onsdag den 8. oktober 2014

Hvori der ikke er mere mælk

Jeg har lige foldet fire mælkekartoner sammen. FIRE! Som bare lå og flød hen over diverse overflader. Det er ikke engang fordi de har ligget der specielt længe (men nok for længe, under alle omstændigheder), vi bruger bare enormt meget mælk. Mælk til te, mælk til havregryn, mælk til madlavning. Jeg tror det at have fået et enkelt lille barn har fordoblet vores mælkeforbrug (så i gamle dage ville der kun have ligget to tomme mælkekartoner og været klamme. Bortset fra at i gamle dage var der ikke nogen der skulle mase nogle andre ud af døren mens nogle tredje lige skulle have lov til at sætte sig i fem minutter, så dengang var der nok nogen der havde smidt kartonerne ud med det samme. Måske.)

Der er i øvrigt ikke mere mælk nu.

Der er heller ikke mere brød.

Det er virkelig story of my life, for tiden, det der med at vi mangler et eller andet vitalt. Altid, uden undtagelse. Jamen jeg forstår det ikke? Vi har jo lige købt ind? Manden går i Fakta efter mangelvarerne på vej hjem, men lur mig om der så ikke er et eller andet helt syttende vi alligevel har glemt.

Men det er også bare fordi vi ikke bare kan købe ind et enkelt sted. Kiosk-fakta ned på hjørnet er praktisk og tæt på, men deres udvalg er altså ikke ligefrem stort. Og deres chili-bønner er alt for stærke. Så vi vil hellere i Rema og købe stort ind, når vi kan overtale nogen med en bil til at læsse os hjem (vi overtalte min mor i weekenden. Det viste sig at være en ret praktisk foranstaltning, for ikke nok med hun kørte bilen og underholdt Gryntegrisen, så insisterede hun også for at betale. For en måneds basisvarer. Og bleer). Men omme i Rema har de ikke ordentlig mælk. Det er nok også bare mig der er så mega sart med den mælk (ja, nu snakker vi om mælk igen, tough luck, hvis der skulle sidde en mælkehader derude), men det er altså en af de ting som skal være økologisk, fordi vi bruger så meget, og det smager så meget bedre, og køerne får rent faktisk luft og græs. Og vi køber jo ikke mælk fra Arla, fordi de er nogle monopol-svin og i øvrigt homogeniserer de øko-mælken og det er nedern. Desværre er det eneste øko-alternativ i Rema de der trælse posemælk, som måske er praktiske nok at folde sammen, men som altså hverken er nemme at hælde af eller transportere eller opbevare. I hvert fald ikke når man køber ti liter af gangen. Så derfor køber vi mælk i Fakta (som i parentes bemærket har hele TO arla-alternativer, som i virkeligheden er den samme Thise-mælk bare med forskellig mærke og med/uden jersey - vi køber den der er på tilbud).

Og brød. Det køber vi også i Fakta, fordi de har billigt fuldkornstoast uden kerner. Og der er alt muligt andet brød som altid er på tilbud, fordi kiosk-fakta aldrig får solgt ting inden sidste salgsdato, så der er altid tusind varer med "se dato" og "brug snart -50%"

Det bliver selvfølgelig ikke nemmere af at vi har ca. 0 penge om ugen at købe mad for, fordi der pludselig kom en regning og så var der noget tandlæge og så skulle vi jo også betale for et års gymnastik. Det er de bedste 450kr vi har brugt i år, også selvom der så ikke lige var råd til mælk sidst på måneden.

Men det gjorde måske heller ikke så meget, for det er som om der er nok tomme mælkekartoner der ligger og flyder i forvejen.


PS. Det her indlæg har jeg i virkeligheden ikke brugt en hel halv time på, selvom jeg satte uret, for ca. halvvejs blev jeg distraheret af at læse om Fermi-estimater. 'Coz that's how I roll.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.