Men jeg sætter mig ned, og i samme nu glemmer jeg, hvad det var jeg ville skrive.
Det sker. Igen. Igen. Igen.
På papir, på telefon, på skærm.
Jeg forstår det ikke, når nu det var i mit hoved lige før? Hvor fanden bliver det af?
Det var noget med sommerferie. Som er slut nu.
Og det var noget med min fysioterapeut, hvis veltrænede unghed får mig til at ligne en gammel fed kone.
Min psykiater. Som mener hypno-terapi er vejen frem, men jeg får lyst til at grine når han læser op fra sit papir. Og jeg ville gøre det, hvis ikke det var fordi min bevidsthed sov imens, og var ligeglad med ting uden for mig selv.
Det var Gryntegrisen. Som skriger og skriger og skriger. Og SKRIGER. Lidt mere. Al.ting.er.fucking.forkert.hele.tiden. Det bliver jeg faktisk lidt træt af. Det må godt holde op. Snart.
Jeg læste et digt højt. Foran nogen. Mange. Som var stille imens og behørigt begejstrede bagefter. Ralph så mig oprigtigt i øjnene og sagde det havde ramt ham i hjertet. Det var fint. Men hvordan tager man imod en kompliment?
Men den der sommerferie, ing? Den skal der altså skrives noget om. Engang.
Lige nu er det budgetforhandlingstid. Som i år er med nogle andre end sidste år. Jeg er fortrøstningsfuld. To mænd - i deres bedste alder, I ved - er blevet skiftet ud med en kvinde. Og så en mand på min egen alder. Som er sød og pæn, men ikke på den intimiderende måde. Mere på den gængse småbørnsfar-måde, som giver håb om, at man måske havde noget til fælles.
Om lidt dumper der en bunke papir mere ned på mit bord. Som jeg måske lige kunne nå at læse til i morgen tidligt. Selvklart.