Hvori Gryntegrisen skal i børnehave lige om lidt

I morgen er det Gryntegrisens allersidste dag i vuggestuen.

Så er det helt og aldeles og fuldstændig færdigt og slut.

Det er en smule underligt, og lidt vemodigt, selvom vi ikke ligefrem har været begejstrede for vuggestuen. Hvilket jo så også er grunden til vi flytter hende til en ny institution i stedet for bare at lade hende fortsætte op i børnehavegruppen.

Dengang Grynte startede kunne vi vælge mellem dagpleje og privat vuggestue. Ingen af delene var ønskescenarier, og den gode mavefornemmelse indfandt sig aldrig. Bortset fra et par enkelte, korte perioder er det vores indtryk at Barnet har været glad for vuggestuen.

Det er bare os forældre der har været en anelse trætte af... ja, en hel del faktisk.

Jeg er slet, slet ikke enig i den pædagogiske linje - der bl.a. har indeholdt kønsopdeling af 1-årige, fjernsyn i spisesituationer og mange dage de ikke kommer (ret meget) ud. Faste pædagoger er forsvundet uden en lyd, inkl. Gryntes kontaktperson, og der har været evig personalerotation. Og så har vi et helt klart indtryk af at lederen slet, slet ikke har et realistisk syn på hverken institutionen eller egne lederegenskaber.

I sommerferien ringede jeg til pladsanviseren og spurgte om vi kunne skifte til en kommunal institution. Hun foreslog at vi bare kunne starte i børnehave et par måneder tidligere, så hun kun fik et enkelt skift, og selvfølgelig kunne det blive til en plads i førsteprioriteten. Som er førsteprioritet fordi det er Niecens børnehave og dét er noget Gryntegrisen forstår.

Da vi i sidste uge tog på besøg i Børnehaven stod Barnets kontaktpædagog, Gloria, klar ved lågen med et begejstret "Heeeej Grynte!!" og vi fik den helt store rundvisning, inkl. garderoben hvor både rum og velkomstbrev var klar. Indendørsarealerne er mildest talt ikke noget at råbe hurra for, men som Gloria sagde, så har de "overhovedet ikke brugt det siden maj!"

For de har nemlig den fedeste legeplads ever. Ever!

Der er trampoliner og bålplads(er) og vildnis og en skov og hytter og skure som man kan sidde og spise madpakke i når det regner. Overdækket terrasse med puder og bøger og tegneredskaber. Sandkasser, gynger, klatretræer, løbecykler og rester af en død måge de fandt nede på stranden.

En hylde med forældrekaffe, så det indbyder til man lige bliver hængende fem minutter ekstra i hente/bringe-situationen. Og en mms med et glad barn, hvis afleveringen var hård.

Mavefornemmelsen er 100% i orden. Det er en god institution, der er et rigtigt godt match for både Gryntegrisen og os. Og vi glæder os!

Og så alligevel er det lidt trist. For vi kommer til at savne Søde Nye Pædagog (som jo ikke er ny længere) og alt det, der er kendt og trygt for vores lille bitte barn. Som var så stor lige for lidt siden, men pludselig virker så lille og sårbar igen. Hun glæder sig, men hun er også både ked af det og usikker, og det river i mit hjerte at hun skal have følelser der er så store at hun ikke kan sætte ord på dem.

I virkeligheden slår mine ord heller ikke rigtigt til.

I stedet har jeg sat dej over til kanelboller, så vi kan sige farvel med manér i morgen.

Og så på mandag, så har jeg pludselig et børnehavebarn.

Et lillebitte kæmpestort børnehavebarn.





PS. Hvad har vi glemt at anskaffe som er essentielt for sådan nogle børnehavestørrelser? Hvad er faldgruberne? Hvordan undgår jeg at lyde som en idiot til forældremøder?