Jeg kan høre ham nusse rundt i køkkenet. Det er underligt, for jeg er vant til at høre det gennem telefonen, men nu er han lige på den anden side af væggen. Der dufter af nybagt rugbrød, bønner og en lille smule af kaffe. Puden dufter af hans hår.
"Vi skal i Ikea," informerede han mig om fra morgenstunden. "Jeg skal have rullegardiner, og så kan vi se på rammer til væggen."
Det er den rå murstensvæg i soveværelset, der er tale om, den hvor vi lige har hængt endnu en skrivemaskine på. Lige over sengen, hvor den indbyder til grusomme fantasier om poetens ironisk poetiske natlige endeligt. Død ved skrivemaskine. Han siger jeg er åndssvag, at den skrivemaskine ikke falder nogen steder. Jeg siger vi skal have en lyserød ramme. Det er tæt på han omkommer ved tanken, men jeg påpeger hans manglende visioner, og fortæller hvilket digt der skal være i. Så kan han godt se det.
Telefonen ringer, han forsvinder, ud på altanen måske, for ikke at forstyrre min lur, tror jeg, men jeg når at opfatte engelske ord, accenten udpræget amerikansk. Kinneysk, ligesom duften fra køkkenet og på puden.
Det er indlysende, og det lyser ud af mig, at jeg er forelsket. Voldsomt. Jeg ved godt at hvis det fortsætter sådan her, præcis sådan som det er nu, så er det uholdbart. Men jeg ved også godt, at det ikke fortsætter præcis sådan her. Tingene er flydende, i konstant flux, forelskelse aftager, og kærlighed vokser når man lader den og plejer den. Det er lidt af et kunststykke, især når man ingen anelse har om hvor det hele vokser hen.
Tålmodighed har aldrig været min stærke side. Men lige nu kan jeg ikke gøre meget andet end at ligge og betragte det her vanvittige eventyr folde sig ud omkring mig.
Det, og så forsøge at finde det omtalte digt frem i Kinneys arkiv-...system...
"Vi skal i Ikea," informerede han mig om fra morgenstunden. "Jeg skal have rullegardiner, og så kan vi se på rammer til væggen."
Det er den rå murstensvæg i soveværelset, der er tale om, den hvor vi lige har hængt endnu en skrivemaskine på. Lige over sengen, hvor den indbyder til grusomme fantasier om poetens ironisk poetiske natlige endeligt. Død ved skrivemaskine. Han siger jeg er åndssvag, at den skrivemaskine ikke falder nogen steder. Jeg siger vi skal have en lyserød ramme. Det er tæt på han omkommer ved tanken, men jeg påpeger hans manglende visioner, og fortæller hvilket digt der skal være i. Så kan han godt se det.
Telefonen ringer, han forsvinder, ud på altanen måske, for ikke at forstyrre min lur, tror jeg, men jeg når at opfatte engelske ord, accenten udpræget amerikansk. Kinneysk, ligesom duften fra køkkenet og på puden.
Det er indlysende, og det lyser ud af mig, at jeg er forelsket. Voldsomt. Jeg ved godt at hvis det fortsætter sådan her, præcis sådan som det er nu, så er det uholdbart. Men jeg ved også godt, at det ikke fortsætter præcis sådan her. Tingene er flydende, i konstant flux, forelskelse aftager, og kærlighed vokser når man lader den og plejer den. Det er lidt af et kunststykke, især når man ingen anelse har om hvor det hele vokser hen.
Tålmodighed har aldrig været min stærke side. Men lige nu kan jeg ikke gøre meget andet end at ligge og betragte det her vanvittige eventyr folde sig ud omkring mig.
Det, og så forsøge at finde det omtalte digt frem i Kinneys arkiv-...system...
Okay, det ser da top-cool ud med skrivemaskiner på væggen!! Og her har jeg netop sagt nej til at arve én... Damn!
SvarSletDen væg er blevet så vanvittigt fed. Jeg må lige huske at tage et billede af hele herligheden næste gang jeg får muligheden.
SletDet er i øvrigt kun de skrivemaskiner der ikke virker, der kommer op på væggen. De andre bliver brugt til deres oprindelige formål ;)
Hvilken skrivemaskine har du sagt nej til? Så kan det være jeg kan sidde og ægre mig sammen med dig :p