Hvori jeg har givet mig selv en udfordring som jeg fejler allerede på dag 1

Jeg havde planlagt at jeg hver dag i oktober ville bruge en halv time om dagen på at skrive blogindlæg. Jeg ville simpelthen sætte uret og så skrive til tiden løb ud, og så var det det, hvadenten indlægget var helt eller halvt eller mundret. Tid er min evige undskyldning for ikke at få blogget, for jeg ender altid med at sidde i alt for lang tid og slette og skrive om og slette igen - for så til sidst at udgive noget jeg alligevel ikke er helt tilfreds med. Jeg er ikke så god til bare at skrive og så lade det være det. Jeg bliver fuldstændig blokeret, fordi ordene ikke er rigtige. Bevares, de er måske heller ikke ligefrem forkerte, men hvis de ikke er rigtige så kommer jeg ikke videre.

Så jeg ville øve mig.

Men I kan jo selv se hvordan det er gået.

I onsdags havde vi pludselig en semi-spontan børnefri aften, og den skulle jo i hvert fald ikke bruges på at blogge. Jeg havde faktisk også tænkt at jeg ville have skrevet et langt indlæg allerede i tirsdags om hvor fanden al min tid bliver af, og hvorfor jeg har fået så svært ved at blogge, og hvor fucked up det er at der pludselig er store dele af mit liv jeg ikke bare kan skrive løs om - og nåja, så for at forberede jer på min oktober-udfordring.

I går kom jeg så til at spille Skyrim. Hele dagen. Indtil der var nogen der detonerede en bombe i mine bihuler og fik hele min krop (ikke mindst ørerne) til at ringe resten af dagen. Og natten. Er stadig forkølet, men pudsede næse til det gjorde ondt i morges og dryppede med noget saltvand og så hjalp det. Der er i hvert fald hul igennem, selvom det stadig føles som om mit kranie er fyldt med murbrokker. Nåja forresten, så er det løgn jeg spillede Skyrim hele dagen. Jeg var faktisk også ude at løbe.

I dag, SÅ skriver jeg. Som I kan se. Men jeg har glemt at sætte uret, så aner ikke om jeg når op på en halv time eller om jeg overskrider. Eller om det bare alt sammen er noget lort. Men jeg skriver hurtigt, og lige fra hjernen (eller hvor fanden det nu er mine ord kommer fa) uden filter på. Det gør så også at hele lortet er fyldt med stavefejl, for hvis jeg først går tilbage og retter det, så er det jeg går i stå. Jaja, altså, jeg skal nok lige rette det værste inden jeg trykker udgiv.

Nå. Men det vart faktisk det. Der er ikke noget kvalitet og ikke nogen sammenhæng, men det er der og det var målet. Det, og så at det ikke har taget mig hele formiddagen at skrive.

Sesemorn, som Gryntegrisen ville sige.


PS. En del af øvelsen er i øvrigt at hvis jeg fejler så tæller det ikke som fejl. Så var det bare sådan det var. Så derfor er overskriften i virkeligheden løgn - for i stedet for "skriv hver dag i oktober", så øver jeg mig på at ændre det mentalt til "skriv hver dag i oktober, undtagen den første og anden"

Noget om flovhed - eller Hvordan Tingene Har Det Med At Smelte Sammen Oppe I Hovedet På mig

Ærlig og selvudleverende blog, er det ikke det jeg gør i? Det bliver det i hvert fald nu.

I går formiddags var vi til jordemoder, og vi havde aftalt at Manden kunne tage ned og træne bagefter, eftersom det ligger sådan ca. i samme retning. Det var meget længe siden han havde været afsted på grund af hans dumme ryg, så han havde lidt ekstra penge med, så han kunne gå i varmtvandbassinet i badelandet bagefter. På vej til jordemoder kommer jeg pludselig til at tænke på gåturen hjem alene, og har egentlig meget mere lyst til at følges med Manden bagefter. Jeg kommer ellers aldrig i svømmehallen, fordi jeg synes der er lige lovlig langt at gå, men hey, vi ville jo alligevel allerede være næsten helt derude, og det ville være så hyggeligt med en fællestur i badeland.

Manden er den sødeste mand i verden, og tilbød at gå tilbage efter mit badetøj og et ekstra håndklæde, selvom han så skulle skynde sig meget, for at nå at indhente mig igen. Jeg vraltede videre alene, og havde det så fedt med mig selv. Det bliver jo pissehyggeligt. Selvfølgelig kan jeg spontant tage med ud af svømme, hvad er the big deal? Er top-modig og virkelig fleksibel - og hvad så hvis vi ikke når hjem til frokost? Så spiser vi da bare nogle pomfritter eller tager på Burgerking eller sådan noget. Der er kun fem uger til termin, hvis ikke vi skal gøre noget spontan-hygge sammen nu, hvornår fanden skal vi så? Ha, så så man lige mig være den søde, overskudsagtige Kone, som er totalt i stand til at være ligeglad med madbudgettet og at svømmehallen er dyr og at der er alle mulige andre mennesker man skal klæde om sammen med et sted man ikke kender. Fuck yeah, vi ta'r sgu bare spontant i svømmehallen!

Heldigvis nåede Manden tilbage lige i tide til samtale, og alt var (selvfølgelig) helt almindeligt og i orden med Baby, som vist endda lod til at få fast med hovedet. Da vi gik tjekkede Manden lige om jeg stadig havde mod på at tage med, og jeg sagde at jeg glædede mig, for vi trængte fandeme til den hyggedag. Også selvom der stadig var et stykke vej at gå, og en bakke at forcere. Men langsomt tempo og tung mave til trods kom vi derud - bare for at finde ud af at badelandet har lukket om tirsdagen. Men jeg kunne da stadig svømme baner i sportsbassinet? Ellers tak, nok.

Var fuldstændig ødelagt, og begyndte at tude da jeg satte mig ud på bænken for at vente, mens Manden gik ind for at træne. Heldigvis kom han ud igen for at give mig sin telefon og et kram, og han sluttede sin træning tidligt for at komme ud til mig igen. Tror jeg tudede hele vejen hjem, og kunne slet ikke overskue at vi egentlig havde aftalt at handle ind på vej hjem, og jeg havde ikke engang lyst til at finde en burger et sted, selvom Manden var sød og tilbød det. Ville bare hjem, hjem, hjem. Følte mig som den største taber i verden, men Manden var bare sød og lavede lækker hyggefrokost og holdt om mig og hentede dyner og lavede te.

Og så var det flovheden satte ind. For hold kæft hvor er jeg flov over at være 26 år gammel og så tage sådan på vej over at svømmehallen har lukket. Jeg er så flov over at være et voksent menneske og så gå og tude på den måde ude blandt andre mennesker. Det er så flovt at jeg så bare ingenting kan eller vil. For normale mennesker ville jo stadig være i stand til at spise en burger, selvom man ikke havde svømmet først. Og jeg er så flov over at jeg bliver så lillebitte og ingenting kan være for Manden - ikke engang den mindste lille hygge-idé kan jeg finde frem.

Men faktisk, så er der noget jeg er endnu mere flov over. Jeg synes faktisk det er endnu værre at jeg til at starte med følte mig så pissesej. Normale mennesker bliver ikke uforholdsmæssigt stolte af sig selv fordi de beslutter sig for en tur i badeland. Med mindre de er 5 år gamle og har vandskræk. Skammer mig i dén grad over at jeg gik der og fik helt høje tanker om mig selv. Som om jeg bliver det sejeste menneske i verden af at sige jeg gerne vil med i svømmehallen?

Ved ikke om vi tager afsted i dag i stedet for. Noget af charmen er ligesom gået af det, når ikke det er en spontan fordi-vi-har-det-godt-i-dag-og-har-lyst beslutning. Men på den anden side så trænger vi faktisk til den tur. Vi trænger til noget hygge, og noget ikke-bare-sidde-på-sofaen. Og så var det måske netop godt at tage afsted, fordi jeg bare overhovedet ikke har lyst længere - for hvis vi ikke kommer afsted i dag, så vil det bare være et nederlag for evigt.

Mount (rent) vasketøj

Det værste er at da billedet blev taget manglede der stadig fire maskinfulde.

Nu mangler der kun en enkelt kogevask, som bliver sat over i morgen tidlig, så de sidste rengøringsklude kan komme med. Det meste af Mount Vasketøj er også langt sammen (og på plads), så jeg begyder så småt at tro på vi bliver færdige inden gæsterne kommer i morgen. Ellers må min mor bare blive sat i arbejde.

Indlægget Der Slet Ikke Blev Så Langt Og Klart Som Jeg Havde Tænkt

Jeg er gift med en mand jeg ikke er et sekund i tvivl om er den rigtige for mig, og vi har fået en vidunderlig lille søn sammen. Vores lejlighed er virkelig dejlig og ligger i en rar by tæt ved vand og skov og offentlig transport. Jeg er igang med en uddannelse, der måske ikke lige var den jeg havde drømt om, men som i det mindste er relativt overkommelig og interessant. Måske bliver jeg endda færdig med den en dag. Jeg har måske ikke ret mange venner, men dem jeg har er trofaste og nærværende. Der er ingen i huset der er ved at rive hovedet af hinanden og vi står op hver morgen og har en rimelig normal og rar hverdag. Vi er måske ikke ligefrem rige, men vi er faktisk heller ikke fattige (og slet ikke efter Mandens helt uforudsete bonus) og vi har råd til at leve et liv vi begge føler os tilpas i. Jeg har faktisk ikke noget at klage over.

Men sandheden er, at selvom det alt sammen ser rart og hyggeligt ud udefra, så føles det ikke sådan indeni. Vores ægteskab er baseret på en overbevisning om at så længe vi er sammen kan vi alt. Vi blev gift meget hurtigt, for der var ikke nogen grund til at lade være. Der var ingen tvivl om at det skulle være os for evigt, og når vi først var gift.. ja, så kunne verden bare komme an. Gæld og fordomme og sygdom og flytninger. You name it. Fordi, i sidste ende, så var der jo ikke noget der kunne lave om på at vi nu var en hel, sammen.

Da vi fandt ud af Ronan var syg tænkte vi at det skulle vi nok klare. Vi var jo sammen om det og vi skulle nok finde ud af at passe et sygt barn. Jeg tænkte på vores ægteskab som sådan en solid, elastisk boble som altid ville være hel og som kunne rumme alting - sorg og smerte og kærlighed - uden at gå det mindste i stykker. Og som vi altid begge to ville være tæt forbundne indeni.

Jeg kan slet ikke beskrive hvor dyb en kløft det har skabt imellem os, at vi måtte indse at vi ikke kunne alting. Ligemeget hvor gerne vi ville og hvor meget vi var sammen om det og hvor mange ofre vi var villige til at gøre kunne vi ikke forhindre at Ronan døde. Det har introduceret en sårbarhed i vores forhold som jeg slet ikke har ord for. Det føles som om vi står på hver vores side af en stor glasvæg - vi kan se hinanden, men ikke nå og vi kan følges ad, men aldrig hånd i hånd. Jeg er blevet så bange for at åbne op, for inde sammen med kærligheden til Manden ligger kærligheden til Ronan. Og sammen med den ligger fuldstændig rå og desperat sorg.

En dag fik jeg pludselig lyst til at spørge om vi ikke bare skulle starte forfra, men jeg lod være fordi det var en fuldstændig fjollet ting at foreslå. Der er jo ikke noget der kan lave om på at Ronan ikke er her længere, og ikke noget der bare kan få alting til at føles som før. Da Manden nogle dage senere foreslog nøjagtig det samme blev jeg helt lykkelig. Ikke over at vi sad fast i en blindgyde, men over at vi var der sammen. Endelig. Det var fuldstændig ødelæggende da jeg lidt efter fandt ud af at han slet ikke havde ment det samme som mig, med at starte forfra. Jeg ved stadig ikke helt hvad det var han gerne ville, men det var tydeligt at det i hvert fald ikke var det samme som mig. At han slet ikke følte sig ligeså fortabt som mig.

Det er blevet lidt af et rodet indlæg, det her, og slet ikke den dybe forklaring af følelser jeg havde tænkt det skulle være. Det var bare for at sige at der ikke er nogen stolt og bravt kæmpende og "I klarer det rigtig fint" vej igennem sorgen. Der er kun rod.

Jeg har altid elsket Hallelujah, og især i Steffen Brandts oversættelse. Jeg tænkte bare altid at det måtte være skrevet af en nyligt forsmået mand, for hvordan kunne man ellers sige at kærligheden ikke er en sejrsgang? Hvordan kunne kærlighed være andet? Jeg anede ikke at kærlighed kunne være anderledes.

Men baby du ved jeg har været her før
Jeg åbnede det vindue og lukkede den dør
Jeg boede her da jeg lærte dig at kende
Da jeg så dig marchere under flag og sang
Men kærlighed er ikke en sejersgang
Det er et vaklende og fortvivlet Halleluja

Enten/Eller

Der kommer et punkt (eller flere) i enhver bloggers liv hvor man må tage stilling til graden af ens anonymitet; graden af personlige og private detaljer, graden af ærlighed. Jeg kan huske engang for år tilbage hvor diskussionen rasede i blogland og nogle bloggere nærmest blev lagt for had fordi deres blog blev dømt "for privat". Jeg forstod aldrig hvad fanden problemet var, men ikke desto mindre fik det mig til at vælge mine ord (og indlæg) med lidt mere omhu. Simpelthen fordi jeg ikke gad være målet for haterz, og også lidt fordi der dengang ikke helt var sammenfald mellem virkelighedsmig og blogmig.

Jeg er efterhånden på min fjerde (femte? sjette?) blog, og har været i anonymitetsovervejelsen nogle gange. Da jeg startede Manden og Konen var jeg (endelig) et sted i mit liv hvor "indre mig" og "ydre mig" stemte overens, og jeg følte ikke det store behov for at censurere mig selv. Jeg fortæller alligevel Manden alt, og hvis nogen skulle falde over min blog og gætte hvem jeg var... nåja, så ville der jo for det første ikke være noget på bloggen jeg ikke ville stå ved, og for det andet ville det være på eget ansvar hvis de læste videre. Det eneste jeg er meget selektiv omkring er hvad jeg skriver om de andre personer der optræder på bloggen - det er vigtigt for mig at bevare deres anonymitet, og hvis det skulle fejle, at der så ikke står noget privat eller belastende om dem.

Selvom en af bloggens primære temaer var at vi forsøgte at få et barn, var det alligevel den ene ting jeg følte jeg ikke kunne skrive om, den dag jeg første gang stod med en positiv test i hånden. Jeg var bange og ville ikke jinxe det, og dengang virkede det også forkert at skrive om det på bloggen inden vi havde delt det med vores nærmeste. Det blev ikke nemmere da vi mistede Ærten, for havde jeg lyst til at have en blog om abort? Og samtidig virkede det også helt absurd at fortsætte bloggen uden at nævne det. Enten eller. Det endte med den hudløst ærlige udgave, og det har jeg ikke fortrudt, for det gjorde det hele nemmere da jeg blev gravid igen - og det gjorde valget så meget enklere den dag vi fandt ud af Ananasen inde i maven var syg. Enten blev min blog en åben skildring af en kompliceret graviditet eller også måtte jeg lukke og slukke.

Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig at min blog skulle handle om at få et dødt barn (men hvem forestiller sig nogensinde det?). Jeg havde faktisk mest forestillet mig at jeg skulle være en gennemsnitlig, og sandsynligvis ret kedelig, blog om et rart liv med en rar mand og en masse indlæg med babybilleder. Men sådan blev mit liv bare ikke, og jeg tænker egentlig mest at det så heller ikke er fair at forsøge at skildre det sådan. Jeg har ikke lyst til at give et forkert eller ufærdigt billede af hvordan det har været (hvordan det er) for os at miste et barn, for det er så vanskeligt og tabubelagt et emne i forvejen.

Ok, det lyder måske lidt som en sludder for en sladder, det her indlæg, men nu er jeg altså fremme ved sagens kerne. Det der med den hudløse ærlighed, og hvad det gør ved ens liv at miste et barn. For jeg har ikke lyst til at være uærlig. Jeg har ikke engang lyst til at censurere mig selv eller bare udelade noget af sandheden. Men samtidig ved jeg heller ikke hvor meget jeg har lyst til at udstille mig selv; hvor mange ømtålelige og private emner jeg har lyst til at have på internettet fra nu af og til evig. Igen er det enten eller - enten bliver den her blog (midlertidigt, forhåbentlig) en fortælling om det hele, alle følelserne, alle problemerne, alle de små ting der vokser en over hovedet, eller også kommer det til at se ud som om sorgen er sådan noget man græder sig igennem i et halvt års tid, for derefter at bære sin personlige byrde rundt i et liv der ellers ser ud som normalt.

Det er ikke kun på bloggen det balancerer på en knivsæg, det er alting i mig. Og jeg kan ikke finde ud af at vælge, for hvad nu hvis jeg vælger forkert?

Vent lige

Jeg er voldsomt plaget af ambivalens for tiden. Bortset fra at ambivalens bare ikke er helt det rigtige ord. Ambivalens giver indtryk af at jeg er både-og. I virkeligheden er jeg enten-eller. Eller rettere: enten og eller, simultant. Der er en uoprettelig kløft imellem "i forhold til Ronan" og "i virkeligheden" og jeg aner ikke hvordan jeg skal slå bro imellem de to.

I virkeligheden ælsger jeg jul. Juleoppyntning, julegejl, juleslik, julekonfektkreationer, julekagebagning, julegaver, julemusik. Og det gør det bestemt ikke værre at vi holder det her i år. For første gang er det mig der står med anden og juletræet og risalamanden, og jeg glæder mig, og jeg er glad for mine forældre gerne vil være med til at holde jul et andet sted (for første gang i...24?..år) Så kan vi gå om og tænde lys hos Ronan juleaften, så han også er med, og det bliver virkelig hyggeligt. Vi er gået igang med nisselandskabet og juleplanlægningslisten og jeg hygger mig faktisk så meget at jeg af og til bliver næsten helt ligeglad med om jeg får læst.

I forhold til Ronan gider jeg slet ikke have den dumme, rådne jul. Det er en åndssvag lortehøjtid som man skulle have sammen med sit barn, men når man ikke har sit barn så var det nok lidt svært, ikk'!? Ronan's plads er kæmpestor og kæmpetom for tiden, fordi det snart er jul. Han var her lige præcis længe nok til at rydde plads til et barn i vores liv, og nu er der kæmpestore huller der hvor han skulle have fyldt ud.

I virkeligheden glæder jeg mig til Den Nye Baby beslutter sig for at komme. Det bliver så hyggeligt med en baby mere, og tænkt nu hvis testen viser positiv i december? Så ville det være andet år i træk vi få en positiv test i julegave, og det ville da være en herregod historie - at begge vores børn meldte deres ankomst lige op til jul.

I forhold til Ronan synes jeg den dumme nye baby skulle tage at fucke af. Den skal overhovedet ikke bryde sig om at tage hans plads, og slet ikke i december, for den skal ikke bare hugge hans trick. Det var Ronan der var speciel og var vores julegave og den dumme nye baby skal bare ikke komme og tro den er noget. Faktisk vil jeg slet ikke have nogen ny baby. Jeg vil bare have Ronan.

I virkeligheden har vi plaget Esserne for at de også skulle tage at lave en baby i årevis, og nu lader de til at være begyndt at bløde lidt op. De modsiger os i hvert fald ikke og skrukhedsfaktoren lader til at nærme sig toppen af skalaen. Vi ved at Kaye og Jyden også gerne vil have et barn mere, og vi under dem det så meget. Det kunne være så hyggeligt med nogle flere babyer, og tænk nu hvis jeg også blev gravid samtidig med Kaye eller Prinsessen!

I forhold til Ronan synes jeg ikke rigtigt nogen af dem kan være det bekendt hvis de bliver gravide. For det var min tur. Det var altid, altid mig der skulle være den første i kliken til at få børn, og vi skulle jo skiftes med Kaye og Jyden. Det er slet ikke rimeligt hvis de får to i træk! Og jeg ved godt at de jo ikke får to i træk, og at det er mig der var den første i kliken til at få et barn - det føles bare ikke sådan. Tiden har slået en kolbøtte og resten af verden kan simpelthen ikke være bekendt bare at fortsætte som om det var en parentes. Jeg har lyst til at skrige VENT!!! TIMEOUT!!! PAUSE!!! Som om de har startet legen igen inden jeg var klar, og nu kan jeg ikke finde ud af reglerne længere.

IKEA-goodness

Vi har i øvrigt (til en afveksling) været i IKEA, hvor vi købte den der reol-løsning jeg ønskede mig. Bortset fra at jeg ønskede mig tre røde låger, og ikke kun den ene de havde på lager. Den er awesome og med glaslåger og spejl-vitrine-dims bag to af dem, så nu er der plads til Lego og service og duge og bar og posen med nytårsgejl. Og så er kassen-med-alle-ledningerne blevet konverteret til skabet-med-alle-ledningerne, som jeg frygter lidt vil eksplodere ud over det hele hvis nogen forsøger at åbne lågen. Manden siger han har prøvet at åbne og at det skete der slet ikke noget ved, men måske er det bare noget han siger så JEG går ind og prøver at åbne lågen og før jeg ved af det ligger jeg midt på gulvet under et bjerg af ledninger, tamagochier og gamle computermus. Bemeldte skab har dog ikke en glaslåge - de er reserveret til de skabe med de pæne ting, såsom fx nydeligt stablede tallerkener sammen med et fødselsdagsflag og et lille kagefad i glas, som jeg fandt i genbrugsen den anden dag. Ahmmen, det er blevet så yndigt. Ligepræcis på den der pæne måde alle andre altid formår at fremstille deres ting på. Bare ærgerligt at resten af kontor/gæsteværelse/opbevaringsrum/fjernlager/legolager stadig ligner noget fra mit hjem.

Nå, men jeg kan jo altid nøjes med bare at vise jer et billede af reol-delen af rummet - men så må I også love at I forestiller jer at resten af rummet er ligeså pænt og smagfuldt indrettet.

Mind mig lige om det der billede hvis jeg glemmer det. Har vist efterhånden en del hængepartier, som jeg ikke får gjort noget ved, og ikke har tid til lige nu for vi skal ud til Kaye og Jyden og nasse aftensmad. Ta'.

Det negative indlæg

Jeg gik i seng i går og tænkte at jeg skulle huske at skrive et indlæg om at det havde været en god dag, og hvor rart det er at der er nogle af dem.

Men så vågnede jeg op i morges efter en lang og mærkelig drøm og var helt underlig oveni hovedet. Jeg føler mig utrolig lille og utilstrækkelig i dag, og jeg kæmper og kæmper og kæmper med en opgave jeg bare ikke kan finde ud af. Og jeg kan heller ikke finde ud af hvordan jeg skal komme til finde ud af den. Intet af det giver mening for mig og jeg er reduceret til gæt og trial-and-error, og der er ikke rigtigt nogen ende på error-delen. Det er ufrugtbart og frustrerende, men hvad skulle jeg ellers lave? For jeg kom jo så heller ikke lige afsted til undervisning i dag, for jeg kunne slet ikke overskue fredag-eftermiddag-med-dsb.

Det er voldsomt frustrerende at man ikke kan regne med noget som helst; at nu var der lige et par gode dage og så uden varsel SLAM får man et slag i hovedet og kan starte forfra. Alting ryger ud af fokus og jeg kan ikke forstå hvordan det den ene dag kan hænge sammen og give mening, og så den næste dag er det hele bare splittet til atomer, og det er helt umuligt at få øje på den sammenhæng der ellers var så klar. Hvordan kan man den ene dag være afklaret med at tingene er som de er og føle alle de positive ting, og så den næste dag være reduceret til et konstant tudende vrag, der ikke kan se andet end det vi blev snydt for?

Jeg bliver vanvittigt misundelig når jeg ser Husmoderens lille Skrubbe og Gravid-grahvads lille Rumpenisse, og nu Øglemorens helt, helt nye Varan. Jeg kommer til at tænke at vi jo havde termin næsten samtidig, så sådan skulle det også være for os. Selvom det er fuldstændig meningsløst at tænke sådan, for sådan et barn var Ronan bare ikke. Han var ikke, og ville aldrig være blevet, sådan et barn hvor man tog hjem fra sygehuset med det samme, for at ligge på sofaen og være træt og lykkelig med ham i armene, mens familien kom for at se ham. Han var syg, og han døde, og det er og skal være vores målestok og sammenligningsgrundlag. Og de der misundelige tanker handler jo ikke engang om Ronan, men om en eller anden anonym baby i en eller anden anonym hvad-nu-hvis-verden, som det er pissetræls at sidde fast i.

For jeg vil være her. Sammen med Manden og sammen med Ronan, og jeg vil glædes over det at vi kunne lave et så fantastisk lille menneske - det at han overhovedet var til.

Det usammenhængende indlæg hvor jeg har glemt halvdelen af det jeg ville sige

Jeg ville egentlig have skrevet i går. Og i forgårs.

Men så var jeg så træt.

Følger kun tre fag (ud af fem) det her semester, og er startet op med lidt flere hjemmedage end skemaet siger, men alligevel er jeg simpelthen så træt hele tiden. Virkelig, virkelig træt. Og ked af det. Og kan slet ikke se hvordan man nogensinde kommer igennem noget som helst når man sidder fast i den her sump.

Men jeg vil gerne skrive, for jeg synes det er vigtigt at skrive ned og huske på at I mandags var der faktisk en fra mit hold som skulle med den samme bus som mig og så benyttede sig af lejligheden til at spørge hvordan jeg havde det.

Og det er vigtigt at i går var vi til åbent hus i Landsforeningen Spædbarnsdød. Som var godt, og hårdt og som rystede alting løst inde i hovedet. Så løst at vi snakkede om det hele vejen hjem, og en times tid over en kop kakao da vi kom hjem, og så lige en halv time mere inden vi sov. Og i morges.

Eller hvad med i dag, da bussen var laaaaaangsom så jeg missede mit tog og slog ventetiden ihjel med et par croissanter fra 7-11 (som har 2 for en 10'er, og det er jo næsten gratis!) og så smagte chokoladecroissanten nøjagtig som den vi fik den dag da Ananassen i min mave blev blåstemplet og pludselig var en rigtig, omend meget lille, baby med ben som kunne vrikke - og så stod jeg der midt på perronen og tudede fordi det var den ene dag i hele det her fucking spasser møgforløb vi bare var glade. Den dag vi virkelig troede på det, og angsten ikke havde nået at snige sig ind på os igen. Og det er simpelthen ikke til at bære at vi faktisk engang var lykkelige. Helt ned i maven.

Og så var der også i går formiddags da alle ligningerne i min bog slet ikke gav mening selvom de var pissenemme og letforståelige og jeg så bare sad på gulvet og tudede og tudede og tudede fordi jeg ikke kan finde ud af det mere og ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv og det eneste der kom ud var bare tårer og "nej nej nej nej nej nej nej nej nej nej" For jeg vil ikke have det. Jeg vil ikke have han er død og jeg vil ikke have at han var syg og jeg vil ikke have at der ikke var noget de kunne gøre og jeg vil ikke have at han ikke er her.

Jeg vil ikke have det.

Vreden

Vrede er den følelse jeg altid har haft det sværest med. Jeg vil faktisk næsten gå så vidt som til at sige jeg ikke kan finde ud af at være vred. En del af det er at jeg både føler og mener at vrede er enormt ufrugtbart og ikke er en egentlig følelse i sig selv. Her i huset følger vi også den udmærkede retningslinie aldrig at lade solen gå ned over ens vrede. Hvis man er utilfreds med noget må man jo sige til og ellers kan man ikke tillade sig at være sur.

Men hvad gør man, når man ikke kan sige til? Når det er vrede over bureaukrati på ens uddannelse, eller hende slamsoen nede på posthuset? Eller når det er gammel vrede, der er så gammel at man faktisk ikke rigtigt kan huske hvad det var der gjorde en vred? Og hvad gør man, når der faktisk ikke engang er nogen at være vred på?

Jeg kan mærke vreden ulme under overfladen, men jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med den. Jeg ved den er der, men det hjælper ikke at sige "jeg er vred". For der er ikke nogen at diskutere med, ingen der kan sige undskyld eller gøre mig opmærksom på det i virkeligheden var min fejl. Jeg er ikke engang vred på Gud, som dog i det mindste kunne agere standin for en person som man kunne skælde ud.

Nej, jeg er vred på verden. Som helhed. Jeg er vred over at min søn døde, bevares, og jeg er endda vred på ham fordi han ikke er her. Men jeg er langt mere vred over at verden bare er som den plejer. Fattede den overhovedet ikke at det mest fantastiske menneske der nogensinde har været til ikke er her længere? Fattede den ikke at det var en katastrofe? Hvordan fanden kan alting bare være som det plejer når min lille søn er død? Som om han ikke betød noget som helst.

Når nu han betød det hele.

Det skulle være sådan, at når ens lillebitte baby døde, så behøvede man ikke blive ved med at leve. Jeg mener ikke at man skulle dø, men bare at man ikke behøvede have det samme liv bagefter. Der skulle være et andet liv man kunne vælge, et sted hvor tingene kunne hænge sammen selvom man har mistet det mest dyrebare man har. Som en kompensation. I stedet for at man bare skal stå op hver morgen som man altid har gjort og tage til forelæsninger ligesom man plejer, for at sidde i to timer og blive høfligt ignoreret af de andre som om intet var hændt.

Jeg bliver virkelig vred over at verden ikke lige holdt en pause. Vred over at det ikke er tydeligt hvor frygteligt et tab det er. Vred over at verden er ligeglad. At alting bilder sig ind at være som det plejer. Det er fandeme bare ikke i orden. Men jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved det, og jeg aner ikke hvordan vreden nogensinde kan brænde ud når den ikke kan få lov til at flamme op.

------------------

Som en lille, og knap så vred, efterskrift; jeg ved jo godt at hele verden ikke er sådan. Jeg ved jo godt at flere af jer der læser med har fældet en tåre eller to undervejs. Det er ikke fordi formålet med bloggen er at gøre jer kede af det, men det betyder virkelig meget for mig at I har grædt for Ronan. At vores lille dreng rørte nogen.

Alting på én gang

Synes jeg føler tusind ting på én gang for tiden. Svinger mellem ekstremerne og kan ikke finde balancen.

Er helt nede fordi jeg ikke kan finde ud af det der med at starte i skolen igen. For det passede lige så fint med at så kunne jeg gå til eksamen og så på barsel bagefter og så skulle han komme ud i slutningen af august og så skulle jeg være herhjemme og passe min lille baby. Og jeg ved godt at børn er sådan nogle der kommer og vælter hele ens verden, og det var også ok, for man vidste stadig hvad man skulle og så ville han jo være der når man skulle stykke det hele sammen igen. Jeg vidste godt han ville vælte hele min verden, jeg havde bare aldrig forestillet mig det ville være sådan her. Og så tænker jeg at det var fordi jeg havde tænkt at jeg i hvert fald ikke ville have alle mulige forestillinger og så bitche over det ikke blev sådan og så sagde verden lige SMÅKAGE og så kan du lære det, for det her havde du ikke regnet med og sådan skal det være at få børn.

Jeg sagde til Manden at det var anderledes når jeg kiggede på hans billeder nu, at jeg stadig bliver ked af det, men at det er anderledes ked af det. Varm ked af det. Og så sagde Manden at det var lige præcis sådan. Jeg vidste ikke der var mere kærlighed, at der kunne være mere kærlighed, men det er der. Masser og masser og jeg græder ikke fordi jeg bliver trist, men heller ikke fordi jeg er lykkelig. Men fordi han er så fin og dejlig og tanken om ham gør mig helt varm indeni. Varm ked af det.

Og samtidig skændes vi tit... eller, vi skændes ikke, og har aldrig gjort det. Men for tiden bliver jeg vred og ked af det fordi Manden bliver væk, mentalt. Fordi han siger han har det fint og er kommet videre og ikke er ked af det, når jeg kan se det er løgn. Når han snakker udenom når jeg forsøger at snakke, når han glemmer at sætte pris på den indsats jeg gør for at give ham plads og fred og ro. Når han ikke fortæller mig hvordan han har det, men hele tiden bare vil fikse det hele selvom han ikke kan og ikke har plads til mere, og bare aldrig siger hverken til eller fra. Vi bider af hinanden og bliver kede af det med det samme og siger undskyld og holder om hinanden, men der bliver stadig ikke mere plads indeni til at rumme hinanden. Og jeg ville så gerne at han bare gav slip og lod det hele komme ud, så vores lille vidunderlige søn ikke bliver til en stor øm klump indeni ham som vi aldrig kan snakke om fordi det gør for ondt. Jeg bliver frustreret og ved ikke hvad jeg skal gøre, for jeg vil ikke presse ham til at føle noget han ikke føler eller ikke er klar til at føle, men samtidig kan jeg ikke holde det tilbage for evigt for så får jeg en betændt klump indeni og vi kommer til at liste rundt om hinanden for evigt af frygt for at træde hinanden over tæerne. Og jeg er træt af at få at vide vi klarer det fint, og at vores styrke er hinanden, og at vi er et godt par, og at vi har det godt sammen. For vi klarer det ikke en skid fint og jeg aner ikke hvad vi skal gøre. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre - jeg ved ikke om det er for min ellers hans skyld jeg gerne vil have han får det ud, for det virker også så underligt sadistisk at blive glad for han bliver ked af det og endelig, endelig, endelig siger det han egentlig føler: "Jeg hader ham, fordi han forlod os"

Netværk

Jeg lovede vist engang i en kommentar Mama Mårslet ovre fra Camp Chaos et indlæg om hvor socialt akavet jeg er ude i det virkelige liv.

Sandheden er at jeg faktisk (overhovedet) ikke har noget netværk. Det er især blevet tydeligt i den her tid, hvor jeg nogle gange godt kunne have brug for at snakke med nogle andre end Manden - af og til hjælper det bare ikke rigtigt at læsse af på nogen der selv er fyldt op. Men hvis jeg sådan tæller op, ing, så kender jeg Es og hans Prinsesse og Kaye og Jyden. Og Kaye kender jeg jo kun fordi hun er Mandens søster. Ja, det var så faktisk det. Selvfølgelig er der også familie, og jeg omgås også Mandens venner, men af mine egne venner er der kun Es (som jeg i mange år var håbløst forelsket i, men det er en anden historie)

Efterhånden som jeg selv er blevet brugt op og slidt helt ned bliver det tydeligere og tydeligere at jeg mangler nogen til at gribe mig. Jeg føler mig meget svigtet og forladt for tiden og bliver virkelig ked af at der ikke er nogen der spørger hvordan jeg har det. Der var ikke nogen der lavede mad til vores fryser eller tilbød at tage opvasken. Ingen der spørger ind af sig selv eller kommer forbi til en voksensnak uden der er et barn der skal være plads til (Kaye og Jyden) eller et tog der skal nås på grund af en travl kalender (Esserne). Og jeg er for socialt akavet og alt for træt til at kunne finde ud af at sige til. Jeg føler mig i vejen med min store sorg og jeg kan ikke finde ud af at græde sammen med andre.

Mine to gymnasie-veninder bor begge langt væk, så kontakten har været noget hullet. Efter Ronan døde har jeg slet ikke hørt fra den ene, hvilket jeg er bange for kommer til at vælte et allerede ustabilt venskab helt omkuld. Den anden tumler vist selv med en masse for tiden, men det sårer mig alligevel at hun ikke én gang har spurgt ind til mit liv. Og nogle gange bliver jeg helt urimelig og får lyst til at bede hende om at tage sig sammen, for livet er fandeme så uendeligt dyrebart og hun kan ikke være bekendt at sige hun ikke vil have sit.

Det er svært at forholde sig til mennesker i sorg, jeg ved det godt, og det gør det ikke nemmere at jeg slet ikke kan finde ud af at være sammen med andre uden at være forkrøblende selvbevidst. Men hvor ville jeg bare ønske der var nogen der ville give mig en kop te og spørge hvordan jeg har det og have tid til svaret og tårerne.

Jeg savner den lille fyr så forfærdeligt og jeg længes efter at holde ham. Det er som om jeg har været uden ham så længe som jeg kan holde ud nu. Jeg har ikke mere at give af og jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre af mig selv.

Lort med lort på

Så var vi så til scanning igen i torsdag. Med børnelæge og børnehjertekirurg som så kunne sidde der og sige at Ananas har en kompliceret hjertefejl. Og en cyste på lillehjernen og et navlebrok. Bare sådan hvis det ikke skulle være nok med et for lille højre hjertekammer og blod der løber den forkerte vej.

Så nu hedder det ligepludselig Rigshospitalet. Fordi det er der de har nogle der er gode til det hele på en gang og hvis den skal opereres skal det så lissom være med det samme og så nytter det ikke noget at sidde i Svendborg. Jeg håber bare de der eksperter på Rigshospitalet er sådan nogle der har tid til at tegne og fortælle og skrive nogle statistikker ned når vi skal over og hilse på dem på tirsdag.

Jeg ved godt jeg tidligere har udtalt at jeg savner København. Men det var nu ikke lige det her jeg havde i tankerne.

Det er bare noget rigtig lort. Lortelort, faktisk. Lortet lortelort med lort på.

PS. De mistænker stadig kromosomfejl - men de sagde at der ikke var nogen af de resterende der har dødelighed på 100%

Jeg, en søndagsblogger

Det er altså rent tilfældigt at jeg kun blogger om søndagen. Jeg er gået igang med et indlæg flere gange, men det kom bare ikke rigtigt videre.

Men altså, min baby er måske syg og det har jeg det i virkeligheden ikke ret godt med. Og så går vi bare her og venter og venter og venter på at få en tid til en "tidlig gennemscanning" inde i det der Odense og det har vi så gjort siden forrige fredag. Hvor der var en overlæge som sad og talte om risiko for "hjertefejl" og "alvorlige misdannelser" og "misdannelser der ikke er forenelige med livet" og det var noget forpulet vrøvl, for den lever jo derinde i min mave. Det gjorde den i hvert fald sidst vi hørte til den. Og han skal ikke sidde der og tale om "abortgrænsen er 22 uger" for jeg skal ikke abortere noget som helst. Og det er det jeg er allermest bange for, at de til den der scanning siger den fejler noget som den ikke kan leve med udenfor maven og at det er nødvendigt at "afbryde graviditeten" For det kan jeg ikke. Det kan jeg simpelthen ikke. For jeg vil altid tænke at der måske var en ud af en million chance for at de havde set forkert eller at de tog fejl, og så ville man jo bare have slået den ihjel. Og man - JEG - kan ikke bare sige ja til at slå den lille baby-ananas ihjel så længe dens lillebitte hjerte slår.

Vi er så langt nu at hvis vi mister den så bliver vi nødt til at se den og give den et navn og af en eller anden grund så er det bare så vigtigt at hvis vi skal sige farvel så må det ikke være før vi har mærket den inde i maven, og den kan mærke at vi puffer tilbage og kan høre hvad vi siger. Fordi det er så vigtigt at den ved at vi er her og at vi elsker den og at der ikke er noget vi glæder os mere til end at møde den.

Jeg ved godt det er spild af kræfter at gå og bekymre sig om den slags før man overhovedet ved om der er nogen grund til bekymring. For der er jo stadig en ret stor chance for den ikke fejler noget som helst, og at hvis den gør så er det noget der er til at leve med. Jeg bliver bare så frygteligt bange nogle gange - for den er jo inde i min mave og så er det meningen jeg skal passe på den.

Vi lever stadig - sådan da

Vi er ikke døde eller noget, bare flyttet, så vi har ikke haft internet.

Jeg går ud fra Baby har det fint. Har i hvert fald ikke hørt andet. Har tid til nakkefoldsskanning d.17 hvor jeg er 12+4 (eller 13+0 hvis man spørger lægen, men det gør man ikke for han tager fejl)

Er sindssygt træt ovenpå det der flytning og træt af alle de kasser der skal pakkes ud og møbler der skal rykkes rundt. Nu jeg tænker over det er jeg faktisk også sulten. Men det har nok ikke noget med flyttekasserne at gøre.

Ville have indscannet + uploadet det der billede af baby, men jeg ved ikke lige hvilken kasse det er i og Manden sover så han kan ikke finde det for mig.

Jeg lover at jeg skriver noget mere intelligent engang når jeg ikke er så bagud med alting.

Hvad der blev tømt ud af tasken d.30/8

1 kapsel kaffefløde (merrild)
1 sukkerknald, indpakket (ditto)
3 (døde?) batterier
1 specialkøreplan for 500S (gyldig til 9. august 2008)
1 visitkort fra Bankrådgiver
1 pose Halls Citrus (1 stk tilbage)
1 bundt tynde pang-farvede hårelastikker
1 løs orange hårelastik
1 natbind
4 busbilletter
3 (??) foldere om "vejledning via messenger"
½ skrue (toppen)
3 sedler om sommerlukning hos psyk (i ugerne 27-28-29-30)
1 bundt hårnåle
2 løse hårnåle
1 pink blomsterørering (har ledt efter den længe)
2 (ens) flyers fra Enhedslisten
2 flyers fra uni ("Kender du karrierrecentret?" og "studiestartguide)
2 plastre, indpakket
1 plaster, brugt??
1 eksemplar af Sagaen om Isfolket
1 gummihylster-tingest til mp3-afspiller
1 A4-reklame fra brygselv.dk
1 25-øre
1 Kleenex (har været våd)
7 assorterede boner
1 program fra Bedstevennens bachelorkoncert
1 indkøbsseddel
1 brochure om KVIKkortet
1 oversigt over koncerter i foråret 2010
1 kryds&tværs-blad
1 nummer af illustreret videnskab (nr8/2010)

...

1 hospitalsarmbånd (02-06-2010, sengesafsnit D6)