Hvori jeg for alvor bliver træt af politik

Manden har plantet sig i sofaen med Netflix. Han har vasket op, så det er ok. Jeg sidder her og blogger (ja, godt set) og klapper mig selv på skulderen over at jeg havde spist alle dagens elefantbidder inden klokken 10, og at Crazy Urealistisk Projekt dermed er otte bidder mindre urealistisk. Men stadig urealistisk nok til at jeg ikke tør jinxe det ved at skrive mere om det her. Havde planlagt at være meget mere færdig på det her tidspunkt, men så kom der nogle budgetforhandlinger og åd al min tid og alt mit overskud i halvanden måned.

Ja, budgetforhandlinger. Det var egentlig noget af det jeg ville have skrevet om hvis ikke de havde taget alt min tid. Jeg har selvfølgelig ikke været med til de officielle forhandlinger, eftersom jeg ikke er medlem af byrådet, men blot en sølle 2. stedfortræder. Men hold. nu. kæft. hvor har jeg haft nok at lave alligevel. Og hvor har jeg skulle vide meget og mene meget og tage stilling til en masse ting, som jeg skulle både vide og mene noget om. Det trak tænder ud, og det var grimt og træls og nedern, og jeg er træt af politik.

Bortset fra, at det må jeg selvfølgelig ikke sige, for jeg må ikke sige noget om noget som helst, for hvad nu hvis den samlede danske presse læser med på min blog og opsnuser en saftig historie om, at jeg ærligt og lige ud af posen siger det ikke er en hyggeklub henne i politik. Jamen, grin bare, men det er en ægte nok bekymring. En bekymring, der i høj grad er nogle andres og ikke min egen, men en bekymring jeg er nødt til at tage seriøst, fordi det ikke bare er min egen røv, der er i fare for at blive ristet.

Så det er derfor der har været så stille. Blandt andet. Fordi det der politik slog benene væk under mig og svinebandt mig, og så kunne jeg ikke sige noget om noget som helst, fordi det var fortroligt, var om nogle andre, kunne tolkes forkert (hvis der nu var en journalist, der læste med). Det går mig imod ad helvede til. Altså, ikke at jeg ikke kan dele fortrolige oplysninger, men at jeg bliver bedt om at spille det der spil. For jeg gider det ikke. Jeg gider ikke "hvis jeg gør sådan, så tror de sådan, og så vil de det, men hvis han siger sådan, så skal jeg..." Men det er svært at insisterer på ikke at spille spillet når alle de andre gør. Det bliver, i sagens natur, helt umuligt at stå uden for.

Jeg er ikke god til at veje mine ord. Jeg er ikke god til at gå på den der knivsæg mellem at være ærlig og alligevel ikke sige for meget. Hvornår er det min mening og mit liv, hvornår er jeg loyal overfor andre... og hvem er det overhovedet jeg skal være loyal overfor?

Lige nu holder jeg ferie fra politik. Bortset fra at det gør jeg ikke, for så er der baggrundsgruppemøde og så er der byrådsmøde, og jeg kan ikke undslå mig, for det handler stadig om budget, selvom løbet ligesom er kørt. Men jeg prøver alligevel at træde et skridt tilbage. Lave noget andet. Lægge det fra mig. For det er helt umuligt at bevare perspektivet når man står i det, druknet i dagsordner (ordinære, som skjulte) og bilag og tal. Det er umuligt at nå at mærke efter og det er umuligt at sige fra, for midt i det hele er alting vigtigt. Jeg kan godt mærke, nede i min mave, at jeg er nødt til at sætte en grænse et sted, for ellers ender jeg med hele verden på mine skuldre, drevet frem af den der selvdestruktive "men der er jo ikke andre der gør det"-ansvarsfølelse.

Øver mig i, at vende min tilgang om, og tage udgangspunkt i hvad jeg kan og ikke hvad jeg bør. Forsøger at huske, at det bedste jeg kan, er det bedste jeg kan, og at jeg ikke kan tilbyde mere end det. Det er langtfra så let som det lyder.

Det er faktisk pissesvært.