Jeg havde tænkt at jeg allersenest tirsdag formiddag skulle skrive et langt indlæg om min weekend. Men så havde jeg det faktisk pissedårligt. Træt med træt med mere træt på og øm i hele kroppen. På trods af sammenhængende nattesøvn og afslapning. Så ærgerligt for jer er det her et (mere) af de der pissetrælse klynkeindlæg.
Hvis jeg havde skrevet (sent) fredag aften, da jeg kom hjem, havde I fået et indlæg om Es' afslutningskoncert. Som var helt eminent (koncerten, ikke det hypotetiske indlæg). Han fik selvfølgelig 12, men det manglede også bare.
Hvis jeg havde skrevet om lørdagen kunne I have fået live-opdateringer fra feltstudie i Udkantsdanmark til 60års fødselsdag. Om Kandis og indendørsrygning og DUM-agtig mor, der fodrer sin halvårige med hvidt brød.
Søndag havde I måske fået et lidt mere eftertænksomt indlæg, om Ronan og hans fødselsdag, og hvor meget jeg bare slet ikke er klar til det er to år siden han blev født. Og om lagkage.
I mandags, hvor det ligesom var ved at være sidste chance for at kalde noget som helst for weekend, havde jeg egentlig tænkt mig at skrive om en tur på OUH for at besøge min Onkel Mellem, som skulle til tjek. Ikke at vi så meget til ham, for han var jo til omtalte tjek, men han havde taget min mormor og Onkel Yngst med. Dét indlæg havde nok også handlet om kræft og at min familie aldrig snakker sammen om noget som helst.
Nå, men de indlæg fik i så ikke. I stedet kan I få lov til at høre om at jeg er virkelig, virkelig træt og ked af det, og virkelig, virkelig bange for at være på vej ned i det der frygtelige sorte hul hvor man ingenting kan. Andet end være i vejen. I morges, mens jeg sad i sofaen og tudede, overvejede jeg om jeg mon skulle ringe til min mor og spørge om hun ikke kom og tog Monster Opvasken fra Helvede. Og måske blev og sov. Men lige nu går det jo fint, og jeg har været i fakta, og det har egentlig ikke i det store og hele være en dårlig dag på den måde, så nu virker det bare pjevset og nedern og til besvær at bede om hjælp.
ae, ae og ynk fra Forstaden. Det lyder sgu lidt hårdt.
SvarSletPs tillykke med Ronans fødselsdag.
Der er masser af ynk og virtuelle krammere fra min forstad også. Synes altså, at du skal ringe til din mor og spørge, om hun ikke bare har lyst til at komme og VÆRE der. Og måske tage opvasken, hvis hun har lyst. Eller bare sludre lidt. Eller hente en pose slik til dig, tage Grynten, hvis det er det, der er behov for eller noget helt femte. Bare så der er nogen til at gribe dig, hvis kanten af det der sorte hul smuldrer lige tæt nok på tæerne.
SvarSletTanker fra mig
Man må godt ringe og bede om hjælp, eller bare selskab... Det er pi**e vigtigt, så der er nogen, til at gå tur med grynten eller snakke, eller bare være, når man er i det der humør!
SvarSletJeghåber du fik ringet, eller manden gjorde detfordig, hvis det er svært - mange tanker og cyberkrammere fra mig
At være træt og udaset er på en eller anden måde de fleste mødres lod. Måske skulle man/du bare anerkende at sådan er det lige nu men at det ikke er det samme som at det er for evigt. Dine tanker beviser jo også at det ikke er galt hele tiden og lige det er vigtigt. Intet varer ved. Heller ikke søvnløse børn osv. Det vender på et tidspunkt.
SvarSletOg jeg forstår,godt at din lille drengs 2 års fødselsdag er svær.
Ring til en ven - og/eller din mor. Man er ikke til besvær, for det er min erfaring, at ens nærmeste så gerne vil hjælpe. Uanset om det er med opvasken, med madlavningen, med baby eller med at sidde ved siden af og give en krammer. Jeg sender dig alt det overskud, jeg overhovedet kan. Kram
SvarSletPS: Bean får også hvidt brød. Ikke hele tiden, og ikke som det eneste, men det er bare lidt lettere at spise, når man (stadig!) kun har halvanden tand. Eller har døjet med dagpleje-mavevirus (ligesom sine forældre... suk)