tirsdag den 29. november 2011

Det levende barn

Jeg har rykket mig meget i min sorg. Men jeg kan ikke finde ud af om sorgen er blevet mindre eller om jeg bare ikke lægger så meget mærke til den længere. Jeg har stadig utrolig svært ved at sammenkoble konceptet "at have mistet et barn" med det der er sket for os, og nogle gange kan jeg pludselig godt komme i tvivl om der faktisk overhovedet er sket noget, eller om der bare er nogen der har stillet et billede af en baby på mit natbord. Der er (selvfølgelig) stadig mange aftener hvor jeg sidder med billedet og savner ham og græder, men der er også nogle aftener hvor jeg ikke registrerer andet end "næh, en sød baby" inden jeg slukker lyset.

For nogle dage siden tog jeg mig selv i at tænke; hvorfor kaldte vi ham ikke Sofus? Han ligner en Sofus. Selv hans tøj får ham til at ligne en Sofus. Jeg så pludselig det hele udefra, som om det ikke var noget jeg var følelsesmæssigt involveret i. En lille nuttet puttebaby skal selvfølgelig hedde Sofus. Og på gravstenen, hvis der stod Sofus, så ville man også vide det med det samme når man så den, at stedet hørte til en nuttet og savnet baby. Det ville alt sammen være rundere og blødere og passe bedre ned i kassen, der er Forestillingen om den Døde Baby. Jeg nåede faktisk at tænke at vi jo havde gjort det helt forkert, der i sorgtågerne, og slet ikke havde tænkt os om. Den stille, nuttede baby, som bare ser ud som om den sover skulle selvfølgelig have heddet Sofus.

Men han var jo ikke noget stille barn. Det er kun fordi han døde at han er så stille og putteagtig på alle billederne. Inde i min mave var han jo en lille bøffel, der møffede rundt hele tiden og kunne få ting til at vippe hvis man stillede dem på maven. Det var ham der vågnede op hver morgen og begyndte at mosle rundt når jeg spiste min havregrød, og det var ham vi kunne mærke når vi aede maven og sang godnatsang. Og det var ham der boinkede sådan til mig at jeg engang imellem kunne hapse et lille stykke baby gennem maveskindet. Inde i min mave var han ikke spor pussenuttet og fredfyldt. Inde i min mave var han levende.

Og det er bare først nu jeg rigtigt kan huske det. Jowjow, jeg har tit tænkt på det, og været glad for den tid vi havde med ham, men uden sådan rigtigt at huske det. Uden at huske ham. Mit liv har været så fyldt med sorg over vores døde søn, at der slet ikke har været plads til at rumme tanken om at han også engang var levende. Det er måske derfor billedet af ham ikke længere udløser de samme følelser. For det var jo ikke sådan han var; det er ikke det barn jeg husker og sørger over for tiden. Det er underligt på den måde at arbejde sig baglæns i sorgen. Og det er underligt på den måde at blive ramt i hovedet af en så indlysende sandhed, og pludselig blive så ked af noget man har vidst længe. Pludselig, næsten seks måneder senere, at blive så ked af vi har mistet det levende barn der var i min mave.

Det døde barn på billederne kunne måske godt have heddet Sofus. Men det levende barn der var inde i min mave, han hedder Ronan.

mandag den 28. november 2011

Handicappet?

Inde hos SU-styrelsen kan man søge et såkaldt handicaptillæg, hvis man har "en varig funktionsnedsættelse" som gør at man ikke kan have et job ved siden af sine studier. Jeg kan jo dårligt nok finde ud af at have et studie, men eftersom jeg har været ind og ud af systemet og en hel masse rundt omkring, diagnose- og journalløs, har jeg ikke turdet søge det før nu. Nåja, det, og så at jeg jo ikke helt føler jeg kan være bekendt at søge om ekstra penge, for der er jo nogen der har det værre end mig og alt det der.

Til dem der aldrig har prøvet SU og/eller særlige tillæg kan jeg oplyse at SU-styrelsen er en jungle. En jungle som sjældent udspyer oplysninger der stemmer overens med andre instansers oplysninger, eller, ja, deres egne. Således står der på deres hjemmeside at relevant dokumentation er en speciallægeerklæring og journaloplysninger. Da jeg nævnte det for min psykiater blev han virkelig forvirret i blikket og mere oprørt end jeg nogensinde har set ham (hvilket stadig ikke er ret meget) og ytrede at det overhovedet ikke kunne passe. Speciallægeerklæringer er store og dyre og overkill, og det gav slet ingen mening at de bad om noget så privat som min journal. Jeg blev sådan lidt "don't kill the messenger, jeg siger bare hvad der står på deres side - jeg skal nok gå ned og spørge dem"

Det gjorde jeg så.

Konen: "Hej, jeg er ved at udfylde sådan en ansøgning om handicaptillæg, men jeg kan ikke finde ud af hvilken dokumentation jeg skal vedlægge"
SU-medarbejder: "Jamen det står på ansøgningen"
Konen: "Ja, men jeg synes bare ikke det var særlig udførligt"
SU-medarbejder: "Det står der. Jeg sidder faktisk lige med en ansøgning her. Se, der."
Konen: "Ja, ok, men jeg er i tvivl om hvad det er jeg skal vedlægge"
SU-medarbejder (læser højt): "Nedsatte bevægelsesfunktioner: du skal vedlægge erklæringer fra speciallæge eller sygehus. Ryglidelser: du skal vedlægge journaludskrift fra sygehus eller speciallæge..."
Konen: "Ja, men..."
SU-medarbejder: "...Synslidelser: du skal vedlægge oplysninger fra hospital, øjenlæge eller Statens Øjenklinik..."
Konen: "...det er psykisk!"
SU-medarbejder: "Ok, det står lige der: du skal vedlægge oplysninger fra psykiater"
Konen: "Men hvilke oplysninger?"
SU-medarbejder: "..."
Konen: "Det er ikke særlig specifikt"
SU-medarbejder: "Nej, det er jo en individuel vurdering. En diagnose, jo. Og en kopi af din journal"
Konen: "Hvad med tidligere journaler?"
SU-medarbejder: "Ja"
Konen: "Den er altså ret stor" (demonstrerer med tommel- og pegefinger hvor tyk den er)
SU-medarbejder: "Nej, ikke når den er så stor. Bare henvisninger, måske"
Konen: "...ok. Tak. Så. Det går jeg hjem og kigger på"

I dag ringede jeg så til psykiaterens sekretær for at oplyse om SU-styrelsens oplysninger.

Konen: "Hej. De vil gerne have en kopi af min journal"
Sekretær: "...det lyder altså mærkeligt. Det har vi aldrig gjort"
Konen: "Men det var det de sagde"
Sekretær: "Det må have været en meget uerfaren medarbejder du snakkede med. Normalt så laver vi sådan en erklæring, med en diagnose og den slags - en journal er jo alt for personlig at have svævende rundt i systemet på den måde! Og det er du da heller ikke interesseret i?"
Konen: "Nej, men det var det de bad om. Og ellers kan jeg jo ikke søge det tillæg"
Sekretær: "Ej, jeg er sikker på at hvis du snakkede med en der var mere erfaren ville de også sige at sådan en erklæring var nok"
Konen: "Jamen hvis det er det I plejer, så går jeg ud fra det er nok"
Sekretær (virker stadig helt harm over at de vil have udleveret journal): "Ja, de har jo ingen interesse i din journal! Den er jo også lang og der står en masse personligt, og behandlingsspecifikt. Det må virkelig være nok at de får en diagnose og en tidshorisont. Skal vi ikke sige at hvis du ikke hører fra mig, så gør vi bare sådan?"
Konen: "Jo, endelig. Så må de jo sige til hvis det ikke er nok"
Sekretær: "Ja. De kan jo også ringe til psykiateren og snakke med ham, hvis der er noget!"
Konen: "Ja, så må de jo gøre det (*smirk*) Tak"

Næste punkt: skrive til lægen og høre om hun har adgang til mine tidligere henvisninger og sygemeldinger. Eller om jeg selv skal til at kontakte sytten forskellige læger, for at rekvirere dem.

Faktisk, så er det næsten sådan at hvis man formår at aflevere en korrekt udfyldt og veldokumenteret ansøgning har man bevist at man ikke har brug for tillægget. De beder mig i hvert fald om at gøre alle de ting jeg forsøger at overbevise dem om jeg ikke er i stand til.

UPDATE: Sekretæren ringede igen og sagde at de plejer at få sådan en skema, i den slags sager. Så ringede jeg til SU hvor jeg fik at vide at et sådant fandtes ikke, og jeg skulle bare vedlægge det min psykiater fandt relevant - og det behøvede ikke være en journal. Nå, men det er da godt de selv ved hvad de laver.

søndag den 27. november 2011

Første søndag i advent

Lokkede Kaye med en tur i Netto, på jagt efter kalenderlys med et lille lys til hver dag, som vi kunne bruge til Ronans lille lygte. Men de havde ikke nogen. Har i stedet købt nogle røde fyrfadslys, og så kan vi selv skrive numre på. For kalenderlys, det skal han have. Vi har også tænkt på at vi skal have en lille nissehue til at sætte på hans billede (ja, vi er mega-cheasy, ok?) men jeg kan bare ikke rigtigt finde nogen babynissehuer - som ikke er fra en eller anden fancy butik og koster en milliard (for jeg er også cheap, ing?)

Jyden havde åbenbart insisteret på æbleskiver til eftermiddagskaffen og adventskransen, og det så jeg ingen grund til at modsætte mig. Niecen så forfærdet på sin fader da han hældte flormelis op på hendes tallerken og udbrød, næsten flæbende "Kan ikke li'!" Syltetøjet havde hun dog absolut ingen problemer med - hun blev faktisk helt sur da nogen foreslog at hun måske også skulle spise lidt æbleskive til. Jeg vil også have en næsten-to-årig, for der er jo endeløs underholdning i sådan en. Hun insisterer fx også på at den store pap-julegås på væggen er en lama. Som spiser brød. Se, det vidste I nok ikke om julen!

Glæder I jer i øvrigt behørigt til julekalenderen? Ikke? Det er bare fordi I ikke har set teaseren endnu:
Så er det første lys i adventskransen tændt
Jow jow. Spændende, nichts war?

Hov, 22.22. Der blev jeg født.

lørdag den 26. november 2011

Lørdag

På grund af Mandens arbejdsskema er vores liv inddelt i 14-dages intervaller. Han arbejder syv dage, og har så fri syv dage, fra onsdag til onsdag. Fordelingen passer os egentlig meget godt, men engang imellem kan jeg godt blive lidt crazy over at ugerne ikke passer sammen med de uger alle andre har, hvor det er 5 arbejde-2 fri, og at en fredag ikke bare er en fredag.

Åh, indsæt selv krøl-sammen-af-indlæg her, jeg har glemt hvor jeg ville hen. Det var noget med at lørdag morgener er hyggelige, med cocopops og den slags, og at fredagsslik stadig rules selvom man er fyldt 25.

Anywho, jeg havde egentlig planlagt at jeg ville se at få lavet de første afsnit af julekalenderen, men nu er klokken snart halv fem så det blev nok ikke lige i dag alligevel. Til gengæld har jeg lavet den side som julekalenderen skal være på, og så har jeg også langt om længe fået aktiveret mobil-layoutet. You're welcome.

Nåja, og så har jeg fået bank af Anne i Wordfeud.

Jeg går bare ind og lægger mig nu.

torsdag den 24. november 2011

Det der depression

Det er jo ikke fordi der ikke sker noget i mit liv. I mandags var Emmie her jo fx. Og i går var der legolektiedate med Prinsessen. Og så var der i dag hvor Niecen stak i et hyl da hun så mig - ikke fordi hun var sur, men fordi hun havde gået og ventet urimeligt lang tid på at jeg skulle komme (vi snakker et helt kvarter her) og det havde åbenbart været en virkelig traumatisk oplevelse. Og der er gåture, kirkegården, sms'er med Coco og en teaser til julekalenderen.

Men mest, så er det bare tåget.

Virkeligheden glider ud af fokus og det hele flyder sammen til en grå suppe, hvor selv ugedagene kan være svære at holde styr på. Jeg kan ikke finde hoved og hale i hverdagen og har virkelig svært ved at finde følelser frem og få dem ud. Jeg bliver faktisk til en ret kedelig og grå suppe udenpå også, og jeg kan ikke finde ud af at være noget for Manden.

Jeg hader depression. Jeg hader den formløse klump jeg bliver til, både indvendig og udvendig, og jeg hader at der ikke er noget jeg kan gøre ved det. Jeg hader at jeg har knoklet pissehårdt de sidste fem måneder for ikke at blive ædt af den forbandede sorg, for at komme videre, og så er det bare det samme rådne lort der er på den anden side. Den samme rådne depression.

I mellemtiden står jeg op, tager bad, vasker tøj, laver lektier, reder seng, zapper fjernsyn, spiller spil, rydder af, pakker taske, går i seng. For hvad skulle jeg ellers give mig til?

---

Og se, nu blev klokken pludselig halv elleve. Har taget mig en time at skrive det her indlæg. So much for tidlig sengetid og tidlig start i morgen.

mandag den 21. november 2011

Sjette afsnit af Englandssagaen

Mandag: Chester. Kan varmt anbefales. Fantastisk charmerende lille by. Jeg går ud fra vi alle sammen er ved at være lidt trætte af Englandssagaen nu, så her er det sidste billedspam. Uden for mange ord. Jeg har sikkert alligevel glemt hvad jeg ville skrive nu.

Bymuren, med det centrale ur

Baggårdens baggård. Vi morede os meget med at gætte på hvordan man kom ind i det bagerste hus

Gamle romer-søjler

The Rows - butikker både i gadeplan og langs svalegangen


En scone. Med clotted cream. Mums med mums på. Læg mærke til der følger TO kander med til teen - en med (stærk) te og en med varmt vand til at fortynde med. Manden har fået et par crumpets i baggrunden

Mr. B's geniale hjemmelavede toiletdørs-lås

Jep, det er en Morris 1000.

Til afskedmåltid om aftenen fik vi fish and chips fra min yndlings chipshop. Ville virkelig ønske vi havde sådan nogle herhjemme. Måske man skulle åbne en?

Englandsswag.
Vinderen af Englands giveaway'en (Gravid-grahvad) modtog et udvalg af pulver-jelly, ditto custard, prawn cocktail crisps og curly wurly-chokolade

Femte afsnit af Englandssagaen

Dengang for længe siden da jeg var i England første gang kom jeg af snoede veje til at tilhøre en lille kirke, hvor jeg, ud over at komme om søndagen, endte med at lave en del frivilligt (køkken)arbejde. Det er også derigennem jeg kender Mr. og Mrs. B, så det var selvskrevet at vi tog med i kirke om søndagen.

Bagefter var der vaskeægte Sunday dinner, og eftermiddagen bød på endnu en bakke - denne gang den i nabobyen.


Liverpool i horisonten. bemærk den anglikanske katedral der selv på afstand er intimiderende stor

Mr. B fodrer et par grise vi gik forbi på vejen

Og her er den så - The Chocolate Fudge Cake:

 

Den smagte helt åndssvagt godt. Og så med en ordentlig kop te til. Læg i øvrigt mærke til Mr. B's custard med æblekage i baggrunden.

Nu er der kun et afsnit mere. Jeg lover det.

søndag den 20. november 2011

Tillykke til Manden


Svigerforældrene og Kaye og Jyden kom forbi til eftermiddagskaffe og fødselsdagskage og sidstnævnte par blev også til aftensmad. Det har virkelig været hyggeligt og solidt placeret midt i min comfortzone. Min hjemmebane, i mere end en forstand.
Vi startede dagen med pandekager, som det jo hører sig til når ens Mand har fødselsdag, og så brugte jeg et par timer på at pynte kage. Vi nåede endda på kirkegården inden det blev mørkt og Svigerforældrene skulle hjem.
Nu ligger vi på sofaen og ser AFV og snakker om hvor underholdende (og sød) Niecen er for tiden. I morgen kommer Emmie på besøg, og Esserne kigger nok også forbi.
I dag er livet ok.

lørdag den 19. november 2011

Det kan man da ikke

På trods af min families særheder (uddybende indlæg følger en af de nærmeste dage) elsker jeg dem. Og selvom Mandens familie er noget HELT andet end jeg er vant til har de alle sammen taget imod mig med åbne arme, og de er også min familie nu. Min svigermors familie derimod...

Mandens far og Svigermor mødte først hinanden efter Manden var blevet voksen, og hendes familie har derfor ikke været en del af Mandens liv. Der er selvfølgelig nogle stykker jeg kommer godt ud af det med, men der er godt nok også nogle jeg rent ud sagt ikke kan fordrage. De har en grundlæggende anderledes indstilling til livet end mig, og jeg synes faktisk tit der lader til at være en generel mangel på respekt for andre mennesker. Der er især én jeg faktisk næsten direkte hader. Han har flere gange overskredet mine grænser, uden overhovedet at ænse at jeg gav udtryk for jeg synes det var ubehageligt, og er noget af en bralrerøv. Der er ikke den ting han ikke kan, eller den fest der ikke var fed, eller noget han ikke har styr på. Han synes selv han er så pissefed, men sandheden er at hans store planer aldrig bliver til en skid, ofte fordi han simpelthen drikker det i vasken. Han er nu blevet gift og de venter et barn sammen og han bliver ved med at sige at så får han jo styr på sit liv - men han snakker stadig mest om at han var skæv i går, lavede noget sort arbejde i sidste uge og hvor pissefedt det er at de har kunnet skaffe absinth. Jeg har lyst til at kværke ham, for hvad fanden bilder han sig ind? Én ting er at han ødelægger sit eget liv, men nu er der jo pludslig børn involveret, og det lader bare ikke til han forstår hvor dyrebart det er. Overhovedet. I kender typen, nichts war?

Sidder i Udkantsdanmark til den der 50 års fødselsdag, fordi jeg synes at når nu Svigermor holder en større fest er man jo nødt til at komme. Men er man egentlig det? Jeg blander mig alligevel ikke i selskabet og jeg er faktisk heller ikke mentalt klar til det. Og helt ærligt kan jeg jo faktisk ikke lide 50% af selskabet. Er jeg virkelig et frygteligt menneske fordi jeg tænker at jeg egentlig ville få mere ud af at sidde hjemme og hygge mig med en bog, og at festen som sådan egentlig også ville få mere ud af at jeg ikke bare sad og optog en stol? Lige nu er jeg splittet rimelig 50-50 imellem "hvorfor fanden skal jeg bruge min tid på mennesker jeg ikke kan lide" og "det betyder jo måske meget for Svigermor at jeg er her"

Det værste er at jeg ikke bare kan tage hjem, for det er helt reelt Udkantsdanmark uden offentlig transport i miles omkreds - så mellemløsningen med kun er komme til eftermiddagskaffe og så tage hjem er ikke en mulighed.

Hvad ville I gøre?

fredag den 18. november 2011

Bryllupsdagsaften

I morgen har vi bryllupsdag, men grundet sammenfald med Svigermors 50års fødselsdag har vi fejret det i dag. Med mad, for er der egentlig bedre måde at fejre bryllupsdag på? Nogen, med en ikke helt ren tankegang, vil måske nok kunne komme på noget, men der tager de fejl. Det kommer jeg til senere. Først; maden.

Nu forsøger jeg jo egentlig at holde det lidt hemmeligt hvor jeg bor, men jeg bliver simpelthen nødt til at anbefale restaurant Østervemb som ligger her i Byen Ved Vandet.

Vi kender nogen som kender dem der ejer det, men det er altså ikke derfor jeg vil anbefale det - det var bare grunden til vi overhovedet tog derned. I dag var vores andet besøg dernede og det har bare været sygt godt begge gange. Det er ret småt og bliver drevet af to gutter der brænder for mad (og vin) og der er tid til at diskutere med gæsterne om hvornår det er sæson for hyldeblomster.

Maden er gourmet uden at være prætentiøs, og selvom jeg begge gange har tænkt at jeg godt kunne spise mere end der var på tallerkenerne, er jeg gået derfra propmæt og yderst veltilpas.

På vej hjem blev følgende replik ytret: “Kan vi ikke godt vente med at knalde til vi har slået mave?“ For maden er simpelthen så god at man bliver nødt til at sidde lidt og nyde mindet om den derhjemme også.

PS. Det tager da helt åndssvagt lang tid at skrive indlæg fra en smartphone. Hvordan kan man holde det ud i længden?

torsdag den 17. november 2011

Før storm

Dengang i foråret hvor vi lige havde fundet ud af den var helt gal med bebisen inde i maven løb jeg tør for ting at sige til min psykiater. Der var ikke andet i mit hjerte og min sjæl end den lille Ananas og jeg kunne ikke få psykiateren til at forstå at det alt sammen var noget andet når det var babyen. At det ikke kunne sammenlignes med tidligere begivenheder i mit liv, ligemeget hvor mange andre situationer han kunne komme i tanke om at nævne. Derfor besluttede jeg at tage en pause inden det gik helt i hårdknude, og mens jeg stadig kunne bevare min tro på at han trods alt besidder medmenneskelighed, selvom det nogle gange lader til at være sekundært i forhold til hans virke.

Da vi kom hjem fra ferie ringede jeg og sagde jeg var klar til at starte op igen. Sekretæren kunne godt huske mig, og var virkelig sød, og vi lavede en aftale om at hun, indtil der bliver en fast tid ledig, ringer til mig når de får et afbud. Således har jeg fået en tid i morgen tidlig, og jeg er virkelig spændt. For kan jeg få ham til at forstå at jeg helt grundlæggende er et andet menneske end sidst han så mig? Kan jeg få ham til at forstå at Ronans liv og død hverken kan eller skal bruges til forståelse af andre situationer i mit liv? På den ene side er jeg blevet meget mere afslappet omkring en masse ting, men på den anden side er jeg også bare blevet virkelig kompromisløs på nogle områder. Det er måske i virkeligheden nok to sider af samme sag - jeg er blevet kompromisløs nok til at sige fra, og afslappet nok til ikke at have det dårligt med det. Det håber jeg bare han forstår med det samme; at jeg er nogens mor nu.

onsdag den 16. november 2011

Fra smartphonen

Har ikke tid. Slagter frugt og myrder grise.

tirsdag den 15. november 2011

Dagens dont

Klokken er kvart over et, og indtil videre har jeg:
  • Været til forelæsning, hvor jeg sad i to timer og lod som om jeg lærte noget om skatter og investering (i virkeligheden gik det meste af tiden nok med at læse i Reaper's Gale af Steven Erikson)
  • Købt lego-julekalendere i Toys'r'us
  • Været i Søstrene Grene efter juleting
  • Drukket hindbær-latte med Prinsessen (som til gengæld overdrog mig en æske lego)
  • Tilbragt halvanden time i offentlige transportmidler

Om lidt går jeg i fakta efter mælk og æg, og når jeg kommer tilbage vil jeg bage bundene til Svigermors fødselsdagskage.

Kan virkelig, virkelig godt lide at jeg i praksis er færdig med en hel dags gøremål inden middag. Kan til gengæld virkelig, virkelig ikke lide at skulle op klokken seks.

Hov, og så kom posten lige med Mandens fødselsdagsgave - han har godt nok først fødselsdag på søndag, men han får nok lov til at pakke den op ligeså snart han vågner. Tænk, nu bliver vi et hjem med smartphone.

mandag den 14. november 2011

Elefanten i rummet

Jeg drømte at vi var til middag hos Kaye og Jyden, bortset fra at det overhovedet ikke lignede dem, eller deres hus. Vi var i sådan et gammelt vintermørkt køkken, med halvdårligt lys og linoleum på gulvet. Jeg skulle tisse, men man måtte ikke forlade bordet, og hvis man skulle tisse var der et toilet ved bordet og så skulle man bare være diskret når man skulle tørre sig. Da jeg skulle tørre mig var det sådan en mærkeligt olieagtigt væske, som også var på min mave og mine ben. Jeg blev virkelig flov over det og spurgte desperat om der ikke var et andet sted jeg kunne gå hen og ordne det, men da jeg rejste mig blev det værre og min mave lignede oliemættet papir, og var næsten helt gennemsigtig. Jeg blev ret bange, men var ellers fattet og sagde at nogen nok hellere måtte ringe til hospitalet. Åbenbart var jeg blevet opereret, og Manden havde et direkte nummer, men han var nødt til at gå ind i et andet rum, for der var kun fastnettelefon. Pludselig kom der en masse vand ud af mig og Kaye sagde jeg skulle lægge mig ned, og først var jeg ikke ret meget for det, for der var jo vådt over hele gulvet, men så blev der ved med at komme mere. Jeg nåede at tænke at det jo kun var vand, og ikke blod, så hvor farligt kunne det være, men jeg lagde mig ned alligevel. Jeg prøvede at sige at de måske skulle bede Manden om at ringe 112 i stedet for, men jeg havde pludselig ikke ret mange kræfter tilbage. Jyden sad bare på en stol og så på mig, og jeg vidste han havde hørt hvad jeg sagde, men alligevel gjorde han ikke noget. Pludselig gik det op for mig at det var fordi han vidste det var for sent, og at en ambulance aldrig ville kunne nå frem. Alligevel blev jeg ved med at bede om at de skulle ringe 112, imens vandet stadig løb ud af mig, rytmisk, som et hjerte der pumper blod. Helt til det sidste blev jeg ved med at tænke at jeg bare skulle holde ud, men pludselig blev alting sløret, og så vågnede jeg og kunne ikke finde ud af hvor jeg var.

Man behøver måske ikke være et geni for at gætte hvorfor min underbevidsthed kobler fostervand og død sammen. Eller hvorfor fostervand der løber ud, ligeså godt kunne være mit hjerteblod. Alligevel er det virkelig underligt at det pludselig dukker op på den måde. Fuldstændig ude af kontekst, i forhold til hvad jeg tænker på og tumler med i mine vågne timer. Der er åbenbart stadig en kæmpe klump af uforløste ting, som er så stor at jeg slet ikke opdager den er der.

søndag den 13. november 2011

Ordlaveren

Står I også tit og mangler ord? Så prøv DEN FANTASTISKE ORDLAVER! Det er en app til android som mig og min bror har lavet (han har kodet efter min ide) og den skulle gerne kunne hentes HER

Jeg har ikke selv en android telefon, så kan ikke instruere nærmere - men det er vist noget med at den bare skal køres fra telefonen og så virker det. Den bruger internet-forbindelse når den starter op, og er kun i beta-version. Men den er sjaw (og jeg håber I også kan få den til at virke

Man skal bare klikke på ordet på skærmen, så genereres et nyt. Vi har haft mange (mange) timers sjov ud af den og er ikke færdige endnu.

Screenshot
Disclaimer: ordlaveren indeholder ord som "numse", "neger" og "jesus" - brug på eget ansvar

fredag den 11. november 2011

Dobbeltand

Hvis jeg nu laver en julekalender her på bloggen, ville I så følge med i den? Slavisk? Og også selvom den er dårlig?

Jeg ville have lavet en afstemning om det, men så kunne jeg ikke finde en afstemnings-dims der ville virke og jeg gad heller ikke lige lave en selv, så nu har jeg bare skrevet det her i stedet, selvom det her indlæg egentlig skulle handle om noget andet.

Det skulle nemlig handle om and. Ikke et ret spændende emne til at begynde med, og nu har jeg da vist fået dræbt begejstringen helt ved at indlede indlægget med noget andet og langt mere interessant. Jeg ville egentlig også bare sige at i går fik jeg and, og i morgen skal jeg have and igen. Og nu har jeg så sagt det. Nåmmen, hej hej så.

---

Jordens kedeligste og mindst informative indlæg, siger du? Skal I have "Historien Om Hvorfor Konen Skal Have And To Gange På En Uge" alligevel? Men jeg advarer: indlægget bliver muligvis kun endnu kedeligere!

Det var en Mørk og Stormfuld Aften, og luften bar en uforklarlig følelse af gru med sig. I min dårskab tillagde jeg det blot efterårsmørket og den kolde vind, og jeg var derfor fuldstændig uforberedt på de rædsler der fulgte. Fuldstændig blindt og intetanende åbnede jeg min indbakke, og befandt mig pludselig i skrækscenarie nummer et: en mail fra min moster! Det lyder måske ikke umiddelbart frygtindgydende, men tro mig, når først man har åbnet sådan en mail er man fanget. Det er en bombe af uinteressante eller præmature informationer, spørgsmål om begivenheder månedsvis ude i fremtiden, opfordringer til kreative projekter jeg ingen interesse har i og links til alverdens ligegyldige og aldeles usaglige hjemmesider. Især efter internettet har lært hende begrebet "highly sensitive person" er det blevet fuldstændig ulideligt, i nærmest martyriske proportioner. Hin oktober dag omhandlede mailen det årligt tilbagevendende emne "Mortens aften skal rykkes til en weekend - hvilken dag passer jer bedst" Jeg kunne jo med det samme svare at Manden (ærgerligt, ærgerligt) arbejder den weekend der var i spil, og så skulle man tro den ged var barberet.
Det var den ikke. En uge senere ankommer der en mail med informationer om Mortens aften, juleaften ("Saltkød er rykket til klokken halv elleve", for det er så megavigtigt at vi alle sammen ved det 1½ måned i forvejen) og juleklip. Jeg synes måske det var lige lovlig tidligt at begynde at detailplanlægge julen, men kunne da i hvert fald oplyse at vi tilbringer juleaften her i Byen Ved Vandet, og derfor ikke kommer til saltkød hos min mormor (heller ikke selvom det er klokken halv elleve) Da hun svarede at det jo bare var fordi hun var HSP'er og gerne ville have rammerne på plads var det lige før mit hovede eksploderede i et all-out rødt-blinklys og ubåds-alarm hysterianfald.
Jeg havde mest lyst til at ringe hende op og skrige "JEG HAR LIGE MISTET MIT BARN, TROR DU SELV JEG GÅR OP I HVAD JEG LAVER TIL JUL OG OM DU FORETRÆKKER AT VIDE DET I GOD TID!?!?!?" Og jaja, nu tænker I at den her historie er kørt helt af sporet, for det handler jo ikke en skid om and, men det kommer nu, det højdramatiske punkt i fortællingen; det var det øjeblik jeg besluttede at jeg i hvert fald under ingen omstændigheder magtede at skulle til noget som helst Mortens aften hvor jeg med garanti ville komme til at skulle stå til ansvar for hvad jeg har planer om resten af året.
Åh nej, hvordan skal det dog nogensinde ende lykkeligt? Og hvordan skal det nogensinde ende med at Konen får to gange and?
Ikke lang tid efter at jeg havde behersket mig og undladt at besvare min mosters mail ringede min mor og ville høre om vi kom hjem til Mortens aften. Det var ret tydeligt at det ville hun gerne have, og jeg lovede at tænke over det. Snakkede med Manden om det, og vi blev enige om at jeg jo kunne tage afsted hvis jeg følte for det på dagen, og så kun tage en enkelt (eller slet ingen) overnatning hos mine forældre - han sover jo alligevel det meste af tiden, fordi det er hans arbejdsuge. Nådesstødet kom da min mormor ringede mig op, og efter lidt listen om den varme grød fik sagt at hun jo altså holder Mortens aften på lørdag, og kommer jeg hjem? Det er rent gruppepres, og jeg tager afsted fordi jeg ved det vil gøre dem glad (og fordi alt andet end et blank nej og en god grund betyder "jeg kommer" for min mormor), men jeg synes virkelig det er unfair hold, for jeg har egentlig ikke lyst til det. Er virkelig i lortehumør for tiden og ville helst bare have en weekend under dynen hvor der ikke skete noget vildere end en rittersport med jordbær.
Den anden and? Ja, den fik vi i går. På Mortens aften, hvor Kaye var blevet mobbet havde ladet sig overtale til at lave en lørdagsand fra Lidl. Med andesovs, og det ret utraditionelle tilbehør broccoli. Med risalamande på bøtte til dessert. Stille og roligt og hyggeligt. Og noget tættere på mit overskudniveau.

torsdag den 10. november 2011

Vent lige

Jeg er voldsomt plaget af ambivalens for tiden. Bortset fra at ambivalens bare ikke er helt det rigtige ord. Ambivalens giver indtryk af at jeg er både-og. I virkeligheden er jeg enten-eller. Eller rettere: enten og eller, simultant. Der er en uoprettelig kløft imellem "i forhold til Ronan" og "i virkeligheden" og jeg aner ikke hvordan jeg skal slå bro imellem de to.

I virkeligheden ælsger jeg jul. Juleoppyntning, julegejl, juleslik, julekonfektkreationer, julekagebagning, julegaver, julemusik. Og det gør det bestemt ikke værre at vi holder det her i år. For første gang er det mig der står med anden og juletræet og risalamanden, og jeg glæder mig, og jeg er glad for mine forældre gerne vil være med til at holde jul et andet sted (for første gang i...24?..år) Så kan vi gå om og tænde lys hos Ronan juleaften, så han også er med, og det bliver virkelig hyggeligt. Vi er gået igang med nisselandskabet og juleplanlægningslisten og jeg hygger mig faktisk så meget at jeg af og til bliver næsten helt ligeglad med om jeg får læst.

I forhold til Ronan gider jeg slet ikke have den dumme, rådne jul. Det er en åndssvag lortehøjtid som man skulle have sammen med sit barn, men når man ikke har sit barn så var det nok lidt svært, ikk'!? Ronan's plads er kæmpestor og kæmpetom for tiden, fordi det snart er jul. Han var her lige præcis længe nok til at rydde plads til et barn i vores liv, og nu er der kæmpestore huller der hvor han skulle have fyldt ud.

I virkeligheden glæder jeg mig til Den Nye Baby beslutter sig for at komme. Det bliver så hyggeligt med en baby mere, og tænkt nu hvis testen viser positiv i december? Så ville det være andet år i træk vi få en positiv test i julegave, og det ville da være en herregod historie - at begge vores børn meldte deres ankomst lige op til jul.

I forhold til Ronan synes jeg den dumme nye baby skulle tage at fucke af. Den skal overhovedet ikke bryde sig om at tage hans plads, og slet ikke i december, for den skal ikke bare hugge hans trick. Det var Ronan der var speciel og var vores julegave og den dumme nye baby skal bare ikke komme og tro den er noget. Faktisk vil jeg slet ikke have nogen ny baby. Jeg vil bare have Ronan.

I virkeligheden har vi plaget Esserne for at de også skulle tage at lave en baby i årevis, og nu lader de til at være begyndt at bløde lidt op. De modsiger os i hvert fald ikke og skrukhedsfaktoren lader til at nærme sig toppen af skalaen. Vi ved at Kaye og Jyden også gerne vil have et barn mere, og vi under dem det så meget. Det kunne være så hyggeligt med nogle flere babyer, og tænk nu hvis jeg også blev gravid samtidig med Kaye eller Prinsessen!

I forhold til Ronan synes jeg ikke rigtigt nogen af dem kan være det bekendt hvis de bliver gravide. For det var min tur. Det var altid, altid mig der skulle være den første i kliken til at få børn, og vi skulle jo skiftes med Kaye og Jyden. Det er slet ikke rimeligt hvis de får to i træk! Og jeg ved godt at de jo ikke får to i træk, og at det er mig der var den første i kliken til at få et barn - det føles bare ikke sådan. Tiden har slået en kolbøtte og resten af verden kan simpelthen ikke være bekendt bare at fortsætte som om det var en parentes. Jeg har lyst til at skrige VENT!!! TIMEOUT!!! PAUSE!!! Som om de har startet legen igen inden jeg var klar, og nu kan jeg ikke finde ud af reglerne længere.

Fjerde afsnit af Englandssagaen

Her var faktisk et ret langt indlæg om vores lørdag i Wales og vores søndag i kirke, men så jokkede katten rundt på mit tastatur og så spassede computeren ud og gik væk fra siden og af uforklarlige årsager har blogger ikke gemt min kladde?!

Desværre for jer er jeg pissedoven, så jeg skriver altså ikke det hele en gang til. Billederne fra Wales kan heldigvis godt stå for sig selv, og billederne fra om søndagen kan få sit eget indlæg (undskyld den ekstra billedspam der kommer ud af dét) I må selv forestille jer hvad der var af vittige kommentarer om teaterstykket vi så om aftenen, markedet mig og Mrs. B var på om eftermiddagen, fodboldkampen Manden og Mr. B så imens, den anden familie vi mødtes med og fasanerne der var på vejen.

Køer
Smukke, smukke Wales:




Bakken vi kravlede op på. Den "lette" vej op og den stejle ned

En velfortjent kop te. Serveret i autentisk udflugts-plastikkrus.

søndag den 6. november 2011

Barselstanker

For ikke så længe siden skrev Gravid-grahvad et indlæg om barselsstress. Det der med at tænke at man har tiden til at nå det hele, og så bare glemme at man ikke har overskuddet til det.

Jeg kan faktisk godt helt glemme at jeg er på barsel. Af uforklarlige årsager føles det bare ikke helt lovligt at sige "jeg er på barsel", når der nu ikke er et barn jeg skal passe - på trods af at jeg i barselssammenhæng er fuldstændig ligestillet med alle andre. Jeg har, ligesom alle andre (kvindelige) studerende der får et barn, fået 12 såkaldte fødselsklip, og kan, ligesom alle andre, vælge at bruge et helt år på ikke at tænke på mit studie. Det gør jeg bare ikke. Jeg knokler på med det mest komplicerede fag jeg kunne vælge at tage, fordi det er nu jeg har ekstra tid at bruge på det. Når nogen spørger siger jeg altid "Jeg læser på deltid" og aldrig "Jeg følger kun et enkelt fag, fordi jeg er på barsel" Overfor andre end de allernærmeste bruger jeg aldrig undskyldningen forklaringen "Det har jeg ikke overskud til", fordi jeg er bange for de ikke vil tage det alvorligt, fo inde i mit hovede kommer jeg til at fremstå som en anden Maude.

Jeg holder aldrig rigtig fri, og slapper aldrig rigtig af, og har hele tiden knoppen fyldt med alt det jeg skal nå lige om lidt. Der er altid nogle opgaver der skal laves og nogle noter der skal læses, og dagene har det med at fylde sig selv op uden jeg opdager det. I går skulle vi fx pludselig til Udkantsdanmark, fordi Svigermor havde en masse mad til overs efter en fest, og det virkede jo helt åndssvagt ikke at tage med når nu Kaye og Jyden alligevel skulle afsted. Og så blev der så ikke vasket ret meget tøj, eller set ret meget film, som vi ellers havde planlagt. I dag er der jo Allehelgensgudstjeneste nede i kirken, men Landsforeningen Spædbarnsdød holder så også en gudstjeneste inde i Odense i eftermiddag, som vi egentlig gerne ville med til, om ikke andet så for at vedligeholde det netværk vi er ved at opbygge. Og man må gerne tage kage med, og jeg er jo typen der bager kage. I morgen kommer min veninde Coco, som var min bedsteveninde i 10. klasse og som jeg ikke har haft kontakt med i flere år, og jeg glæder mig som et lille barn. Men så gik den dag jo ligesom også med det.

Jeg fylder på og fylder på, for der er jo timer nok at fylde ud. Jeg glemmer at jeg er på barsel, og bruger i stedet tiden på at forsøge at komme med, hente det fortabte ind, komme på forkant. Selvom det jeg i virkeligheden skulle var at sidde i et hjørne og tude over min søn.

lørdag den 5. november 2011

Hvis du ikke blinkede så du måske min mand!

Årh hvad! Manden har lige været i fjernsynet!

Og så på sådan en helt almindelig lørdag aften. Ret sjovt at have en mand der kan ses (men heldigvis ikke høres) på en DR-optagelse der jævnligt bliver fundet frem.

Hvis og hvis...

I mit næste liv vil jeg gerne være bedre til at slappe af. Lidt mere hakuna matata og lidt mindre bål og brand.

Det er jo ikke fordi jeg havde glemt hvordan det var at gå og vente hver eneste måned, men jeg havde nok heller ikke lige husket det. De der 14 dage hver måned hvor man tænker om der mon er noget inde i maven nu, og hvor man sagtens kan nå at tænke om det er begyndende kvalme? ligamentsmerter? akut træthedsfornemmelse? sult? selvom det i de fleste tilfælde vist bare er hysteri.

Men hvad nu hvis? Hvad nu hvis det var rigtigt at Manden lugtede vildt underligt og den der chokoladeis smagte forkert? Hvad nu hvis det var nu?

Panikken breder sig og det er helt uudholdeligt at skulle gå og vente. Og det ville føles rimelig fjollet at tage en test før tid, især fordi den jo ikke kan vise en skid så. Begge alternativer er jo ligesom også ret ubrugelige - negativ er øjeblikkelig skuffelse, baseret på en test der alligevel er utilregnelig fordi det var for tidligt, positiv giver ligesom bare længere tid at gå og vente og være bange i.

Jeg hader det. Ville virkelig, virkelig ønske jeg var mere laid-back. Så mit liv ikke blev inddelt i fjorten-dage-hvor-vi-skal-huske-at-have-sex og fjorten-dage-hvor-jeg-skal-gå-og-vente-i-ulidelig-skærsild.

Allermest ville jeg selvfølgelig bare ønske at det var nu at det var nu og vi så bare fik den baby og så ikke så meget mere pis.

Men så alligevel ikke. For vi har jo også en lille dreng som jeg stadig synes er alt for lille til at blive storebror. Og som jeg er så hjerteknugende angst for at komme til at svigte.


The world's smallest violin...

Er der nogen af jer der hører Mads og Monopolet her til formiddag?

Nå, men jeg er rimelig tosset på deres fesne indstilling. Og al deres ævl om parforhold og løgn og onenightstand - som alt sammen bliver fuldstændig underordnet når der er et barn involveret.

Bliver også bare så træt af at det er legalt at være utro hvis bare man lader som om man ikke var, og ikke siger noget og bare elsker sin kæreste. Er simpelthen så nedern ikke at give sin partner mulighed for at sige fra.

Nå.

Magter ikke rigtigt at gengive hele historien. Man kan nok høre det ovre på dr et sted, eller finde ud af det på facebook.

Jeg skulle bare lige af med det.

fredag den 4. november 2011

Tredje afsnit af Englandssagaen

Torsdag glemte vi at tage billeder. Der skete heller ikke det store, ud over en tur i Tesco.

Nej, der hvor det virkelig blev action-packed (haha) var fredag. Vi var på en endagstur til Liverpool og første stop var Anfield Road, eftersom Manden er Liverpool-fan (fodbold, red.) Vi fik lidt græs fra plænen med hjem, som Manden dryssede ud omme ved Ronan - når han nu ikke kunne komme med til England, måtte England komme til ham.


Til frokost endte vi på KFC, fordi jeg frøs og var voldsulten og begyndte at blive sur. Desuden trængte vi til at regroupe og planlægge resten af dagen, for det eneste vi havde lagt os fast på var en tur på World Museum Liverpool (som i øvrigt var hyggeligt og gratis) og det var måske ikke nok til en hel dag.

Indgangen til Philharmonic Dining Rooms
Vi var blevet anbefalet at gå en tur ned ad Hope Street, for at se den katolske og den anglikanske katedral der ligger for hver sin ende. Umiddelbart var vi ikke helt vilde med ideen, for det virkede lidt langt ude i forhold til de andre ting vi havde planlagt. Men så fik vi at vide at vi bare måtte tage på The Philharmonic Dining Rooms, om ikke andet så for at se herretoilettet, for det skulle efter sigende være "quite something!" Og hvem kan modstå en sådan anbefaling? Vi kunne i hvert fald ikke, og hvor er jeg bare glad for vi tog derind - omgivelserne var helt fantastiske på den lidt for overdådige victorianske måde, og te og kaffe var ikke engang dyrere end andre steder (£1.5, det er jo helt åndssvagt billigt)

 
 
Det omtalte Gents Room


Paddy's Wigwam
Nu vi alligevel var derude, kunne vi jo ligeså godt tage katedralerne med på programmet. Den første er den katolske, der åbenbart i folkemunde bliver omtalt som "Paddy's Wigwam" (turistinfoen mener det er kærligt ment, men jeg er ikke helt sikker) Køn er den i hvert fald ikke, når man ser den udefra. Billedet giver desværre ikke et helt korrekt indtryk af hvor mange trapper der er op - faktisk er der så mange at Manden følte behov for at nynne temaet fra "Rocky" da vi nåede toppen. Bygningen er væsentligt pænere indefra, hvor den domineres af lyset fra regnbuefarvede glasmosaikker. Jeg var ret begejstret for deres cirkelformede grundplan, hvor der var plads til alle de små obligatoriske kapeller og skriftestole rundt langs periferien. Normalt er jeg ikke ovenud begejstret for hverken den katolske fortolkning af kristendommen eller deres arkitektoniske udfoldelser, men i forhold til det anglikanske monster der er placeret for den anden ende af vejen var Paddy's Wigwam en sand fryd for øjet.

Det anglikanske monstrum
Billedet er lidt for lille til helt at vise katedralens intimiderende størrelse, men hvis man kigger godt efter kan man se en mand, ca. midt i billedet, og det giver lidt en ide om proportionerne. Liverpool er en meget flad by - der er ikke mange bygninger over 4-5 etager - så et bygningsværk i den størrelsesorden virker ret malplaceret. Og som om det ikke var nok har de også placeret den på toppen af en bakke med god afstand til de nærmeste bygninger. Altså, den var da storslået og imponerende set indefra - men det opvejer bare overhovedet ikke storshedsvanvidet eller det faktum at den er bygget for 85 år siden, i en tid hvor pengene måske godt kunne have været brugt lidt bedre i en fattig by som Liverpool.

Gratis entre - kun tre pund!
Nå, men det var ikke fordi vi skal til at gå ind i en længere diskussion om den anglikanske kirkes religiøse og økonomiske tendenser, men jeg synes dog lige I skal se kassen til donationer der står ved indgangen "Please donate £3 to keep entry FREE!" (deres fremhævning, ikke min) Det morede vi os mægtigt over. Vi morede os også ret meget over præsten der på vej ud stoppede op for at tale med os og forhøre sig om hvor vi var fra - mest fordi han efter hver sætning sagde "Mmhmmm" i falset.

Med i planerne havde vi også det nye shopping-område Liverpool One - men mand, det var en skuffelse. Nedern på den dyre og turist-agtige strøgmåde med bling-bling facader og en dunst af falskhed. Især fordi der 200 meter længere nede af vejen lå bygninger med brædder for vinduerne og graffiti på muren. Liverpool er en helt utrolig nedslidt by, og det virker fuldstændig malplaceret at satse på et kæmpe velpudset shopping-område når der er så mange ting der trænger til at blive sat i stand. Især fordi de huse der er sat i stand er supercharmerende og engelske og passer virkelig godt sammen med de små hyggelige gastropubs der popper op rundt omkring. Vi valgte at droppe det nærmere bekendtskab med Liverpool One og nåede lige præcis et tidligere tog (fordi det var fem minutter forsinket) - vi priste vores held og blev enige om at så kunne vi nå et stykke kage nede på pubben på vej hjem. Men ved I hvad? Så havde de lukket køkkenet, kun en halv time før vi kom!

Får Konen nogensinde den chocolate fudge cake, eller var det bare pral? Følg med i fjerde afsnit!

tirsdag den 1. november 2011

Oktober

Styr på
Prisfastsættelse af optioner
Lektiedates
Budgettet

Ikke styr på
Vasketøjet
Min hjerne

Næsten styr på
Rubiks dodekaeder (platonisk legeme af femkanten, frem for firkanter)

Knuselsker
England
Custard
Endelig at fatte noget i Finansiering

Prygl med pigtrådshegn til
Vintermørke
Airport security
Ekspedienter på posthuse
Folk der ikke rykker ind på sædet i bussen

Burde
Være mere struktureret
Huske at gøre rent
Spise mindre chokolade

Godt man har
Lysterapilampe
Open Office Calc
Fri fire dage i ugen
Været på ferie

Obligatorisk
Sort te, nu på ægte engelsk

Læst
Det Mørke Tårn, Stephen King
1984, George Orwell
Dawn of the Bunny Suicides, Andy Riley

Set
Broen, dr
De unge mødre, kanal 4
Bonderøven, dr
Tintin, inde i biografen
Guy on a Buffalo, youtube
James May's Manlab, bbc
For meget TLC

Hørt
James Blunt, live
RTL Radio

Spist
Teacupcakes
Absurde mængder god engelsk mad
Pizza-baguettes fra Lidl

Støvlehistorien

Det hele startede med at jeg fik et gavekort til Matas til min fødselsdag. Jeg har familiemedlemmer der er af den overbevisning at Matas altid har noget man kan bruge. Den overbevisning lider jeg ikke af - faktisk ville en butik som Matas overleve i ca. 0 dage hvis verden var befolket udelukkende af mine kloner. I et forfængeligt håb om at der måske var et eller andet brugbart gik jeg derned (5,5 minutter fra min hoveddør - jeg tog tid) for at kigge. Jeg ville gerne kunne sige "der var ikke noget jeg kunne bruge", men jeg ved det helt ærligt ikke, for inden jeg fik set hele butikken fik jeg akut fnidder og måtte ud igen.

Heldigvis ligger bogbutikken lige overfor, og så kunne jeg gå over og dufte til noget papir og nogle puslespil. Det ville jo være en skam hvis turen derned skulle være helt spildt, og det er jo snart jul og ønskeliste-tid. Og apropos ønsker, så manglede jeg da egentlig også nogle nye vintersko. Da jeg tog de gamle frem (jeg skulle lige til at skrive "dem fra sidste år", men så gik det op for mig at det er fem et halvt år siden jeg købte dem) og gik udenfor med dem blev jeg mindet om at de faktisk er utætte i bunden, og at jeg sidste år havde planlagt at smide dem ud. Som beskrevet andetsteds på bloggen er jeg typen der går i mine sko til de er slidt igennem - og så lige lidt længere - så jeg har nok tænkt at de godt liiige kunne holde en sæson til. Det kunne de ikke, og så kom jeg i tanke om at nede i Zjoos har de Doc Marten støvler med foer til 1300kr, som jeg ville købe hvis jeg var rig. Det viste sig i øvrigt at være en overflødig overvejelse, det der med om jeg var rig eller ej, for de havde ikke flere i min størrelse. Ja, jeg spurgte. Skader jo ikke lige at prøve, vel. Ok, måske havde jeg også lidt tænkt mig at købe dem, so sue me.

Efter lidt surmulen for mig selv kom jeg overens med udsigten til at skulle gå i mine hullede røde lærredsko hele vinteren (indtil vinterstøvlerne kommer på tilbud, forstås) og havde vendt næsen hjemad, da jeg kom forbi hvad jeg altid tænker på som Den Skumle Skobutik. Den ligger nede i en kælder, han tager ikke dankort og der er ikke skyggen af et kendt mærke i butikken. Til gengæld havde han 2 par støvler for 500 - frit valgt i hele butikken. Indsæt selv glimmer og kærlighed-ved-første-blik-musik her. Så var der nok lige billige vinterstøvler til mig.

Fandt ret hurtigt det par der kommer til at være Primær Fodtøjet denne vinter, men hvad skulle det andet par så være? Manden har tit plaget for at jeg skulle have sådan et par lange, sorte støvler, men de plejer jo at koste fra 800kr og opefter, og det giver jeg altså ikke for et par støvler, slet ikke når de ikke er til at i (uden at vi behøver gå mere i detaljer) Nåmmen, det var jo "frit valg i hele butikken" og Den Skumle Skobutik har et forbløffende stort udvalg af lange-sorte-støvler-med-stilet-som-kun-strippere-kan-finde-ud-af-at-gå-i, og så købte jeg altså et par. Ikke fordi jeg har ben, evner eller krop i det hele taget til at bære dem, men fordi jeg ved Manden bliver glad. Desuden har han Man-o-vision, der på magisk vis gør at han ikke kan se hvor kikset jeg rent faktisk ser ud med sådan nogle på. Jeg skal nok spare jer for billeder, men jeg har tegnet en lille tegning til jer for at illustrere min pointe:

Faktisk udseende vs. udseende som opfattet med Man-o-vision
Jeg ville bare ønske man også kunne få Man-o-vision til kvinder. Ville faktisk blive noget sjovere at se sig selv i spejlet.

UPDATE: Manden foretrækker tegningen af det faktiske udseende - må konkludere at Man-o-vision også gælder tegninger. Manden argumenterer "Men hun er sødest. Og det er jo hende der har bagt bollerne"