Det der med at bede om hjælp

Jeg har altid været ret åben og ligefrem omkring det at jeg er depressiv. Fx når samtalen falder på hvorfor jeg ikke er kommet længere med mit studie, eller når det har været nødvendigt at melde afbud til diverse sociale arrangementer.

Jeg har til gengæld altid været rigtig dårlig til at være ærlig omkring hvilke (og hvor mange) begrænsninger det faktisk giver, og til rent faktisk at fortælle hvordan jeg har det. Sådan i situationen.

For hvordan bringer man lige sådan et emne på bane? Det er jo ikke fordi det dukker op i en tilfældig hverdags-samtale, med mindre der rent faktisk er nogen der direkte stiller spørgsmålet "Hvordan har du det?" - hvilket sjældent sker, for symptomerne og de begrænsninger jeg oplever er jo som oftest usynlige for omverdenen.

Min far sagde engang at det ville være nemmere med et brækket ben. For så var både sygdommen og de problemer den giver i hverdagen til at forstå og få øje på. Men depression er langt hen ad vejen en usynlig sygdom, og en sygdom der kan gradbøjes. En sygdom, hvor det faktisk kan være ret svært - nærmest umuligt - at skelne mellem hvornår det reelt er en sygdom, og hvornår det bare er en dårlig dag. Og hvornår det er noget midt imellem.

Jeg har levet med, i og omkring depression i mange år. Mange, mange år. Halvdelen af mit liv. Symptomerne er velkendte, og det er efterhånden mere et spørgsmål om mavefornemmelse, end om at gennemgå tjeklisten. Det giver os mulighed for at opdage det i opløbet og tage forholdsregler - problemet er bare, at i opløbet er jeg jo hverken rigtig skidt, eller rigtigt syg (og bliver det måske heller ikke), så det føles nogle gange åndssvagt at begynde at bede om hjælp. Andre har jo også deres at slås med, og jeg hader virkelig at være Hende Der Pisker En Stemning Op. For ingenting.

For det er jo ikke fordi der er ved at være dommedag herhjemme eller noget i den stil. Jeg har det bare skidt, og har haft det jævnt skidt i hvad der begynder at ligne to uger (den magiske grænse for depressions-test perioden). Ikke død-nød-og-ødelæggelse skidt, bare almindelig jævnt-trist-uden-grund skidt. Og så er det jeg synes det er svært, at bringe den der hjælp på bane. For der er jo ikke noget Manden ikke kan klare selv, hvis det er; indkøb, rengøring, opvask, madlavning, aflevere mine papirer til SU osv. Men hvis han gør alt det, for at jeg kan slippe, så jeg ikke skal stresse over det, så er han jo ikke hos mig. Og det er det jeg har allermest brug for. Nærvær. Og lange snakke, og alle de der ubestemmelige ikke-praktiske ting, der giver ro og overskud.

Normalt ville vi tage det som det kommer. Give det tid og skrue lidt ned for det hele og spise en pizza. Men ligenu har vi bare ikke rigtigt tid. Nye Baby kommer lige om lidt, og jeg er så bange for at vi ikke kan nå at finde ind til alt det gode og rare inden, og jeg så kommer til at gå glip af det hele. Jeg er ikke bange for om jeg kommer til at elske Babyen eller om jeg kommer til at kunne tage mig af den - men når jeg har det skidt, så forsvinder alle de gode ting væk et sted i Sumpen, og de bliver svære at holde fast på og huske. Og er der noget jeg gerne vil huske, på den gode måde, så er det den første tid med Lille Nye.

Nåmmen, nu har jeg så ævlet stolpe op og stolpe ned, men er ikke kommet tættere på noget som helst der minder om et svar. Hvordan beder man om hjælp, når man jo i virkeligheden slet ikke er derude hvor det er en nødvendighed for at overleve? Hvordan bringer man lige på bane at det ville gøre en verden til forskel at der var nogen der kom og vaskede ens køkkengulv eller hjalp med storindkøb i Føtex? For det virker jo lidt latterligt at ens velvære afhænger af rene gulve og gigant-poser med hotwings.