Noget om flovhed - eller Hvordan Tingene Har Det Med At Smelte Sammen Oppe I Hovedet På mig

Ærlig og selvudleverende blog, er det ikke det jeg gør i? Det bliver det i hvert fald nu.

I går formiddags var vi til jordemoder, og vi havde aftalt at Manden kunne tage ned og træne bagefter, eftersom det ligger sådan ca. i samme retning. Det var meget længe siden han havde været afsted på grund af hans dumme ryg, så han havde lidt ekstra penge med, så han kunne gå i varmtvandbassinet i badelandet bagefter. På vej til jordemoder kommer jeg pludselig til at tænke på gåturen hjem alene, og har egentlig meget mere lyst til at følges med Manden bagefter. Jeg kommer ellers aldrig i svømmehallen, fordi jeg synes der er lige lovlig langt at gå, men hey, vi ville jo alligevel allerede være næsten helt derude, og det ville være så hyggeligt med en fællestur i badeland.

Manden er den sødeste mand i verden, og tilbød at gå tilbage efter mit badetøj og et ekstra håndklæde, selvom han så skulle skynde sig meget, for at nå at indhente mig igen. Jeg vraltede videre alene, og havde det så fedt med mig selv. Det bliver jo pissehyggeligt. Selvfølgelig kan jeg spontant tage med ud af svømme, hvad er the big deal? Er top-modig og virkelig fleksibel - og hvad så hvis vi ikke når hjem til frokost? Så spiser vi da bare nogle pomfritter eller tager på Burgerking eller sådan noget. Der er kun fem uger til termin, hvis ikke vi skal gøre noget spontan-hygge sammen nu, hvornår fanden skal vi så? Ha, så så man lige mig være den søde, overskudsagtige Kone, som er totalt i stand til at være ligeglad med madbudgettet og at svømmehallen er dyr og at der er alle mulige andre mennesker man skal klæde om sammen med et sted man ikke kender. Fuck yeah, vi ta'r sgu bare spontant i svømmehallen!

Heldigvis nåede Manden tilbage lige i tide til samtale, og alt var (selvfølgelig) helt almindeligt og i orden med Baby, som vist endda lod til at få fast med hovedet. Da vi gik tjekkede Manden lige om jeg stadig havde mod på at tage med, og jeg sagde at jeg glædede mig, for vi trængte fandeme til den hyggedag. Også selvom der stadig var et stykke vej at gå, og en bakke at forcere. Men langsomt tempo og tung mave til trods kom vi derud - bare for at finde ud af at badelandet har lukket om tirsdagen. Men jeg kunne da stadig svømme baner i sportsbassinet? Ellers tak, nok.

Var fuldstændig ødelagt, og begyndte at tude da jeg satte mig ud på bænken for at vente, mens Manden gik ind for at træne. Heldigvis kom han ud igen for at give mig sin telefon og et kram, og han sluttede sin træning tidligt for at komme ud til mig igen. Tror jeg tudede hele vejen hjem, og kunne slet ikke overskue at vi egentlig havde aftalt at handle ind på vej hjem, og jeg havde ikke engang lyst til at finde en burger et sted, selvom Manden var sød og tilbød det. Ville bare hjem, hjem, hjem. Følte mig som den største taber i verden, men Manden var bare sød og lavede lækker hyggefrokost og holdt om mig og hentede dyner og lavede te.

Og så var det flovheden satte ind. For hold kæft hvor er jeg flov over at være 26 år gammel og så tage sådan på vej over at svømmehallen har lukket. Jeg er så flov over at være et voksent menneske og så gå og tude på den måde ude blandt andre mennesker. Det er så flovt at jeg så bare ingenting kan eller vil. For normale mennesker ville jo stadig være i stand til at spise en burger, selvom man ikke havde svømmet først. Og jeg er så flov over at jeg bliver så lillebitte og ingenting kan være for Manden - ikke engang den mindste lille hygge-idé kan jeg finde frem.

Men faktisk, så er der noget jeg er endnu mere flov over. Jeg synes faktisk det er endnu værre at jeg til at starte med følte mig så pissesej. Normale mennesker bliver ikke uforholdsmæssigt stolte af sig selv fordi de beslutter sig for en tur i badeland. Med mindre de er 5 år gamle og har vandskræk. Skammer mig i dén grad over at jeg gik der og fik helt høje tanker om mig selv. Som om jeg bliver det sejeste menneske i verden af at sige jeg gerne vil med i svømmehallen?

Ved ikke om vi tager afsted i dag i stedet for. Noget af charmen er ligesom gået af det, når ikke det er en spontan fordi-vi-har-det-godt-i-dag-og-har-lyst beslutning. Men på den anden side så trænger vi faktisk til den tur. Vi trænger til noget hygge, og noget ikke-bare-sidde-på-sofaen. Og så var det måske netop godt at tage afsted, fordi jeg bare overhovedet ikke har lyst længere - for hvis vi ikke kommer afsted i dag, så vil det bare være et nederlag for evigt.