fredag den 20. december 2013
Hvori jeg aflyser julen
Nå. Men så var det hendes fødselsdag. Den var ok, taget i betragtning at vi jo på grund af det der skide sygdomsfis ikke havde nået noget som helst. Gode gaver, glad barn. Blisterne var også næsten væk så hun gad godt sutte smørret af nogle boller og indtage noget bananmos. Manden havde fået fri, men det blev en virkelig mærkelig uge, fordi han arbejde, havde fri, arbejde, havde fri men skulle arbejde alligevel. Alle blev fucked up i hovedet af det. Da de ringede onsdagen efter hendes fødselsdag og sagde jeg skulle hente hende i vuggestuen til middag begyndte jeg at hyle (altså, ikke imens jeg snakkede med dem, vel, men på vej derud) Det var i øvrigt den ene dag hvor Manden var på arbejde i dagtimerne, så der var ingen afløsning. Da hun så skreg i halvanden time og nægtede at sove var jeg millimeter fra at pakke en taske så jeg kunne skride i samme øjeblik Manden kom hjem. Nej, ikke for sjov. Jeg var fuldstændig klar til at skride. Men Manden kom hjem og tog hende og hentede burgere til aftensmad, så jeg blev.
Da Manden så fik friuge igen blev vi jo så nødt til at starte forfra med Nul Natamning. Som i helt forfra og et ekstra skridt tilbage. For i mellemtiden ramte Gryntegrisen åbenbart en virkelig rådden omgang morsyge. Jeg har fået en (!) nat med sammenhængende søvn. Jeg er træt nu. Træt og færdig. Men bare ærgerligt det så er den 20. december og hele julen mangler at blive lavet (jvf. den sidste måned i Manglende Søvn Men Til Gengæld Med Pylret Barn Land) Der er intet andet tilbage i mig en sur. Sur over at alting mangler. Sur over at Manden ikke sørgede for vi fik noget lavet mens han havde fri. Sur over jeg står selv med barn weekenden over+mandag fordi han arbejder. Sur over jeg står selv med barn OG alle juleforberedelser. Sur over jeg er træt. Sur over her roder. Sur over at det lige om lidt bliver praktisk umuligt at nå alt det der skal nås inden juleaften (jamen, hvornår fanden er det fressembel jeg skal tage i IKEA og købe min brors gave?!) Sur, sur, sur. Med sur på.
I onsdags, lige inden Manden skulle afsted på arbejde kom jeg til at tude af træthed og så var det jeg sagde noget meget frygteligt, men meget ærligt. At jeg faktisk ikke rigtigt har lyst til at holde jul. Og så i dag, hvor jeg bare stadig er træt - ikke bare sove-træt, men træt langt, langt ind i sjælen - og jeg gik ud i køkkenet og så rodet og hvor meget arbejde der var før jeg overhovedet kunne begynde at tænke på at bage småkager, der tænkte jeg det samme. At jeg bare slet ikke orker. Det er ikke engang noget med at skulle grave dybt, for at finde den sidste lille rest overskud. Det er vist noget med at den slet ikke er der.
Så nu... nu går jeg vist ind og vækker Manden, selvom det er midt på dagen og han kun har sovet tre timer. For det går bare ikke. Jeg har simpelthen ikke mere at trylle med.
lørdag den 14. december 2013
Mens vi venter (på at få lov til at være i fred)
................
Hvornår der kommer flere rigtige indlæg? Det ved jeg sguda ikke. Engang når strømmen af rød numse, hormoncreme, blister, natskrigeri, eftermiddagsskrigeri og generel mor-afhængighed stopper, går jeg ud fra. Så om en 17 års tid, vil jeg tro.
onsdag den 4. december 2013
And the winner is...
Nå. Men vinderen blev, ved simpel lodtrækning, Newborn Housewife! Så tillykke til dig! Send mig en mail (mandenogkonen@gmail.com) så sender jeg en retur med din gavekode. Den er gyldig til den 31/12 - julegave, måske?
tirsdag den 3. december 2013
Hvori I godt må slå mig i hovedet med et cricketbat
Jeg ved det. Det er over en måned siden jeg sagde jeg ville trække lod. Og jeg havde det hele planlagt, ama'r. Og det var godt. Men så kom der et valg som tog langt flere kræfter end jeg havde regnet med og bedst som jeg troede at NU var det endelig slut blev borgmesteren ligesom kuppet og så blev det for alvor crazy. Og så fik Barnet Der Aldrig Er Syg 39,5 i feber.
Og nu. Nu er jeg træt. Som et alderdomshjem.
Jeg trækker lod i morgen. Lover.
mandag den 18. november 2013
Hvori det skal til at være slut med natamning
Men. Først gik det baglæns, så. gik.. det... i.... stå. Hun begyndte at vågne ikke bare en, men to (!) gange om natten, og bedst som vi var ved at forsøge at rette op på det, var det jo tid til vuggestuestart. Og det var ligesom voldsomt nok for hende, uden vi behøvede at kæmpe 1½-2 timer hver nat om noget amning. Især når hun tydeligvis havde brug for lidt ekstra tryghed.
Men NU skal det kraftstejleme være slut. Det er ikke så meget det at hun vågner to gange og vil have mælk. Det er mere det at hun ofte har svært ved at falde i søvn igen bagefter, og at hun cirka ligeså ofte vågner så meget op at hun tisser (helst ud over det hele) og derfor også skal skiftes. Klokken midt om natten. Min tålmodighed er opbrugt, og jeg har opdaget at jeg er et meget dårligt og grimt menneske mellem 23 og 02. Jeg er et forbløffende overskudsagtigt og venligt menneske klokken 03.30, men klokken 01.15 har jeg ingen tålmodighed. Og jeg vil gerne have min nattesøvn tilbage nu.
Indtil nu har vi mest taget det amning som det kom, og så er det gået af sig selv. Undtagen da vi afskaffede formiddagsamningen. Altså, det gik stille og roligt, men det var en aktiv beslutning, fordi hun skulle til at starte i vuggestue og det virkede helt ærligt noget nemmere at vænne hende af med det på forhånd, stille og roligt, end at der pludselig var kold tyrker.
Min mor siger det er u.mu.ligt at stoppe med natamning, så længe jeg ammer om dagen. Men vi trives jo begge to fint med de andre amninger (putte-, godmorgen- og eftermiddagsamning) så dem ville jeg egentlig gerne fortsætte med indtil det stopper af sig selv. Lige nu er der kold tyrker på natamningsfronten, med det resultat at hun er vågen 1½ time midt om natten, med meget varierende grad af skrigeri. Hun bliver tilbudt vand og et kram hvis hun er ked, og vi tænder ikke lys og snakker kun med soooooooove-stemmerne. I nat (min tjans) var hun nem nok at genputte når hun rejste sig op, og hun lå ligeså stille i sin egen seng. Hun sov bare ikke, og rejste sig og kaldte med jævne mellemrum. Hun blev ked af det (og skuffet) da jeg prøvede at tage hende over i den store seng (så jeg ikke behøvede at sidde/ligge i akavet stilling ind over tremmerne), men faldt hurtigt til ro da jeg lagde hende tilbage i egen seng.
Så nu spørger jeg jer, der har langtidsammet: Hvad er jeres erfaringer? Skal jeg indstille mig på afbrudt nattesøvn indtil fuldstændig ammestop? For hvis valget står mellem nattesøvn og amning ved jeg helt ærligt ikke hvad jeg ville vælge - det føles slet ikke som om jeg er færdig med at amme, men på den anden side føles det ret meget som om jeg gerne vil have sammenhængende søvn.
onsdag den 13. november 2013
Den virkelige mig
En del af projekt #mitnyeliv er, som I måske husker, at få ryddet op i mit lort. Fysisk og ikke mindst psykisk. Det er en anelse diffust og det er svært at finde ud af hvordan jeg skal gribe det an. Hvor meget, hvor lidt, hvor langt. Hvem, hvad, hvornår. Hvorfor.
Jeg er så småt begyndt. Med at se ting i øjnene, i stedet for at skubbe dem væk med det samme de dukker op. Det er ikke en revolution eller noget. Det er bare små bitte skridt.
Min nuværende psykiater (kan man overhovedet sige det når det er over et år siden jeg har været der?) skrev engang i et stykke papir til SU styrelsen at jeg har en tvangspræget personlighedsstruktur. Jeg går ud fra det er fordi det er (en del af) hans diagnose. Og jeg har vist også nævnt det før. Jeg har aldrig været i tvivl om at der er rigtigt, men først i går satte jeg mig ned og læste op på det.
Det er hårdt. Ikke fordi det er forkert eller overraskende, hvad der står. Men fordi det ikke alt sammen er pænt, og når det står sort på hvidt er konfrontationen ikke til at undgå.
Fra nu af, når jeg skal fortælle om mig selv, kan jeg bare henvise til den liste med personlighedstræk. Som alle sammen er mine i større eller mindre grad (langt de fleste i større grad) Se listen her hvis du har lyst.
tirsdag den 12. november 2013
Noget om valg
Det gik op for mig hvor forskelligt sådan et valg ser ud indefra hhv udefra, da jeg læste indlæg ovre hos Øglemor og Cirkus Melbollis. Det handler godt nok om at forklare sådan et valg for 4årige, så jeg aner jo faktisk ikke hvordan de selv betragter valget. Men jeg ville nok forklare valget en del anderledes - for det er langt fra alle der hænger i lygtepælene der vil være borgmester. Og borgmesteren er overhovedet heller ikke ham der bestemmer (men selvfølgelig har han/hun en vis betydning).
Med udgangspunkt her i Kommunen Ved Vandet (som nok ligner ret mange andre kommuner af samme størrelse) giver jeg jer:
Den Overhovedet Ikke Illustrerede Guide til Hvem Dem Der Hænger I Lygtepælene Er
Her i Kommunen Ved Vandet er den nuværende borgmester socialdemokrat, og det vil han gerne blive ved med at være (både borgmester og socialdemokrat) Ham Fra Venstre vil også gerne være borgmester og har derfor skrevet "borgmesterkandidat" på alle sine plakater. Det er der også en af dem fra Dansk Folkeparti der har, men det er vist ikke rigtigt sandsynligt, eftersom de pt kun har et mandat i byrådet. Der er ikke andre end de tre der gerne vil være borgmester - eller, det vil de måske gerne, sådan personligt, men i forhold til valget er det Ham Fra Socialdemokraterne og Ham Fra Venstre der går efter posten.
Med mindre nogen får et usandsynligt godt valg er der ikke andre her på vores halvdel af det politiske spektrum der kan blive borgmester. Vi er alle sammen i et valgforbund, hvor vi har skrevet under på at vi peger på en borgmester fra det største parti i valgforbundet. Jeg ved ikke hvordan de har organiseret sig ovre på den anden fløj, men det er ligeså usandsynligt der skulle dukke en uventet kandidat op der på valgnatten.
Alle de andre ansigter i lygtepælene vil gerne i byrådet (som er nøjagtig det samme som kommunalbestyrelse, det er bare forskelligt hvilket ord man bruger), som er dem der bestemmer. Her i kommunen er der 25 pladser i byrådet, og det er de 25 der træffer beslutninger om økonomi, skoler, veje, idrætsanlæg, middelaldermarked etc. etc. Det er de 25 der skal samarbejde i fire år om at få kommunen til at fungere.
Og nu sidder I der og tænker "Ahmmen, herregud, det kan da vel være ligemeget når det bare er en 4årig man forklarer det til" Men nej. Ikke herhjemme i hvert fald. For jeg synes det er så fandens vigtigt, og helt grundlæggende for den måde systemet er skruet sammen på her i Danmark, at der er mange forskellige partier, med mange forskellige holdninger, som skal arbejde sammen. Det er ikke bare én mand (m/k) der sidder og enevældigt bestemmer det hele - det er faktisk noget vi gør i fællesskab, gennem 25 mennesker, som gerne skulle repræsentere og afspejle kommunens sammensætning.
Så gå ned og stem. På tirsdag. Eller nu, nede på biblioteket. Stem, for fanden. For det er ikke en skid ligegyldigt. Det er faktisk det valg der afgør om der bliver lukket skoler, om skatten skal ændres, om der skal være byfest, om der skal ansættes flere hjemmehjælpere, om hullet i din vej bliver repareret (indsæt selv flere)
Så stem. Vælg.
mandag den 4. november 2013
The John Games I
Ved (fuldstændig fair) afstemning blev det afgjort hvem af de 16 håbefulde deltagere der ville få en plads i Big John-huset.
De heldige var Fairy John, Nabo John, Pizza Pia, Børnehjems John, Æbleskive Pia, Villa John, Skovl John og Pølse Pia, der nu alle er ved at gøre sig klar til første nat i huset.
Det betyder desværre også at vi har måttet sige farvel til Politi John (Katrine), Bager John (Birgitte B), Brandmands John (Frk Struds), Præste Pia (Fru Forstad), Barbossa John (Sidse), Bonde John (Kicki), Chauffør John (Alice M) og Pirat John (Gravid Grahvad)
Følg med på instagram @mandenogkonen og #thejohngames
lørdag den 2. november 2013
Lodtrækning i giveaway
Jeg havde jo egentlig lovet at jeg ville trække lod i går. Men så skulle Manden opereres, og det tog hele dagen selvom det var en halv times indgreb (åh, det danske sygehusvæsen) så vi gik omkuld med pulled pork burger og lade da vi kom hjem.
Men nu... NU... trækker jeg heller ikke lod. For vi har besluttet at trække pinen ud med Verdens Længste Lodtrækning, aka The John Games.
Der vil være et dagligt sammendrag her på bloggen, men hvis I vil følge med LIVE så foregår det ovre på instagram (@mandenogkonen #thejohngames)
Jeg ved ikke hvor længe det kommer til at tage. Indtil de alle sammen er dø...øh...elimineret.
Og forresten, så har dommeren besluttet at Gravid Grahvad gerne må være med, selvom tilmeldingen kom lidt sent (for så var der 16 deltagere og 16 er sådan et dejligt tal når man laver turnering)
LET THE GAMES BEGIN! (and may the odds be ever in your favor)
torsdag den 31. oktober 2013
Sidste chance!
Husk det nu - der er giveaway! Jeg trækker lod i morgen, så fristen udløber ved midnat. Altså lige om lidt.
Det er sent og jeg orker ikke at bøvlet med at indsætte link fra mobil så I må selv lige scrolle ned og finde det hvis I ikke allerede deltager. Ja, I må arbejde lidt for det.
Nu vil jeg i seng, ovenpå en dag med sløj baby og udsigten til Mand der skal opereres i morgen. Uuuuh, cliffhanger...
Ja, det var et skodindlæg. Jeg er træt, ok? Smut nu bare over og deltag i den giveaway.
lørdag den 26. oktober 2013
Just sayin'...
Temalørdag på dr2 om hvor frygteligt det åbenbart er at have børn. Med den åh-så-modige Knud Romer, som godt tør sige forældreskabet er hårdt. Og Christina Sederqvist der synes små børn er til at tage op og skide i.
Nå. Men så siger jeg til gengæld det slet ikke er så slemt. Og at jeg tror det er ens egen skyld, og ikke har noget med børnene at gøre, hvis man føler livet bliver ringere af at få børn.
There, I said it. Børn er krævende. Get over it eller lad være med at få dem.
tirsdag den 22. oktober 2013
Goddag mand - tak for mad
Men... det viser sig at vi har et, skal vi sige temperamentsfuldt barn. Som gerne vil selv (og helt klart mener at hun kan selv) og som bliver hidsig hvis hun ikke får lov. Så vi nåede et punkt hvor det stod klart at vi blev nødt til at kunne kommunikere lidt mere effektivt med hinanden, så der i det mindste ikke opstår (ligeså mange) konflikter på grund af misforståelser. Jeg har hverken investeret i dvd eller app med babytegn (nærigmor.dk), så vi bruger en blanding af "de rigtige" tegn og hvad vi finder nemmest og har brug for. Mere, drikke, spise, hjælpe, færdig, tak for mad, musik, nej, pas på. Den slags.
Gryntegrisen fangede relativt hurtigt "tak for mad" (måske fordi vi tog udgangspunkt i den bevægelse hun gør af sig selv når hun er mæt?), men siger endnu ikke andet. Hun svarer til gengæld "tak for mad" til alt. "Mere?" - "Tak for mad", "Sulten?" - "Tak for mad", "Færdig?" - "Tak for mad". Men hun gør det kun når vi bruger tegn, så i det mindste har hun da forstået at vi snakker sammen. Og i går gik det så op for os at hun måske bruger "tak for mad"-tegnet som tegn for "ja tak" eller "jeg har forstået". Jeg er ret spændt på om hun selv begynder at bruge flere tegn. Mere, spise og drikke ville nok være de mest praktisk, men jazz absolut det sjoveste.
Nå, men apropos stort barn som kan alt muligt, så er hun jo startet i vuggestue for et par uger siden. Ja, jeg har så ikke lige blogget om det, for det var slet ikke traumatisk for nogen og gik sådan mest af sig selv. Jojo, hun er træt og har sovet lidt skidt om natten, men der har intet været nede i vuggestuen. Og jeg har slet ikke haft gigantiske anfald af "min lille baby"-hysteri. For hun er ikke nogen lille baby mere, og jeg synes egentlig ikke at hun "pludselig er så stor" eller "stadig er alt for lille". Jeg synes mest hun er lige tilpas til at starte i vuggestue. Jeg havde jo ellers været meget i tvivl om ti måneder var for tidligt, især når vi nu ikke havde strengt behov for pasning, men efter vores tur til Hjørring var jeg bare slet ikke i tvivl. Det var tydeligt at Grynten fik så meget ud af at være sammen med de store piger, især Roxie, som hun lærte nogle tricks af (bl.a. et helt fantastisk gennemtrængende hvin). Og det var tydeligt at det var ved at være kedeligt herhjemme (for barnet) og anstrengende i længden (for moren og faren).
Manden har stået for indkøring, men han har heller ikke været specielt mærket af det. Jeg tror det der har ramt ham hårdest er at hun mest har været sådan "Jaja, det er fint far, skrid nu, jeg kigger lige på fiskene". Dermed ikke sagt at hun gerne ville bo nede i vuggestuen - hun er pænt glad for at se os når vi kommer og begynder at vinke farvel til de andre med det samme. Og så sidder hun og troner i klapvognen hele vejen hjem og ævler løs og vinker til gamle damer på cykel og siger "buh" når vi ser en hund (eller en ko eller en bil). Jamen hun er fandeme en fest, hende Gryntegrisen.
mandag den 21. oktober 2013
Mål
Tabe 25kg på et år
Virkede fuldstændig urealistisk da Manden slyngede tallet ud i luften, men det er jo faktisk ikke mere end et halvt kilo i ugen. Deadline er 1. august og vi nærmer os allerede -10kg begge to. Hovedpræmien er penge til nyt tøj (1000kr pr 5 tabte kilo), men der er også præmier undervejs. Næste er at vi må samle tusindårsfalken når vi har smidt de magiske 10kg.
Spise sundere
Første skridt til vægttab. Der er præmie i form af klistermærker når man husker at spise sine grøntsager og undgår guf. Vi er slet ikke low carb typer, men vi undgår tilsat sukker og hvidt brød.
Komme i bedre form
Jeg var træt af at være et dårligt eksempel for Gryntegrisen. Og jeg var træt af altid at være helt smadret bare af at gå op af trapperne. Og af at være fed og dum og lasket. Klistermærker for at gå en tur og altid tage trappen, og
Komme i fuldstændig latterligt god form
Nåmmen, jeg har jo meldt mig til det der halvmarathon. Kostede 400-og-nogen kroner, så jeg er ligesom nødt til at gennemføre. Såæh, om et lille år kan jeg løbe 21km på under tre timer. Jo. Jo, jeg kan. Blev der sagt. Jeg kan i hvert fald allerede klare den første tidsgrænse (9km på halvanden time), så bare det holder bliver jeg i det mindste ikke samlet op af taberbussen halvvejs.
Gøre hjem til noget jeg vil være bekendt
Vi har afsat 100 dage (plus ti fjumredage) til at få ryddet op og smidt ud og sat på plads. Deadline er 31. januar. Så 1. februar er der virtuel tour på bloggen - for så er her nødt til at være så pænt at jeg vil stå ved det.
Holde hjem i en stand jeg vil være bekendt
I 100-dage-planen indgår også daglig oprydning og rengøring. Så vi kan fucking lære det. Forhåbentlig.
Finde noget arbejde
Har ikke rigtigt nogen klar plan på området, men det er i hvert fald helt sikkert at jeg ikke skal fortsætte med at være studerende. 45 timers arbejdsuge er ikke foreneligt med det liv jeg gerne vil have for mig selv og min familie - hverken nu eller om
Blive rig på at blogge
Bwahahaha, ok, det skete nok aldrig. Men jeg ville gerne både gøre noget mere ud af den her blog og starte en Lego-blog. Villa John og de andre er flyttet ind i vores nye gigant-skab og er klar til nye eventyr. Det er bare mig der er langsom og ikke får det dokumenteret.
Få ryddet op i mit mentale lort
Måske også et ret diffust punkt. Men vigtigt. Ved endnu ikke helt hvordan jeg skal gribe det an, men der bliver kraftedeme nødt til at blive løst op for nogle ting, og vendt om på nogle andre. For jeg har ikke lyst til at bruge resten af mit liv på at være bange for samtlige situationer hvor der indgår andre mennesker. Fandeme.
tirsdag den 15. oktober 2013
Fødselsdagsstatus - nu med spons!
Nå, men som en ringe trøst har jeg en give-away i ærmet (indsæt selv passende mængde fanfarer og trommehvirvler).
For
Det er meeeeeeeeget lang tid siden de skrev, men vi skulle lige bruge god tid på at overveje motiverne på vendespillet (læs: vi sad i absolut sidste øjeblik og panik-valgte) og så øh... øh... så fik jeg bare ikke skrevet om det, ok? Men det gør jeg nu!
UPDATE: Linket til bestilling er nu det korrekte link - så nu kan I bestille et vendespil (altså, hvis I ikke vinder det der er på højkant)
Bestilling: Helvedes forgård. Sorry, rare folk, der giver mig vendespil, men det var altså en direkte dårlig brugeroplevelse. Man kan sagtens uploade de 25 billeder man skal bruge på én gang - men man kan ikke tilføje dem til vendespillet samlet. Man skal sidde og drag'n'drop alle 25 fra et mikroskopisk vindue i den ene side. Grrrr. Hårde ord, måske, men jeg er lidt anal med dårligt webdesign (få.det.nu.fikset) På den lyse side kunne man tilrette hvert enkelt kort efterfølgende og DET virkede som det skulle.
Jeg var faktisk lige inde for at designe et vendespil mere, bare for at være SIKKER på jeg var fair, og at min dårlige oplevelse ikke bare skyldtes at jeg var stresset/det var sent/stjernerne stod forkert. Men linket til "design vendespil" sender mig til en "design sparebøsse"-side. Suk, altså. (se update)
Levering: Virkelig hurtig. Jeg ved ikke præcis hvor mange dage, fordi vi var på ferie, men det har været omkring en uge.
Kvalitet: Billedkvaliteten er ikke ligefrem HD, men billederne er heller ikke blevet gnidrede, selvom de er små, så det er ganske ok. Kortene er af virkelig god og kraftigt pap og trykket smitter ikke af (som det fx gør på det træ-vendespil Gryntegrisen fik i gave, men det er en anden historie), så jeg har ingen kvaler ved at lade Grynten
Brugsværdi: Topdollar. Det er Gryntegrisens yndlingslegetøj. Hun elsker at tage kortene op af kassen (som vi dog har erstattet med en lidt mere holdbar en end den der fulgte med) og putte dem ned i igen og sprede dem ud over hele gulvet. Hun rækker os kortene og så fortæller vi hvad der er på, og selvom hun måske ikke er helt med på det endnu, så er det bare så skønt at vi kan snakke om hvem der kommer/hvem der har været her (kortene har personer og ting hun kender på) Hun har nået den alder hvor hun elsker at kigge i bøger og på billeder, og så er sådan nogle pap-billeder altså sendt fra himlen, for almindelige papirbilleder kan ikke helt tåle at blive... ahem... kigget på af hende. Jeg forestiller mig at de også er sjove om et år (eller flere år) og at det vil være en fest når hun bliver så stor at hun selv kan være med til at designe.
Pengene værd: Svært at vurdere når jeg har fået det foræret. Men det koster
Hvis I skulle have lyst til at bestille et sæt kan det i teorien gøres HER (i praksis kan du dog pt. kun læse om vendespillet, men til gengæld designe en sparebøsse - se update)
MEN du kan også smide en kommentar herunder og være med i lodtrækningen om et sæt! WOW! (med mindre altså jeg er så sent ude at man slet ikke kan få vendespillet mere - i så fald kan du måske vinde en sparebøsse?) Jeg trækker lod om... et par uger... 1. november? Ja, 1. november. Så er sidste chance for at deltage Halloween ved midnat. Uuuuuuh!
tirsdag den 8. oktober 2013
Ønskeseddel
Jeg har snart fødselsdag. Meget snart, faktisk. Men jeg har slet ikke lyst til at holde noget. Overhovedet. Men Manden vil så gerne hygge og forkæle mig og hente rundstykker og lave lasagne.
Og han vil også rigtig gerne give mig en rigtig god gave. Han snakker om miniferie, måske bare til mig. Eller måske parweekend på hindsgavl i december?
Men jeg har ikke lyst til ferie. Jeg har faktisk lyst til at Manden og Gryntegrisen tager på ferie. Jeg har lyst til de siger hej hej og skrider et eller andet sted hen mens jeg får lov til at være i fred og se film og læse bøger og spise kage og burger og slik og gå i seng når jeg er træt og fucking sove til jeg ikke er træt længere.
Det kommer nok bare ikke til at ske så længe der skal ammes klokken 15, 19, 03 og 6.30. Og det kommer nok bare slet ikke til at ske her midt i vuggestuestart.
Jeg er bare så træt. Flad. Helt flad.
mandag den 30. september 2013
Dilemma
Skal, skal ikke? Det kunne være ret fedt. Men måske det er for urealistisk. Det er i hvert fald ikke umuligt. Det ville kræve meget. Der er tilmelding nu. Et helt år er lang tid. Men det er kun et år. Hvad nu hvis det ikke går? Det kunne virkelig være fedt at gøre det. 400kr er også ret mange penge, plus ekstra udstyr. Men til den pris ville det jo blive nødt til at lykkes.
tirsdag den 24. september 2013
Afskåret
Det viser sig at Blogger er blevet ustabil med at gemme mine indlæg. Så det er sådan lidt tilfældigt hvor meget/lidt der ligger i mine kladder. For det meste er det lidt.
Mit teleselskab er spassere, så min telefon er spærret.
Og så har mit wifi besluttet sig for kun at virke sporadisk.
Føler mig ret amputeret.
Nåmmen, instagram virker, så der kan man følge @mandenogkonen. Når internettet virker, altså.
onsdag den 18. september 2013
Ugerne der forsvandt
Kender I den slags uger? Dem der bare forsvinder mellem fingrene på en? Ved ikke helt hvor de bliver af. Der er jo ellers nok at nå og nok at skrive om.
Det er som om jeg venter. Tager tilløb. Samler mod, måske.
Jeg er bare ikke helt sikker på til hvad.
mandag den 2. september 2013
Jeg hjerter Hjørring
Jeg udløser bare spændingen nu: Det var de ikke. Karoline var ligeså pæn i virkeligheden, Alan ligeså engelsk, trappen ligeså orange og indretningen ligeså fantastisk. Der duftede lidt af England og der var melamintallerkener med dyr på, også til de voksne. Man kunne godt tro det, men det var faktisk ikke der min weekend peakede - det var om aftenen, da der blev stillet prawn cocktail crisps på bordet. Prawn cocktail crisps.
I det hele taget var det én lang kavalkade af highlights. Bland-selv-slik, lego, et fantastisk bibliotek, børn der legede sødt sammen
Så nu er vi bare sådan her... ok, det fungerer ikke rigtigt på skrift, men forestil jer at jeg gør det der med fingrene hvor man krydser dem. Totalt BFF's. 4-evigt. For evigt, Karoline. For evigt...
Nåja, og så var de jo også pissesøde. Fik jeg ikke nævnt det?
torsdag den 29. august 2013
Sår og sårbarhed
Men da jeg var ude at
Så lige der, midt i varmen og med bare, havvåde tæer besluttede jeg at lægge kortene på
Det har slet ikke været så svært som ventet at lægge kost- og motionsvaner om. Ikke at vi er blevet helse-palæo-marathonløbende-freaks over night, men vi er godt på vej til noget der ligner et sundt, vedvarende set-up. Det sværeste var at tage beslutningen. Nej, det er faktisk løgn. Det sværeste var at tage tilløb til at tage beslutningen. Da vi tog den var vi klar, men
For det er slet ikke maden det handler om. Det handler om at når man én gang har lært at der er en nem løsning så vil den løsning altid - altid - ligge og rumstere et sted derinde, ligemeget hvor åndssvag og dum en løsning det er. Og jeg ved det, for jeg har i forvejen en dum og åndssvag løsning liggende, som melder sig hver eneste gang det bliver svært. Når jeg får det skidt, får jeg lyst til at skære. I mig selv, altså. Det bliver så voldsomt tillokkende bare at skære hul og få det ud, alt det svære og forkerte. Jeg gør det selvfølgelig ikke, ikke mere. Jeg holdt op kort inden vi blev gift. Jeg var klar. Men jeg skal stadig minde mig selv om at det kun virker i fem minutter, at det ikke løser noget, at vi har en aftale, hver gang det hele bliver så meget at det bliver forkert.
Det er så nemt at være offer. Det er så nemt bare at lægge sig ned og sige det er synd og det er nogle andres skyld. Så slipper man for at tage ansvar og man slipper for at røre ved de ting der gør ondt. Men selvom det er synd og selvom det er nogle andres skyld, så ændrer det ikke på at man er den eneste der kan gøre noget ved det. Og det er eddermame tungt at skulle rejse sig op og bære det hele. Jeg forestiller mig at det er ligesom at træne - ens baggage bliver ikke lettere, men den bliver nemmere at bære efterhånden. Måske man endda bliver klogere og får baggagen pakket om, eller får sat en helium-ballon i noget af det. Men det vil stadig være det, alt sammen.
Jeg bærer rundt på en masse lort. En masse sammenfiltret, tungt, uigennemskueligt, ømt lort. Jeg har kæmpe dybe sår, som bare bløder og bløder, fordi jeg bare forsøger at lægge noget henover og lade som om det ikke er det, i stedet for at gøre noget ved det. Og som jeg skammer mig så meget over, for der er jo mange der har det værre. Mange som har det sådan rigtig skidt, og ikke bare forkælet skidt. Noget af det heler selvfølgelig. Noget af det kommer aldrig til at hele, men er i det mindste afgrænset og bliver ikke betændt. Noget af det er næsten væk nu.
Men meget af det, det meste, har fået lov til at vokse sig stort og farligt og ud over det hele. Og det gennemsyrer hele mit liv og mit selvværd og min selvopfattelse. Selv de mindste fejltagelser, den mindste smule tvivl, bliver til kæmpe problemer fordi alting bliver en del af den store, nedern, betændte klump indeni og jeg kan ikke se hvad der hører til hvor. Det hele er en stor sump af du-slår-ikke-til, du-gør-det-forkert, du-burde-have-gjort-det-anderledes, du-burde-have-været-anderledes.
De tusind gange Sassy, klassens bitch, fortalte mig at alt hvad jeg gjorde var forkert. Dengang jeg råbte op, uden nogen hørte det. At jeg ikke havde noget at skulle have sagt om hvorvidt jeg skulle medicineres. Klasselærere, der gjorde noget ud af at fortælle det var mig der havde et problem. Bruddet med Ex'en. Da min lille dreng døde inde i min mave. Den dag jeg hørte mine forældre tale om at sende mig væk.
Svigt og sorg og vrede, som jeg ikke har fået sat ord på. Som i alt for lang tid har fået lov til at være noget der er galt med mig. Som har gjort mig trist og syg, og fået mig til at føle mig så forkert at jeg ingenting tør. Men det var ikke mig, der mobbede. Det var ikke mig, der valgte at jeg skulle blive på den skole. Det var ikke mig, der skrev åndssvagt sludder i min journal. Det var ikke mig, der besluttede at jeg ikke skulle høres. Det var ikke min skyld. Måske var det ikke nogens skyld. Men det var sådan det var, og det er for sent at lave om på det.
Til gengæld kan jeg godt lave om på hvordan det er nu, og hvordan jeg gerne vil havde det skal være i fremtiden. Det er bare virkelig, virkelig hårdt. Og svært. Og overvældende. Og uretfærdigt. Det er små bitte skridt jeg tager, men i det mindste går de i den rigtige retning. Endelig. Jeg er klar nu. Det er mit liv, og kraftedeme om ikke det er mig der bestemmer. Desværre kan jeg ikke bare bestemme at jeg stopper med at være usund, at jeg holder op med at være depressiv og at jeg vinder i lotto på lørdag. Men jeg kan bestemme at jeg tager ud at løbe i dag. Og at jeg tager opvasken inden vi får gæster.
----------------------
Nå, nu fik jeg slet ikke nævnt ordet blowjob. Jeg havde egentlig et helt afsnit om det, men så lød det lige så godt at slutte indlægget med at jeg selv bestemmer. Nåmmen, det var heller ikke fordi det var spændende på den måde. Det var bare fordi det gik op for mig at turen op til Karoline er første gang jeg mødtes med nogen fra internettet uden der var blowjob involveret. Sad, but true. Det har været den nemme fall-back for mig, noget jeg vidste jeg kunne og som (ikke overraskende) scorer ret højt på popularitetsskalaen. Det lyder nok åndssvagt, men det var lagt mere grænseoverskridende at skrive og spørge om vi skulle ses, bare sådan som voksne mennesker med børn og pasta til aftensmad. Manden sagde at det jo ikke kunne udelukkes at der ville være blowjob involveret, for det kunne jo være de var sådan nogle internet-predator-typer, som bare lejede børnene til billeder, for at lokke ofre hjem i deres skumle kælder (det var de ikke). Hvad det har med mit nye liv at gøre? Alt. For jeg gjorde det, selvom jeg ikke turde (og det var godt og jeg følte mig ikke udelukkende forkert da vi kom hjem)
onsdag den 14. august 2013
Gæt en sang
"Bababababababababababababababababa
Bababababababababababababababababa
*Stilhed mens der blinkes med øjnene*babababababababa
Bababababababababababababababababa"
lørdag den 3. august 2013
Selvstændige tanker
Det var en ide om at blive... gys... selvstændig. Ikke at der var noget nyt i det, som sådan. Mig og Manden snakker tit om hvad vi skulle lave i vores virksomhed/butik/pub. Men den her gang var det anderledes, fordi det var en god ide. En ide som måske, bare måske, kunne bære ude i virkeligheden. Jeg havde lyst til at købe domæne og blive momsregistreret med det samme, for altså, det er jo nærmest gratis og ikke specielt besværligt.
Men jeg lod være, for selvom det er en god ide, så er det en dårlig ide. Altså, tænk lige på alt det arbejde, alle de forpligtelser det (forhåbentlig) ville medføre. Det er jo ikke fordi jeg ville være afhængig af et ret stort overskud, men der er bare så meget der kunne gå galt. Penge der skulle indskydes. Lager der skulle holdes styr på, måske endda med varer med begrænset holdbarhed (gisp!). Regnskab som skulle laves rigtigt. Kunder. Hjemmeside. Åh hjælp.
Så ideen er jordet. Bortset fra at den stadig spøger engang imellem. For som selvstændig ville jeg ikke være afhængig af nogen. Og jeg ville kunne gå herhjemme, hvor jeg allerhelst vil være.
fredag den 2. august 2013
Låveståry, del 8
Der var Bjørn, som var min veninde Majse's ex. Hun havde ham med til en fredagsbar, engang mens jeg stadig var sammen med Ex'en, men det endte alligevel med vi snavede i sofaen til langt ud på aftenen. Han var en virkelig sød fyr, og vi sås nogle gange i løbet af sommeren. Han boede i en delelejlighed ude i Ørestaden - I ved, i noget af alt det der rædselsfulde, snorlige hvidhed. Men han var overhovedet ikke den snorlige hvide type. Han var mere den skæggede heavy-metal type.
Der var Terapeuten, som jeg stadig ikke aner om var en stjernepsykopat eller bare en sørgelig lille mand. Men han var i hvert fald gudeskøn. Jeg kan stadig ikke se hans billede uden at blive #wantwantwant. Sådan lidt en Mikkel Munch-Fals type. Bare med den forskel at man kunne mødes i virkeligheden. Han svarede aldrig på mine sms'er, men skrev når han ville noget. Hvilket slet ikke var tit nok.
Så var der Taberen. Som bare var en taber. Det blev aldrig til noget som helst, på trods af han rejste den lange vej over for at besøge mig. Han mindede lidt om ham jeg kom sammen med i 4. klasse. Sådan lidt socialgruppe 5-agtig. Dårlig selvtillid, som man ikke kunne bryde igennem ligemeget hvad man sagde.
Der var Vejle, som jeg kun så en enkelt gang, under rimeligt suspekte forhold. Efter jeg havde mødtes med ham gik jeg hjem igennem byen. I gågaden var der en kvinde der sagde "Undskyld, men man kan se alt bagfra... altså, ALT" Jeg ved ikke hvad jeg svarede. Måske svarede jeg slet ikke, for det virkede sådan lidt som en underlig bemærkning. Altså, duh? Jeg har nok ikke taget semi-transparent kjole på, med hjertemønstrede blondetrusser under for at skjule noget. Og selv hvis jeg havde været totalt "ÅhnejSHITalzzå", hvad skulle jeg så have gjort ved det, der midt i gågaden?
Ja, og så var der Ace. Ace som kom ind ad døren og ikke sagde et ord. Som gav mig tunnelsyn og smeltede mig med en enkelt berøring. Han var ældre end mig, men jeg tror kun han var blevet bedre med årene. For Oh. My. God. Ja, undskyld mit teenage-franske, men det var mindblowing. Hans krop, hans nærvær, hans glødende brune øjne, hans... alting. Han tændte en smøg ude på altanen, bagefter. Det gjorde mig ikke engang noget at han røg. Vi snakkede. Der var en pige, i den anden ende af landet, som han gerne ville have noget mere med. Hun var vist ret meget i tvivl, men han blev nødt til at prøve. Mens jeg stod der, op ad hans varme krop undskyldte han for at han ikke kunne tilbyde mig mere. Sagde at jeg skulle sige fra, hvis det gjorde mig noget det kun var tilfældig sex. Men hvordan kunne jeg sige nej, selv hvis jeg havde ønsket det? Han fortalte mig hele historien, om hende der var langt væk, og jeg lyttede og havde ondt af ham. Det var tydeligt han ikke ville mere med mig. Men alligevel blev han og så Juno. Og ugen efter kom han igen.
torsdag den 25. juli 2013
Baby update
Størrelse: Tyk og fed og lækker og et sted mellem str. 74 og 80. Går overraskende lidt op i de præcise mål.
Søvn: Hele natten (af og til afbrudt af en amning) og to lure om dagen. På det sidste har lurene endda ofte sneget sig op over en time.
Mad: Ammer stadig alt det hun vil have, men tit vil hun hellere have almindelig mad, så hun får 2½-3 måltider om dagen. Hun spiser grød og mos og frugt og små bitte rugbrødshapsere. Banan og nektarin er klare favoritter.
Tænder: En lille bitte bisse, der dukkede op for en uge siden. Hun har overhovedet ikke virket generet af det, men sidder ofte og sutter på tanden. Det ser simpelthen så nuttet ud.
Motorik: For to uger siden kunne hun trille, dreje rundt og skubbe sig baglæns (i et forsøg på at komme frem) Nu kan hun møffe sig effektivt fremad, komme op på alle fire, tage kravleskridt med benene (og med lidt held med hænderne) og det er også lykkedes hende at komme op at sidde. På to uger. Shit, altså.
Sprog: Hun snakker og råber og hviner. For tiden er det BWAP-BWAP-BWAP, der bliver råbt mest. Hun rækker ud når hun vil op, når hun genkender nogen/noget og når der er noget hun vil have. Hun smasker når hun er sulten og vender sig tydeligt væk når hun ikke vil mere. Hun siger "gøh" og kigger på en når noget er interessant, og hun har to forskellige grin: Et når noget et sjovt, og et når andre griner (lidt ligesom Chandler's worklaugh)
Gemyt: Vi har stadig en nem og omgængelig lille baby, der er med på det meste. Ikke at hun er en push-over, for hun skal nok sige til hvis der er noget der ikke er i orden (det går for langsomt med maden, hun må ikke få fjernbetjeningen, hun skal sove etc.) Hun er en trooper, som ikke bliver sur selvom det er over sengetid, og som sjældent får meltdowns - hun gemmer det hele til sengetid når hun har en overvældende dag. Men jeg foretrækker helt ærligt også at skulle bruge en halv time ekstra på at putte ked baby end skulle være sammen med sur baby hele dagen.
Lege: Gryntegrisen er en pilfinger. Big time. Hun vil have fat i alting, altid, og allerhelst forbudte ting som ledninger, telefoner og fjernbetjeningen. Tomme vandflasker er også et stort hit (?) og ting der kan skramle, væltes og/eller tygges på. Hun forstår næsten konceptet i MooBaa og kan selv trykke på knappen på kattebog-med-lyd
Overall: Fem point, ing? Hun er jo lissom en præmiebaby.
Gryntegris Sover I Klapvogn |
Gryntegris Spiser Tæer |
Gryntegris Er Gået Kold |
Gryntegris Poserer Med Vandflaske |
Gryntegris Troner I Sofa |
Gryntegris I Hængekøje |
Gryntegris Bader I Haven |
Gryntegris Sætter Sin Hat Som Hun Vil |
mandag den 22. juli 2013
Min mors have
Roulade og Rosenborgstel |
Drivhuset, som min far har bygget til min mor |
Terrassen, som min far har bygget til min mor (og garagedør og -vindue som min far har savet til og malet) |
Man sover godt i Mormors have |
Lidt for smal sti mellem bede der breder sig lidt for meget |
Bænk, som min mor fik da hun fyldte 30, og som min far siden har skiftet brædder på |
Udsigten fra hængekøjen |
Udsigt fra hængekøjen til den anden side |
Kartofler og andet godt i køkkenaven |
Haveskuret, som min far har bygget til min mor |
Det lille blågrønne fuglehus står der, så man kan stå der og kigge ud på banen på den anden side af plankeværket (som min far har bygget) |
Huset ser sort ud, men det er bare rådhusvinen der har bredt sig |
Bålpladsen (min far glæder sig enormt meget til at lave bål med Gryntegrisen) |
Ferieglimt fra en grill-aften
Mig:"...det sagde hun også i går" (Kone-funfact: ja, den type er jeg)
Min Bror: "Jeg har set på nettet at man kan besvare alle spørgsmål med 'ikke siden ulykken'"
Min mor: "Ej, det kan man da ikke..."
Bror (med meget alvorlig mine): "...ikke siden ulykken"
Mor (med påtaget fornærmet mine): "Nå, men så går jeg bare ind og laver kaffe"
Ingen siger "...ikke siden ulykken", men alle tænker det og simultan-griner spontant
Mor: "Så kan I selv lave kaffe, hvis I bare griner af mig"
Jeg ser over på Bror og hysterisk latter følger umiddelbart
lørdag den 20. juli 2013
Jeg sagde det jo
I går pakkede vil Baby m/grej sammen og drog til Det Mørke Jylland, hvor vil har set mere tour og spist mere guf og været en tur hos den lokale købmand. Han har nemlig et hæderligt (men dyrt) udvalg af bl.a. engelske specialiteter, så vil fik købt både mærkelige sodavand og full english breakfast på dåse. Og cheesecake i pulverpakke.
I dag er det min fars fødselsdag og det har vil fejret med en shoppingtur sans Baby, og senere er der roulade og grill (ikke samtidig, vel) Min far bestilte ellers altid kylling og rødgrød til sin fødselsdag, men han er blevet underlig efter han er blevet pensionist. Lige nu ligger jeg og feder den i hængekøjen i min mors have. Åh, min mors have. Den skulle næsten have et helt indlæg for sig selv.
Hva? Hvad siger I? Vil I hellere have et indlæg om Babyen? Nå, men det kan være I får det også så.
*Postet forsinket fra tabletten, fordi internettet ikke virker oppe i hængekøjen
onsdag den 17. juli 2013
Ferie - nu med fest
Som så mange andre har vi ferie. Der har ikke rigtigt været noget feriestemning endnu, men jeg regner med det kommer lige om lidt, for nu (ja, lige nu!) starter Mandens ferie officielt - indtil nu har det bare været en ganske almindelig friuge. Eller, helt almindelig har den ikke været, for i lørdags holdt vi surprise babyshower for Esserne.
Prinsessen har termin sidst i august, men Esserne har været nærmest umulige at få en aftale med. Så da vi fik en aftale på plads med dem om at de skulle komme forbi og raide vores babytøj, fik jeg fat i Prinsessens barndomsveninde (gotta love facebook!), som kendte en af hendes korvenner, som kendte de musikere jeg ikke kendte. Og så var alle inviteret og 8 ud af 10 kunne komme, på trods af den korte varsel, og så kom jeg i tanke om at jeg jo også skulle nå at arrangere selve festen. I løbet af en uge.
Men det gik, og det var guld værd da Tenoren og Duckie dukkede "uanmeldt" op, og Danskeren og Tyskeren kom ti minutter senere med deres dreng. Prinsessen stod og drejede rundt om sig selv og sagde "Jeg forstår seriøst ikke hvad der foregår!" på repeat, og det gik vist ikke engang helt op for hende da de sidste gæster ankom og kagerne og ballonerne kom frem.
Der var selvfølgelig også gaver og
Cupcakes og hjemmegjorte oreos. Begge dele med blå frosting |
Pizzaaaaa |
Baby leger med Halvtyskeren på 15mdr (de vejer det samme) |
Den kommende weekend byder på tur til Det Mørke Jylland, hvor vi håber der bliver tid (og vejr) til både strandtur og alene-ud-at-spise-tur for forældrene, mens morforældrene babysitter. Men først er der dobbelt op på Alpe D'Huez i morgen. Jojo, det skal nok nå at blive ferie.
onsdag den 10. juli 2013
Uden titel (jeg har glemt den)
Jeg har også glemt at det hedder ude i køkkenet, og hvad det rigtige ord for den der ledning-dims er. Og hvad det var jeg skulle sige til Manden.
Er helt flad, som en hoppepude uden luft, ovenpå et par dage med Søster på besøg. Det har ellers været hyggeligt. Med hjemmelavet is og cafe-burger og milkshake og farvesortering af jelly beans.
Men nu er jeg færdig. Med at være noget som helst for nogen. I hvert fald for i dag.
Så er det jo meget godt Babyen er blevet puttet og Manden har ferie.
tirsdag den 2. juli 2013
Indrømmelse
Julia Lahme er faktisk på veto-listen. Men det blev bedømt som værende lidt for indforstået til et blogindlæg. For det har jo ikke noget med Julia Lahme personligt at gøre. Det kom sig bare af at det er hendes navn der står på den der åndssvage bog (jamen, I ved alle sammen hvilken en jeg mener, selvom I ikke synes den er åndssvag)
Undskyld, Julia. Men (næsten) hver gang jeg læser noget af dig bliver jeg sådan "arhmmen, så come da lige on, altså". Så nu skal jeg nok holde op.
torsdag den 27. juni 2013
Mød min mor, Kvinden Der Får Ting Gjort
Derfor nåede vi at:
- Vaske alt tøjet (på nær en lille bunke t-shirts)
- Feje alle gulve (Manden sov, så vi kunne ikke støvsuge)
- Få smidt en masses pap ud
- Vaske gulv i køkkenet
- Rydde op i spisestuen (bord lignede Jerusalems Klamme Ødelæggelse)
- Vaske tripp trapp stol ned
- Gøre ovnen ren (min mor, for "nu var hun jo lige igang")
- Rydde skrivebordet for uautoriserede bunker
- Rydde op i stuen
- Afstøve og vaske samtlige overflader
- Lægge alt tøjet sammen (på nær det der var i vaskemaskinen hhv tørretumbleren)
- Tage Monster Opvasken fra Helvede
- Gå ned med (en masse) skrald
Selvfølgelig legede hun også en masse med babyen, men hun har mad skillZ i at lave praktiske ting samtidig med hun leger med børn. Min mor er vuggestuepædagog, og jeg ved ikke om det er derfor hun er så god til at multitaske, eller om det er fordi hun er så god til at multitaske at hun er så god til at være pædagog. Ikke at jeg siger min mor er den perfekte pædagog eller noget - for hun er fx virkelig dårlig til at huske sangtekster.
Min mor (i færd med MOfH): "Er det kedeligt at ligge på gulvet, Grynte? Uuuuh, kan du høre det blæser? UuuUuuUUUuuuuh!
Blæsten kan man ikke få at se
Det' der ikke noget at gøre ved
Men når møllens vinger drejer
Og når alle... røve... dingler..."
lørdag den 22. juni 2013
Forbedring-schmorbedring
Bortset fra at der er flere af både Frederikkes og Orange Rhinos indlæg der rammer mig. På den ubehagelige, selvreflekterende måde. For selvom jeg ikke råber, og ikke kan forestille mig jeg kommer til det, så er der eddermame mange ting der godt kunne være bedre. For som begge nu-ikke-længere-råbende mødre finder frem til, så er det jo ikke råberiet, men det der ligger bag, der er den virkelige udfordring at få bugt med. Det er der det virkelige arbejde ligger. Og jo mere jeg kigger på mig selv, jo mere arbejde får jeg øje på.
Der ligger noter rundt omkring, på papir, på computeren, på min telefon, om ting jeg måske skulle få kigget lidt på. Tænke over. Arbejde med. Det er alt sammen frygtelig uorganiseret og jeg har i et stykke tid tænkt på at skrive det ned i en bare lidt mere konkret form her på bloggen(lige siden kriselisten faktisk). Men så ville jeg jo for alvor være nødt til at tage hul på det, og det ved jeg helt ærligt ikke om jeg er klar til. Eller er modig nok til.
Jeg er også bange for at bloggen bliver sådan en frelst selvhjælpsblog - eller endnu værre, en forlist frelst selvhjælpsblog. I ved jo hvor elendig jeg er til at få gjort ting færdige, se bare på låveståryen, der strandede på afsnit 7, fordi jeg pludselig fik præstationsangst og det endte med at blive et mentalt monster jeg ikke tør se i øjnene. Jeg tør slet ikke tænke på hvor stor en fiasko det ville være at søsætte et livsstilsprojekt, der kuldsejler efter en måned. Det ville cementere præcis hvor stor en taber jeg er, blæse det op i blinkende neon. TABER TABER TABER. Taber.
Hvis jeg derimod bare lader det ligge... dropper det store, forpligtende projekt... så kan jeg jo blive i troen på at jeg kunne forbedre mig. Hvis jeg ville.
fredag den 21. juni 2013
Stumper
Hvis jeg havde skrevet (sent) fredag aften, da jeg kom hjem, havde I fået et indlæg om Es' afslutningskoncert. Som var helt eminent (koncerten, ikke det hypotetiske indlæg). Han fik selvfølgelig 12, men det manglede også bare.
Hvis jeg havde skrevet om lørdagen kunne I have fået live-opdateringer fra feltstudie i Udkantsdanmark til 60års fødselsdag. Om Kandis og indendørsrygning og DUM-agtig mor, der fodrer sin halvårige med hvidt brød.
Søndag havde I måske fået et lidt mere eftertænksomt indlæg, om Ronan og hans fødselsdag, og hvor meget jeg bare slet ikke er klar til det er to år siden han blev født. Og om lagkage.
I mandags, hvor det ligesom var ved at være sidste chance for at kalde noget som helst for weekend, havde jeg egentlig tænkt mig at skrive om en tur på OUH for at besøge min Onkel Mellem, som skulle til tjek. Ikke at vi så meget til ham, for han var jo til omtalte tjek, men han havde taget min mormor og Onkel Yngst med. Dét indlæg havde nok også handlet om kræft og at min familie aldrig snakker sammen om noget som helst.
Nå, men de indlæg fik i så ikke. I stedet kan I få lov til at høre om at jeg er virkelig, virkelig træt og ked af det, og virkelig, virkelig bange for at være på vej ned i det der frygtelige sorte hul hvor man ingenting kan. Andet end være i vejen. I morges, mens jeg sad i sofaen og tudede, overvejede jeg om jeg mon skulle ringe til min mor og spørge om hun ikke kom og tog Monster Opvasken fra Helvede. Og måske blev og sov. Men lige nu går det jo fint, og jeg har været i fakta, og det har egentlig ikke i det store og hele være en dårlig dag på den måde, så nu virker det bare pjevset og nedern og til besvær at bede om hjælp.
tirsdag den 11. juni 2013
Flad
Men i går gik jeg kold. Som i helt koldt. Midt på formiddagen orkede jeg bare ikke mere. Jeg stod og anede nærmest ikke hvad jeg skulle stille op med den der baby, som om jeg havde glemt det. Det var ikke engang fordi det var slemt med skrigeriet. Hun havde faktisk været i helt rimelig humør hele morgenen. Men jeg sad med hende, og kunne næsten ikke kende hende. Jeg ved jeg elsker hende, jeg ved hun er min, jeg ved det går over igen, og om lidt får Manden fri igen. Men jeg kunne slet ikke forholde mig til hvad hun var for en, hvad jeg skulle med hende og jeg kunne slet ikke finde det der dybe, instinktive bånd, der får mig til at sige "nårh, lille skat, du er så træt, nu synger vi lige en sang og putter" i stedet for at tænke "sov nu for helvede så jeg kan få fred"
Måske var det varmen, der gjorde os begge umulige? Måske var det alt det snot og skrigeri? Måske var det bare ved at være nok med de der alt for korte 30 minutters lure? Måske var det non-stop bygge-larmen inde fra Frimurerne? Måske, åh gud, måske er det en depression der kommer snigende. For hele min krop er øm og jeg kan ikke finde ud af noget og jeg er ked af det og så træt så træt så træt. Åh gud, måske.
Jeg ville slet ikke have hende. Jeg ville bare have Manden skulle stå op og tage hende, så jeg kunne få fred. Så jeg kunne holde op med at skulle være noget for nogen. Men det er jo ikke sådan jeg mener det. For jeg vil hende jo altid gerne. Jeg mener det jo ikke på den måde når jeg føler at jeg ikke vil have hende.
Bortset fra at det gør jeg. For jeg vil ikke have hende. Jeg vil have Ronan.
Alting knugede sig sammen i mig og vred tårerne ud, da jeg kom til at mærke efter, og opdagede det var det. At det var derfor det føltes så forkert, og hun var alt for stor og ville alt for meget. Lige om lidt, på søndag, bliver min lillebitte baby to år. Min lille dreng. Og han fylder og fylder og fylder, men der er ikke plads. For Gryntegrisen skal have grød og mælk og ble og lur og leg og trøst og put og sang og fylder det hele med sine 70cm.
Jeg prøver at lade være med at tænke og mærke, for nogen skal jo passe Grynten, og der er kun mig, så jeg kan ikke krybe sammen i et hjørne og hyle, selvom det er det hele min krop skriger efter. I stedet bliver jeg Skod Elendige Zombie Mor, der ikke rigtigt stimulerer Babyen, ud over at sige "Næh, se, der var Sutti" og som tænder
Og så måtte de Frimurere da også godt snart blive færdige med hvad-det-nu-end-er-de-har-gang-i med boremaskiner og trykluftsting.
tirsdag den 4. juni 2013
Lommepenge, vol I
Manden er ikke nærig. Eller sparsommelig. Eller pengepugeragtig. Overhovedet. Manden er af den type, der foretrækker at omsætte størstedelen (hvis ikke alle) af pengene til ting og mad og biografture. Heldigvis er det mig der sidder på pengekassen, så vi ikke (længere) er ved at drukne i ubetalte regninger, men når man nu er gældfri og har to faste indkomster virker det åndssvagt at fortsætte den sparsommelige adfærd
Jeg er blevet bedre til at købe takeaway, selvom det ikke er fredag, og købe ting vi ikke strengt mangler, men som kunne være rare at have. Men det nager mig at den lette omgang med penge fører til et underskud i mit budget hver.eneste.måned. Det nager mig ad helvede til. Også selvom vi jo har pengene og det alene er et spørgsmål om at de kommer til at figurere et andet sted i regnskabet.
Så nu har vi indført en ny regel. Alle penge der kommer ind i kassen udenom mit budget, kommer også ud igen, udenom mit budget. På den måde undgår jeg at der figurerer nogle penge i mit budget, som pludselig er brugt på gak og løjer, og Manden undgår at hans penge til gak og løjer pludselig figurerer som opsparing og derfor ikke må bruges (nej, man må ikke bruge af opsparingen - hvis man brugte af den, hvad var så pointen?) Nu spørger den kække læser måske hvad fanden det er for nogle penge budget-nazien ikke har budgetteret med, og det vil måske komme som en overraskelse at det er forbløffende mange penge det drejer sig om. Men det er jo fordi jeg er en nærig budget-nazi, så jeg sætter indkomstsiden (alt) for lavt og udgiftsiden (en lille smule) for højt.
Det er "penge til togbillet" fra min mor, børnepenge, feriepenge, overskud fra skat, for meget betalt varme etc. etc. der alt sammen figurerer som ekstra penge. Og som nu har fået betegnelsen "lommepenge", så jeg ikke kan snyde og sige det er opsparing, og så Manden ikke kan snyde og sige han godt må bruge dem i Føtex. Vi har aftalt at vi kun må bruge af lommepengene når der er over 5000kr, så vi også har mulighed for at købe nogle lidt større ting i stedet for at klatte det hele væk efterhånden på film og lego og småting (så nu klatter vi det hele væk på én gang på film og lego og småting)
En (lidt skræmmende) bonus er at det pludselig er blevet tydeligt hvor mange af de der ekstrapenge der dumper ned i hatten. Det er faktisk flere penge end vi kan nå/har lyst til at bruge. Og desuden kan vi heller ikke bruge nogen lige foreløbig, for lommepengene opbevares på opsparingskontoen og efter jeg flyttede penge over sidst ramte vi det højeste runde tal på opsparingen nogensinde, så jeg nænner ikke at hæve lommepenge så vi ryger under igen (Manden er heldigvis gået med til at opsparingen gerne må låne af lommepengene et par måneder, så det kan se pænt ud)
Nå, men første omgang lommepenge er blevet brugt (for over en måned siden, men maj forsvandt så hurtigt at den ikke tæller), og det var en god dag, da Pakkerne kom.
Pakkerne. Som jeg selv slæbte hjem fra pakkeshoppen |
Spil fra Spillehulen.dk (som var pænt billig) |
Lego fra Legen.dk, som opdaterede lagerstatus for mig klokken 23 (!) en lørdag aften (!) så jeg kunne få begge sæt i én bestilling |
Villa John (tv) er i chok over hvor meget Lego der skal til en dødsstjerne |
Babyen demonstrerer størrelsen på æsken (hun kunne sagtens have været helt nede i den, men det ville vist have været babyplageri) |