Hvori en del af personerne lider af juletømmermænd

Undskyld, jeg havde virkelig ikke tænkt jeg skulle sove så længe. Jeg troede ikke jeg ville falde i søvn igen.

Så må vi tage ud til Oldemor i eftermiddag i stedet. Så må din Mand se om han vil med eller se fodbold.

Jeg ville ellers også helst have været afsted til formiddag... (spagt, og uden at nævne at klokken faktisk kun er halv ti, så vi kunne jo godt bare tage afsted nu, jeg skyndte mig jo rent faktisk i tøjet)

Ja, men så må I jo lade være med at sove længe.

....

Går op og tuder på badeværelset. Er fyldt op og træt og orker simpelthen ikke mere og kan ikke rumme, at der bliver lavet om på planerne, uden jeg har noget at skulle have sagt. Orker ikke nærmest passive-aggressive Mor, selvom jeg mest har lyst til at at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor hun pludselig har mistet evnen til at banke på døren, når hun synes det er ved at være liiiiige langt nok op ad formiddagen.

Bliver ikke bedre da Far står op, og han undrer sig over hvorfor vi stadig er hjemme, og jeg kan høre Mor hviske-bitche (og der er bare ikke et andet ord for det), at det må vi selv om, hun gider ikke.

What. The. Fuck. Seriøst? Hvis det var et problem og hvis vi var ved at sove over os hvorfor. ind. i. helvede. vækkede hun os så ikke, i stedet for at vælge Vejen Belagt Med Dårlig Stemning.

Så jeg er sur over, at hun er sur. Jeg er faktisk også sur på Manden, fordi han sov i det andet værelse og det derfor igen var mig der havde Gryntegrisen, og jeg er sur på mig selv, fordi jeg i går aftes tænkte at jeg skulle bede Manden om at stå op med Barnet, men så ikke gjorde det.

Jeg er faktisk også sur over og træt af, at vi er tvunget til to besøg hos min mormor i løbet af en seks dages periode. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide min mormor, og det er heller ikke fordi jeg ikke har lyst til at besøge hende, men der sker så meget andet i juledagene, og Gryntegrisen har for længst fået for meget. Og jeg har for længst fået for meget. Men min mormor er gammel, og min mormor er min mormor, og derfor skal vi være søde ved hende, selvfølgelig skal vi det, og der er aldrig nogen der må stille spørgsmåltegn ved det rimelige i, at hun altid slutter et besøg af med at spørge om vi kommer på besøg igen inden vi tager hjem. Eller det rimelige i, at hun bliver skuffet, når vi forsigtigt svarer nej, fordi vi har andre planer eller slet og ret fordi vi tager tilbage til Fyn dagen efter. Min mormor er en god mormor, og hun er en god oldemor, og jeg elsker hende meget, meget højt. Men jeg er ked af og frustreret over, at det i takt med min mormor er blevet ældre (og vi er blevet ældre) har udviklet sig til det evige guilt trip. Nok især fordi der de sidste år er blevet hvirvlet en masse mudder op, som jeg bliver konfronteret med som voksen, men som jeg stadig skal forholde mig til fra det artige barnebarns vinkel.

Mest af alt er jeg nok i virkeligheden ked af og sur over, at mine forældre efter 28 år stadig ikke kender mig. Jeg kunne selvfølgelig godt have lagt de ærlige kort på bordet (i stedet for at tude på badeværelset) og bare have sagt at jeg simpelthen ikke kunne rumme mere, og at mit angst- og utilpasheds-niveau stiger helt vanvittigt når ellers fastlagte planer bliver flydende. Men erfaringen siger mig at reaktionen enten er, at det nu nok skal gå alt sammen (underforstået. "Tag dig sammen") eller et overbærende, nårh, jamen lille skat da. Har ikke brug for nogen af delene. Har derimod brug for at blive taget alvorligt, som et ligeværdigt voksent menneske, psykisk tilstand inkluderet. Hvor barnagtig den tilstand så end måtte virke på omgivelserne.

Set med fornuftens briller ved jeg jo godt, at meget af den dårlige stemning skyldes juletømmermænd. Især for Mor, der har bagt og braset og kogt og pyntet og haft gæster og kørt alle frem og tilbage og sidelæns i dagevis. Jeg ved det. Men det minder mig om, hvorfor jeg i sin tid flyttede hjemmefra. Væk.

Næste år bliver julen en anden. For til min store overraskelse er min barndoms jul ikke længere min. Jeg vidste det allerede d.22. da vi ankom og jeg fik hjemve inden aftensmaden. Hjem-ve, efter mit eget hjem. Manden mærker det vist også; at vores jul er Gryntegrisens barndomsjul, og den er derhjemme.

Det er fint nok vi fik det afprøvet.

Men seks (jule)dage hos mine forældre er mindst to for meget.

Hvori jeg glemmer noget vigtigt

I år holder vi jul i Det Mørke Jylland hos mine forældre.

Det var egentlig Fyn-jul i år, men så var der noget kludder på Jydens side, som gjorde at det egentlig var bedre, at vi byttede Fyn/Jylland-rotationen rundt for evigt, og det passede i virkeligheden også os bedre, så sådan blev det.

Så stod jeg så der, engang sidst i november, og havde sådan en underlig nagende undren i baghovedet over hvorfor det nu lige var, at vi ikke havde gjort det før.

1. søndag i advent kom jeg så i tanke om det, da vi stod omme hos Ronan og tændte lys.

Vi kan jo aldrig holde jul andre steder end herhjemme, fordi vi skal kunne besøge Ronan juleaften. Sådan var aftalen.

Men det havde vi fuldstændig glemt at tage med i overvejelserne, og Oldemor og Bedstemoster og onklerne er inviteret til juleaften og alle glæder sig, så det er jo ikke til at lave om på nu.

Hov.

Hej lortemor, som glemmer alt om sit ene barn i juleplanlægningen.

Men sådan er det jo. Sorgen er ikke en konstant størrelse, som bliver ved med at være altoverskyggende og altopslugende. Heldigvis.

Og desværre.

Ronans lille bitte liv var jo så uendeligt vigtigt og dyrebart, at al sorg i hele verden fra nu af og til evigt ikke er nok.

Samtidig er sorgen også fuldstændig nytteløs, for vi er her nu, og det er han ikke.

Det er ikke sådan at jeg har affundet mig med, at han ikke er her. Eller at jeg er ok med det. Eller at jeg har lært at leve med det. For det bliver fucking aldrig ok, og man kan ikke en skid affinde sig med, at ens lille bitte barn ikke måtte være her alligevel.

Men jeg har affundet mig med, at det ikke kan laves om og at kampen er nytteløs.

Det virker jo helt skørt, fordi man intellektuelt godt ved at døden er endelig, men det tog virkelig lang tid at opdage at døden er endelig. Det er en paradoksalt svær erkendelse, at der ikke er noget scenarie, hvor vi kan holde Ronan i live.

Men vi kan holde os i live. Og Gryntegrisen.

Og det gør vi bedst ved at vi lader Ronan være død.

...

...

...

Men for helvede hvor er det noget lort.

Altså.

Hvori ingen nogensinde snakker om noget som helst

Det her er et af de svære indlæg. Et af dem, der ikke rigtigt er til at få hul på.

For jeg er faktisk ikke rigtigt afklaret, men noget skal der ud.

Problemet er, at når man fortæller sine egne historier, så ryger der også af og til noget af nogle andres historier med. Fordi vi ikke er isoleret på en øde ø uden internet.

Jeg bliver ofte i tvivl om, hvor meget af andres historier det er ok at dele. Ingenting? Alting?

Så jeg har ingenting delt, af det, der har været nogle andres svære historie. Selvom det også til dels har været min svære historie. Som jeg har haft lyst til og brug for at skrive om og dele og tale med andre ikke-indblandede individer om.

Jeg har ingenting delt om, at min mor har haft kræft. Sådan rigtig, operations-krævende kræft. Hun er rask nu, bortset fra, at den behandling, der har gjort hende rask også har gjort hende syg. Muligvis for altid.

Jeg har heller ingenting delt om, at min Onkel Mellem også har haft kræft. Men det skyldes til dels at der gik meget længe inden der var nogen der overhovedet nævnte ordet kræft. Jeg tror ordet kemo blev sagt først. Fordi ingen ville sige det som var sandt; at han havde en livstruende sygdom.

Min mor sagde heller ikke ordet, før jeg tvang det ud af hende.

Det er nemmere at dele nu, hvor det hele er slut. Så er jeg ikke så meget i tvivl om hvor grænsen går, og der er ikke så mange, der har følelser i klemme.

For nogle dage siden fik jeg en mail fra min Moster, hvor hun nævnte, at de var på sygehuset for at besøge Onkel Yngst. Sådan en passant, som om jeg vidste alt om hvad der foregik.

Jeg anede ikke engang han var syg. Ikke sådan ud over den der nagende mistanke, man altid har når man egentlig godt ved der er noget galt, men man slår det hen, fordi ingen siger noget.

Det er på en måde værre denne her gang, for Onkel Yngst's sygdom er psykisk. Og derfor ikke specielt håndgribeligt, og derfor heller ikke noget der automatisk vækker medfølelse.

Og det er nok det, der er dråben, der nu får alle mine ord til at flyde over og ud.

For jeg står, præcis som i mine teenage år, tilbage med følelsen af, at den generelle holdning er, at psykisk sygdom er noget man kan holde op med, hvis bare man begynder at opføre sig normalt. Jeg føler mig i den grad omringet af drama og vrede, og selvom begge dele måske er forståelige nok, situationen taget i betragtning, så synes jeg ikke det er et rart sted at være.

Især fordi der ikke er nogen, der siger noget som helst højt. Alle snakker om det hele tiden, men der er i virkeligheden ikke nogen der snakker om det. Ikke rigtig.

Så nu snakker jeg om det. Og råber røv og siger fuck jer...eller dem...eller...fuck, i hvert fald.

For jeg hader faktisk, at ingen nogensinde snakker om noget som helst.

Hvori jeg spiser en flødebolle for meget

Jeg starter med erkendelse nummer tre i oktober-udfordringen: Jeg har meget nemmere ved at skrive, når jeg skriver hver dag, og ikke går og gemmer på indlæg til jeg har god tid til at skrive dem ordentligt. Det munder altid ud i præstationsangst og indlæg, der bliver stive og kedelige i mit forsøg på at få det hele med på den helt rigtige måde.

Jeg ville skrive det sejeste fødselsdagsindlæg ever, om hele min seje dag og mine seje gaver. Det skulle være både varmt og vittigt, og ende med det spændende svar på hvor mange flødeboller jeg så kunne spise inden jeg ikke havde lyst til flere (svaret er 11, men jeg spiste nummer 12 også, for lissom at rydde bakken).

Sådan er der så meget.

Det har været en hyggelig forlænget weekend, men nu er jeg også glad for den er slut, og at det er hverdag i morgen (og tirsdag og onsdag) inden der er endnu en forlænget weekend, med start allerede torsdag, hvor min mormor fylder 80.

Og så vandrede mine tanker, og jeg kom til at tænke på at det bliver hyggeligt, fordi min bror også kommer, og fordi min kusine har termin den dag (hun kommer ikke, red.) og så fik kombinationen af min bror og terminer mig til at komme i tanke om at jeg slet ikke har fået skrevet jeg skal være faster.

Men det skal jeg altså. Faster. For fanden. Min bror er jo kun ti år gammel? Meget surrealistisk, alt sammen. På den gode måde, ing. Men surrealistisk. Her gik jeg og tænkte at der jo var læææænge til jeg skulle være faster (fordi min bror jo kun er 10. 12, maks.*) og så bum møder han en sød pige og så ringer han og siger han skal være far. Jamen...?

(...dagens transmission afbrydes halvvejs, pga. assistance-krævende barneputning. Det, og at jeg skal nå at spise is, inden Manden skal på arbejde)



*Han bliver i virkeligheden 24 lige om lidt, hvis der skulle sidde en læser, der var blevet bekymret

Hvori der ikke er mere mælk

Jeg har lige foldet fire mælkekartoner sammen. FIRE! Som bare lå og flød hen over diverse overflader. Det er ikke engang fordi de har ligget der specielt længe (men nok for længe, under alle omstændigheder), vi bruger bare enormt meget mælk. Mælk til te, mælk til havregryn, mælk til madlavning. Jeg tror det at have fået et enkelt lille barn har fordoblet vores mælkeforbrug (så i gamle dage ville der kun have ligget to tomme mælkekartoner og været klamme. Bortset fra at i gamle dage var der ikke nogen der skulle mase nogle andre ud af døren mens nogle tredje lige skulle have lov til at sætte sig i fem minutter, så dengang var der nok nogen der havde smidt kartonerne ud med det samme. Måske.)

Der er i øvrigt ikke mere mælk nu.

Der er heller ikke mere brød.

Det er virkelig story of my life, for tiden, det der med at vi mangler et eller andet vitalt. Altid, uden undtagelse. Jamen jeg forstår det ikke? Vi har jo lige købt ind? Manden går i Fakta efter mangelvarerne på vej hjem, men lur mig om der så ikke er et eller andet helt syttende vi alligevel har glemt.

Men det er også bare fordi vi ikke bare kan købe ind et enkelt sted. Kiosk-fakta ned på hjørnet er praktisk og tæt på, men deres udvalg er altså ikke ligefrem stort. Og deres chili-bønner er alt for stærke. Så vi vil hellere i Rema og købe stort ind, når vi kan overtale nogen med en bil til at læsse os hjem (vi overtalte min mor i weekenden. Det viste sig at være en ret praktisk foranstaltning, for ikke nok med hun kørte bilen og underholdt Gryntegrisen, så insisterede hun også for at betale. For en måneds basisvarer. Og bleer). Men omme i Rema har de ikke ordentlig mælk. Det er nok også bare mig der er så mega sart med den mælk (ja, nu snakker vi om mælk igen, tough luck, hvis der skulle sidde en mælkehader derude), men det er altså en af de ting som skal være økologisk, fordi vi bruger så meget, og det smager så meget bedre, og køerne får rent faktisk luft og græs. Og vi køber jo ikke mælk fra Arla, fordi de er nogle monopol-svin og i øvrigt homogeniserer de øko-mælken og det er nedern. Desværre er det eneste øko-alternativ i Rema de der trælse posemælk, som måske er praktiske nok at folde sammen, men som altså hverken er nemme at hælde af eller transportere eller opbevare. I hvert fald ikke når man køber ti liter af gangen. Så derfor køber vi mælk i Fakta (som i parentes bemærket har hele TO arla-alternativer, som i virkeligheden er den samme Thise-mælk bare med forskellig mærke og med/uden jersey - vi køber den der er på tilbud).

Og brød. Det køber vi også i Fakta, fordi de har billigt fuldkornstoast uden kerner. Og der er alt muligt andet brød som altid er på tilbud, fordi kiosk-fakta aldrig får solgt ting inden sidste salgsdato, så der er altid tusind varer med "se dato" og "brug snart -50%"

Det bliver selvfølgelig ikke nemmere af at vi har ca. 0 penge om ugen at købe mad for, fordi der pludselig kom en regning og så var der noget tandlæge og så skulle vi jo også betale for et års gymnastik. Det er de bedste 450kr vi har brugt i år, også selvom der så ikke lige var råd til mælk sidst på måneden.

Men det gjorde måske heller ikke så meget, for det er som om der er nok tomme mælkekartoner der ligger og flyder i forvejen.


PS. Det her indlæg har jeg i virkeligheden ikke brugt en hel halv time på, selvom jeg satte uret, for ca. halvvejs blev jeg distraheret af at læse om Fermi-estimater. 'Coz that's how I roll.

Hvori det er som om fridage aldrig går som man havde tænkt sig

Vi startede himmefartsferien med at hate organiseret på hinanden. Eller rettere, på den generelle situation i husstanden. Ikke specielt politisk korrekt, I know, men nogle gange kan man altså godt blive træt af girafsprog, jeg-sætninger og det-jeg-hører-dig-sige-er. Nogle gange, så har man bare bruge for at sige "Jeg fucking hader når du ikke lukker posen med brød" eller "Jeg synes det er røvsygt at vaske op uden musik" Så det sagde vi.

Bagefter bestilte vi en masse (nødvendige) ting på nettet og ryddede op i køkkenskabene, afrimede fryseren og sluttede af med hotdog-picnic på stuegulvet (et koncept Gryntegrisen nok stadig er en smule for lille til - i hvert fald kastede hun en flaske ketchup i hovedet på sin far og satte sig på sin tallerken). Alt i alt en relativt effektiv dag, omend listen med hængepartier stadig virker flere kilometer lang.

Fredag morgen stod vi herretidligt op. Eller. Altså. Vi står jo tidligt op hver dag, takket være Barnet, men i fredags gjorde vi os også tidligt færdige, så vi kunne være i Rema til åbningstid. Ikke fordi der er noget specielt ved at være i Rema klokken otte om morgenen, men fordi vi havde indkøbsdate med Kaye, og hun havde kun et indkøbs-hul fredag morgen. Altså, det er heller ikke sådan af vi ikke kan finde ud af at købe ind uassisteret, men vi har ikke selv bil, så vi nasser baggagerumsplads i Kaye og Jyden's når vi skal købe stort ind. Og det skulle vi i fredags (godt set, Sherlock).

Så øh... så lavede vi noget mere. Jeg ved ikke helt hvad. Og det lavede vi også i lørdags. Det var sådan noget med... altså... mest ingenting, ing? Teletubbies og legeplads og en gåtur nede i byen (hvor de PS ikke havde en gave til min søster, som fylder friggin 18 år lige om lidt) Krydret med sådan en all-round røv-agtig stemning. Jamen, I kender det. Umuligt at sætte fingeren på, men alle er sure, og ingen gider noget. Til sidst tog jeg mig sammen og lavede noget bare nogenlunde rigtig mad, med noget pasta og tomatsovs, som Gryntegrisen heldigvis skovlede ind med begge hænder, og så var jeg lige ved at hyle, fordi det bare var sådan en lortet off-dag og fordi jeg var glad for at jeg fik lavet det mad, så vi kunne sidde og spise helt almindeligt. Uden kylletter, som Manden af vanvare (og fuldstændig for sjov) kom til at sige han hellere ville have, hvorefter jeg bed hovedet af ham, fordi så kunne han jo bare lave de fucking rådne kylletter selv. Nå.

I går morges åbenbarede årsagen til den rådne stemning sig så: Gryntegrisen havde feber. Selvfølgelig er der flere faktorer, der bidrager til røv-stemningen, men sygdom-under-opsejling er bare en sikker katalysator. Nogle gange kan jeg godt synes det er lidt skræmmende, hvor meget der påvirker vores humør ubevidst. Nå, men i går var det i hvert fald rimelig bevidst at vi var påvirkede af feberbarnet. Temperaturen steg og steg, og hun blev mere og mere slatten. Sidst på eftermiddagen havde hun 40 i feber for første gang nogensinde; en milepæl vi ikke rigtig følte behov for at fejre. Slet ikke, da feberen ikke faldt igen.

Jeg ringede til vagtlægen lidt over otte, og de ville gerne se hende for en sikkerheds skyld. Heldigvis er der ikke ret langt om til lægevagten, så vi kunne have hende med i bæreselen. Vi havde fået en tid 21.40, men vi kom til med det samme, selvom vi var der et kvarter før. Der var selvfølgelig ikke noget galt (altså, ud over den høje feber), men det er alligevel rart at have en læges ord for, at der ikke er nogen grund til at sidde oppe og bekymre sig en hel nat. Da vi kom hjem fik hun en halv panodil i en skefuld saftevand, som hun spiste uden brok, men jeg ved ikke hvor stor effekt det havde. Hun vågnede i hvert fald op igen en time senere og var helt varm og ulykkelig.

Og igen, en time efter det.

Og igen, en time efter det.

Og igen, en time efter det.

Klokken fire vågnede hun og vækkede mig med et lille mat "Hæhæ" (fordi det er helt vildt sjovt at sidde i sengen og få øje på mor eller far) Hun ville gerne have vand og kram, og jeg var så lettet over at feberen endelig var faldet, at jeg ikke sagde noget til tidspunktet, og så lå vi og snakkede lidt. Efter en times tid faldt hun i søvn igen, og sov (med kun få, mindre opvågninger) til klokken halv ni. Heldigvis. Men hold.nu.kæft hvor er jeg smadret. Håber edderbrodereme hun er frisk nok til at komme i vuggestue i morgen.

Jeg trænger til en fridag.

Hvori min lille bitte Gryntegris er helt alene uden mig

Til valget i går var jeg tilforordnet vælger. Altså, en af dem, som er på valgstederne og udleverer stemmesedler, anviser stemmebokse, holder øje med valgurnerne, tæller stemmer op, osv. Det er en alt-eller-intet tjans, så man er der fra klokken otte om morgenen til alle stemmerne er talt op (og resultatet stemmer). Hvilket gav os lidt af et problem, eftersom det er Mandens arbejdsuge, og han derfor skulle 1) sove hele dagen, 2) gå hjemmefra klokken 21 for at nå sit tog.

Den oprindelige plan var at mine forældre underholdt Barnet i løbet af dagen, og at Kaye så kom og holdt øje efter Manden tog afsted og indtil jeg kom hjem. Men så var der lige det ene og det andet og pludselig hang det slet ikke sammen for nogen (I ved hvordan det er). Nå. Men heldigvis magler Gryntegrisen ikke engagerede bedsteforældre, og Farmor og Farfar ville selvfølgelig gerne passe hende. Bare med den lille hage at de også skulle passe kusine Bella, så det blev nødt til at være hjemme hos dem. Og derfor blev det nødt til at være med overnatning.

Gys.

Min lille bitte pige, helt alene hjemme ved Farmor og Farfar i et helt døgn. Helt uden os. Fuldstændig og helt og aldeles uden os. I et DØGN. ALENE. Og så direkte i vuggestue bagefter. UDEN OS.

Det er selvfølgelig alt sammen gået fint. Min lille Gryntegris er en trooper, som udstår det meste med højt humør, når vi ikke er der. Hun spiser og leger og griner og lægger sig til at sove uden besvær. Det er selvfølgelig også lidt af et slaraffenland hjemme hos Farmor og Farfar. Der er høns og katte og hund og fugl og fisk og kaniner. Der er et helt værelse fyldt med alverdens legetøj. Der er sandkasse og badebassin og man må gerne plukke af blomsterne.

Og så er der altid nogen at lege med. Ud over kusine Bella var der også kusine Flora og jævnaldrene kusine May (som nærmest har boet hos dem et stykke tid, fordi mine svigerforældre er sådan nogle, der altid har både hus- og hjerterum til alle, men det er en anden historie) Det er virkelig dejligt at Gryntegrisen nu er ved at have en alder, hvor hun for alvor synes det er sjovt at der er flere børn. Vi har holdt lidt igen med de lange besøg hos Svigerforældrene mens hun var lille, fordi sådan et besøg altid er et bombardement af indtryk. Men nu er hun blevet lidt mere robust og det har gjort en kæmpe forskel at hun nu aktivt kan genkende både Farmor og Farfar og omgivelserne.

Men. Et døgn er lang tid. Både for hende og for os. Og jeg savner hende. Så jeg vil hente hende tidligt (og håbe hun er vågnet når jeg kommer) og så tager vi den med ro de næste dage. Det er vist meget passende med en god, lang friweekend for os alle sammen. For mon ikke min lille store pige alligevel har en masse indtryk, der skal bearbejdes?

Hvori jeg holder weekend

Her i huset er vi lidt, skal vi sige udfordrede, på struktur-området. Jeg overstrukturerer (joHOW det er et ord), indtil det slet ikke er til at finde hoved og hale i længere, og Manden er næsten fuldstændig strukturløs af natur. Det har ikke gjort det bedre at Mandens arbejdsuge i virkeligheden er TO uger, hvoraf den uge han reelt arbejder starter midt i ugen og strækker sig hen over weekenden, og at jeg for evigt de sidste næsten tre år har været de facto hjemmegående. Hverdag, weekend, ferie... det hele flyder sammen, og det eneste vi nogensinde planlægger ud fra, er weekend i lige uge (friweekend) kontra weekend i ulige uge (arbejdsweekend). Man behøver nok ikke være medlem af Mensa, for at få øje på, hvor upraktisk det er i forhold til at planlægge noget, der involverer resten af verden. For derude bruger de begreber som datoer og Weekenden (ja, med stort, for det er sådan det lyder når andre siger det).

Et helt klart mål i Mit Nye Liv er at få noget struktur på dagene. Jeg er ikke engang sikker på det kom med da jeg lavede listen over mål, men det er bare fordi det hele ramler fra hinanden og jeg glemmer alting. Eller fordi det først er efter jeg skrev listen, jeg kom i tanke om at det var det, det hed. Whatever. Det mangler i hvert fald, og jeg kan godt mærke, at det er nu, hvor jeg faktisk skal lave noget, der minder om arbejde, vi skal sætte ind. Og vi er startet med weekend, for selvom det lyder nemmest, så er det sværest, og det jeg mangler mest, hvis vi skal minimere antallet af nedsmeltninger.

Og nu sidder I og tænker: "Men weekenden er jo knap nok begyndt?!" Hvilket jo også er korrekt, bortset fra at jeg startede det her indlæg i søndags, og det derfor handler om sidste weekend. Jeg opdagede bare ikke lige at dagene gik (case in point). Nåmn, det var bare for at sige, det var en god weekend. En rigtig weekend, hvor jeg for første gang i meget lang tid, var i hhv. fredags-, lørdags- og søndagshumør. Gryntegrisen var syg midt i sidste uge, så vi aflyste fri-fredag, og smed hende i vuggestue, mens vi så noget James Bond, ryddede lidt op... den slags vigtige ting. Vi gik ud og hentede hende sammen, og så gik turen til Rema, for at købe ind, efter vores meget fine og gennemtænkte madplansindkøbsliste. Ok, det er lidt løgn, for først gik vi i Føtex, for der er der gratis skodbolle til børnene. Gryntegrisen har allerede lært, hvad der venter, når man står i kø hos bageren, så hun rækker hånden frem med det samme. Og bliver utilfreds hvis der går for længe. Jep, det er mit søde, velopdragne barn, der sidder der i klapvognen og råber ad disken og kræver mad. Når vi er i Rema er hun til gengæld sød og høfligt nysgerrig. Men der har hun jo også kæften fuld af Føtex-bolle.

Om aftenen ringede 90'erne, og sagde de gerne ville have deres pitabrød tilbage, men så fortalte jeg (venligt, men bestemt), at det slet ikke var deres pitabrød, for nu er de med fuldkorn, og så er det SÅ 10'erne. Og på det tidspunkt havde jeg også ædt dem alle sammen, så det var egentlig lidt lige gyldigt. Under alle omstændigheder var det fredags-agtigt. Eller det er måske kun min barndom, der taler? Vi fik aldrig den slags til hverdag, for der bestemte min far altid, at vi skulle have rigtig mad, hvormed han mente, at min mor skulle lave kogt kylling eller medister. Eller kødrand. Fuck, hvor jeg hader kødrand. Kogt fars i det hele taget, faktisk. Bvadr! Til gengæld kan jeg godt lide is, selvom vi jo slet ikke spiser den slags mere. Bortset fra at det gjorde vi i fredags. Men det var faktisk Husmoderen's skyld, fordi hun postede et billede af is med heksehyl ovre på instagram, og så blev Manden nødt til at gå ned i Fakta og købe is. Men han købte ingen heksehyl. Svin. Heldigt nok var jeg med min mor i Fakta i lørdags, og så kunne jeg selv smide en pose i indkøbskurven, mens hun ikke kiggede. Men alligevel.

Hov, lagde I lige mærke til hvordan det pludselig blev lørdag der? Som det muligvis fremgår af konteksten, var mine forældre på besøg, og jeg elsker simpelthen at Gryntegrisen nu er så stor, at hun for alvor begynder at kunne genkende dem. Hun hvinede og spjættede, da hun så Mormor og Morfar og Moster, og var med det samme med på at lege med lego med dem. Også selvom hun stadig hostede og var lidt slatten, ovenpå ugens sygdom. Hun gik helt omkuld, da de tog hjem, så hun blev smidt tidligt i seng, og så havde de voksne ro og fred, til at fråde nachos og is (nu med heksehyl). Og se Skyfall, og dermed sætte punktum for Bond-boksen.

Søndag var... søndag. Gryntegrisen var ingenting værd, og ville bare sidde og putte ligeså stille. Jeg havde et enkelt lille Parti-møde, men ellers gik dagen bare med at sidde i sofaen alle tre, og se Ratatouille. Det, og intet andet. Fuldstændig huset-flyder-men-vi-er-ligeglade-zombie-søndags-mode. Og det var nice najs niZeZ rim'li' fint. Det er sjældent vi (læs: jeg) formår at flade helt ud og komme ned i gear, uden dårlig samvittighed, men det var tiltrængt. Og så afgjort noget vi skal øve os noget mere på, for mandag morgen var jeg frisk og klar til at arbejde. Faktisk helt #tgim (thank god it's monday, red.), hvilket er en sjældenhed, men totalt værd at stræbe efter.

Og så blev det så lørdag igen, inden jeg fik det har skrevet færdig, for træerne vokser jo heller ikke ind i himlen (men det gør min to-do liste måske til gengæld. Eller muligvis vokser den lige lukt i helvede). I dag er ikke en specielt zen og weekend-agtig lørdag, for trætte barn er ikke putte-træt, men bare pissesur-træt, og det er helt ærligt en smule anstrengende i længden. Manden er heldigvis lidt af en helt, som slog hende ned puttede hende til middagslur, selvom han jo egentlig burde have lov til at sove i fred. Så jeg har drukket te, og spist chokolade og jordbæryoghurt med cocopops i fred. Ja, jeg lever på kanten.

Der er muligvis en læser eller to, der har fotografisk hukommelse og bare sidder og venter på.... og her vågnede Barnet så fra alt for kort lur. Nå. Men så bliver det en cliffhanger. Spændende, I know.

Ferieglimt fra en grill-aften

Min far: "Der er stadig en pølse tilbage. Søn? Du kan få chokoladesovs på pølsen"
Mig:"...det sagde hun også i går" (Kone-funfact: ja, den type er jeg)
Min Bror: "Jeg har set på nettet at man kan besvare alle spørgsmål med 'ikke siden ulykken'"
Min mor: "Ej, det kan man da ikke..."
Bror (med meget alvorlig mine): "...ikke siden ulykken"
Mor (med påtaget fornærmet mine): "Nå, men så går jeg bare ind og laver kaffe"
Ingen siger "...ikke siden ulykken", men alle tænker det og simultan-griner spontant
Mor: "Så kan I selv lave kaffe, hvis I bare griner af mig"
Jeg ser over på Bror og hysterisk latter følger umiddelbart

Jeg sagde det jo

Jeg nåede dårligt nok at trykke udgiv på sidste indlæg før ferie stemningen indfandt sig. Vi har spist gigant is på havnen og gået tur i Store Grønne Område, hvor vil spiste gourmetsandwich (trøffelsalami og syltet artiskok) fra sandwichpusheren mens Babyen sov en lang lur i klapvognen. Vi har set tour og ædt frosne flødeboller og købt loppekur til katten. Det sidste var ikke så ferieagtigt, men meget nødvendigt.

I går pakkede vil Baby m/grej sammen og drog til Det Mørke Jylland, hvor vil har set mere tour og spist mere guf og været en tur hos den lokale købmand. Han har nemlig et hæderligt (men dyrt) udvalg af bl.a. engelske specialiteter, så vil fik købt både mærkelige sodavand og full english breakfast på dåse. Og cheesecake i pulverpakke.

I dag er det min fars fødselsdag og det har vil fejret med en shoppingtur sans Baby, og senere er der roulade og grill (ikke samtidig, vel) Min far bestilte ellers altid kylling og rødgrød til sin fødselsdag, men han er blevet underlig efter han er blevet pensionist. Lige nu ligger jeg og feder den i hængekøjen i min mors have. Åh, min mors have. Den skulle næsten have et helt indlæg for sig selv.

Hva? Hvad siger I? Vil I hellere have et indlæg om Babyen? Nå, men det kan være I får det også så.


*Postet forsinket fra tabletten, fordi internettet ikke virker oppe i hængekøjen

Uden titel (jeg har glemt den)

Der var noget jeg skulle, da jeg tændte computeren. Nu har jeg glemt hvad det var. Jeg tror nok det var vigtigt af en art.

Jeg har også glemt at det hedder ude i køkkenet, og hvad det rigtige ord for den der ledning-dims er. Og hvad det var jeg skulle sige til Manden.

Er helt flad, som en hoppepude uden luft, ovenpå et par dage med Søster på besøg. Det har ellers været hyggeligt. Med hjemmelavet is og cafe-burger og milkshake og farvesortering af jelly beans.

Men nu er jeg færdig. Med at være noget som helst for nogen. I hvert fald for i dag.

Så er det jo meget godt Babyen er blevet puttet og Manden har ferie.

Mød min mor, Kvinden Der Får Ting Gjort

Jeg fik ringet til min mor, som selvfølgelig gerne ville komme. På trods af at hun skulle hjælpe min moster med at flytte-rengøre lejlighed lørdag formiddag. Hun sagde ting som "Selvfølgelig kommer jeg, hvis du har brug for det" og "Jeg skal lige snakke med far om hvornår det passer bedst" og "Det er ikke noget problem". Så lørdag eftermiddag klokken kvart over fire ankom den tornado af effektivitet, der er min mor. Inden aftensmaden var lejligheden i en tilstand, der ikke længere kunne beskrives som uhumsk (kan man så sige den er humsk?) og søndag formiddag sørgede hun for at vi kom til bunds i resten. Min mor kan ikke sidde stille ret længe ad gangen, og hvis der er en opvask der skal tages eller tøj der skal lægges sammen, så gør hun det.

Derfor nåede vi at:

• Vaske alt tøjet (på nær en lille bunke t-shirts)
• Feje alle gulve (Manden sov, så vi kunne ikke støvsuge)
• Få smidt en masses pap ud
• Vaske gulv i køkkenet
• Rydde op i spisestuen (bord lignede Jerusalems Klamme Ødelæggelse)
• Vaske tripp trapp stol ned
• Gøre ovnen ren (min mor, for "nu var hun jo lige igang")
• Rydde skrivebordet for uautoriserede bunker
• Rydde op i stuen
• Afstøve og vaske samtlige overflader
• Lægge alt tøjet sammen (på nær det der var i vaskemaskinen hhv tørretumbleren)
• Tage Monster Opvasken fra Helvede
• Gå ned med (en masse) skrald

Selvfølgelig legede hun også en masse med babyen, men hun har mad skillZ i at lave praktiske ting samtidig med hun leger med børn. Min mor er vuggestuepædagog, og jeg ved ikke om det er derfor hun er så god til at multitaske, eller om det er fordi hun er så god til at multitaske at hun er så god til at være pædagog. Ikke at jeg siger min mor er den perfekte pædagog eller noget - for hun er fx virkelig dårlig til at huske sangtekster.

Min mor (i færd med MOfH): "Er det kedeligt at ligge på gulvet, Grynte? Uuuuh, kan du høre det blæser? UuuUuuUUUuuuuh!
Blæsten kan man ikke få at se
Det' der ikke noget at gøre ved
Men når møllens vinger drejer
Og når alle... røve... dingler..."

Traditionen tro

Jeg fik vist nævnt i et afsnit af låveståryen (som jeg er håbløst bagud med, I know) at mig og Es i tidernes morgen fik startet en tradition om at se melodigrandprix sammen. Til den første grandprixaften blev vores "plus på"-system også udviklet, og det har faktisk ikke ændret sig ret meget, ud over at vi nu har lavet et scoresheet. Det er et meget subjektivt og åndssvagt pointsystem, der i al sin enkelthed går ud på at man skriger "Plus på xxx" når der er noget det er godt og forarget siger "Der er eddermame minus på yyy". Der er selvfølgelig masser af regler, og selvfølgelig overholder vi ikke nogen af dem. Således er det fx kun tilladt at give et plus på en ting, men det er set at "plus på udseende" er blevet udvidet til "plus på hår, plus på ansigt, plus på ben, plus på patter - nej, det må give to plusser på patter". Alt sammen meget plat og meget sjovt.

Det er allerede blevet en urokkelig tradition at vi skiftes til at være værter til det danske og det internationale. Det er ikke altid vi ser det på dagen, fordi alle arbejder åndssvagt, men så ser vi det på drNU. I år var det Essernes tur til at have det internationale og stjernerne stod åbenbart rigtigt, for der var ingen der skulle noget andet. Vi snakkede frem og tilbage om hvordan vi lige skulle løse det rent praktisk, for Gryntegrisen skal jo tidligt i seng, og vi havde ikke rigtigt mod på natbus sådan en pinselørdag. Af uforklarlige årsager har vi aldrig fundet på det før, men den indlysende løsning var sleepover - og jeg tror vi nu har udvidet traditionen, for det var virkelig hyggeligt (og nemt).

En stor del af vores grandprix-tradition udgøres af maden. Værterne skal stille med en ægte grandprixmenu, og vi forudså (korrekt) at der ville gå sport i at finde på det mest åndssvage. Til det danske havde vi lavet pølsemix med bølgefritter, så vi havde sat barren højt. Es overgik dog sig selv (og os) og havde gentænkt pindemadskonceptet: Han havde lavet pindemads-hotdogs. Syltet agurk, en stump pølse og en lille skive hjemmebagt hotdogbrød med forskelligt hotdogdyppelse til (herunder hjemmelavet ketchup) Der var også lasagne - måske ikke så grandprixagtigt, men de havde tænkt (korrekt) at det fik vi nok ikke selv lavet så tit. Til dessert var der en absurd stor skål bland-selv, så alt i alt ret gennemført.

Vi slentrede hjem opad formiddagen, trætte og mætte efter en killer-morgenmad og sugede søndagsstemningen til os. Der er altså noget helt specielt over sådan en stor større by, der sover ovenpå en lang nat. Vi gik en omvej, og nåede først et tog senere end det vi havde tænkt os, men det var bare en af de dage hvor det ikke gjorde noget. Hvor den tunge træthed sad i en og hele verden var i orden, selvom det var overskyet.

Da vi stod af toget i Byen Ved Vandet pisøsregnede det. Den der tætte, silende regn, som er så hyggelig, når det er sommer og jorden er varm af mange dages sol. Gryntegrisen gryntede nede i barnevognen og jeg kom i tanke om at klokken da vist var blevet mange og hun måske nok var ved at være sulten. Så jeg sad på en bænk, inde under halvtaget, og så på regnen mens den barnevognsvarme baby puttede og spiste i mine arme. Bagefter puttede vi hende ned under dynen og regnslaget og smilede til hende, dernede i hulen. Hun sov mens vi blev gennemblødte. Vi gik forbi Ronan på vej hjem, og lagde en lille sten som søde Frederikke havde sendt. Den er så fin, og jeg ville have taget et billede, men det hele var ved at drukne i regnen. Vel hjemme bar vi den sovende baby op og skyndte os d af det våde tøj og ned under dynerne på sofaen. Med varm kakao og Doctor Who. Søndagsdoven over hele linien.

I mandags kom mine forældre på besøg til dikke-dik af babyen og frokost (som de selv havde med). Min bror og søster kom først op ad eftermiddagen, og heldigvis havde min bror haft en frygtelig togtur. Og jeg siger heldigvis, for det betød at min mor syntes han skulle have trøsteis. Min bror blev efter de andre var kørt, og vi havde en virkelig hyggelig aften. Han sagde nej tak til at bestille pizza, for han ville hellere have hjemmelavet mad. Som så var pølser og pomfritter, men han siger det tæller som hjemmelavet når man har haft komfur og ovn tændt.

I går fik jeg en babyfri dag (altså, sådan en dag hvor Manden ordnede det hele), for jeg trængte helt ærligt til at lade op inden Manden skal på arbejde igen. Så jeg var alene i banken til møde, fik læst op på noget kommunalpolitik og kom til at købe to lego Heroica-spil, fordi de var sat ned til halv pris.

Og apropos overhovedet ingenting så er babyen begyndt at spise grød. Jeg havde forestillet mig at det var sådan noget med at vi skulle have en lille bordbøn (ikke noget der er "alt for Jesus", som Manden siger) og at højstolen skulle være i hus først, men midt i Mandens sidste arbejdsuge fik jeg simpelthen nok af at der var så meget skrigeri hver gang hun skulle have mad. Så jeg kogte noget hirsegrød, som hun åd/smattede ud over det hele, og det virkede overhovedet ikke som noget problem, så vi gjorde det igen dagen efter. Og så fandt jeg på at mose en halv banan og putte i og det var et hit, og hun spiste op. Så nu får hun skemad to gange om dagen - da vi introducerede kartoffel/gulerodsmos i går sad hun lige og smagte lidt på det, men inhalerede det så lige så effektivt som grøden. Det kan godt være der står i bogen at barnet har brug for en overgangsperiode med tynd, neutral grød og at der ikke er behov for det før 6 måneder, men det har Grynten vist ikke læst. Og hvis jeg bare havde lyttet til min mavefornemmelse havde jeg givet hende skemad for en måned siden, og så var vi sluppet for den der forfærdelige skrigeperiode.

Jeg VILLE egentlig sætte nogle billeder ind her, men Mandens telefon spasser ud - fååååårk hvor er jeg træt af at min telefon ikke kan tage billeder. Går jo også totalt glip af #glimmeronsdag. Nå, nu virker den vist. Måske. Så her er de:

Hun kan i øvrigt også sidde selv, i korte intervaller. Og som det ses var det på tide at sætte tremmesengen ned - jeg finder hende i øvrigt ofte med hovedet nede i fodenden om natten. Min lille store pige.

Den Store Pasningsdag

Nå, men var det ikke den weekend jeg skulle have skrevet om? Det er jo faktisk allerede en uge siden vi pakkede Det Uforklarligt Store Børnefamilie Læs og drog til det mørke Jylland. Vi tog afsted torsdag, for vi syntes det var lidt vel rigeligt hvis det lille stakkels barn både skulle med tog og passes samme dag. Min mor arbejde sent, så min far kunne få lov til at køre barnevognen hjem fra banegården (min mor er gået i mormor-overdrive og får baby-tunnelsyn når Gryntegrisen er i nærheden)

Jeg havde hørt læst ude på internettet at det er frygteligt første gang ens lille baby skal passes af nogle andre, så jeg havde sagt til Manden at jeg nok skulle prøve ikke at tænke på Baby hele tiden. Og jeg havde investeret i en brystpumpe, så jeg kunne malke ud hvis nu hun vågnede og var sulten mens vi var væk (fire timer er da klart længe nok til en baby kan dø af sult). Den Store Dag oprandt og der var en underlig mangel på panik og tårer. Ud over et enkelt (mindre) hysterisk anfald da jeg forsøgte at lave indledende-hår-krølle-manøvre om formiddagen. Jeg egner mig ikke til den slags pynte-dims, men det drejede sig om Bryan Adams og første tur uden Baby, så det skulle ligesom være i orden.

Af samme grund havde jeg også medbragt Torturtrusserne fra Helvede, som Østfronten korrekt kategoriserer som "sådan nogle 'hold alting inde'-nogen". Jeg er jo ellers overhovedet ikke typen der går op i den slags, men jeg har et par til når jeg synes Manden skal have en pæn mindre grim kone på armen. Jeg hader dem. De er ukomfortable ad helvede til og umulige at få på. Og så stod jeg så der, foran spejlet og syntes ikke de havde en skid effekt. Så stadig fed og efter-gravid ud. Men da kjolen (den røde med prikker, som jeg købte af AB) kom på kunne jeg godt se det. Torturtrusser fra Helvede gjorde hele forskellen på "kvindelig fylde" og "gad vide om hun venter sig?". Så de blev på. Hele aftenen. Og da Manden, der kender min lille blære, inden koncerten spurgte om jeg ikke skulle ned og tisse, kom jeg muligvis til at hvæse lidt ad ham, for det kan jo ikke lade sig gøre.

Min mor kommenterede (selvfølgelig) mit valg af fodtøj med et "Dem kan du jo ikke gå ret langt i", og nej, mor, jeg kan ikke gå ret langt i små-sandaler-med-hæl, men skulle jeg tage i byen i mine vinterstøvler? Hertil svarede hun (fnisende) "Ja" - efterfulgt af et mere alvorligt "Men du ser brandgodt ud". Mission accomplished. Det var ligesom dengang hun indrømmede min næsering var pæn, da jeg fik den lavet, selvom hun i årevis havde snakket om "sådan noget pjat, og der går jo også betændelse i det". Der var stadig ingen panik, tårer eller gud-hvor-er-det-hårdt-at-skulle-gå, da vi skulle afsted. Jeg glædede mig bare som en sindssyg, og Babyen artede sig (selvfølgelig) og faldt sødt i søvn hos min mor ligesom vi kyssede hende farvel (Babyen, ikke min mor).

Koncerten var som ventet fantastisk. Det er cheesy, I know, men de sange siger alt det jeg ikke kan finde ord for. Det var så skønt at være sammen, bare mig og Manden, og vi havde slet ikke lyst til at tage hjem bagefter. Manden sagde, med et lille tøhø, at nu kunne man da godt drikke en kop kaffe. Så stod vi der og så på hinanden og tænkte at det kan man da ikke, når man har en baby man skal hjem til. Jeg foreslog forsigtigt at jeg jo kunne prøve at ringe til mine forældre og høre hvordan det gik og så kunne vi se. Det gik (selvfølgelig) fint, og Gryntegrisen sov bare. Min far syntes det var en god ide med den kaffe, men mindede os bare på bedste paranoia-vis om at "passe på bøllerne i byen". Så vi tog hinanden i hånden og gik ned i byen (så så langt kunne jeg altså godt gå i sandalerne).

Da vi sad der, midt i varmen og stemningen, havde jeg slet ikke lyst til kaffe alligevel. Jeg havde langt mere lyst til en white russian. Og fordi det var fredag og vi var ude og det var en dejlig dag hentede Manden en til mig. Og ved I hvad? Sådan en er lavet af 50% glad og 50% træt. Og smager 100% af en mere. Meeeeen, jeg ammer jo, så jeg holdt mig til den ene, selvom nummer to nok havde taget mig fra "glad og let" til "godt buzz". Bagefter slentrede vi ud i kulden og blæsten, for at mødes med min far, der agerede taxa. Manden insisterede på en cheeseburger, da vi gik forbi McD, fordi det skal man have når man har været i byen. Og chili cheese tops. Det var så hyggeligt at gå sammen i de tomme gader, lidt berusede med en cheeseburger og hinanden i hånden. Selvom det var koldt i nyloner og sandaler. Men ligesom burgeren hører det jo med.

Min mor havde lagt sig i sengen ved siden af lille Grøffe, så det var hyggeligt og varmt da jeg listede i seng og byttede plads med hende. Manden kom en kop tes tid senere, og krøb ind til mig. Det var varmt og trygt og dejligt, men mere blev det ikke til. Jeg faldt i søvn mens han holdt om mig.

Viise ord

Selvom vi er ret nede med det der baby-shizzle, sker det alligevel (relativt ofte) at jeg vender situationen med mine forældre. Min mors råd er altid brugbart, men det er blevet tydeligt hvor jeg har den semiafslappede tilgang til tingene fra.

Mig: "...og så bliver hun bare så træt, at hun ikke ved hvad hun skal gøre af sig selv"
Min mor: "Jaaaah, men så må I jo gå lidt med hende"

Mig: "Hun har virkelig haft meget mavekneb, og det er bare så synd for hende..."
Min mor: "Jaaaah, men så må I jo gå lidt med hende"

Mig: "Der er alt for meget mad, og hun skreg bare, så nu er vi nødt til at trække tiden mellem amningerne"
Min mor: "Jaaaah, men så må I jo gå lidt med hende"

Mig: "Det har været nogle virkelig lange dage, så hun er helt kvæstet"
Min mor: "Jaaaah, men så må I jo gå lidt med hende"

Min fars råd er ikke så praktisk orienteret, men mindst lige så vigtigt:

"Husk nu at nyde hende"

På tur med Baby

Var der egentlig ikke noget med jeg ville skrive noget om at have baby med på tur? Det er da også kun en uge siden vi var afsted. Jesus, altså, hvor bliver den tid af?

Nå, men vi var på besøg hos mine forældre i Det Mørke Jylland i sidste weekend. Midt-uge var jeg ellers sådan lidt arhmen-går-det-nu fordi hun havde været ret pylret et par dage og det er jo også lidt af en togtur. Men så huskede jeg at Manden har ret, og tingene slet ikke er så indviklede som jeg har en tendens til at gøre dem til, og det går jo som det går.

Så vi pakkede tøj og bleer i en taske og barnet i vognen, og steg på toget til Jylland. Nemme Baby klarede det selvfølgelig fint, og gjorde alle Morens bekymringer til skamme. Hun sov og kiggede ud af vinduet, og blev ammet omkring Kolding. Das war's.

Jeg havde virkelig indstillet mig på at så måtte det bare være en lang weekend, med en overtræt baby, og så måtte vi indhente søvn og overskud når vi kom hjem. Men jeg havde undervurderet Mormoren og Morfaren. For godt nok var de en medvirkende årsag til overstimuleret Gryntegris, men de var også i den grad villige til at tage sig af det overstimulerede barn. Således kom min mor ind lørdag aften og tilbød at tage babyen efter jeg havde ammet, på trods af hun egentlig var på vej i seng. Så jeg bare kunne lægge mig til at sove. Rimelig luksus bare at få sovende barn i lift leveret en time senere.

I det hele taget tog Grynten det hele rigtig pænt, selv det store rykind af gæster søndag formiddag. Hun timede det faktisk perfekt og var vågen og i charmehumør lige da gæsterne ankom.

------
Jeg skrev det her indlæg i går men glemte at udgive det. Så tænkte jeg at det kunne jeg så lige gøre nu. Viser sig så jeg også har glemt at skrive det færdigt. Ammehjerne. Men I får det alligevel.

Et lilla luksusproblem

Som trofaste læsere vil vide er jeg ikke specielt begejstret for lyserød. Meget specifikt lyserød. Hot pink, fint. Fuchsia, fint. Lyserød, noooooooooo. Det var min største frygt ved at få en pige, alle de lyserøde gaver. Shit altså, jeg synes pige-siderne i babykatalogerne er rædselsfulde.

Åbenbart har jeg formået at sprede det glade budskab om at lyserødt er hæsligt, for vi har kun fået et enkelt, lyserødt rædsel (det er til gengæld også rigtig slemt - undskyld, hvis noget af Mandens familie læser med!)

Til gengæld har jeg vist ikke helt formået at formidle grunden til jeg ikke rigtigt synes lyserød er da shizzle. Jeg har jo ellers skrevet om det engang (så kan man lære ikke at have en anonym blog). Nå, men hvorom alting er, så er lyserøds søster, lilla, flyttet ind. Bevares, lilla er ca. en milliard gange pænere end lyserød, men det er stadig en udpræget pigefarve og jeg får fniller af at alting er lilla. Ja, alting. Vi fik en lækker joha-natdragt i julegave af min mormor. I lilla. Og nogle savlesmække. I lilla. Min moster har lige syet et par lilla gamacher med matchende, you guessed it, lilla sokker. Så havde min mormor da også lige en lillae gave med da vi var hjemme hos mine forældre i weekenden: en lilla (velour)kjole og ditto gamacher. Nåja, og så er der den trøje min mor er gået igang med at strikke. I lilla (men der er dog formildende omstændighed at hun vist nok strikker nogle skrigfarver i også. Men man ved aldrig med min mor, for hun ombestemmer sig hele tiden når hun strikker)

Og så er det jeg bliver virkelig splittet. For jeg hader det der tøsetrip, men samtidig er det jo gaver, og dem er jeg taknemmelig for. Men det er også ærgerligt at vi ikke bruger det, fordi jeg synes det bliver for meget. Men det er også så småligt at stille krav til gaver. Men det er også dem selv der spørger hvad vi kunne tænke os. ARGH! Min smag (og mine øjne, og mine principper) siger "byt den lilla velourkjole hun kun kommer til at bruge en enkelt gang", men min kærlighed til min familie siger "den har min mormor stået og valgt med kærlighed til sit oldebarn" og så nænner jeg ikke at bytte den, bare fordi jeg hellere ville have et par røde/grønne/gule/orange smækbukser.

Nu er det heller ikke fordi jeg er absolut modstander af at min lille babypige nogensinde er yndig pyntig. Jeg synes hun er enormt nuttet når hun får en lille bitte kjole på, og jeg elsker at stå sammen med Manden og vælge hvad vi skal give hende på, når vi skal til noget komsammen af en art. Men til hverdag? Der orker jeg altså ikke pyntig pige i upraktisk, lyserødt lilla tøj.

Yndig pyntig Gryntegris i forklædekjole og små (nuuuurh-hvor-er-de-nuttede-mini-)sko med røde blomster, som min faster har syet. Hun havde det på i en time.

Niecen og Babyen

For 4-5 måneder siden begyndte vi at snakke med Niecen om Babyen. Maven var begyndt at være tydelig og det gav ikke så meget mening at holde hende udenfor, når nu de voksne snakkede (og stadig snakker) meget om den mave.

Da Kaye informerede hende om at der altså er en baby inde i min tykke mave tog hun det med ophøjet ro og sagde overlegent: "Der er også en baby inde i min mave!" Godt så. Ingen af os modsagde hende, for når man er 2½ år gammel lærer man ved at efterligne og lade som om (og i øvrigt har ingen nogensinde vundet en diskussion med en 2-årig, der har sat sig noget i hovedet). Vi havde egentlig troet det ville gå lidt i sig selv igen, men det gjorde det bare ikke. Hun har stadig en baby inde i maven, som hun helt uopfordret snakker om, omend den har det med at ændre karakter. Nogle gange er det bare "en lille bitte baby, som sover lige i navlen - shhhh!" og andre gange sparker den, og andre gange igen "kommer den ud lige om lidt og leger!".

Vi fortæller selvfølgelig meget om hvad sådan en baby kan og ikke kan når emnet kommer på bane, men det er et meget stort emne når man kun lige er næsten-tre. Der er mange, mange ting der skal på plads, og det tog et godt stykke tid inden det overhovedet lod til, at hun var med på der rent faktisk er noget/nogen derinde i maven. En dag skældte hun Manden ud fordi han aede min mave og sagde "Min søde, lille Baby", for selvom vi har snakket så meget om det havde hun stadig ikke forstået at det også var Mandens baby, og ikke kun min. Det er måske også lidt abstrakt hvordan noget inde i min mave også godt kan tilhøre Manden.

For at gøre det hele lidt mere håndgribeligt var mig og Manden en tur på biblioteket, hvor vi (efter en del hjælp fra børnebibliotekaren) fandt bogen "Stump i mors mave". Er I klar over hvor svært det er at finde en alders-passende bog, og så endda en der ikke handler om at blive storesøster/-bror? Men vi fandt den, og bogen om den lille Stump er guld. På hvert opslag er der på den ene side en tegning af mor (og far) der laver hverdagsting og på den anden side en tegning af Stump der laver noget tilsvarende inde i maven. I løbet af bogen bliver Stump større og større, indtil han til sidst ikke længere kan være på billedet/inde i maven og kommer ud.

Jeg havde bogen med en eftermiddag, og Kaye læste højt for Niecen, der hele vejen igennem bogen sad med et fuldstændig lamslået, vantro udtryk i ansigtet. Undervejs snakkede vi om at de ting Stump laver, det gør babyen inde i min mave også. Vi snakkede om at den får mad igennem navlen når jeg spiser, og at den ligger og svømmer under vand - ligesom Niecen også gør (og er dygtig til) til svømning. Men da vi kom til opslaget der handler om at mor tisser på toilettet, og at Stump bare tisser inde i maven slog hun bremserne i. For dét var simpelthen alt for langt ude. Jeg fortalte at det er rigtigt nok, og at min baby også bare tisser inde i maven (og forsøgte at holde et straight face imens, for Niecens indignation var simpelthen så sjov og sød), hvilket hun jo var nødt til at acceptere - men hun sagde meget bestemt: "Men min baby tisser ikke inde i maven!" (og det gør den stadig ikke, ved jeg, for hun minder os ofte om det)

Efterhånden tror jeg hun er ved at være med på konceptet. Eller koncepterne skulle jeg måske sige: 1. Der er en baby inde i min mave, 2. Vi får snart en baby. Jeg er dog ikke helt sikker på at hun helt er i stand til at kæde de to ting sammen, så vi venter spændt på hvad hendes reaktion bliver når den kommer ud. Og hvad der mon sker med babyen inde i hendes mave.

Lidt om min mor

Hov, så gik der lige en uge. Jeg har ikke glemt jer, vi har bare haft travlt med at være inde i præbabyboblen, mig og Manden. Det er jo lige om lidt, og vi kunne måske ikke trække den ret meget længere med de sidste praktiske ting, eftersom Manden ligesom arbejder fra nu af og en uge frem. Så vi har været i biografen (jo, det er sgu da herremeget en praktisk ting!) og IKEA, og vi har samlet en kommode og vasket noget babytøj. Og så har vi slappet af og holdt i hånd, og været enige om at vi har haft et rimelig godt run, so far.

Massernes holdning var vist at jeg skulle starte med at fortælle om min mors besøg - selvom der måske i virkeligheden ikke er så meget at fortælle. På vej hjem efter at have fulgt hende til toget mandag morgen var mit hoved fyldt med det helt vanvittigt fantastiske blogindlæg jeg skulle hjem og skrive, men det var lidt som om det forsvandt undervejs. Måske det var al den modvind og regn der gjorde det?

Nå, men det korte af det lange er at jeg måske ikke fik sagt så meget. Ikke om de der store ting, i hvert fald. Men til gengæld blev jeg mindet om at jeg rigtig godt kan lide min mor (hvilket ikke automatisk kommer af at man elsker nogen), og at hun er der når jeg har brug for det. Det lyder måske som en mærkelig ting at glemme, men i det daglige hvor jeg ikke ser hende ret tit, og har gået og tumlet med alle de der tanker om min egen barndom og de ting der gør ondt... ja, så er "nu og her" en størrelse der godt kan være svær at holde fast i.

Så ja, ok, der er nok stadig en del ting som mit 5-10-15årige jeg gerne ville have sagt de ord jeg ikke havde dengang. Men det var virkelig dejligt at blive mindet om, og bekræftet i, at der ikke er noget mit 26årige jeg mangler at få sagt. Forstår I?

Hmm, jeg havde egentlig tænkt at nu Manden var på arbejde igen ville jeg kunne bruge al min tid på at skrive lange blogindlæg. Det gør jeg så åbenbart ikke, for han er lige stået op, og jeg er ikke kommet længere end her til. Oh well.

Og om lidt kommer min mor

Nogle gange vil man bare gerne have sin mor. Heldigvis kunne hun godt finde et hul i sin kalender og komme over, selvom de lige har været her.

Der er mange ting jeg gerne vil snakke om. Men problemet er at få hul på det. For selvom jeg har sagt det tusind gange inde i mig selv, så er det som om jeg slet ikke kan få ordene ud af min mund.

Ordene om hvordan jeg har det, ordene om hvad vi har tænkt os omkring Baby, ordene der presser sig på efter psykiateren har revet hul på en masse ting. For hvor åndssvagt virker det ikke lige at tage problemer op, der er 10-15-20 år gamle? Især når nu det ikke (rigtigt) er problemer længere.

Men samtidig trænger jeg også til at sætte ord på. På alle de ting jeg ikke kunne sætte ord på dengang. Jeg trænger til at få renset ud, gjort rent bord, clean slate. Især nu hvor Baby kommer lige om lidt, og det er mig der står og skal opdrage nogen og forsøge ikke at fucke det op.

Jeg ville så gerne ikke slæbe rundt på hele min fortid altid.