Gravidstatus, 13+3

Så kom vi alligevel igennem første trimester inden jeg fik mig taget sammen til at gøre status over den her graviditet. Men på den anden side ville status indtil nu have været brok-brok-brok, og det kan man jo alligevel læse om i alle de andre blogindlæg. April måned var Sucky McSuck med suck på, og de første to uger af maj var heller ikke alt for sjove, men jeg har næsten allerede glemt hvor nedern og træls det hele var.

Status pt.

• Stadig træt, men slet ikke så træt som jeg har været. Jeg går ikke længere død klokken 21 og jeg sover generelt bedre om natten (selvom jeg stadig skal op for at tisse)
• Kvalmen er også i aftagende, og det er kun når jeg er sulten eller fx har gået en tur det er slemt. Jeg kunne endda svitse nogle løg den anden dag. Men stegt mad skal stadig holde sig langt, langt væk - sådan var det også hele graviditeten med Ronan.
• Man begynder så småt at kunne se maven, men jeg flipper skråt over folk der kommenterer det, for så meget kan man heller ikke se det. Det er stadig bare fordi jeg er fed.
• Det er for alvor begyndt at strække i maven, og jeg tager mig selv i at gå og gnubbe den tusind gange i løbet af en dag. 
• Mine bh'er klemmer allerede, til Mandens store begejstring. Jeg er dog knap så begejstret for konceptet super-ømme-bryster-i-tøj-der-klemmer.
• Bortset fra det, så er sexlysten så småt ved at vende tilbage. Jeg får ikke længere totalt klaustrofobi af der er nogen der rører min krop, og jeg synes heller ikke kys er helt så kvalmende længere. Heldigvis er Manden sød og forstående.
• I det hele taget er Manden meget tålmodig og står på hovedet for mig. Han har lavet mad og gjort rent og hentet dyner og købt ind og smurt sandwich med "lige en lille smule X og tre stykker Y" Jeg ved faktisk ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre uden ham.
• Det føles enormt underligt at babyen bare ser helt almindelig ud. Vi havde begge to lidt en følelse af "Nå? Hvad skal vi så lave de næste seks måneder?" Jeg kan slet ikke forholde mig til at vi bare skal gå og hygge os, og i Baby Sam og den slags. 
• Næste scanning er 5. juni, for lægen sagde: "det er op til jer hvor mange scanninger I vil have" og så kunne vi bare sådan uden videre få en tid to uger senere. Og to uger efter det har vi første tid hos JM - som er den samme som sidst, til både vores og hendes store begejstring.
• Alt i alt håber jeg på denne gang at kunne få det rare og rolige andet trimester som alle bøgerne og internettet snakker om.

Bonus-info: Da Manden ringede til Udkantsdanmark for at fortælle de gode nyheder fra nakkefoldsscanningen var Svigerfars reaktion overvældende lettelse, umiddelbart efterfulgt at spørgsmålet "Er det en dreng eller en pige?" Selv hvis man kunne se det så tidligt, og selv hvis vi ønskede at vide det ville jeg stadig ikke sige det. Ikke til kønsstereotype Udkantsdanmark, i hvert fald.

1 til en milliard million (13+1)

Ok, det var måske ikke præcis det tal han sagde, ham lægen, men det kunne det ligeså godt have været. Det var i hvert fald noget med 1 til mange tusind, og at risikoen for Down's derfor var meget, meget lav. Lægen spurgte om vi ville have de konkrete tal skrevet ned, men det syntes vi måske ikke helt var nødvendigt. Jeg kommer til at huske tallet 22 resten af mit liv, fordi det var det der vendte op og ned på hele graviditeten med Ronan, men jeg har allerede glemt Nye Babys tal. Jeg registrerede kun "lille nakkefold" og "lav risiko"

Nye Baby (som i den grad mangler at få sit eget navn) slægter sin storebror på og havde ikke tænkt sig at ligge rigtigt, så den kunne blive målt. Overhovedet. Den lå og roterede rundt og hoppede, helst med ryggen til, og det tog meget, meget længe inden den rare læge kunne få et billede han kunne måle på. Heldigvis sagde han tidligt i scanningen at han godt kunne se at nakkefolden ikke var ret tyk, og at han bare blev ved med at scanne for at få et præcist mål. Jeg synes det er ret vildt at sådan en lille bitte baby næsten er helt færdig og kan drikke vand og sutte på sine hænder og alt muligt.

Selvom vi egentlig ikke rigtigt havde flere madpenge til den her måned besluttede vi alligevel at det skulle fejres med en burger. Og mens vi sad og ventede på maden begyndte jeg at tude. Fordi min lille baby har det helt fint. Fra nu af har vi ikke grund til at bekymre os mere, eller være mere bange, end alle andre gravide. Fra nu af er det faktisk helt normalt, og den overvejende sandsynlighed er at vi får et barn med hjem til november (eller december, hvis den er langsom)

I nat drømte jeg for første gang om babyen. Jeg kan ikke huske hvad drømmen handlede om, bare at babyen var der. Tænk, indtil nu har ikke engang min underbevidsthed troet på vi skulle have en baby. Men det skal vi.

Den lange, og på ingen måde søde, ventetid

Så havde jeg det bedre, fordi vi havde kigget til Nye Baby, som vinkede, men nu har jeg det værre igen, fordi den der nakkefoldsscanning er lige om lidt. På tirsdag. Og jeg er megabange og gider faktisk ikke rigtigt og synes det der graviditet er gået tilbage til at være nedern.

Jeg vil bare have det overstået. Som i nu. Lige nu.

I stedet for har vi bestilt pizza. Som vi egentlig ikke helt har råd til. Men fuck det for jeg er sur og nedern og hormonella.

Helt ærligt, kunne det ikke bare være tirsdag nu?

Endnu en hurtig update

Blob er ikke længere en blob, men noget der svagt minder om en baby. Den har i hvert fald en hånd (sikkert også to) og møffede lidt rundt mens vi kiggede på den. Den er ret sød, hvis jeg selv skal sige det.

In other news: Har lige haft en tudetur mere over det der uni slet ikke passer mig, og hvordan det lige skal komme til at hænge sammen. Men i det mindste gik det da (fi-nal-ly) i orden med Opgaven Fra Helvede, og jeg har faktisk fået ti. Talk about WTF-moment.

Nå, men ud over det er jeg stadig træt. Nat nat.

Luft

Måske er det vejret, men jeg synes de sidste dage har været knap så meget lorte-skod-agtige. Jeg ved ikke om det varer ved, men det er velkomment med lidt luft. Altså, det er heller ikke sådan at vi snakker halleluja-agtigt meget bedre, vel, men jeg har følt mig en anelse mere til stede (fremfor fange i egen krop) og maden har ikke været helt så klam som ellers. Og lidt kinky sex er det da også blevet til - selvom det i forvejen haltende sex ikke ligefrem er blevet påvirket i positiv retning af at jeg blev til hormonella.

Jeg ved stadig ikke helt hvad jeg skal stille op med det der uni, men den anden dag tog jeg en ordentlig tudetur, og selvom der ikke kom noget som helst konkret ud af det, så kom jeg ind til mavefornemmelsen igen. Og den siger stadig at det er Manden og Ronan, og nu lille nye blob, som er helt ubetinget vigtigst, og så er det ligemeget med skod-uni - hvis det går så går det, og hvis det ikke gør så er det bare ærgerligt. Det ville måske være nemmere hvis jeg var den kreative type, der brændte for at sælge håndbroderede tasker på etsy, for så behøvede jeg ikke forholde mig til spørgsmålet "jamen hvad skulle jeg ellers?" Men det er jeg ikke. Og det der gør det hele en lille smule deprimerende er at der heller ikke rigtigt er noget andet jeg brænder for eller godt kunne tænke mig. Nej, vent, det virkelig deprimerende er at jeg ikke er i stand til at være ligeglad. Om alt går vel skal jeg jo på barsel til efteråret, og jeg har faktisk også lovlig grund til at kunne få dispensation for dette semesters eksamener - så egentlig kunne jeg jo bare være ligeglad med om jeg får læst eller afleveret opgaver og whatnot. Men i stedet for bekymrer jeg mig helt vildt og stresser og føler mig utilstrækkelig. Selvom det jeg allerhelst ville bare var at give slip.

Senere, når Manden står op, går vi ned til vandet og spiser en is. Så skal jeg sidde i solen og kigge ud på vandet og spise is. Og måske holde Manden lidt i hånden. Måske skal vi også lige et smut forbi kirkegården og se hvordan Ronans nye træ (som i virkeligheden er en busk) klarer sig. Vores have-skillz er ikke ligefrem imponerende, men vi håber det kommer til at trives, nu vi endelig har fået det plantet. Vi skal også have lidt fliser og en sandkasse derom, og så er det jo faktisk næsten snart fødselsdagstid (under to måneder!). Som vi har valgt skal fejres rigigt, med lagkage og boller og kakao, nu omstændighederne ikke rigtigt var til at fejre ham da han blev født. Og det føles også vigtigt at holde en dag, kun for ham, inden den lille blob kommer til.

Tænk engang, om tre uger skal vi til nakkefoldsscanning, og så kan vi ikke længere lade som om det ikke er en baby der er derinde. Så er vi ligepludselig Far og Mor og Storebror og Den Lille Ny Inde I Maven.

Og det er jo for fanden det der gør mig lykkelig. Is ved vandet og en lille japansk kvæde og fødselsdagsboller med varm kakao og udsigten til at lige om lidt så er det her kvalme-vente-helvede forbi så vi for alvor kan begynde at glæde os til Nye Baby kommer.

-------

Nåja, og så er en af mine gamle venner fra mit forstadsliv med Ex'en nede i de varme lande for at hente sin yndige nye datter, så det tuder jeg også over, for de har ventet i så mange år og jeg kan bare så godt lide når det ender lykkeligt alt sammen (for følsom, mig? Hvad snakker I om?)