Men i går gik jeg kold. Som i helt koldt. Midt på formiddagen orkede jeg bare ikke mere. Jeg stod og anede nærmest ikke hvad jeg skulle stille op med den der baby, som om jeg havde glemt det. Det var ikke engang fordi det var slemt med skrigeriet. Hun havde faktisk været i helt rimelig humør hele morgenen. Men jeg sad med hende, og kunne næsten ikke kende hende. Jeg ved jeg elsker hende, jeg ved hun er min, jeg ved det går over igen, og om lidt får Manden fri igen. Men jeg kunne slet ikke forholde mig til hvad hun var for en, hvad jeg skulle med hende og jeg kunne slet ikke finde det der dybe, instinktive bånd, der får mig til at sige "nårh, lille skat, du er så træt, nu synger vi lige en sang og putter" i stedet for at tænke "sov nu for helvede så jeg kan få fred"
Måske var det varmen, der gjorde os begge umulige? Måske var det alt det snot og skrigeri? Måske var det bare ved at være nok med de der alt for korte 30 minutters lure? Måske var det non-stop bygge-larmen inde fra Frimurerne? Måske, åh gud, måske er det en depression der kommer snigende. For hele min krop er øm og jeg kan ikke finde ud af noget og jeg er ked af det og så træt så træt så træt. Åh gud, måske.
Jeg ville slet ikke have hende. Jeg ville bare have Manden skulle stå op og tage hende, så jeg kunne få fred. Så jeg kunne holde op med at skulle være noget for nogen. Men det er jo ikke sådan jeg mener det. For jeg vil hende jo altid gerne. Jeg mener det jo ikke på den måde når jeg føler at jeg ikke vil have hende.
Bortset fra at det gør jeg. For jeg vil ikke have hende. Jeg vil have Ronan.
Alting knugede sig sammen i mig og vred tårerne ud, da jeg kom til at mærke efter, og opdagede det var det. At det var derfor det føltes så forkert, og hun var alt for stor og ville alt for meget. Lige om lidt, på søndag, bliver min lillebitte baby to år. Min lille dreng. Og han fylder og fylder og fylder, men der er ikke plads. For Gryntegrisen skal have grød og mælk og ble og lur og leg og trøst og put og sang og fylder det hele med sine 70cm.
Jeg prøver at lade være med at tænke og mærke, for nogen skal jo passe Grynten, og der er kun mig, så jeg kan ikke krybe sammen i et hjørne og hyle, selvom det er det hele min krop skriger efter. I stedet bliver jeg Skod Elendige Zombie Mor, der ikke rigtigt stimulerer Babyen, ud over at sige "Næh, se, der var Sutti" og som tænder
Og så måtte de Frimurere da også godt snart blive færdige med hvad-det-nu-end-er-de-har-gang-i med boremaskiner og trykluftsting.
Det er helt okay at brænde sammen engang imellem. Hvad enten det skyldes larm fra Frimurerne, snot, skrigeri, træthed eller savn. Eller en kombination af det hele. Det er helt ok at have behov for ikke at være noget for nogen andre end sig selv, og det er helt okay ikke at være på 110 % altid. For det kan man ikke. Uanset hvor gerne man ville være supermor, så kommer man altså af og til til at køre den hjem på rutinen. Og stimulere til et 4-tal i stedet for det eftertragtede 12-tal. Men for hævlød altså - ungerne skal nok klare det. Og det er vigtigere for dem, at mor har det godt, end at de bliver sunget på og snakket til 24 timer i døgnet.
SvarSletSorgen og savnet efter Ronan er en del af dig, og det gør dig jo ikke til nogen Skod Elendig Zombiemor. Det gør dig til dig. Og måske er der ikke plads til, at du ruller dig sammen i et hjørne og græder hjertet ud lige nu, men der ER plads til, at du er ked af det. Også selv om du skal made, bade og skifte.
Gode tanker herfra. Hepper på, at Mandens arbejdsuge går hurtigt, så du får tid til at ånde lidt igen.
SvarSletTræthed gør noget ved alt. Jeg bliver kropumulig og pissesur på mine sure børn. Og de får slik og kage og is og fjernsyn til op over begge øre, bare for at jeg kan få lidt fred. Og ikke skal sig nej nej NEJ! hele tiden. Fordi sådan har jeg det ind i mellem. Resten af tiden er jeg en sød og god mor. Jeg er også bare et menneske.
- Så inden du blir rigtig bange for depression, så prøv at få noget søvn. Er der en anden som kan rulle en tur med Skrigeskinken? Så du lige kan sove et par timer? Es? Søvn gør altså virkelig underværker!
Gode kommentarer fra kloge damer. Kan vist ikke sige noget bedre. Men sommetider trænger vi nok bare alle til luft - og til at få at vide, at det ikke gør en til en lortemor. Kan godt forstå savnet må gøre det hele lidt extra vanvittigt. Men du er sej, ærlig, og en fantastisk mor!
SvarSletEnig med ovenstående kommentarer - og jeg kender alt til pludselig ikke at kunne kende eller finde de dér følelser, man véd er det. De kommer igen. Og indtil da hænger man i og holder ud - fordi man skal. Ring til en ven der kommer og triller med Grynten og brug så en time på dig selv - på søvn, på at tænke på og savne Ronan, på det, du lige har brug for.
SvarSletAlle mine bedste tanker
Jeg tror ikke jeg kender en mor, der ikke har været gennem alt det der. Inklusive mig selv. For man kan altså ikke være 110% overskudsagtig når man selv er i megaunderskud, og så er det man må bede om hjælp. Bare lige lidt aflastning. Kan huske at min film knækkede totalt, hvis Skrumpen ikke sov de 2 sædvanlige timer, men nøjedes med en lille lur - for så fik jeg ikke de 2 timers hvile :-/
SvarSletDer er allerede skrevet så meget klogt, så jeg vil bare sende et kram. Jeg kender følelsen af at savne sin første fødte samtidig med man skal være der for lillebror (eller søster i dit tilfælde). Jeg har besluttet at her tager han ikke skade af at mor er ked og evt græder. Det er en del af livet og hvis jeg giver mig selv lov at mærke sorgen sådan helt ind, så bliver det lidt lettere.
SvarSletSå stort kram til Ronans mor.
Sender en kæmpe krammer, for som de andre skriver - man brænder sammen og Ronan er en del af dig.
SvarSletDe andre damer har allerede skrevet meget klogt, så stemmer i, den der kærlighed kommer igen - og at du føler sådan gør dig ikke til verdens dårligste mor!
Stort kram til dig!!
For dævlan, hvor blev jeg rørt af at læse dit indlæg. Har ikke noget fornuftigt at sige, udover det, andre allerede har skrevet. Men øj, hvor kan jeg følge den følelse du havde i det moment.
SvarSlet