Hvori der er forskel på folk

I mine teenageår gik jeg meget op i Céline Dion. Altså, sådan virkelig meget. Jeg har pakket det meste af min samling ned, det står på loftet i en rød kuffert, og jeg ved ikke hvorfor jeg kom til at tænke på det i dag. Måske fordi jeg er ved at rydde op i alt mit lort, og jeg tænkte på noget andet der står på loftet - et puslespil med 9000 brikker, jeg har måske nævnt det før, ligesom det nok heller ikke er første gang jeg har omtalt Céine Dion - som jeg måske nu har fået plads til at tage ned fra loftet igen. For helt ærligt, hvor meget er ting værd når de står på loftet, og burde man ikke bare smide det hele ud, når man alligevel ikke bruger det?

I min Céline Dion-samling er der et billede med en autograf. Der fulgte et "certificate of authenticity" med - jeg købte det på e-bay for ikke sådan vanvittigt mange dollars - og det kan jo ligeså godt være falsk som det kan være ægte, jeg ved det ikke, og jo ældre jeg bliver jo mere skeptisk bliver jeg, men i flere år var det min mest skattede ejendom. Måske jeg i virkeligheden kom til at tænke på det fordi jeg tænkte på Ronan, og det var en af de barndomsskatte jeg tilbød at bytte hvis bare jeg måtte få Ronan tilbage, eller også var det omvendt, at jeg kom til at tænke på Ronan, fordi jeg tænkte på kufferten og billedet.

Selvom den autograf på en eller anden måde var kronen i min samling, føltes det også altid lidt tomt. Lidt uægte, for ja, det var en autograf, noget som måske, sådan ægte, havde rørt ved hende, og der var derfor en forbindelse, men det var jo ikke mig der havde skaffet den autograf. Jeg havde ikke mødt hende, stået i kø et sted, eller stået og ventet ved en hemmelig sceneindgang. Jeg havde bare sendt en fem-dollar-seddel i posten og fået det der foto retur. Det var den dovne måde at gøre det på, eller rettere, ikke den dovne, men den bange måde, den måde hvor man ikke selv skulle sætte noget på spil eller sætte noget i værk, og det er jo noget af det jeg har fået øje på de sidste år, at jeg er skidegod til at holde mig selv tilbage og finde på undskyldninger for hvorfor jeg ikke skal gøre noget ved tingene.

Jeg bilder mig selv ind at jeg er sådan en der er kompromisløs i tingene, og fx så mener jeg jo at det er vigtigt at fortælle nogen når de har gjort en forskel for en, uanset om de er superstjerner, eller mediumstjerner eller i det hele taget bare nogen der ikke aner hvem du er og nok egentlig også er ligeglade. Jeg bilder mig selv ind at jeg er sådan en der fucking skriver og siger tak alligevel, selvom de er ligeglade, for det det handler om er hvad man sender ud i verden og ikke hvad man får retur, så man har ikke noget at tabe. Og på den måde har jeg startet virkelig mange takke-breve, eller måske ikke reelt startet på mange når det kommer til stykket, men i hvert fald tænkt på at starte på en del, og de bliver bare aldrig hverken helt eller halvt færdige og jo i hvert fald slet ikke sendt.

Undtagen et. Eller to, faktisk, men til den samme, så det tæller kun som et. Jeg skrev til Jean-Jacques Goldman, som har skrevet alt det musik som jeg lever af, eller har levet af, i hvert fald, og det var ikke ligemeget, og det gjorde en stor forskel i mit liv og min proces og det var jeg fandeme nødt til at sige. Jeg ved ikke hvor meget post "franskmændenes foretrukne personlighed" får, det er nok en del, men jeg skrev alligevel, og sendte en perleplade med, fordi jeg er kikset på den måde og det bør jeg virkelig stå ved, og så havde jeg gjort min del, sendt min taknemmelighed ud i verden, sådan helt fysisk, og det måtte være nok, også selvom det ville drukne i et hav af lignende breve.

Det gjorde det bare ikke. Druknede altså. Det flød, som en flaskepost, eller også var der slet ikke noget hav til at starte med, bare en gigantisk stak post som nogen i den anden ende ikke var ligeglad med. Som de - som han - faktisk var så lidt ligeglad med at han tog sig tid til at svare på dem alle sammen. Og ikke bare "tak for dit brev, her er et signeret foto"-tid, men ægte tid. Ægte, håndskreven, personlig tid. På den led har jeg nu to postkort, blank hvid karton med sort "Jean-Jacques GOLDMAN" printet i toppen, tæt beskrevet med en næsten ulæselig fransk sort kuglepen, underskrevet "JJG" og jeg døde en lille smule indeni både da jeg fik det første og det andet.

Jeg ved ikke hvad jeg vil sige med det her. Andet end at der er en grund til Céline Dion autografen ligger på loftet, og kortene fra Jean-Jacques ligger på mit skrivebord. Og at der måske reelt er en sammenhæng mellem hvad man sender ud i verden og hvad man får retur.

Hvori der er pastinakker

Meanwhile...

Det er blevet efterår-næsten-vinter, og jeg kører en masse brænde frem og tilbage. Eller. Jeg kører det jo ikke tilbage, kun frem og ind. Stabler og flytter, først på gulvet under ovnen, så i brænde-buret, til sidst i ovnen, for det er alt for vådt udenfor og fugtigt brænde brænder ad helvede til, hvis overhovedet. Jeg er blevet ninja i brændeovn, ikke uventet, men uventet hvor intuitiv processen er blevet. Det er jo ikke bare ovnen, eller brændet. Det er vinden, fugten, kulden i betonen, pindebrændets beskaffenhed og forskellen på krøllet papir. “Det er fugtigt i dag” siger jeg, selvom det stadig er mørkt og jeg ikke har åbnet en dør endnu. Eller jeg vender Stirling-motor-ventilatoren bagud fordi vinden er i det forkerte hjørne, og det har ikke noget at gøre med vejrudsigten, det er en følelse.

Alting tager længere tid end først antaget. Ikke mindst erkendelse. Det var jo bare et spørgsmål om at flytte på landet og starte selvforsyningen og leve friheden uden gæld. Men jo mere fri vi bliver, jo tydeligere bliver det hvor lidt vi var fri til at starte med, og hvor langt der er endnu. Den der lille løse tråd der har naget det meste af mit liv kan trævle og trævle og trævle når jeg først begynder at hive. Det er ikke bare mig. Det er ikke bare min opvækst eller min familie eller mine tilfældige omstændigheder. Det er ikke bare skolen eller kommunen eller den til enhver tid siddende regering. Det er det hele. Os alle sammen. Den måde vi lever på. Det er helt grundlæggende... forkert. Jeg har ikke andre ord. Vi har glemt hvordan man er menneske, hvordan man overlever, hvordan man udvikler sig. Og vi har skabt en kultur, et system, der ikke levner hverken tid eller mulighed for at genopdage det. Det er svært at skulle genlære sine instinkter. Det er svært at være oppe imod et helt livs blindgyder. Det er svært at få Systemet til at forstå at det er det der gør os syge, det der gør mig syg. Alting tager længere tid end først antaget.

Skilsmisse er svært. Faktisk umuligt. Man kan ikke adskille sig fra et menneske man har været en enhed med i et årti. Det er ligemeget at vi var enige og der ikke var noget ondt blod, for vi blev jo skilt, og det var ikke fordi jeg gik ud og fandt en anden, men fordi at det at jeg fandt en anden, fandt en mere, gjorde det klart at vi skulle hver vores vej. Og det er umuligt. Det er umuligt at skulle samme vej, når man skal hver sin vej, men det er alligevel det vi skal for vi deler stadig en kæmpe del af vores liv. Jeg kæmper med at give slip, for jeg bekymrer mig, og min mavefornemmelse er stærk, men jeg kan ikke påtvinge ham mit svar, ligemeget hvor rigtigt det er, hvis det ikke er der han er. Det er det med erkendelsen igen. Den tager tid, og den er nødt til at komme indefra. Og når han når dertil at han er villig og i stand til at drikke af mit visdomstrug er det ikke sikkert mit svar er det rigtige længere. Ting er flydende på den måde. Det har også taget tid at lære.

Vi har pastinakker i haven. Nogle af dem er på tykkelse med min underarm. Men vi ville nok stadig komme til at sulte henover vinteren hvis vi ikke havde Rema.

Erkendelse tager tid. Det gør selvforsyning også.

Hvori der er gået tre år

Sidste søndag var det tre år siden jeg tilbragte en nat i skoven med Kinney, og vi dermed endegyldigt var på vej ned ad en helt anden vej end vi havde forestillet os.

Det første år tænkte jeg at jeg ville markere dagen og skrive et indlæg, så tænkte jeg at jeg ville skrive på årsdagen for at vi flyttede ind... indsæt selv resten af rækken. Nå. Men nu er der altså gået tre år (og en uge, og en dag, men hvem tæller), og lige i år var 25. august, plus/minus, et rigtigt dårligt tidspunkt til et repræsentativt nedslag i hvordan det går, og så var jeg sådan lidt "så kan det også bare være ligemeget", men fuck nej, egentlig, for måske er netop nu hvor det er et dårligt tidspunkt et godt tidspunkt at gøre status. Der er i hvert fald nogle af de lidt større ting på spil, og den slags er tilsyneladende temmelig kendetegnende for mit liv.

På mange måder er tingene stadig som jeg de var hvor jeg efterlod jer sidst; vi bor de samme steder, deles pænt om barnet, stabler brænde (mest mig), bygger ting (mest Kinney) og går på arbejde (mest Manden). I ville nok også stadig kunne genkende mig på gaden, ud over at brysterne hænger bare lidt mere og der er flere huller mit tøj. Men. Der er jo også en masse der ændrer sig i løbet af tre år, og for mig hænger meget af det sammen med min egen erkendelse af at "drømmen om et liv på landet" i virkeligheden viste sig at være "en kamp for frihed". Ikke frihed fra Manden eller Barnet eller ting i den dur, men friheden til at være menneske generelt og til at være det menneske jeg er secifikt. Når jeg sidder her, i mit hus midt i ingenting, og har afstand, er det helt grotesk at få øje på alle de gange mine grænser, ønsker, holdninger, rettigheder (indsæt selv flere) er blevet affejet, trådt på, overset, bagatelliseret (indsæt selv flere) og det er sindssygt hårdt at skulle gøre op med, og holde op med at være den lille, den der tager fejl, den der er mindst værd.

Heldigvis (haha, I må gerne begynde at fornemme sarkasmen nu) er det rig mulighed for at øve mig i at være den stærke mofo kick-ass bitch her i mit nye liv, hvor jeg (i et endnu ukendt tidsrum) er afhængig af en overførselsindkomst. Jamen, det er indviklet, men jeg er sikker på I kan forestille jer en passende mængde fraværende sgasbehandlere, udtrækkende afgørelser, nedskæringer mv der kan forklare hvorfor det kan tage to år at finde et aktiveringstilbud (jeg er i den spændende kategori "aktivitetsparat" og venter på en vurdering af min arbejdsevne). Jeg glæder mig til at være fri af det crap, hvadenten det bliver Jobcentrets Hellige Gral (fastansættelse), en stor nok lottogevinst, eller at resten af de ting jeg ikke er herre over falder på plads og jeg kan åbne en vejbod i fred og ro.

For at krydre en ellers sjov tid, fyldt med stressende arbejdsprøvning og venten på møder hvor andre mennesker skal afgøre vores liv, så fandt Barnets skole, fra den ene dag til den anden, ud af at det ABSOLUT IKKE kan lade sig gøre at hun ikke er der hver dag - en problemstilling vi var klar over, og gjorde opmærksom på, for halvandet (gentager HALVANDET) år siden, da hun skulle skrives op. Det handler mest om at jeg bor så langt fra skolen, og indimellem også skal være på job. Så vi spurgte pænt og skolen sagde "måske" og "vi ser på det" i en uendelighed og glemte at svare, og indkaldte aldrig til møder, og det var generelt bare superfestligt det hele. Men nu, to uger efter hun faktisk ER startet i første klasse, kom de meget pludseligt i tanke om at det slet ikke kunne lade sig gøre eller var lovligt eller nogen form for praktisk etc etc. Og bevares, det er da ok, hvis det er sådan - men hvis det er så fucking firkantet, hvorfor kunne de så ikke have sagt det da vi spurgte første gang, så vi havde haft et halvt år (inden hun skulle starte), i stedet for fire uger (efter hun har haft et års tilknytning til sin klasse), til at finde ud af noget andet. Det var derfor vi fucking spurgte til at starte med. Hvæsede hun.

Nå. Men korte af det lange er at vi sådan ca nu skal finde på et alternativ til Barnets skolegang. Eller også kunne jeg jo "bare flytte tættere på skolen" eller "ændre samværsaftalen med far" (i løbet af de næste fire uger, tak). Kunne man evt få lov til at fortsætte den ordning vi faktisk havde sidste år, i det mindste indtil vi fik svar på alle de der ting der hænger og flagrer på nogens dagsorden på jobcentret? (spoiler: nej, det kunne man ikke)

Ok, så træffer vi da bare en mega vigtig beslutning om vores datters videre skolegang uden overhovedet at vide hvordan vores liv ser ud om seks måneder.

Jamen jeg sagde jo det var et røvsygt og ikke-repræsentativt tidsunkt at gøre nedslag på.

Hvori jeg møder Kinney, del 5

Jeg sad på stranden og ventede på ham, og jeg nåede at tænke at han måske ikke kom. Som en episk romantisk gestus ville han lade mig sidde så suset og den nervepirrende trommehvirvel inden det store stunt ville sidde i mig for evigt. Så var han der, med sin rygsæk og et lykkeligt smil, og mig i min røde kjole. Han tog mig med til et hemmeligt sted i skoven, en hule, han havde haft som barn. Det var en af de nætter man kun ser i film. Vi lå under stjernerne og delte minder og musik, og snakkede om alle de ting der føles som det vigtigste og smukkeste i verden når man er lykkelig og nyforelsket. Månen lyste over havet og gløden fra hans cigaret var tydelig i mørket. Det var sødt og råt, hjerteskærende smukt og brutalt ærligt. Solen var stået op da han kyssede mig farvel foran min gadedør efter at have fulg mig hjem.

Hvori jeg møder Kinney, del 4

Det var Manden der sagde jeg var nødt til at mødes med ham. Fordi han ikke ville tilbringe resten af sit liv med at være i tvivl om der var en anden jeg hellere ville have. Det var en pointe jeg slet ikke havde overvejet, jeg havde ikke tænkt længere end at hvis Manden smed det endegyldige nej på bordet ville jeg følge det. Men han havde selvfølgelig ret - tvivlen ville have ædt vores ægteskab op. Vi var nødt til at vide hvad vi stod med, begge to, og så var vi nødt til at give slip på frygten og stole på at vi havde formået at følges ad i otte år uden at vælge forkert. Vi vidste ikke hvor det ville ende, men der kom ro i maven da vi så hinanden i øjnene og huskede på at vi kun kunne træffe én beslutning af gangen, og den var rigtig. Jeg var nødt til at møde Kinney.

Hvori jeg møder Kinney, del 3

Ugen der fulgte var lang. Lange nætter og lyse morgener med Kinney i røret, lange dage som en zombie efter alt for lidt søvn. Forelskelse og forvirring der kun tog til, som en chokbølge efter et jordskælv. Det var som om bunden var slået ud af mig, og alting kunne fosse ustoppeligt ud. Følelser og ord jeg altid har haft, men som aldrig helt kom ud blomstrede pludseligt op og voksede langt vildere end jeg kunne nå at tæmme det. Det var på vej, men Kinney var katalysatoren der fik det hele til at eksplodere. Jeg kendte ham ikke, men jeg vidste hvem han var, instinktivt, og al min urkraft kaldte på ham.

Hvori jeg møder Kinney, del 2

Midt i det hele kom Kinney. Tyve beskeder på Tinder om skrivemaskiner og havet og livet og vi havde udvekslet numre og aftalt et møde. Han sendte et billede af en skrivemaskine og en flaske whisky. Tre dage, og ikke mange flere beskeder senere stod jeg med fødderne i Storebælt, på strandtur med mine forældre, og jeg sendte en sms til ham at jeg hellere ville være der med ham. Han svarede med et nyskrevet digt. Den aften skrev jeg og fortalte ham at jeg ikke vidste hvordan, men at jeg vidste jeg skulle elske ham. Han ringede, sent, og læste digte og drak whisky og jeg kunne høre hans lighter hver gang han tændte en smøg. Vi snakkede om musik og bøger, om livet, om rejser, alle dem han havde været på og alle dem jeg ikke havde. Først langt henne i samtalen dukkede Manden og børnene op, for sent til at det var fair. Det var lyst da vi lagde på, og jeg var ramt.

Hvori jeg møder Kinney, del 1

Jeg gik ud fra vi aldrig skulle skilles. Jeg gik ud fra vi aldrig ville have en grund til det. Vi jokede om at den der gik skulle tage Barnet med. Som en sikkerhedsforanstaltning, et nødstilfældeincitament til at blive, hvis der skulle være en enkelt lidt for sur periode. Der var virkelig ikke nogen grund til ikke at blive sammen altid, intet ved ham og intet ved mig der stødte mod hinanden og gjorde ondt. Det har aldrig været en hemmelighed at jeg falder i den kategori som Alanis Morissette meget præcist beskriver som "supposed former infatuation junkie", jeg bliver let betaget, småforelsket, begejstret. Det er en feature. Jeg ledte ikke efter mere. Det var sjov og flirt og et enkelt blowjob når det var vildt og det var det. Det var det, fordi det var indlysende at det var sikkert, det med for evig. Der var plads og rum til mig og mit spas, fordi der ikke var nogen tvivl. Jeg gik ud fra vi aldrig skulle skilles. Jeg gik så meget ud fra at det var Kærligheden at jeg ikke engang tænkte så langt at jeg kunne blive forelsket.

Hvori jeg ikke lover mere end jeg kan holde

I søndags var det præcis et år siden der på Tinder dukkede et billede op af en mand der sidder på lokum ude midt i ingenting, med en smøg i hånden, omgivet af skrivemaskine og whisky, og en profiltekst der sammenlignede livet med nutella, og jeg for første gang ville være blevet oprigtig skuffet hvis der ikke havde været et match.

Der var i dén grad et match, og nu har jeg boet på Langeland i fire måneder og otte dage, og jeg har stadig ikke fået skrevet historien om hvad fanden der skete. Rundstyk. Men først, så var der lige alt det der med at skulle tage hensyn til hinanden, og ikke rigtigt vide hvad fanden der foregik, og så var der flytning og skilsmisse og logistik, og så er der pludselig skæve gulve der skal rettes op, og noget vand der trænger ind, og tagrender der er stoppede, og en have der er tilgroet, og ukrudt i gården, og planter der skal passes, og møbler der skal bygges, og en mase undren over hvorfor nogen nogensinde synes laksefarvet maling var lige det der skulle til i stuen?

Og så går tiden jo, ing?

Men nu skal det nok komme. Det bliver i små bidder, for ellers er det jeg ikke får det gjort (jvf. ovenstående gulv og vægge og tag og grund og HVOR FUCK KOMMER ALLE DE BÆNKEBIDDERE IND?!) Men det kommer. Historien om Kinney, og det der siden skete, og hvor vi er nu (i Jem & Fix, most likely, er fandeme blevet home away from home deroppe)

Vi ses. I morgen. Sandsynligvis. Måske.



PS. Betragt dette som en teasertrailer til en film der måske/måske ikke klarer den igennem postproduction.

Hvori jeg køber en bil

Spot et barn

Jeg synes stadig hun er alt for lille. Men det er løgn når jeg forsøger at bilde mig selv ind at det ville være bedre hvis hun var lidt større og kunne forstå mere, for hun ville aldrig forstå nok. Det vil aldrig blive andet end at vi bryder alt det op hun kender og er tryg ved, hvadenten vi gør det nu eller om fem år eller når hun flytter hjemmefra. Erkendelsen er hård; at det var endt her ligemeget hvad, at vi var i gang med den proces længe før jeg mødte Kinney.

Da vi mistede Ronan traf vi en ret bevidst beslutning om at droppe alle hv-ordene. Hvis, hvorfor, hvornår. Fordi det æder en op. Denne gang har vi ikke snakket så aktivt om det, men der er ingen tvivl om det er noget vi har taget med. Det hjælper ingen at forestille sig en fremtid der ikke blev, og aldrig bliver, uanset. Det mest nærliggende "hvis" er hvad nu hvis vores ikke-engang-en-baby Nugget var blevet et barn og ikke en spontan abort sidste år. Så havde jeg været højgravid i august i stedet for at møde Kinney. Heldigvis (og desværre) var Nugget en uventet bonus-graviditet, som vi ikke nåede at gøre os ret mange forestillinger om, og derfor var den fremtid vi mistede tilsvarende vag.

Den fremtid der til gengæld ikke var vag var den hvor vi skulle fejre kobberbryllup lige om lidt, den fremtid hvor fire et halvt år ikke var ret langt tid, og i hvert fald piece of cake at komme igennem. Den fremtid hvor det var en selvfølge at vi skulle være sammen resten af livet, og også efter det hvis det skulle vise sig der var noget. Og det er eddermame en sorg af format at miste den fremtid, ligemeget hvad vi får i stedet, og ligemeget hvad vi er sluppet for.

Det er nu det sker, der er ingen vej udenom længere. Jeg flytter om en uge. Præcis. Om en uge bor jeg ikke længere i Byen ved Vandet, hvor mig og Manden har brugt seks år på at bygge et hjem og et liv op. Om en uge bor jeg i et gammelt lidt-bedre-end-nedrivningsmodent hus på Langeland sammen med Kinney og skal starte forfra. Jeg glæder mig, vi er alle sammen klar (så klar som vi bliver i hvert fald), tidspunktet og omstændighederne er rigtige og jeg efterlader ikke noget ufærdigt med Manden. Men for fanden altså, hvor er det også angstprovokerende at skulle springe ud i livet på den måde uden at vide hvor det ender.

Så ja. Langeland. Sådan cirka så langt sydpå som vi kan komme. Ikke at det var et krav (nærmere tværtimod), men det var der Huset var, og da vi efter en ret nervepirrende uge fik det til stort set den pris vi havde håbet på, var der ligesom ikke så meget at rafle om. Det bliver en lidt træls transportid med (og for) Gryntegrisen, men det er også det eneste punkt på imod-listen. På alle andre punkter har vi fået lige det vi drømte om. Der er vand, både koldt og varmt, taget er stort set tæt, saniteten virker og huset falder ikke sammen i morgen. Ud over det får vi også en kæmpe grund (se billedet), flere udhuse end vi ved hvad vi skal stille op med og nogle virkeligt grimme faux marmor-fliser på badeværelset. Og et komfur der med en vis sandsynlighed virker. Jamen det er ren bonus hele vejen rundt.

Det er det faktisk.



PS. Bilen? Nåmn, det er en gammel Opel Astra stationcar. Som jeg købte for mindre end hvad selvrisikoen er på en bilforsikring hos visse selskaber.