"Ellers andet?"
"Ja tak, jeg skal også have noget sort te. Har I noget Kenya?"
"Øh, nej, vi har slet ikke noget te der er fra Afrika."
"Ok, men så skal jeg bare have noget Assam."
"Altså, det kommer jo ikke sådan an på hvor det er fra, men det er hvad den skal smage af. Om den skal være sort, eller sådan..."
Et kort øjeblik overvejede jeg at springe hen over disken, gribe fat i hendes tydeligvis-kun-til-pynt-forklæde og banke hendes kønne, men meget, meget tomme hovede ind i de relevante tedåser. Golden Kenya (fra Kenya. I Afrika), Keemun (fra Kina), Assam (fra Indien), Ceylon (fra Sri Lanka). Klappe stavelserne, en for en, pande mod dåse, at jo, med te, der kommer det faktisk ret meget an på hvor det kommer fra.
Jeg lod være. Måske hun bare var ny. Efterårsafløser. Erhvervspraktikant. Det er trods alt en seriøst kaffe- og te-butik, der er tale om, der er nok andre ekspedienter der ved mere. Jeg nøjes med at sige jeg ikke skal have noget alligevel
Hun ønsker mig en god dag. Hun virker ikke specielt påvirket af at være gået glip af et salg, og det lader heller ikke til at gå hende på at hun ikke aner det fjerneste om de produkter hun sælger.
"Har vi noget te fra Tanzania?!" hører jeg den anden ekspedient råbe ud i baglokalet, da jeg er på vej ud. Svaret er et rungende nej.
Jeg føler med den anden kunde i butikken, jeg kan genkende resignationen i hendes stemme.
"Så bare giv mig 100 gram Ceylon..."
tirsdag den 18. oktober 2016
Hvori grøntsager ikke bare er grøntsager
"Hvad er der i jeres vegetar-burger?"
"Altså, mener du brødet?"
"Nej, hvad er der i? Der står bare 'grøntsagsbøf' i menukortet. Hvilke grøntsager er den lavet af?"
"Øh, altså, der er gulerødder i. Og øh... jeg kan ikke lige huske det. Jeg har en derude."
Hun peger hjælpsomt ud mod køkkenet, inden hun gør et forsøg mere med beskrivelsen.
"Det er sådan alle mulige grøntsager, som er sådan revet og presset så det ligner en bøf."
Hun tilbyder ikke at spørge kokken eller hente en hun kan vise mig. Hun forsøger ikke engang at sælge mig en on the side så jeg kan smage. Den koster ellers kun 25kr, så hvis hun havde spurgt havde jeg sagt ja. Jeg kunne også have bestilt en af mig selv, men helt ærligt - hvis ikke engang personalet kan mønstre noget begejstring for maden, så er det måske fordi der ikke er noget at være begejstret for.
Jeg har altid haft et anstrengt forhold til at vegetar-muligheden på menuen alene er defineret ved at være kødfri. Så lad da være med at have det på menuen, hvis det bare er en sur pligt, du ikke har tænkt dig at have en smagsmæsig holdning til. Det er blevet værre efter jeg har mødt Kinney, der ubesværet fremstiller en dyrefri frikadellesandwich, som på alle måder smager af mere.
"Jeg tager bare den almindelige bacon-cheese-burger så."
Hun virker lettet. Sådan en er hun vant til at servere.
"Altså, mener du brødet?"
"Nej, hvad er der i? Der står bare 'grøntsagsbøf' i menukortet. Hvilke grøntsager er den lavet af?"
"Øh, altså, der er gulerødder i. Og øh... jeg kan ikke lige huske det. Jeg har en derude."
Hun peger hjælpsomt ud mod køkkenet, inden hun gør et forsøg mere med beskrivelsen.
"Det er sådan alle mulige grøntsager, som er sådan revet og presset så det ligner en bøf."
Hun tilbyder ikke at spørge kokken eller hente en hun kan vise mig. Hun forsøger ikke engang at sælge mig en on the side så jeg kan smage. Den koster ellers kun 25kr, så hvis hun havde spurgt havde jeg sagt ja. Jeg kunne også have bestilt en af mig selv, men helt ærligt - hvis ikke engang personalet kan mønstre noget begejstring for maden, så er det måske fordi der ikke er noget at være begejstret for.
Jeg har altid haft et anstrengt forhold til at vegetar-muligheden på menuen alene er defineret ved at være kødfri. Så lad da være med at have det på menuen, hvis det bare er en sur pligt, du ikke har tænkt dig at have en smagsmæsig holdning til. Det er blevet værre efter jeg har mødt Kinney, der ubesværet fremstiller en dyrefri frikadellesandwich, som på alle måder smager af mere.
"Jeg tager bare den almindelige bacon-cheese-burger så."
Hun virker lettet. Sådan en er hun vant til at servere.
torsdag den 13. oktober 2016
Hvori jeg forsøger at lokalisere et digt
Jeg kan høre ham nusse rundt i køkkenet. Det er underligt, for jeg er vant til at høre det gennem telefonen, men nu er han lige på den anden side af væggen. Der dufter af nybagt rugbrød, bønner og en lille smule af kaffe. Puden dufter af hans hår.
"Vi skal i Ikea," informerede han mig om fra morgenstunden. "Jeg skal have rullegardiner, og så kan vi se på rammer til væggen."
Det er den rå murstensvæg i soveværelset, der er tale om, den hvor vi lige har hængt endnu en skrivemaskine på. Lige over sengen, hvor den indbyder til grusomme fantasier om poetens ironisk poetiske natlige endeligt. Død ved skrivemaskine. Han siger jeg er åndssvag, at den skrivemaskine ikke falder nogen steder. Jeg siger vi skal have en lyserød ramme. Det er tæt på han omkommer ved tanken, men jeg påpeger hans manglende visioner, og fortæller hvilket digt der skal være i. Så kan han godt se det.
Telefonen ringer, han forsvinder, ud på altanen måske, for ikke at forstyrre min lur, tror jeg, men jeg når at opfatte engelske ord, accenten udpræget amerikansk. Kinneysk, ligesom duften fra køkkenet og på puden.
Det er indlysende, og det lyser ud af mig, at jeg er forelsket. Voldsomt. Jeg ved godt at hvis det fortsætter sådan her, præcis sådan som det er nu, så er det uholdbart. Men jeg ved også godt, at det ikke fortsætter præcis sådan her. Tingene er flydende, i konstant flux, forelskelse aftager, og kærlighed vokser når man lader den og plejer den. Det er lidt af et kunststykke, især når man ingen anelse har om hvor det hele vokser hen.
Tålmodighed har aldrig været min stærke side. Men lige nu kan jeg ikke gøre meget andet end at ligge og betragte det her vanvittige eventyr folde sig ud omkring mig.
Det, og så forsøge at finde det omtalte digt frem i Kinneys arkiv-...system...
"Vi skal i Ikea," informerede han mig om fra morgenstunden. "Jeg skal have rullegardiner, og så kan vi se på rammer til væggen."
Det er den rå murstensvæg i soveværelset, der er tale om, den hvor vi lige har hængt endnu en skrivemaskine på. Lige over sengen, hvor den indbyder til grusomme fantasier om poetens ironisk poetiske natlige endeligt. Død ved skrivemaskine. Han siger jeg er åndssvag, at den skrivemaskine ikke falder nogen steder. Jeg siger vi skal have en lyserød ramme. Det er tæt på han omkommer ved tanken, men jeg påpeger hans manglende visioner, og fortæller hvilket digt der skal være i. Så kan han godt se det.
Telefonen ringer, han forsvinder, ud på altanen måske, for ikke at forstyrre min lur, tror jeg, men jeg når at opfatte engelske ord, accenten udpræget amerikansk. Kinneysk, ligesom duften fra køkkenet og på puden.
Det er indlysende, og det lyser ud af mig, at jeg er forelsket. Voldsomt. Jeg ved godt at hvis det fortsætter sådan her, præcis sådan som det er nu, så er det uholdbart. Men jeg ved også godt, at det ikke fortsætter præcis sådan her. Tingene er flydende, i konstant flux, forelskelse aftager, og kærlighed vokser når man lader den og plejer den. Det er lidt af et kunststykke, især når man ingen anelse har om hvor det hele vokser hen.
Tålmodighed har aldrig været min stærke side. Men lige nu kan jeg ikke gøre meget andet end at ligge og betragte det her vanvittige eventyr folde sig ud omkring mig.
Det, og så forsøge at finde det omtalte digt frem i Kinneys arkiv-...system...
tirsdag den 11. oktober 2016
Hvori jeg fylder 30
"Godmorgen, Mor! I dag er det din fødselsdag!!"
Vækningen er ikke specielt blid, men heldigvis er klokken halv otte og ikke halv seks. Barnet er vågnet i overgear, og munden står ikke stille på hende. Hun går med Manden ud for at tisse, jeg kan høre de diskuterer om hvorvidt rundstykker eller chokoballs er den mest passende fødselsdgsmorgenmad til en 30-årig. Heldigvis vinder Mandens gode bagerbrøds-argumenter, eller måske er det kun fordi der ikke er flere chokoballs, men i alle tilfælde lykkes det ham at få både sig selv og Barnet ud af døren i rimelig ro og orden. Og jeg får lov til at sove en time mere, mens de ordner den "overraskelse" den mindste af dem med konspiratorisk stemmeføring har fortalt mig om.
Hun råber hurra på repeat. Højt. Længe. Det kan kun gå for langsomt at stå op og se morgenbordet. Det går også for langsomt at åbne gaver.
"Den der! Nej, den der, Mor! Nu skal du vælge den der! Må jeg godt få kage nu?!"
Hun skal til tandlæge, så hun har fri, og vi giver den fødselsdagsgas. Hun gør, i hvert fald. Tempoet fortsætter resten af formiddagen. For en gangs skyld er det forældrene der foreslår fjernsyn. Bare så man lige kan få en time til at rydde op i fred og nogenlunde stilhed.
Mine forældre dukker op til tidlig eftermiddagskaffe. De var alligevel i Vejle, og så var de jo halvvejs herovre, og det er længe siden de har set Gryntegrisen. Altså, de vil også gerne se mig, og tillykke med fødselsdagen, men det er vel nok en dejlig overraskelse at Mormor og Morfar og Moster kommer, er det ikke, Grynte?
Hver gang jeg nævner København, min begejstring for skrivemaskinen, eller ved et frygteligt uheld Kinneys navn, preller det af. Det virker ikke som viljefast stædighed. Mere som om det bliver ubevidst ignoreret, arkiveret som ligegyldigt. Det er næsten værre. Jeg havde ønsket mig tilskud til togbilletter, men det er et gavekort til Føtex der er i konvolutten. Det kan man jo altid bruge. Ja. Bare ikke på togbilletter til København.
Jeg er den mindst begejstrede i selskabet. Det er fint nok. Det er efterhånden mange år siden det gik op for mig, at fødselsdag er noget man holder for andres skyld. I dagens tilfælde mest for Gryntegrisen, der forsigtigt foreslår om det ikke også godt lidt kan være hendes dag?
Hun græd lidt da festen var slut.
Jeg er også tæt på at græde, men det er nærmere af lettelse.
Vækningen er ikke specielt blid, men heldigvis er klokken halv otte og ikke halv seks. Barnet er vågnet i overgear, og munden står ikke stille på hende. Hun går med Manden ud for at tisse, jeg kan høre de diskuterer om hvorvidt rundstykker eller chokoballs er den mest passende fødselsdgsmorgenmad til en 30-årig. Heldigvis vinder Mandens gode bagerbrøds-argumenter, eller måske er det kun fordi der ikke er flere chokoballs, men i alle tilfælde lykkes det ham at få både sig selv og Barnet ud af døren i rimelig ro og orden. Og jeg får lov til at sove en time mere, mens de ordner den "overraskelse" den mindste af dem med konspiratorisk stemmeføring har fortalt mig om.
Hun råber hurra på repeat. Højt. Længe. Det kan kun gå for langsomt at stå op og se morgenbordet. Det går også for langsomt at åbne gaver.
"Den der! Nej, den der, Mor! Nu skal du vælge den der! Må jeg godt få kage nu?!"
Hun skal til tandlæge, så hun har fri, og vi giver den fødselsdagsgas. Hun gør, i hvert fald. Tempoet fortsætter resten af formiddagen. For en gangs skyld er det forældrene der foreslår fjernsyn. Bare så man lige kan få en time til at rydde op i fred og nogenlunde stilhed.
Mine forældre dukker op til tidlig eftermiddagskaffe. De var alligevel i Vejle, og så var de jo halvvejs herovre, og det er længe siden de har set Gryntegrisen. Altså, de vil også gerne se mig, og tillykke med fødselsdagen, men det er vel nok en dejlig overraskelse at Mormor og Morfar og Moster kommer, er det ikke, Grynte?
Hver gang jeg nævner København, min begejstring for skrivemaskinen, eller ved et frygteligt uheld Kinneys navn, preller det af. Det virker ikke som viljefast stædighed. Mere som om det bliver ubevidst ignoreret, arkiveret som ligegyldigt. Det er næsten værre. Jeg havde ønsket mig tilskud til togbilletter, men det er et gavekort til Føtex der er i konvolutten. Det kan man jo altid bruge. Ja. Bare ikke på togbilletter til København.
Jeg er den mindst begejstrede i selskabet. Det er fint nok. Det er efterhånden mange år siden det gik op for mig, at fødselsdag er noget man holder for andres skyld. I dagens tilfælde mest for Gryntegrisen, der forsigtigt foreslår om det ikke også godt lidt kan være hendes dag?
Hun græd lidt da festen var slut.
Jeg er også tæt på at græde, men det er nærmere af lettelse.
lørdag den 8. oktober 2016
Hvori jeg tilsyneladende har fået en sheltered akademisk opdragelse
Jeg har oplevet det mere end én gang. Den vantro hyperventilering, som om de er ved at dø. Som om jeg lige havde fortalt at jeg var øksemorder. Når jeg nu bare sagde jeg aldrig har set Bloodsport.
Bagefter følger truslerne.
"Jeg er ikke sikker på vi kan være venner, så."
"Jeg ved ikke om jeg vil giftes med dig alligevel."
"Jeg binder dig til sofaen, og tvinger dig."
Sidstnævnte ville jeg under andre omstændigheder ikke opponere imod, men når det gælder voldsforherligende film fra 80erne er jeg knap så ivrig.
Efterhånden er det blevet principielt. Det er jo en slippery slide lige lukt ned i den absurde sump af kulturelle referencer jeg ikke forstår der er 80erne. Før jeg ved af det sidder jeg og ser Airplane sammen med tre 40(+/-)-årige, der ikke forstår hvorfor jeg ikke griner. Jeg forstår til gengæld ikke hvorfor de gør.
Jeg skal blive bedre til at omgås mennesker på min egen alder.
PS. Fylder jo faktisk 30 lige om et sekund. Måske jeg ligefrem skulle begynde at score nedad?
Bagefter følger truslerne.
"Jeg er ikke sikker på vi kan være venner, så."
"Jeg ved ikke om jeg vil giftes med dig alligevel."
"Jeg binder dig til sofaen, og tvinger dig."
Sidstnævnte ville jeg under andre omstændigheder ikke opponere imod, men når det gælder voldsforherligende film fra 80erne er jeg knap så ivrig.
Efterhånden er det blevet principielt. Det er jo en slippery slide lige lukt ned i den absurde sump af kulturelle referencer jeg ikke forstår der er 80erne. Før jeg ved af det sidder jeg og ser Airplane sammen med tre 40(+/-)-årige, der ikke forstår hvorfor jeg ikke griner. Jeg forstår til gengæld ikke hvorfor de gør.
Jeg skal blive bedre til at omgås mennesker på min egen alder.
PS. Fylder jo faktisk 30 lige om et sekund. Måske jeg ligefrem skulle begynde at score nedad?
Abonner på:
Opslag (Atom)