Mød min mor, Kvinden Der Får Ting Gjort

Jeg fik ringet til min mor, som selvfølgelig gerne ville komme. På trods af at hun skulle hjælpe min moster med at flytte-rengøre lejlighed lørdag formiddag. Hun sagde ting som "Selvfølgelig kommer jeg, hvis du har brug for det" og "Jeg skal lige snakke med far om hvornår det passer bedst" og "Det er ikke noget problem". Så lørdag eftermiddag klokken kvart over fire ankom den tornado af effektivitet, der er min mor. Inden aftensmaden var lejligheden i en tilstand, der ikke længere kunne beskrives som uhumsk (kan man så sige den er humsk?) og søndag formiddag sørgede hun for at vi kom til bunds i resten. Min mor kan ikke sidde stille ret længe ad gangen, og hvis der er en opvask der skal tages eller tøj der skal lægges sammen, så gør hun det.

Derfor nåede vi at:

• Vaske alt tøjet (på nær en lille bunke t-shirts)
• Feje alle gulve (Manden sov, så vi kunne ikke støvsuge)
• Få smidt en masses pap ud
• Vaske gulv i køkkenet
• Rydde op i spisestuen (bord lignede Jerusalems Klamme Ødelæggelse)
• Vaske tripp trapp stol ned
• Gøre ovnen ren (min mor, for "nu var hun jo lige igang")
• Rydde skrivebordet for uautoriserede bunker
• Rydde op i stuen
• Afstøve og vaske samtlige overflader
• Lægge alt tøjet sammen (på nær det der var i vaskemaskinen hhv tørretumbleren)
• Tage Monster Opvasken fra Helvede
• Gå ned med (en masse) skrald

Selvfølgelig legede hun også en masse med babyen, men hun har mad skillZ i at lave praktiske ting samtidig med hun leger med børn. Min mor er vuggestuepædagog, og jeg ved ikke om det er derfor hun er så god til at multitaske, eller om det er fordi hun er så god til at multitaske at hun er så god til at være pædagog. Ikke at jeg siger min mor er den perfekte pædagog eller noget - for hun er fx virkelig dårlig til at huske sangtekster.

Min mor (i færd med MOfH): "Er det kedeligt at ligge på gulvet, Grynte? Uuuuh, kan du høre det blæser? UuuUuuUUUuuuuh!
Blæsten kan man ikke få at se
Det' der ikke noget at gøre ved
Men når møllens vinger drejer
Og når alle... røve... dingler..."

Forbedring-schmorbedring

Jeg synes Frederikke er sej. Det har jeg altid syntes, men især det sidste års tid, hvor hun er holdt op med at brøle af sine børn har jeg været næsegrus af beundring. For det er fandeme sejt, både at turde stå ved det og at gøre noget for at ændre adfærd. Udfordringen stammer fra The Orange Rhino, hvor jeg også læser med og er målløs over den viljestyrke der bliver udvist. Men jeg har hele tiden betragtet det udefra, for jeg er ikke sådan en der råber. Det er ikke noget der vedrører mig.

Bortset fra at der er flere af både Frederikkes og Orange Rhinos indlæg der rammer mig. På den ubehagelige, selvreflekterende måde. For selvom jeg ikke råber, og ikke kan forestille mig jeg kommer til det, så er der eddermame mange ting der godt kunne være bedre. For som begge nu-ikke-længere-råbende mødre finder frem til, så er det jo ikke råberiet, men det der ligger bag, der er den virkelige udfordring at få bugt med. Det er der det virkelige arbejde ligger. Og jo mere jeg kigger på mig selv, jo mere arbejde får jeg øje på.

Der ligger noter rundt omkring, på papir, på computeren, på min telefon, om ting jeg måske skulle få kigget lidt på. Tænke over. Arbejde med. Det er alt sammen frygtelig uorganiseret og jeg har i et stykke tid tænkt på at skrive det ned i en bare lidt mere konkret form her på bloggen(lige siden kriselisten faktisk). Men så ville jeg jo for alvor være nødt til at tage hul på det, og det ved jeg helt ærligt ikke om jeg er klar til. Eller er modig nok til.

Jeg er også bange for at bloggen bliver sådan en frelst selvhjælpsblog - eller endnu værre, en forlist frelst selvhjælpsblog. I ved jo hvor elendig jeg er til at få gjort ting færdige, se bare på låveståryen, der strandede på afsnit 7, fordi jeg pludselig fik præstationsangst og det endte med at blive et mentalt monster jeg ikke tør se i øjnene. Jeg tør slet ikke tænke på hvor stor en fiasko det ville være at søsætte et livsstilsprojekt, der kuldsejler efter en måned. Det ville cementere præcis hvor stor en taber jeg er, blæse det op i blinkende neon. TABER TABER TABER. Taber.

Hvis jeg derimod bare lader det ligge... dropper det store, forpligtende projekt... så kan jeg jo blive i troen på at jeg kunne forbedre mig. Hvis jeg ville.

Stumper

Jeg havde tænkt at jeg allersenest tirsdag formiddag skulle skrive et langt indlæg om min weekend. Men så havde jeg det faktisk pissedårligt. Træt med træt med mere træt på og øm i hele kroppen. På trods af sammenhængende nattesøvn og afslapning. Så ærgerligt for jer er det her et (mere) af de der pissetrælse klynkeindlæg.

Hvis jeg havde skrevet (sent) fredag aften, da jeg kom hjem, havde I fået et indlæg om Es' afslutningskoncert. Som var helt eminent (koncerten, ikke det hypotetiske indlæg). Han fik selvfølgelig 12, men det manglede også bare.

Hvis jeg havde skrevet om lørdagen kunne I have fået live-opdateringer fra feltstudie i Udkantsdanmark til 60års fødselsdag. Om Kandis og indendørsrygning og DUM-agtig mor, der fodrer sin halvårige med hvidt brød.

Søndag havde I måske fået et lidt mere eftertænksomt indlæg, om Ronan og hans fødselsdag, og hvor meget jeg bare slet ikke er klar til det er to år siden han blev født. Og om lagkage.

I mandags, hvor det ligesom var ved at være sidste chance for at kalde noget som helst for weekend, havde jeg egentlig tænkt mig at skrive om en tur på OUH for at besøge min Onkel Mellem, som skulle til tjek. Ikke at vi så meget til ham, for han var jo til omtalte tjek, men han havde taget min mormor og Onkel Yngst med. Dét indlæg havde nok også handlet om kræft og at min familie aldrig snakker sammen om noget som helst.

Nå, men de indlæg fik i så ikke. I stedet kan I få lov til at høre om at jeg er virkelig, virkelig træt og ked af det, og virkelig, virkelig bange for at være på vej ned i det der frygtelige sorte hul hvor man ingenting kan. Andet end være i vejen. I morges, mens jeg sad i sofaen og tudede, overvejede jeg om jeg mon skulle ringe til min mor og spørge om hun ikke kom og tog Monster Opvasken fra Helvede. Og måske blev og sov. Men lige nu går det jo fint, og jeg har været i fakta, og det har egentlig ikke i det store og hele være en dårlig dag på den måde, så nu virker det bare pjevset og nedern og til besvær at bede om hjælp.

Flad

Det er Mandens arbejdsuge, og jeg står alene med Baby det meste af døgnet. Det er hårdt, især når Gryntegrisen er blevet Snottegris og har det for tilstoppet, for varmt, forkert. Og derfor skriger, højt og også gerne længe, på tilfældige tidspunkter i løbet af dagen. Det er hårdt, men det burde være overkommeligt.

Men i går gik jeg kold. Som i helt koldt. Midt på formiddagen orkede jeg bare ikke mere. Jeg stod og anede nærmest ikke hvad jeg skulle stille op med den der baby, som om jeg havde glemt det. Det var ikke engang fordi det var slemt med skrigeriet. Hun havde faktisk været i helt rimelig humør hele morgenen. Men jeg sad med hende, og kunne næsten ikke kende hende. Jeg ved jeg elsker hende, jeg ved hun er min, jeg ved det går over igen, og om lidt får Manden fri igen. Men jeg kunne slet ikke forholde mig til hvad hun var for en, hvad jeg skulle med hende og jeg kunne slet ikke finde det der dybe, instinktive bånd, der får mig til at sige "nårh, lille skat, du er så træt, nu synger vi lige en sang og putter" i stedet for at tænke "sov nu for helvede så jeg kan få fred"

Måske var det varmen, der gjorde os begge umulige? Måske var det alt det snot og skrigeri? Måske var det bare ved at være nok med de der alt for korte 30 minutters lure? Måske var det non-stop bygge-larmen inde fra Frimurerne? Måske, åh gud, måske er det en depression der kommer snigende. For hele min krop er øm og jeg kan ikke finde ud af noget og jeg er ked af det og så træt så træt så træt. Åh gud, måske.

Jeg ville slet ikke have hende. Jeg ville bare have Manden skulle stå op og tage hende, så jeg kunne få fred. Så jeg kunne holde op med at skulle være noget for nogen. Men det er jo ikke sådan jeg mener det. For jeg vil hende jo altid gerne. Jeg mener det jo ikke på den måde når jeg føler at jeg ikke vil have hende.

Bortset fra at det gør jeg. For jeg vil ikke have hende. Jeg vil have Ronan.

Alting knugede sig sammen i mig og vred tårerne ud, da jeg kom til at mærke efter, og opdagede det var det. At det var derfor det føltes så forkert, og hun var alt for stor og ville alt for meget. Lige om lidt, på søndag, bliver min lillebitte baby to år. Min lille dreng. Og han fylder og fylder og fylder, men der er ikke plads. For Gryntegrisen skal have grød og mælk og ble og lur og leg og trøst og put og sang og fylder det hele med sine 70cm.

Jeg prøver at lade være med at tænke og mærke, for nogen skal jo passe Grynten, og der er kun mig, så jeg kan ikke krybe sammen i et hjørne og hyle, selvom det er det hele min krop skriger efter. I stedet bliver jeg Skod Elendige Zombie Mor, der ikke rigtigt stimulerer Babyen, ud over at sige "Næh, se, der var Sutti" og som tænder lidt meget for meget for fjernsynet. Og hører "Timmy Time song four times" på repeat på youtube.

Og så måtte de Frimurere da også godt snart blive færdige med hvad-det-nu-end-er-de-har-gang-i med boremaskiner og trykluftsting.

Lommepenge, vol I

Som jeg vist har været inde på før så kan jeg godt have mere end almindeligt svært ved at give slip på mine Mandens penge. Selv vil jeg beskrive mig som "fornuftig" og "sparsommelig", men "nærig" og "pengepuger" er måske tættere på sandheden. Det er i hvert fald sjældent at penge kommer ud af opsparingen igen når jeg først har fået kanaliseret dem derover. Jamen, er I klar over hvor pænt det ser ud at de står der?

Manden er ikke nærig. Eller sparsommelig. Eller pengepugeragtig. Overhovedet. Manden er af den type, der foretrækker at omsætte størstedelen (hvis ikke alle) af pengene til ting og mad og biografture. Heldigvis er det mig der sidder på pengekassen, så vi ikke (længere) er ved at drukne i ubetalte regninger, men når man nu er gældfri og har to faste indkomster virker det åndssvagt at fortsætte den sparsommelige adfærd vil nogen mene.

Jeg er blevet bedre til at købe takeaway, selvom det ikke er fredag, og købe ting vi ikke strengt mangler, men som kunne være rare at have. Men det nager mig at den lette omgang med penge fører til et underskud i mit budget hver.eneste.måned. Det nager mig ad helvede til. Også selvom vi jo har pengene og det alene er et spørgsmål om at de kommer til at figurere et andet sted i regnskabet.

Så nu har vi indført en ny regel. Alle penge der kommer ind i kassen udenom mit budget, kommer også ud igen, udenom mit budget. På den måde undgår jeg at der figurerer nogle penge i mit budget, som pludselig er brugt på gak og løjer, og Manden undgår at hans penge til gak og løjer pludselig figurerer som opsparing og derfor ikke må bruges (nej, man må ikke bruge af opsparingen - hvis man brugte af den, hvad var så pointen?) Nu spørger den kække læser måske hvad fanden det er for nogle penge budget-nazien ikke har budgetteret med, og det vil måske komme som en overraskelse at det er forbløffende mange penge det drejer sig om. Men det er jo fordi jeg er en nærig budget-nazi, så jeg sætter indkomstsiden (alt) for lavt og udgiftsiden (en lille smule) for højt.

Det er "penge til togbillet" fra min mor, børnepenge, feriepenge, overskud fra skat, for meget betalt varme etc. etc. der alt sammen figurerer som ekstra penge. Og som nu har fået betegnelsen "lommepenge", så jeg ikke kan snyde og sige det er opsparing, og så Manden ikke kan snyde og sige han godt må bruge dem i Føtex. Vi har aftalt at vi kun må bruge af lommepengene når der er over 5000kr, så vi også har mulighed for at købe nogle lidt større ting i stedet for at klatte det hele væk efterhånden på film og lego og småting (så nu klatter vi det hele væk på én gang på film og lego og småting)

En (lidt skræmmende) bonus er at det pludselig er blevet tydeligt hvor mange af de der ekstrapenge der dumper ned i hatten. Det er faktisk flere penge end vi kan nå/har lyst til at bruge. Og desuden kan vi heller ikke bruge nogen lige foreløbig, for lommepengene opbevares på opsparingskontoen og efter jeg flyttede penge over sidst ramte vi det højeste runde tal på opsparingen nogensinde, så jeg nænner ikke at hæve lommepenge så vi ryger under igen (Manden er heldigvis gået med til at opsparingen gerne må låne af lommepengene et par måneder, så det kan se pænt ud)

Nå, men første omgang lommepenge er blevet brugt (for over en måned siden, men maj forsvandt så hurtigt at den ikke tæller), og det var en god dag, da Pakkerne kom.

Pakkerne. Som jeg selv slæbte hjem fra pakkeshoppen

Spil fra Spillehulen.dk (som var pænt billig)

Lego fra Legen.dk, som opdaterede lagerstatus for mig klokken 23 (!) en lørdag aften (!) så jeg kunne få begge sæt i én bestilling

Villa John (tv) er i chok over hvor meget Lego der skal til en dødsstjerne

Babyen demonstrerer størrelsen på æsken (hun kunne sagtens have været helt nede i den, men det  ville vist have været babyplageri)

Og der blev stille

Jamen det er da helt absurd så lidt der sker på den her blog? Jeg forstår det ikke helt, men den ene dag tager den anden og så pludselig er der gået en uge. Igen.

Det er ikke fordi jeg ikke kan lide jer mere, det må I endelig ikke tro. Men der er ikke rigtigt noget tid til at blogge når Manden sover og jeg passer baby. Og når han har fri er der heller ikke tid, for så skal vi jo være sammen.

Jeg vil vinde i lotto og have evig to-voksne-på-barsel.

Suk.