Spot et barn |
Jeg synes stadig hun er alt for lille. Men det er løgn når jeg forsøger at bilde mig selv ind at det ville være bedre hvis hun var lidt større og kunne forstå mere, for hun ville aldrig forstå nok. Det vil aldrig blive andet end at vi bryder alt det op hun kender og er tryg ved, hvadenten vi gør det nu eller om fem år eller når hun flytter hjemmefra. Erkendelsen er hård; at det var endt her ligemeget hvad, at vi var i gang med den proces længe før jeg mødte Kinney.
Da vi mistede Ronan traf vi en ret bevidst beslutning om at droppe alle hv-ordene. Hvis, hvorfor, hvornår. Fordi det æder en op. Denne gang har vi ikke snakket så aktivt om det, men der er ingen tvivl om det er noget vi har taget med. Det hjælper ingen at forestille sig en fremtid der ikke blev, og aldrig bliver, uanset. Det mest nærliggende "hvis" er hvad nu hvis vores ikke-engang-en-baby Nugget var blevet et barn og ikke en spontan abort sidste år. Så havde jeg været højgravid i august i stedet for at møde Kinney. Heldigvis (og desværre) var Nugget en uventet bonus-graviditet, som vi ikke nåede at gøre os ret mange forestillinger om, og derfor var den fremtid vi mistede tilsvarende vag.
Den fremtid der til gengæld ikke var vag var den hvor vi skulle fejre kobberbryllup lige om lidt, den fremtid hvor fire et halvt år ikke var ret langt tid, og i hvert fald piece of cake at komme igennem. Den fremtid hvor det var en selvfølge at vi skulle være sammen resten af livet, og også efter det hvis det skulle vise sig der var noget. Og det er eddermame en sorg af format at miste den fremtid, ligemeget hvad vi får i stedet, og ligemeget hvad vi er sluppet for.
Det er nu det sker, der er ingen vej udenom længere. Jeg flytter om en uge. Præcis. Om en uge bor jeg ikke længere i Byen ved Vandet, hvor mig og Manden har brugt seks år på at bygge et hjem og et liv op. Om en uge bor jeg i et gammelt lidt-bedre-end-nedrivningsmodent hus på Langeland sammen med Kinney og skal starte forfra. Jeg glæder mig, vi er alle sammen klar (så klar som vi bliver i hvert fald), tidspunktet og omstændighederne er rigtige og jeg efterlader ikke noget ufærdigt med Manden. Men for fanden altså, hvor er det også angstprovokerende at skulle springe ud i livet på den måde uden at vide hvor det ender.
Så ja. Langeland. Sådan cirka så langt sydpå som vi kan komme. Ikke at det var et krav (nærmere tværtimod), men det var der Huset var, og da vi efter en ret nervepirrende uge fik det til stort set den pris vi havde håbet på, var der ligesom ikke så meget at rafle om. Det bliver en lidt træls transportid med (og for) Gryntegrisen, men det er også det eneste punkt på imod-listen. På alle andre punkter har vi fået lige det vi drømte om. Der er vand, både koldt og varmt, taget er stort set tæt, saniteten virker og huset falder ikke sammen i morgen. Ud over det får vi også en kæmpe grund (se billedet), flere udhuse end vi ved hvad vi skal stille op med og nogle virkeligt grimme faux marmor-fliser på badeværelset. Og et komfur der med en vis sandsynlighed virker. Jamen det er ren bonus hele vejen rundt.
Det er det faktisk.
PS. Bilen? Nåmn, det er en gammel Opel Astra stationcar. Som jeg købte for mindre end hvad selvrisikoen er på en bilforsikring hos visse selskaber.