen, for sjovs skyld, ing, så tjekkede jeg lige min egen opgørelse også en dag hvor jeg alligevel stenede rundt på nettet. Og så var det at SKAT gerne lige ville give mig 4.225,00kr.

Det synes jeg egentlig er helt i orden.

Odense-blues

Vi valgte at sige nej til den der fostervandsprøve. Jeg ringede og snakkede med en sød og rar læge i Svendborg der sagde at prøven udelukkende var for vores skyld, så vi kunne vide det og beslutte hvad der så skulle ske. Så vi så på hinanden, mig og Manden, og mavefornemmelsen faldt på plads - det vigtigste for os er at give Ananas de bedste chancer og så ser vi ingen grund til at tilføje endnu en risiko hvis det alligevel ikke gør nogen forskel.

I dag (hvor vi havde fået tiden flyttet til inden vi aflyste endeligt) ringede der så en sygeplejerske fra Odense og sagde at hun kunne se vi ikke havde fået en ny tid hos dem til 20 ugers-scanning. Jeg havde ellers lige håbet at vi kunne orme os udenom et graviditetsforløb inde i Odense, men de vil meget gerne følge os hvis der nu er noget og vi skal føde derinde. Og så kunne vi jo efter scanningen se på om vi skulle tale med en børnekirurg, hvis vi ikke allerede havde gjort det? Det har vi jo så ikke, eftersom der ikke er konstateret noget som helst endeligt galt med vores baby og der i øvrigt er en milliard år til den kommer ud. Ok, måske ikke en milliard år, for jeg er 16+5 og får en tid til midtvejsscanning sidst på måneden, men alligevel.

Jeg er virkelig ked af at skulle høre til inde i Odense, for jeg synes slet, slet ikke der er rart derinde. Nede i Svendborg, da jeg ringede sidste torsdag efter scanningen fordi vi virkelig havde brug for at snakke med nogen der vidste noget om noget fik jeg uden pis fat i en rigtig sød jordemoder der havde god tid til at have forståelse for min situation og give mit nummer videre til en læge som så ringede ti minutter senere. Jeg elsker dem nede i Svendborg. Sidst jeg snakkede med lægen (fordi vi havde endnu flere spørgsmål) sagde han endda jeg meget gerne måtte ringe igen når vi havde fundet ud af det, bare fordi han gerne vil høre hvordan det går. Jeg ved godt det er en spasser-ting at gå og blive ked af, for det er jo det bedste for lille Ananas at vi er et sted hvor de har ekspertisen og børnelægerne til at behandle den lille skid hvis den har brug for det når den bliver født. Det er bare så koldt og hospitalsagtigt og stresset derinde - vi vil jo helst bare gå herhjemme og hygge os og lade tingene gå deres gang.

Højrisiko (13+0)

Der er tusind måder at skrive det her indlæg på, og tusind ting jeg gerne ville have med, men jeg kan simpelthen ikke overskue at skulle hele vejen rundt lige nu, så I får den korte version af scanningen i torsdags:

Ananasen er en "meget livlig" lille baby som overhovedet ikke var med på at ligge stille så den kunne blive målt. Den lå og lavede små hop og drak fostervand og tog hånden op til ansigtet. Det så ud til den hygger sig gevaldigt derinde, og det må den gerne blive ved med indtil der er planmæssig udslusning d.27 august (den officielle scanning rykker mig altså en dag længere hen)

Ananasen er så også sådan en baby med "høj risiko" for Down's. Det konkrete tal er 22 og jeg synes måske nok det der sundhedsvæsen er slemme til at male fanden på væggen. Vi taler om en risiko på 4,35%, et tal der jo faktisk minder en del om de 2-5% risiko for at de "finder alvorlige misdannelser ved scanningen" - og dét tal holder de jo fast i er en meget lav risiko, ligesom de også forsøger at bilde mig ind at 1% risiko for at skade eller miste barnet ved en moderkagebiopsi er meget lavt. Jeg synes måske nok at 1% er en rimelig høj risiko at løbe for at udføre en test der dybest set er ligegyldigt. Det ændrer jo ikke en døjt på hvilket barn vi får.

Selvfølgelig ville det være rart at vide definitivt lidt i forvejen, sådan af praktiske (og mental-indstillings-) årsager, så vi har tænkt os at spørge om det ikke er muligt at udføre en mindre risikofyldt test senere i graviditeten (eller den samme test, men på et tidspunkt hvor abort ikke er fatalt) - vi har fået en tid hos sådan en overlæge der ved noget om den slags på fredag.

Mest af alt er jeg træt af at skulle igennem en større del af systemet, på grund af noget vi faktisk ikke synes er vigtigt - vi får den baby vi får og så længe den kan og vil leve skal den have lov til det og jeg blev helt ærligt lidt træt af at få det blæst ud i hovedet som om det er en "stor og svær" beslutning. For beslutningen var jo i og for sig truffet det øjeblik jeg blev gravid.

-----advarsel; surhed følger-----

Nåja, og som en lille bonus er jeg så blevet indkaldt til en samtale i deres "familieteam" Da jeg ringede og spurgte kunne sekretæren oplyse at det var fordi min læge havde anført på journalen at jeg var i behandling for depression. Nåmmen, tak fordi I lige spurgte mig om det overhovedet var noget jeg havde brug for/tid til/lyst til - jeg hader hader HADER det system hvor man bærer rundt på sådan et mærkat og så behøver de pludselig ikke spørge om lov længere. I øvrigt stod der heller ingen begrundelse i brevet for hvorfor jeg blev indkaldt, bare at jeg åbenbart er bedømt til at have "brug for ekstra støtte i graviditeten"

Godmorgen... haha...ha

Vågnede klokken 6 i morges efter et mareridt. Den korte version af spasser-drømmen er at jeg var begyndt at bløde (selvom det ikke rigtigt var blod, mere sådan noget grums) og Manden var der ikke. Jeg havde en masse telefoner, men ingen af dem virkede eller også manglede de det nummer jeg skulle ringe til, så jeg gik rundt og rundt og mødte en masse som alle sammen sagde de ville hjælpe, men ingen kunne finde sygehuset og så blev de væk.

Jeg har haft den samme drøm flere gange før og det er blevet værre og værre for hver gang. Og nu er jeg bange. Psyko-bange. Jeg kan slet ikke slappe af og jeg bryder mig ikke om at være alene hjemme (og det tæller som alene, selvom Manden ligger og sover inde i soveværelset)

Er det sådan noget man kan ringe til vagtlægen med? "Hej, jeg har ikke ondt, og jeg bløder ikke, men jeg er sindsygt urolig for at der er noget galt med min baby" Kan de overhovedet gøre noget? Jeg mener, har de lige en dop-tone stående til hysteriske gravide? Eller bliver de bare megasure hvis man ringer og forstyrrer dem med sådan noget på en søndag?