Skat

Her i huset er der kun en der sådan rigtigt tjener penge (vi andre er bare på overførsels-cafe-penge-indkomst, tidl. kendt som SU) så da det var årsopgørelsestid tænkte jeg at det mest var relevant bare at tjekke hvor meget Manden skulle betale. Nedern 1000kr, som jeg egentlig godt kunne tænke mig at bruge på noget andet (nye underbukser, fx, som min mave kan være i)

Nåmmen, for sjovs skyld, ing, så tjekkede jeg lige min egen opgørelse også en dag hvor jeg alligevel stenede rundt på nettet. Og så var det at SKAT gerne lige ville give mig 4.225,00kr.

Det synes jeg egentlig er helt i orden.

Epic fails

Vi elsker

http://damnyouautocorrect.com/

og

http://www.lamebook.com/

So close

Nåmmen, det er ikke for at være cheesy eller noget, men vi så Enchanted (igen) den anden dag og så i sidste vers af "So close" så begyndte jeg at tude fordi jeg lige tænkte på den lille bitte Ananas som jeg bare allerede elsker så helt ufattelig højt.

Oh, how could I face these faceless days
If I should lose you now?

We're so close to reaching
That famous happy ending
Almost believing
This one's not pretend
Let's go on dreaming
Though we know we are
So close
So close, and still
So far...

Den kan høres ovre på det der YouTube hvis I lige havde glemt hvad det var for en (eller ikke var Disney-suckers)

Odense-blues

Vi valgte at sige nej til den der fostervandsprøve. Jeg ringede og snakkede med en sød og rar læge i Svendborg der sagde at prøven udelukkende var for vores skyld, så vi kunne vide det og beslutte hvad der så skulle ske. Så vi så på hinanden, mig og Manden, og mavefornemmelsen faldt på plads - det vigtigste for os er at give Ananas de bedste chancer og så ser vi ingen grund til at tilføje endnu en risiko hvis det alligevel ikke gør nogen forskel.

I dag (hvor vi havde fået tiden flyttet til inden vi aflyste endeligt) ringede der så en sygeplejerske fra Odense og sagde at hun kunne se vi ikke havde fået en ny tid hos dem til 20 ugers-scanning. Jeg havde ellers lige håbet at vi kunne orme os udenom et graviditetsforløb inde i Odense, men de vil meget gerne følge os hvis der nu er noget og vi skal føde derinde. Og så kunne vi jo efter scanningen se på om vi skulle tale med en børnekirurg, hvis vi ikke allerede havde gjort det? Det har vi jo så ikke, eftersom der ikke er konstateret noget som helst endeligt galt med vores baby og der i øvrigt er en milliard år til den kommer ud. Ok, måske ikke en milliard år, for jeg er 16+5 og får en tid til midtvejsscanning sidst på måneden, men alligevel.

Jeg er virkelig ked af at skulle høre til inde i Odense, for jeg synes slet, slet ikke der er rart derinde. Nede i Svendborg, da jeg ringede sidste torsdag efter scanningen fordi vi virkelig havde brug for at snakke med nogen der vidste noget om noget fik jeg uden pis fat i en rigtig sød jordemoder der havde god tid til at have forståelse for min situation og give mit nummer videre til en læge som så ringede ti minutter senere. Jeg elsker dem nede i Svendborg. Sidst jeg snakkede med lægen (fordi vi havde endnu flere spørgsmål) sagde han endda jeg meget gerne måtte ringe igen når vi havde fundet ud af det, bare fordi han gerne vil høre hvordan det går. Jeg ved godt det er en spasser-ting at gå og blive ked af, for det er jo det bedste for lille Ananas at vi er et sted hvor de har ekspertisen og børnelægerne til at behandle den lille skid hvis den har brug for det når den bliver født. Det er bare så koldt og hospitalsagtigt og stresset derinde - vi vil jo helst bare gå herhjemme og hygge os og lade tingene gå deres gang.

Den der scanning

Lyn-indlæg. Har ligget syg med noget maveinfluenza og synes stadig liggende position er at foretrække.

De fandt ikke noget på Ananas der var "helt forkert" men de synes så heller ikke det hele så "helt rigtigt" ud så sandsynligheden for at vores lille baby har en kromosomfejl er ikke blevet mindre.

Vi fik en tid til fostervandsprøve i morgen tidlig, men vi er stadig ikke sikre. Og slet ikke lige ovenpå sådan en omgang sygdom. Ville gerne have både Mand, Kone og Ananas i topform inden der er nogen der skal lave alvorlige tests.

Og jeg hader stadig Odense sygehus. Hader.

Weee... flere babyer!

Nåmmen, jeg har jo sådan gået og lagt lidt mærke til at jeg ikke er den eneste blogger som har en baby i maven. På min (korte) blogrål er der i hvert fald tre andre med termin indenfor +/- en måned af mig (tror jeg?)

Gravid-grahvad?

Her i huset

Øglemor

Jeg ved ikke om det bare skyldes jeg har fået baby-goggles, men jeg synes altså det er ret sjovt

PS. Så var det i øvrigt klokken 10.30 i morgen Den Store Ananas-test skulle stå.

The wonderful world of internet advertising

"Tusindvis af lokale singler at browse! Tilmeld dig gratis!"

Hvordan browser man egentlig en lokal single?

Jeg, en søndagsblogger

Det er altså rent tilfældigt at jeg kun blogger om søndagen. Jeg er gået igang med et indlæg flere gange, men det kom bare ikke rigtigt videre.

Men altså, min baby er måske syg og det har jeg det i virkeligheden ikke ret godt med. Og så går vi bare her og venter og venter og venter på at få en tid til en "tidlig gennemscanning" inde i det der Odense og det har vi så gjort siden forrige fredag. Hvor der var en overlæge som sad og talte om risiko for "hjertefejl" og "alvorlige misdannelser" og "misdannelser der ikke er forenelige med livet" og det var noget forpulet vrøvl, for den lever jo derinde i min mave. Det gjorde den i hvert fald sidst vi hørte til den. Og han skal ikke sidde der og tale om "abortgrænsen er 22 uger" for jeg skal ikke abortere noget som helst. Og det er det jeg er allermest bange for, at de til den der scanning siger den fejler noget som den ikke kan leve med udenfor maven og at det er nødvendigt at "afbryde graviditeten" For det kan jeg ikke. Det kan jeg simpelthen ikke. For jeg vil altid tænke at der måske var en ud af en million chance for at de havde set forkert eller at de tog fejl, og så ville man jo bare have slået den ihjel. Og man - JEG - kan ikke bare sige ja til at slå den lille baby-ananas ihjel så længe dens lillebitte hjerte slår.

Vi er så langt nu at hvis vi mister den så bliver vi nødt til at se den og give den et navn og af en eller anden grund så er det bare så vigtigt at hvis vi skal sige farvel så må det ikke være før vi har mærket den inde i maven, og den kan mærke at vi puffer tilbage og kan høre hvad vi siger. Fordi det er så vigtigt at den ved at vi er her og at vi elsker den og at der ikke er noget vi glæder os mere til end at møde den.

Jeg ved godt det er spild af kræfter at gå og bekymre sig om den slags før man overhovedet ved om der er nogen grund til bekymring. For der er jo stadig en ret stor chance for den ikke fejler noget som helst, og at hvis den gør så er det noget der er til at leve med. Jeg bliver bare så frygteligt bange nogle gange - for den er jo inde i min mave og så er det meningen jeg skal passe på den.